Datasets:

bowphs

/

europarl_parallel

like 0

Jeg vil også gerne lykønske hr. Hudghton med hans betænkning, og jeg bifalder hans tilføjelser til det oprindelige forslag, både hvad angår kompensation og udviklingen af en vaccine. Jeg mener også, at ændringsforslag 7 til 13 er uheldige, og at ændringsforslag 13 ikke blot vil ophæve forslagets tilsigtede virkninger, men at det også vil gøre situationen endnu mere vanskelig end under de gældende regler. Dette er ikke et forsøg på at fornægte betydningen af miljømæssige overvejelser vedrørende fiskeopdræt. Hr. Hudghton har allerede omtalt den endelige arbejdsgrupperapport om ISA, der er udarbejdet i fællesskab af den britiske regering og den britiske fiskeriindustri samt de foranstaltninger, der har betydning for alle former for fiskeopdræt og ikke kun de brug, der er ramt af ISA. For det andet, hvis vi kigger fremad på beslutningsforslaget om betænkningen af Katiforis, der skal behandles senere på dagen, er punkt 28 særligt vigtigt. Her opfordres Kommissionen og medlemsstaterne til at fremskynde vedtagelsen af foranstaltninger til bekæmpelse af akvakulturens eventuelle negative indvirkning på havmiljøet. For det tredje, med hensyn til den tidligere forhandling om indsamling af fiskeridata håber jeg meget, at Kommissionen vil beskæftige sig med projekter og undersøgelser, der ser på akvakulturen i en miljømæssig sammenhæng, men jeg tror, at det er den rigtige fremgangsmåde med hensyn til miljøet, og jeg håber, at de ærede medlemmer vil forkaste den fremgangsmåde, der er repræsenteret ved ændringsforslag 7 til 13.

Hr. formand, kære kolleger, jeg kan ikke tilslutte mig denne almindelige tilfredshed, der udtrykkes af mine kolleger, som glæder sig over opblødningen af et direktiv, der overholder forsigtighedsprincippet, og som træffer foranstaltninger til beskyttelse af forbrugernes sundhed. Denne laksesygdom er fremkaldt af et orthomixomikrovirus, som nedbryder laksens blod, hvilket den dør af. Det spredes meget nemt bl.a. gennem mucus i saltvand. Direktivet af 1993 gør det muligt at aflive ikke blot de syge fisk, men alle fiskene i den bestand, hvor sygdommen er fundet, ligesom når en ko i en bestand bliver syg, og man slår alle dyrene ned i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet. Det, der foreslås i dag, er at slække på dette direktiv, således at man ikke afliver hele bestanden i bruget, men kun de fisk, der er erklæret syge. Med hensyn til de andre skal man minsandten se tiden an i overensstemmelse med de lokale betingelser. Jeg mener, at det er en meget alvorlig handlemåde. Jeg gør kollegerne opmærksomme på dette, for man må ikke stille sig tilfreds med at sige, at en temperatur på 27º udgør alle fordelene for menneskeheden, og at mændene derfor intet risikerer. Og hvad med kvinderne? Man har ikke lavet undersøgelser på menneskeligt væv i denne forbindelse. Der er også en risiko for miljøet, fordi man ved, at der er en inkubationsperiode hos laksene, og disse kan derfor, når de bliver spist, være raske bærere af dette virus og udgøre en fare. Der er også en anden fare for miljøet, for denne sygdom overføres til vilde fisk, som vi har set. Derfor har min kollega Patricia McKenna og jeg har fremsat ændringsforslag til de forslag, der er fremsat af Kommissionen.

Hr. Fischler, jeg vil gerne begynde med et par kommentarer til nogle af Deres svar: Vi bør endnu en gang tale om Attwooll-betænkningen i Fiskeriudvalget. Jeg tror, at der er tale om misforståelser her, f.eks. hvad angår databasen. Hr. formand, med Hudghton-betænkningen er vi nu ved et emne, som i mine øjne er meget følsomt, for det handler om sundhedsmæssige spørgsmål. Samtidig har det eksistentiel betydning i den mest sande betydning af ordet, for mange akvakulturbedrifter kan, som vi har hørt, fra den ene dag til den anden trues i deres bestand på grund af sygdomme. Det har vi ikke haft under kontrol længe. I den foreliggende betænkning handler det om den såkaldte infektiøse lakseanæmi. Som vi har hørt, er der ganske vist ingen direkte risiko for mennesker, men vi ved alle, at forbrugeren reagerer hurtigt og ofte ekstremt heftigt i sådanne tilfælde, især i mit land. I sidste ende betyder det tab af arbejdspladser. Det er ikke kun de skotske kolleger, der kan synge en trist sang herom. Følgerne af et udbrud af en sådan fiskesygdom er enorme. På grund af den for tidlige fiskefangst som følge af sygdommen brød fællesskabsmarkedet sammen med tilsvarende virkninger for hele Unionen. Bekæmpelsen af sådanne sygdomme er dermed i Fællesskabets interesse. Det foreliggende forslag går her i den rigtige retning. Jeg bifalder især de fleksible omstændigheder vedrørende den trinvise fremgangsmåde og nedlæggelsen af bedrifter, men kun hvis det er virkeligt begrundet. Vi skal ikke kaste barnet ud med badevandet! Samtidig skal jeg understrege, at dette kun er ét skridt i den rigtige retning. Der er stadig meget, der skal gøres, og jeg opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at træffe yderligere foranstaltninger og især at skabe initiativer til forskning i en vaccine og endnu mere til forskning i kilderne og årsagerne til sådanne fiskesygdomme.

Hr. Piétrasanta forklarede, hvorfor vi støtter nogle aspekter af Kommissionens forslag, herunder specielt udviklingen af en vaccine samt kompensation til opdrættere, der tvinges til at aflive deres fisk, men som overhovedet ikke er tilfredse med tanken om at ændre aflivningspolitikken. Nu er der nogen, der har sagt, at Norge har gjort et bedre stykke arbejde med hensyn til at kontrollere ISA-epidemien, og at de foreslåede ændringer vil bringe os mere på linje med den norske fremgangsmåde, men det må siges, at der findes mere end blot én forskel mellem den norske politik og Fællesskabets politik. Dette er en fællesskabspolitik, der også vil påvirke Irland - hvor jeg kommer fra - hvis lignende ulykkelige hændelser skulle forekomme. Der findes andre forskelle i politikkerne vedrørende inspektion af sygdomme, braklægningsperioder, restriktioner vedrørende flytning af forurenede fisk, materiale m.m. Inden vi begynder at kopiere nordmændenes aflivningspolitik, bør vi først afprøve disse andre ting for at se, om vi kan mindske katastrofen. Og folk har tidligere talt om BSE. De Grønne havde i mange år sagt, at der skulle gøres noget ved BSE-spørgsmålet. Hvis man havde grebet tidligere ind, ville man have sparet en masse landmænd og EU for en enorm mængde penge. Så det handler også om miljøbeskyttelse. Beskyttelse af landmænd og beskyttelse af folkesundheden.

Jeg vil gerne takke hr. Hudghton for hans udmærkede betænkning om ISA og for hans generelle støtte til Kommissionens ændringsforslag. Jeg vil også gerne takke for de øvrige taleres bidrag her i aften. Kommissionens forslag skal sikre en mere pragmatisk strategi for at kontrollere en sygdom, der kan give betydelige tab for laksebrug. Det må imidlertid ikke lade os gå på kompromis med ønsket om at reducere og om muligt udrydde ISA. Det kan heller ikke gøres, hvis forslaget indebærer en trussel mod folkesundheden. De miljømæssige følger skal også tages meget alvorligt. Jeg har fået oplyst, at ISA er ikkepatogen for mennesker og pattedyr. Sygdommen har eksisteret siden 1984, og der er ingen beretninger om, at den har påvirket mennesker eller pattedyr. Viruset angriber koldblodede dyr. Det formerer sig ikke ved temperaturer over 25 grader Celsius, og hvis det findes i fisk til konsum, vil det blive deaktiveret, når det spises. Syge fisk kan imidlertid under ingen omstændigheder bruges til konsum. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning gentager jeg dette råd over for vores videnskabelige komité. Under forhandlingen er der dukket en række vigtige spørgsmål frem vedrørende vores sygdomsbekæmpelsesstrategi, herunder kompensation. Jeg beklager dybt de tab, som den skotske lakseindustri har lidt. De ved måske, at det nye finansielle instrument til udvikling af fiskeriet, der trådte i kraft den 15. januar 2000, giver medlemsstaterne mulighed for at fremme udryddelsen af sygdomme i akvakulturen. Kommissionens tjenestegrene udarbejder gennemførelsesbestemmelser for at sikre den praktiske gennemførelse af dette instrument. Rådets beslutning 90/424 er et andet instrument for Fællesskabets økonomiske støtte i tilfælde af sygdomsudbrud. Jeg må imidlertid understrege, at der er alvorlige begrænsninger. De budgetmæssige ressourcer er meget begrænsede, og der skal opstilles prioriteter i forhold til andre sygdomme. Derfor er det nødvendigt at tænke sig ekstra godt om. Jeg beklager derfor, at jeg ikke i øjeblikket kan acceptere ændringsforslag vedrørende kompensation via Rådets beslutning 90/424. Det gælder specielt for ændringsforslag 3 og 5. Jeg er imidlertid enig i udsagnet i ændringsforslag 2 om, at der ikke er udbetalt erstatning til lakseopdrættere. Jeg kan ikke kommentere den erhvervsmæssige forsikring. Kommissionens forslag indebar også en mulighed for at vaccinere laks. Hensigten med dette forslag er at indføre et redskab til bekæmpelse af sygdommen i nødstilfælde. Jeg mener ikke, at en vaccine skal bruges forebyggende, sådan som det foreslås i ændringsforslag 4. Erfaringer fra andre områder viser, at forebyggende vaccinationer tværtimod skaber sunde virusbærere, der kan bevare en infektion. Jeg kan derfor ikke acceptere ændringsforslag 4. De nævnte også behovet for yderligere videnskabelig forskning i sygdommens natur. Jeg er enig i, at der er behov for en sådan forskning, og jeg kan forstå, at den i øjeblikket finder sted i Det Forenede Kongerige. Jeg følger meget nøje resultaterne af denne forskning, og jeg tager behørigt hensyn til den i kommende lovforslag. Yderligere undersøgelser skal vise, om og hvordan der skal organiseres yderligere videnskabelig forskning i andre dele af Fællesskabet. I den forbindelse er jeg meget glad for delvist at kunne acceptere ændringsforslag 1, idet der dog må tages hensyn til, at videnskabelige undersøgelser ikke foretages af Kommissionen, men at Kommissionen er afhængig af undersøgelsesresultater fra de enkelte medlemsstater. Jeg kan også delvist acceptere den del af ændringsforslag 6, der handler om, at direktiv 93/53 bør ændres i mangel af teknisk og videnskabeligt belæg. Som jeg tidligere påpegede, er der videnskabeligt belæg for, at ISA ikke er en trussel for sundheden. Jeg kan derfor acceptere ændringsforslag 10 med det forbehold, at ordene "af bedst mulig standard" erstattes med "er sikker". Med hensyn til miljøvirkningerne er det et velkendt fænomen, at mens fiskebestandene har været faldende gennem de seneste årtier, har der været nævnt forskellige mulige årsager til disse fald: forurening, overfiskning, klimaændringer osv. I øjeblikket kan det ikke udelukkes, at ISA påvirker de vilde fiskebestande. Der er tidligere undsluppet fisk fra akvakulturer, og viruset er fundet i vilde fiskebestande. I den forbindelse er der stadig en række ubesvarede videnskabelige spørgsmål, der kun kan besvares gennem yderligere forskning. Derfor er der brug for en forsigtig tilgang til kontrollen med ISA. Syge fisk bør ikke blive på akvakulturbrug, og jeg er villig til at undersøge sagen for at undgå en unødvendig spredning af et virus til miljøet. Derfor foreslår jeg en ændring af vores oprindelige forslag, så Kommissionen skal godkende de landbrugsprogrammer, der er udarbejdet af de kompetente myndigheder. Det skal gøres for at undgå overdrevent lange fjernelsesperioder. Jeg foreslår også en øjeblikkelig fjernelse af fisk med kliniske sygdomstegn. De procedurer for indførelse af yderligere kontrolforanstaltninger, der allerede findes i fællesskabslovgivningen, vil blive brugt til at indføre fjernelsesordninger på baggrund af fiskenes sundhedstilstand for at minimere eventuelle indvirkninger på miljøet. Med dette in mente kan jeg acceptere ændringsforslag 7 og 8 med en mindre ændring af sidstnævnte. Jeg er også meget positiv over for ændringsforslag 9, men jeg mener, at det kan formuleres bedre, så man på én gang samler miljømæssige hensyn, sygdomskontrol og udryddelsesstrategier. Jeg kan ikke acceptere ændringsforslag 12 og 13. Jeg har på fornemmelsen, at disse ændringsforslag sigter mod en nulrisikoløsning. Jeg finder det meget vanskeligt at nå dette mål uden at lukke den pågældende akvakulturbrugssektor. Jeg ser frem til at høre parlamentsmedlemmernes egne holdninger til disse ændringsforslag, og jeg vil tage det til efterretning, hvis De mener, at det er den bedste løsning. Jeg kan delvist acceptere ændringsforslag 11. Endelig vil jeg gerne understrege, at vi fortsat stræber efter at bevare et højt sundhedsbeskyttelsesniveau i overensstemmelse med vores forpligtelser i henhold til traktaten. Jeg mener, at foranstaltninger, der står i forhold til dette mål, er vejen fremad. Vi ønsker fortsat at udrydde sygdommen, hvilket både vil gavne miljøet og lakseindustrien. Jeg håber, at vores accept af forslaget vil overbevise Europa-Parlamentet om vores engagement, hvilket jeg vil være meget glad for.

Mange tak, hr. kommissær Byrne. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0035/2000) af Gallagher for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om fjerde ændring af forordning (EF) nr. 1626/94 om tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne i Middelhavet og fjerde ændring af forordning (EF) nr. 850/98 om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer (KOM(1999) 552 - C5-0040/2000 - 1999/0222(CNS)).

Som nævnt i indledningen er nærværende forslag meget vigtigt. På nuværende tidspunkt vil mine kolleger i Fiskeriudvalget og Europa-Parlamentet vide, at vi er engagerede i tekniske bevarelsesforanstaltninger, der bygger på pålidelige tekniske oplysninger. Opgaven med at rådgive på baggrund af pålidelige videnskabelige oplysninger er lagt i hænderne på Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet. Denne mellemstatslige fiskeriorganisation, som Den Europæiske Union er medlem af, er ansvarlig for bevarelse af tunfisk og tunlignende fiskearter i Atlanterhavet og tilgrænsende have, herunder Middelhavet. Den blev oprettet i marts 1969 og er officielt forpligtet til at mødes hvert andet år. I praksis mødes den imidlertid hvert år, og den træffer sine beslutninger på grundlag af videnskabelige udtalelser. Derefter fremkommer den med anbefalinger til bevarelse af fiskebestandene. Der arbejdes i fire stående udvalg bestående af nationale eksperter, der dækker forskning og statistik, økonomi og administration samt overensstemmelses-, bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger. Der er ligeledes fire paneler, der arbejder med tropisk tunfisk, tempereret tunfisk (nord), tempereret tunfisk (syd) samt andre arter. Disse paneler har beføjelse til at iværksætte reguleringsforanstaltninger i forbindelse med de arter, der er dækket af konventionen. Forslag fra disse paneler forelægges for Kommissionen, som dernæst kommer med anbefalinger til de kontraherende parter. Selvom de er bindende, har de kontraherende parter en periode på et halvt år til at gøre indsigelse. Den Europæiske Union er kontraherende part, og den er forpligtet til at omsætte sådanne anbefalinger til fællesskabslov. På ICCAT's møde i november 1998 i Santiago de Compostela anbefalede man visse ændringer af bestemmelserne om mindstemål for landing af tun. ICCAT havde tidligere fremsat lignende ændringsforslag i 1974, 1994 og 1996. I øjeblikket er det forbudt at lande og sælge ungtun med en vægt på mindre end 1,8 kg. På det nyligt afholdte møde i november 1998 blev ICCAT's stående udvalg om forskning og statistik bedt om at foretage en nyvurdering af tunbestandene i det vestlige Atlanterhav, det østlige Atlanterhav og Middelhavet. Disse oplysninger ville give organisationen mulighed for at udvikle og forbedre de langsigtede planer til genoprettelse af bestanden. Det vedtoges endvidere, at SCRS skulle forelægge sin undersøgelse på 1998-mødet. På dette møde skulle der præsenteres forskellige mulige restitutionsscenarier med henblik på at maksimere det bæredygtige udbytte under hensyntagen til diverse alternativer for mulig tilgang og blanding af bestande. Undersøgelsen skulle vise, i hvilket tidsrum det månedlige forbud mod notfiskeri ville være mest effektivt med hensyn til bevarelse af tunbestanden. Ud fra disse forskningsresultater vedtog man på mødet en selektiv lukning i stedet for et generelt forbud mod at drive notfiskeri efter tun i Middelhavet i perioden 1.-31. august. Det er vigtigt at beskytte tunfiskeriet af hensyn til de kommende generationer. Tun er verdens dyreste fisk, der indbringer op til 90.000 euro pr. ton på fiskeauktionerne i Tokyo. Tunfangsterne i Middelhavet udgør mere end 70% af de samlede landinger på verdensplan, der anslås til ca. 30.000 ton. Heraf tegner notfiskeriflåden sig for 80%. Middelhavet er et vigtigt gydeområde for tun, og derfor er det vigtigt at træffe de nødvendige foranstaltninger til beskyttelse af ungfisk. Mindstestørrelsen skal respekteres, og der skal iværksættes tekniske foranstaltninger for at undgå fangst af ungfisk. De foranstaltninger, der vedtoges i november 1998, har været bindende siden den 21. juni - og jeg gentager den 21. juni 1999 - hvilket er flere måneder, inden meddelelsen blev sendt til Parlamentets Fiskeriudvalg, og næsten ni måneder siden i dag. Hr. kommissær, det finder jeg ikke tilfredsstillende, og fremover bør betænkninger forelægges for Parlamentets Fiskeriudvalg, inden der træffes beslutninger, da vi ellers blot fungerer som et automatisk godkendelsesstempel, hvilket jeg ved hverken er Kommissionens eller kommissærens hensigt. Men lad os lære af fortidens fejl.

Hr. formand, det foreliggende forslag forsøger at indarbejde en anbefaling fra ICCAT - der, som det er blevet nævnt, er fra 1998 - i fællesskabslovgivningen, der skulle have været bindende fra juni 1999, og som først nåede Parlamentet ved udgangen af sidste år. Kommissionens lovgivningsmæssige langsommelighed inden for visse områder burde ikke overraske os, hvis det ikke var, fordi den foreliggende anbefaling kommer fra en af de vigtigste internationale fiskeriorganisationer til beskyttelse af en ressource, der er så truet som tunfisken. Middelhavet, og i særdeleshed nogle af dets områder, er et yderst vigtigt reproduktionsområde for tunfisken, som er af enorm kommerciel værdi. Derfor anbefalede ICCAT dette område med fangstforbud i Adriaterhavet og strammede betingelserne for fangst af eksemplarer på under et år. Som ordføreren så udmærket har sagt det, er begge foranstaltninger fuldt og helt berettigede, hvorfor man ikke kan gøre andet end anmode om, at de bliver vedtaget. Men jeg er også enig med hr. Gallagher, når han ser sig nødsaget til at give udtryk for sin frustration over Kommissionens langsommelighed med at få sat maskineriet i gang og få omdannet anbefalingen til fællesskabslovgivning. Vi venter f.eks. stadig på forslaget til forordning om forbud mod import af tun fra Honduras og Belice, hvor anbefalingen går tilbage til 1996. Så vidt jeg er orienteret, så sendte Generaldirektoratet for Fiskeri tilsyneladende i januar et notat til Generaldirektoratet for Erhverv, og sidstnævnte er allerede i gang med forarbejdet. Men fire år for at gennemføre et forbud mod import fra lande, der er kendt for at begunstige bekvemmelighedsflagene, er en fuldstændig uacceptabel frist, hr. kommissær. Vi har hørt Kommissionens forklaringer om den lange interne proces, som en implementering indebærer, og det billede, vi står tilbage med, er et utroligt bureaukrati. Med hensyn til det eneste forslag til at fremskynde det, der for øjeblikket ligger på bordet, hvorved man fjerner Rådet og Parlamentet fra proceduren, har jeg mine tvivl. Under alle omstændigheder er det tydeligt, at vi nu skal finde en løsning på problemet, enten inden for rammerne af Kommissionens rapport om de regionale fiskeriorganisationer, eller, hvis det kan lade sig gøre, så hurtigt som muligt.

Jeg antager, at ingen af parlamentsmedlemmerne er imod princippet om at beskytte unge marine organismer. Det hævdes ofte, at den fælles fiskeripolitik som et af sine overordnede mål skal beskytte og bevare levende marine akvatiske ressourcer. Det er alt sammen meget prisværdigt. Der kan heller ikke herske tvivl om, at tunfisk har en enorm miljømæssig og økonomisk betydning. Som ivrig lystfisker kunne jeg godt tænke mig at opleve stemningen fra 1930'erne, hvor lystfiskere fra havnen Scarborough i Yorkshire fangede tunfisk, der vejede op til 830 engelske pund. Jeg ved ikke, hvad det svarer til i kilo. Derfor støtter jeg resultaterne af ICCAT's arbejde, og jeg støtter princippet om et mellemstatsligt samarbejde i miljøspørgsmål. Med hensyn til denne forhandling bekymrer det mig imidlertid, at vi spilder tiden, mens Rom brænder ned. Den fælles fiskeripolitik fungerer ikke. Trods al denne ædle snak om bevarelse er virkeligheden den, at kvoteordningen fører direkte til en miljøkatastrofe. I blandet fiskeri kan man ikke skelne. Alene mængden af fisk, der smides døde tilbage igen, gør enhver forbedring af fiskerioplysninger meningsløs. Fra et britisk perspektiv er der også en dybtliggende politisk modvilje mod den fælles fiskeripolitik. Mange mennesker føler nu, at hvis dette er føderalisme, så kan I beholde det for jer selv. Lad mig illustrere dette med et aktuelt eksempel. I februar udsendte Kommissionen forordning 394/2000, der skal beskytte torskebestanden i Det Irske Hav. Det betyder, at 30 kystbåde ikke kan fiske indtil udgangen af april. Videnskabsfolkene og fiskerne er enige om, at der skal gøres noget. En god halv snes belgiske bomtrawlere har imidlertid fået dispensation fra denne forordning, således at de fartøjer, der oprindelig var årsag til problemet, nu fortsat kan fiske, mens den britiske fiskerflåde kan straffes herfor. Den fælles fiskeripolitik bidrager ikke til fiskebestandens bevarelse, og det ophidser den britiske offentlighed i en grad, så vi nu kræver at få kontrollen tilbage med vores egne territorialfarvande.

Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, vores udvalg har ikke haft nogle ændringsforslag til betænkningen af vores kollega Gallagher om den fjerde ændring af forordningen om tekniske foranstaltninger, den blev vedtaget enstemmigt, og jeg lykønsker hr. Gallagher. Dette afslører desuden, at der i vores udvalg er en stor konsensusånd, når det drejer sig om at støtte foranstaltninger, der har til formål at beskytte arterne, som det er tilfældet i den sag om tunfisk, vi behandler. Det er for øvrigt nogle beslutninger, som Kommissionen bør forsvare i ICCAT, og hvor vores udvalg har krævet at blive hørt forinden samt at være repræsenteret på møderne som observatør med henblik på en større og bedre kontrol og en styrkelse af Europa-Parlamentets rolle. Jeg glæder mig meget over, hr. Fischler, at Kommissionen har svaret positivt på vores anmodning under den sidste og konstruktive forhandling, vi har haft om dette spørgsmål, og at den allerede har bedt os om at være til stede på det næste møde, vi skal have i marts, for at informere os om det kommende møde til forberedelse af ICCAT. Vores ordførers kritik af dette punkt er således også blevet hørt. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på den opfattelse, der gives udtryk for i rapporten om, at man i 1975 anbefalede, at minimumsstørrelsen for tunfisk skulle være 6,4 kg med en tolerancemargen på 15% i antallet af fangster i hele Atlanterhavet. I henhold til CPI's undersøgelse er reglen om en minimumsstørrelse på 6,4 imidlertid ikke blevet anvendt ordentligt for fiskeriet i det østlige Atlanterhav og i Middelhavet. Rapporterne fra Verdensnaturfonden antyder, at ifølge de italienske, franske og spanske toldmyndigheder vokser den illegale fangst af tun samt landingen af små fisk. Jeg kan og vil ikke udbrede mig mere. Vi er alle under tidspres. Hr. formand, jeg vil endnu en gang lykønske vores ordfører, hr. Gallagher.

Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne takke Fiskeriudvalget og især Dem, hr. Gallagher, hjerteligt for Deres betænkning og også for de drøftelser, som har fundet sted i udvalget. Jeg kan konstatere, at der egentlig ikke er nogen problemer med forslaget, og jeg håber, at Fællesskabet i tilslutning til vedtagelsen af forslaget her i Parlamentet snart vil være i stand til at opfylde dets internationale forpligtelser med hensyn til den røde tunfisk. Hvad angår den kritik, som er blevet fremsat her i forbindelse med de udestående forslag, vil jeg gerne minde om, at Kommissionen er forholdsvis ny i ICCAT, den har nemlig kun deltaget som fuldt medlem siden 1998. Men vi vil bestræbe os på, så vidt Kommissionen stadig skal fremsætte forslag, at diskutere sådanne forslag og at formidle dem videre til Parlamentet og desuden også at fremskynde processen med hensyn til beslutningstagning og diskussion med medlemsstaterne.

Mange tak, hr. kommissær Fischler. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0016/2000) af Varela Suanzes-Carpegna for Fiskeriudvalget om anden rapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelsen af konklusionerne fra midtvejsministerkonferencen om integration af fiskeriet og miljøet - 13.-14. marts 1997 i Bergen (KOM(1999) 270 - C5-0156/1999).

Hr. formand, hr. Fischler, mine damer og herrer, den betænkning, jeg har været ordfører for, omtaler den vigtige integration af konstellationen miljø-fiskeri, som blev behandlet på ministermødet i Bergen. Jeg har personligt bekymret mig om denne integration lige siden, for vi ville gøre fiskeriet og morgendagens fiskere en bjørnetjeneste, hvis ikke vi forstod at understrege behovet for at bevare ressourcerne, kort sagt et ansvarligt fiskeri. At undlade at gøre dette ville ikke alene for vores fiskere og europæiske borgere, men - og det er endnu værre - for hele menneskeheden betyde brød i dag, men sult i morgen. Den fælles fiskeripolitik er i teorien meget krævende og stram på dette område, måske mere end det mange mennesker - mange europæere og også mange ikkeeuropæere - kan forestille sig. Derfor har jeg anmodet Europa-Kommissionen om, at den udarbejder en publikation, hvor man anfører alle den fælles fiskeripolitiks foranstaltninger til at bevare og beskytte ressourcerne, og som kan medvirke til udbredelse af vores beskyttelsesforanstaltninger. Vi har ligeledes anmodet Parlamentets GD IV om, at det udarbejder en systematisk undersøgelse af disse foranstaltninger til medlemmerne af vores Fiskeriudvalg. Revisionen af den fælles fiskeripolitik i 2002 er den største udfordring, vi har med til en bestemt dato at gennemføre en tilbundsgående revision, en modernisering - eller en ajourføring, om man vil - af den samlede fælles fiskeripolitik. Jeg understreger, at det er den samlede fiskeripolitik, og derfor at man også skal se på beskyttelsen af fiskeriressourcerne i den fælles fiskeripolitik. Det er i denne sammenhæng, at min anmodning til Europa-Kommissionen og tjenestegrenene i vores Parlament skal ses. Jeg synes hverken situationen for fiskebestandene eller den nuværende skandaløse ordning med udsmid er gode eksempler på, at ordningen skulle være god, og der er derfor efter min mening et stort behov for at forbedre den. Jeg hverken kan eller vil udbrede mig så meget, vi er alle bevidste om tidspresset, hr. formand, og også om tolkenes arbejdstid. Derfor vil jeg minde om, at Bergen er et meget vigtigt eksempel på det, der bør være iværksættelsen af en reel politik for havet. Som formanden for Rådet påpegede over for vores udvalg, da han meddelte, at det nuværende portugisiske formandskab ønskede, at fiskeriet blev betragtet som en politik til bevarelse af vores bæredygtige ressourcer, skal dette være vores målsætning i Europa og i verden. Det er derfor, at der er kommet vigtige fællesskabsinitiativer fra Bergen - som vores udvalg altid har støttet - som går ud på at genskabe biomassen af gydefisk, reducere og tilpasse fiskeriindsatserne til ressourcerne, beskytte fiskeynglen, arterne og deres leveområder og vedtage tekniske foranstaltninger for et selektivt og ansvarligt fiskeri. Disse forhold er sammen med effektive kontrolordninger afgørende for fiskeriets fremtid. Men man skal ikke overdrive på dette område, som hr. Katiforis i sin tid gjorde i sit forslag til betænkning. Jeg nævner dette nu, for jeg har ikke tid til at tale senere. I denne forbindelse vil jeg gerne påpege, at de utallige ændringsforslag, der er blevet fremsat og vedtaget i vores udvalg, og den fleksibilitet, som hr. Katiforis har udvist, gjorde det muligt at få hans betænkning vedtaget i vores udvalg. Tilfældet, skæbnen har netop villet, at min betænkning og hr. Katiforis' om fiskeri og miljø falder sammen på plenarmødet og sammen med det mundtlige spørgsmål fra vores udvalg - som vi skal se på i morgen - om olietankeren Erikas forlis' meget alvorlige følger for fiskeriet. Søtransporten og forureningen fra industrien og byerne, affaldet, har negative følgevirkninger for fiskeriet. Dets problemer består ikke kun i overfiskning.

Hr. formand, hr. Fischler, at Deres assistent i forbindelse med Attwooll-betænkningen omgående talte med mig om databasen, det er en form for samarbejde, der tiltaler mig meget. Jeg er vokset op ved Nordsøen. Som barn af kysten har jeg derfor altid fulgt hændelserne ved Nordsøen med elementær interesse. Vores maritime område, det må jeg sige, er enestående. Vi har stadigvæk en stor artsdiversitet i vandet og på land. Den biologiske rigdom er imidlertid truet. Udbytning på grund af overfiskning, forurenet spildevand fra industrien, tankerulykker, ekstensiv skibstrafik og umådeholden turisme truer i høj grad ligevægten i den maritime flora og fauna. Men her siger jeg jo ikke noget nyt. Der er truffet gode initiativer på Bergen-konferencen. Ved den lejlighed var det spændende, at miljø- og fiskeriministrene for første gang i fællesskab arbejdede på et maritimt fremtidsprogram med titlen "Kyst". Grundlaget for alle foranstaltninger er gennemførelsen af de eksisterende bestemmelser på europæisk og international basis, respekten for de videnskabelige resultater og forsigtighedsprincippet. Herunder hører også oprettelsen af et EU-netværk af beskyttede områder kaldet "Natura 2000" til genoprettelse af Nordsøens økosystem samt - det foreslår jeg - en integreret kystområdestyring. Det lyder alt sammen meget godt, papir er taknemmeligt, og det ville også være i orden, hvis vi var engle. De mest nødvendige fiskeridata mangler dog stadigvæk, hvilket vi lige har hørt, og endvidere mangler der stadig parathed i nogle medlemslande til at foretage den nødvendige og aftalte kapacitetsreduktion. Konsekvensen må altså være et komplet samarbejde mellem institutionerne fra fangst til forbruger. Det lykkes kun med en effektiv overvågning, en streng overholdelse af bestemmelser, anvendelse - endelig - af forureneren-betaler-princippet og hårde sanktioner. Målet må være en fuldstændig integration af fiskeri- og miljøpolitikken i EU-politikken, og det ikke først i næste årtusinde, tak!

Hr. formand, hr. Varela Suanzes-Carpegna, også jeg hilser Deres betænkning velkommen, for som jeg ser det, er vi enige, hvad angår fremskridtene ved beskyttelse af fiskebestandene og økosystemerne i Nordsøen. Jeg mener også, at Kommissionens resultater i forbindelse med overvågningsforanstaltningerne taler for sig selv. Jeg kan forsikre Dem om, at jeg fremover vil følge den vej, vi er slået ind på. Jeg vil især gerne gøre opmærksom på, at der er blevet aftalt og fastlagt mellemlange forvaltningsforanstaltninger for torsk, kuller, rødspætte, sej og makrel i tilslutning til de bilaterale forhandlinger med Norge i slutningen af sidste år. Jeg vil også gerne minde om, at lignende foranstaltninger for nordsøsild allerede er blevet indført i samarbejde med Norge. Disse mellemlange foranstaltninger svarer helt og holdent til forsigtighedsprincippet i fiskeriforvaltningen, sådan som det blev foreslået ved Det Internationale Havundersøgelsesråd for kort tid siden. Det er Kommissionens hensigt at udvide de mellemlange foranstaltninger til også at gælde bestande uden for Nordsøen. For nogle vigtige bestande i Østersøen, som sild og brislinger, er dette allerede sket. Jeg går ud fra, at anvendelsen af den nye forordning om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine ressourcer fra 1. januar i år vil forbedre beskyttelsen af ungfisk betydeligt, ikke kun i Nordsøen, men også i alle andre af Fællesskabets vandmiljøer i Nordøstatlanten. I denne forordning har vi foruden eksisterende minimumslandingsmængder fastsat nye minimumslandingsmængder for muslinger og krebsdyr. Vi har indført et fangstforbud for tobis ud for Englands nordøstkyst og Skotlands østkyst og fastsat, at slæbebåde kun må fange rejer med tragtnet eller med net, der har et sorteringsgitternet. Derudover overtages bestemmelserne fra den gamle technical measures-forordning naturligvis også, og de forenkles. Også nogle eksempler her: Vi har sammenfattet maskestørrelserne i størrelser således, at der gælder en bestemt maskestørrelse for henholdsvis små, mellemstore og store arter. F.eks. gælder der en ensartet maskestørrelse på 100 mm for alle større arter i de nordlige vandmiljøer. I de sydlige vandmiljøer gælder en maskestørrelse på 77 mm for europæisk kulmule og andre arter. For at ungfisk kan undvige, skal der ved fangst af jomfruhummere og rejer i de nordlige vandmiljøer anvendes net med kvadratmasker, der er placeret således, at maskerne ikke kan lukke. Ved fangst af jomfruhummere fanges der jo også - som De ved - hyppigt store mængder af ungfisk af andre arter. Det var blot nogle eksempler. Som De ser, skal disse foranstaltninger sikre større selektivitet. Vi vil naturligvis også fremover nøje følge med i, hvordan situationen udvikler sig efter indførelsen af disse nye foranstaltninger. Jeg håber, at udviklingen vil være positiv.

Mange tak, hr. kommissær Fischler. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0017/2000) af Katiforis for Fiskeriudvalget om meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om fiskeriforvaltning og naturbeskyttelse i havmiljøet (KOM(1999) 363 - C5-0176/1999 - 1999/2155 (COS)).

Europa-Parlamentet har mange gange tidligere set på problemerne med ressourceforvaltning og miljøbeskyttelse i fiskerisektoren. Denne meddelelse fra Kommissionen udgør en del af Kommissionens overordnede strategi om at forbedre integrationen af miljømæssige hensyn i andre af Fællesskabets politikker. Kommissionens overordnede strategi går ud på at gøre fiskeriaktiviteterne mere økonomisk og miljømæssigt bæredygtige ved at forvalte den sparsomme ressource på en sådan måde, at den ikke udtømmes gennem rovdrift og/eller en forringelse af miljøet. Alternativet til en vellykket forvaltning er økonomisk tilbagegang i fiskeriet, når bestandene svinder ind, og efterspørgselen efter fiskeprodukter i stigende grad dækkes af import. Jeg kan forstå, at jeg i en spansk avis er blevet beskrevet som fiskeriets fjende på grund af sådanne udtalelser. Jeg er selvfølgelig kun en fjende af fiskeriet for så vidt som alle andre, der anbefaler nogen ikke at save den gren over, de selv sidder på. Det er en uklog politik. Specielt denne meddelelse slår til lyd for kontrol med fiskeritrykket for at gavne de kommercielle bestande og marine akvasystemer, forbedre foranstaltningerne til naturbeskyttelse i havmiljøet i den graduerede forvaltning af kystområder, forbedre uddannelsen, skabe større gennemsigtighed i informationer og større bidrag fra videnskabelig forskning til fiskeriforvaltningen. Alle disse prioriteter vil blive forfulgt både på fællesskabsniveau og i de forskellige internationale fora, som Fællesskabet deltager i. Man bør også forfølge dem i de bilaterale og multilaterale aftaler, som Fællesskabet deltager i. Meddelelsen afslører Kommissionens agtværdige intentioner på dette område, men samtidig afslører den også, hvor der mangler aktiviteter, og hvor forvaltningen og kontrollen kan forbedres. Jeg kan citere fra meddelelsen. Rovdriften i Fællesskabets fiskerisektor er så alvorlig, at videnskabelige autoriteter har anbefalet en hastig reduktion i fangsterne på op mod 40%. Det fremgik af den meddelelse, der blev offentliggjort i juli 1999. Efterfølgende besluttede Fiskeriudvalget på sit møde den 16. december at foretage drastiske nedskæringer i de tilladte fangstmængder - eksempelvis en 25% reduktion for torsk og en 40% reduktion for ansjoser i 2000. Endvidere vedtog Kommissionen en nødforordning som en redningsplan for torsk i Det Irske Hav, hvilket i praksis forbød torskefiskeri i Det Irske Hav i perioden mellem den 14. februar og den 13. april på grund af artens krise. Dette er eksempler på, at fiskeriet har store problemer som følge af rovdrift. Hvad kan der gøres for at afhjælpe skaden på fiskerisamfundene? Man må først erkende, at fællesskabslovgivningen skal styrkes, og at kontrolprocedurerne skal forbedres. Dernæst bør principperne for en sådan fællesskabslovgivning også gælde for de internationale aftaler, som Fællesskabet deltager i. For det tredje skal Den Europæiske Union intensivere overvågningen og forebyggelsen af den omfattende forurening i fællesskabsfarvandene, der skader livet i havet, inklusive fiskeressourcerne. Der skal indføres flere kontrolforanstaltninger for at undgå olieudslip såsom Erikas udslip i Biscayabugten samt overlagt dumpning af olieaffald. Man bør også være opmærksom på det pres, der lægges på det sårbare marine akvasystem fra urbaniseringen af kystområder. Dette pres er størst i Europa. I den forbindelse kan man også nævne problemerne med udsmidning af uønskede fangster, fiskeredskaber, der ødelægger havbunden, og overintensive akvakulturers ødelæggelse af naturlige levesteder. Et kvoteforvaltningssystem som det, der har eksisteret i New Zealand siden 1986, er et muligt alternativ. Med et sådant system og med maksimumskvoter for de enkelte arter skabes der et marked for individuelle fiskekvoter i et bestemt område, som rettighedsindehaverne kan vælge selv at udnytte eller sælge eller udleje til andre fiskere i et bestemt tidsrum. Ejendomsretten under et sådant system gælder retten til at fiske - ikke selve fiskene. Et sådant system kan skabe bedre langsigtede udsigter for fiskeriet. I øjeblikket, kære kolleger, kan vi ikke blive fuldt informeret om det enorme økosystem, som havet er, eller om de mange faktorer, der påvirker bestandene i dette akvasystem. Vi bør imidlertid aldrig lukke øjnene for videnskabelig forskning og ophøre med at undersøge muligheden for at forbedre eksisterende systemer, og om nødvendigt bør vi i det mindste overveje politiske ændringer. De europæiske fiskerisektorer har alvorlige problemer, og jeg er en stor tilhænger af fiskerisektoren. Jeg vil derfor anmode Kommissionen og Rådet om at finde den politiske vilje til at skaffe gode langsigtede løsninger for fiskeriet i stedet for at satse på kortsigtede dispositioner. Jeg anbefaler betænkningen til Parlamentet.

Miljøudvalget er generelt tilfreds med Kommissionens meddelelse, og det glæder os, at Fiskeriudvalget har accepteret alle vores ændringsforslag. Det er nu almindeligt anerkendt, at fiskeri har virkninger for havmiljøet, som er langt mere vidtrækkende og gennemgribende end simpel fangst af målarter med en smule bifangst. Det glæder os, at Kommissionen agter at integrere miljøpolitikken i de øvrige EU-politikker, herunder den fælles fiskeripolitik. Det har trods alt siden 1992 været fastlagt i traktaterne, at forsigtighedsprincippet og miljøbeskyttelsen skal integreres i Fællesskabets politikker. Men som tidligere nævnt er det af vital betydning at vedtage en nøjagtig definition af forsigtighedsprincippet. Det skyldes, at det er for let blot at bekende sig til idéen og så alligevel fortsætte, som man hidtil har gjort. FN's aftale af 1995 om fiskeriressourcer ville kunne tjene som et godt udgangspunkt i denne forbindelse. Endelig mangler der et aspekt i meddelelsen, nemlig overvågning og kontrol. Alle de gode politikker og bestemmelser i verden vil ikke føre til bevarelse uden en effektiv ordning, der sikrer, at reglerne blev overholdt. Kontrol er underlagt medlemsstaternes kompetence, og Rådet har for nylig vedtaget en liste over alvorlige overtrædelser, der tager sigte på i en vis udstrækning af koordinere den strenghed, hvormed lignende overtrædelser imødegås i de enkelte lande. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, Men som Kommissionen og Fiskeriudvalget konstant påpeger, er det nødvendigt med omfattende forbedringer af samtlige medlemsstaters kontrolprogrammer. Jeg vil gerne ønske ordføreren tillykke med hans udmærkede betænkning.

Hr. formand, fiskeriet er en meget vigtig økonomisk aktivitet, som der ligger meget stærke investeringer bag, og som sikrer hele regioner i Fællesskabet dets basisbeskæftigelse på temmelig hårde vilkår. Den forestilling, nogle mennesker har om fiskeriet, plejer at være yderst simpelt, og den rækker fra den rene folklore til fornærmelse ved at anse fiskeren for en ufølsom pirat og en bandit. Jeg er ked af at måtte sige, at denne betænkning med dens tilknytning til miljøet synes at have været en oplagt lejlighed for folk med disse forestillinger til hver især at fremkomme med deres egne tåbeligheder. Hvis hr. Katiforis' betænkning var blevet vedtaget i sin oprindelige udgave, tror jeg ikke, at noget medlem af Fiskeriudvalget havde kunnet betræde en fiskeriregion uden en vis risiko for at blive lynchet. Forholdet mellem fiskeriet og de marine økosystemer er åbenbart. Men dette forhold er meget vidtfavnende og omfatter mange faktorer som forurening eller søtransport. Kun at give fiskeren skylden for miljøforværringen er både uretfærdig og forkert. Vores udvalg undgik at blive pinligt berørt takket være en række ændringsforslag, hvoraf jeg selv fremsatte 14, hvoraf mange blev accepteret af ordføreren, hvilket jeg takker ham oprigtigt for. Bedst som vi troede, at diskussionen var færdig, kommer der forskellige ændringsforslag til plenarmødet, som jeg beder Dem om at stemme imod uden formildende omstændigheder. Ifølge disse forslag burde vi f.eks. finansiere kulturarven eller støtte turismen til søs med det beskedne fiskeribudget. Andre ændringsforslag, f.eks. nr. 4, som anmoder om finansiering til fiskeristop, viser også et manglende kendskab til fiskerilovgivningen ved at anmode om foranstaltninger, som allerede er i kraft, selvom alt kan forbedres. Jeg beder derfor om, at de fire stillede ændringsforslag bliver forkastet, og at vi afslutter dette kapitel om fiskeri og miljø med den betragtning, som fremkom under udvalgsforhandlingen: Det er sandt, at de begge er forbundne, og at de lider under følgerne af de samme angreb på miljøet. Som jeg så ofte har sagt det, er fiskeriet mere et offer for end årsagen til forværringen af det marine økosystem, og i morgen får vi lejlighed til at konstatere det under forhandlingen om Erika.

Hr. formand, betænkningen af hr. Katiforis har haft den fortjeneste, at den har skabt liv, debat og kontrovers i en meddelelse, hvor Europa-Kommissionen begrænser sig til at opremse en række gode ønsker, selvom den indrømmer, at den ikke er i stand til at føre dem ud i livet. Hvis der er noget, som hr. Katiforis ikke har manglet, så er det mod til at fremføre de foranstaltninger, som efter hans mening kunne bidrage til en forbedring og bevarelse af de naturlige ressourcer i havet. Jeg siger dette, selvom jeg er uenig i mange af hans forslag, for jeg hører til dem, der mener, at det i fiskeriet ikke kun er ressourcerne, der er vigtige - og det er de - men det er de mennesker, der i århundreder har udviklet denne aktivitet, også. Jeg er enig med ordføreren i, at der bør være en større koordinering af de europæiske fiskeri- og miljøpolitikker. Men det, vi grundlæggende savner, er mod og politisk beslutsomhed hos Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe beslutninger og anvende den allerede gældende lovgivning. Det vil være fornuftigt at integrere ikke alene fiskeri og miljø, men også søtransport, beskæftigelse eller energi. Med hensyn til strukturfondene kunne vi her nævne et par eksempler, men det vil jeg lade ligge til en anden dag. Europa-Parlamentet er klar over de begrænsede ressourcer og behovet for at gennemføre et ansvarligt fiskeri. Det kræver strenghed af Kommissionen og medlemsstaterne, for at de skal overholde de samlede tilladte fangstmængder og de kvoter, der er fastsat i henhold til videnskabeligt objektive kriterier, og det beder om, at der bliver anvendt den samme målestok for alle. Udsmid er, som hr. Katiforis siger, et spild af ressourcer, som vi ikke kan acceptere. 20 millioner ton ikke anvendt fangst smides ud. Fiskerflåden skal udstyres med mere og mere selektive fiskenet. Parlamentet har allerede modsat sig drivgarner, og vi kan alligevel se, hvordan visse medlemsstater ikke alene ikke respekterer forpligtelsen til at få dem afskaffet, men øger antallet af fartøjer med disse redskaber, eller simpelthen ikke indsender data på grund af de nationale myndigheders og fællesskabsmyndighedernes passivitet. Vi socialdemokrater finder, at et forsvar af den fælles fiskeripolitik er et forsvar for en reguleret og kontrolleret fiskeriaktivitet. Det er uomgængeligt nødvendigt, at Kommissionen lancerer en oplysningskampagne om den fælles fiskeripolitik med dette budskab. Uden for den fælles fiskeripolitik er der kun mangel på kontrol, angreb på miljøet og en ikkebæredygtig økonomisk aktivitet.

Hr. formand, jeg sætter stor pris på hr. Katiforis' betænkning om fiskeriforvaltning og naturbeskyttelse i havmiljøet. Man må således ikke glemme, at fiskene er basen i vores fødekæde, og at den første katastrofe, der blev betegnet som skæbnesvanger for miljøet, var sygdommen Minamata, der brød ud i Japan i 1958, fordi fiskene blev forurenet med kviksølv. Man skal derfor meget nøje overvåge forureningen både fra den industrielle aktivitet, men også fra husholdningerne. At foretage udledninger i havet, navnlig i et lukket miljø som Middelhavet, når man vil renovere rensningsanlæggene, forekommer mig ikke som en god metode til rensning af vandet. Man skal være opmærksom på jordforureningen, anlægsarbejde, urbanisering af kystområderne osv. Men man må også tænke på genopretningen af miljøet og f.eks. løse de problemer, der er forbundet med giftige alger, og problemerne i områder, hvor posidoniabevoksningen forsvinder, hvorfor den bør beskyttes. Eftersom man er sig selv nærmest, er det nødvendigt, at brugerne af havet - fiskerne - er meget opmærksomme. Man må absolut reducere fiskeriet, og forbuddet mod fangstkapaciteter på mere end 30-40%, som blev foreslået af Kommissionen, har Rådet fornuftigt nok ændret til 5-10%. Man må også foretage selektivt fiskeri, og min kollega, der i øvrigt er tidligere medlem af Europa-Parlamentet, Noël Mamère, og jeg anmoder om et forbud mod anvendelse af flydetrawl i Fællesskabets farvande - som f.eks. i Gascognegolfen, der ligger syd for den 47. nordlige breddegrad - fordi vi er trætte af at se delfiner forvilde sig ind på vores strande og dø navnlig i denne periode. Man må således foretage selektivt fiskeri. Fiskebrug skal også overvåges. Genlæs hr. Katiforis' betænkning, hvor han f.eks. siger, at i Skotland er 17.000 laks smittet. De er ramt af den sygdom, jeg talte om tidligere, og de er til fare for miljøet. Lad os derfor være meget opmærksomme på de lukkede miljøer. Europarådet skal mødes med Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi den 22. marts for at tale om den indsats, der skal gøres inden for forskning navnlig i havmiljøer og netop de videnskabelige og økonomiske udfordringer i forbindelse med udnyttelsen af havet. Jeg opfordrer Dem, kære kolleger, til at komme og deltage i denne diskussion.

Hr. formand, ærede kolleger, betænkningen af Katiforis er efter min mening blevet forbedret i forhold til den oprindelige udgave efter en række ændringer, der især blev foreslået af Gruppen Union for Nationernes Europa, og som blev vedtaget i Fiskeriudvalget. Jeg vil gerne kort komme ind på disse ændringer. Hvad angår installeringen af systemet med satellitovervågning af fartøjerne, er vi af den opfattelse, at det er vigtigt at installere dette system på det størst mulige antal fartøjer, men at det naturligvis ikke skal påtvinges de små fartøjer, hvor investerings- og driftsomkostningerne ville være alt for høje i forhold til fangstens værdi. Vi gør under alle omstændigheder opmærksom på, at satellitovervågningssystemet hverken er operativt eller effektivt, når det gælder fartøjer til kystfiskeri. Vi er tilfredse med, at man i betænkningen gik bort fra det forslag, som ordføreren oprindeligt havde fremsat om at indføre et beskatnings- eller skattesystem. Det ville være umuligt at indføre et sådant system og at gøre det obligatorisk for alle medlemsstaterne. Med hensyn til beskyttelsen af kystområderne, som for mange fiskearter er de vigtigste yngleområder og områder, hvor der sker en fornyelse af bestanden, håber vi desuden på en mere omfattende kontrol, der efter vores mening burde omfatte sanktioner i tilfælde af genudsætning. Genudsætning medfører nemlig en høj dødelighed og er derfor skadelig for en fornuftige forvaltning af fiskeressourcerne. Mere specifikt vil jeg gerne sige, at hvad angår forvaltningen af fiskeressourcer i Middelhavet, er vi alle sammen klar over, at der for fiskeriet i dette hav ikke gælder nogen bestemmelser om minimumssatser for den tilladte fangst. Heldigvis, vil jeg sige! Som De måske ved, er Middelhavet - til forskel fra de kolde have i nord - et lille og varmt hav, hvor det er meget sjældent, om ikke umuligt, at der dannes fiskestimer af én bestemt art. Vi mener derfor, at det forslag, der blev fremsat i den pågældende betænknings begrundelse om at fastlægge TAC i vores hav, er uhensigtsmæssigt. Til sidst vil jeg gerne sige, at vi vil stemme for de ændringsforslag, som Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe har fremsat. Efter vores mening er det nemlig meget vigtigt, at der ydes finansiel støtte til traditionelt fiskeri og fiskeri af mindre omfang, f.eks. indkomststøtte til fiskerne i de perioder, hvor det såkaldte biologiske fiskestop er gældende. Det drejer sig kort sagt om at gøre en vigtig og ansvarlig økonomisk aktivitet forenelig med den behørige respekt for miljøet.

Hr. formand, hr. kommissær, Fiskeriudvalget har virkelig arbejdet hårdt for at nå frem til en harmonisk betænkningstekst. Nogle siger i fuldt alvor, at de faldende fiskebestande alene skyldes fiskeriet. Det er naturligvis forkert, og det afleder tilmed opmærksomheden fra de objektive forklaringer. Jeg opfordrer derfor alle aktører til også at tage de andre årsager til de reducerede bestande med i betragtning, hvad enten det er forurening, klimaændringer, industrielle aktiviteter, transport til søs osv. Europa har igen oplevet en miljøtragedie ud for sine kyster, nemlig Erikas forlis ud for Bretagne. Kombinationen af de nævnte faktorer og utilstrækkelige kontrolforanstaltninger på europæisk plan er hovedårsagerne til et svækket havmiljø. Fiskeri er en økonomisk aktivitet. Hvis vi ønsker en stærk fiskerisektor, har vi brug for bestande til fangst og et perfekt miljø, hvor fisken kan reproducere sig. EU skal skabe de betingelser, som udligner miljøet og alle andre interesser. Derfor er vi absolut imod ensidige foranstaltninger, som angriber og svækker fiskerisektoren. Det er forkert at ignorere de tekniske og miljørelaterede realiteter. Giver det virkelig mening at udstyre både på mindre end 12 meter med et satellitkontrolapparat? Er det fornuftigt at propagandere ensidigt for kystfiskeri, når det hverken er særligt miljøvenligt eller kan overvåges tilstrækkeligt? Dette er nogle af de mange spørgsmål fra Fiskeriudvalget. Disse eksempler viser, at det er let at tale om fiskeri og miljø ud fra et teoretisk standpunkt. Men det er langt vanskeligere at komme med konstruktive foranstaltninger, der er baseret på princippet om en bæredygtig fiskeriforvaltning. Her har vi brug for endnu mere vind i sejlene!

Hr. formand, først vil jeg gerne give udtryk for min tilfredshed over, at man i betænkningen af Katiforis tager højde for de mange faktorer, der er skyld i havmiljøets forringelse. Forurening, ukontrolleret fiskeri, tilstedeværelsen af udvindingsplatforme og presset fra menneskers aktivitet i kystområderne er kilder til potentielle miljøskader i stort omfang, både i kystområderne og på havet, og fiskeriet er endnu et offer for disse omstændigheder. Det er således rimeligt at uddybe og undersøge forbindelserne mellem fiskeri og miljø. Brugen af selektive redskaber, der begrænser bifangst og kasseret fangst, er naturligvis et punkt, man ikke må give afkald på, og det er begrænsningen af fiskeriet - ikke kun i kystfarvande - i øvrigt også. Begrænsningen af fangstkapaciteten og af fiskeriet af bestandene er ikke nødvendigvis forenelig med bevarelsen af en forældet flåde, der går ud over moderniseringen. Nogle mere moderne fartøjer giver ikke blot nogle bedre sikkerheds- og hygiejneforhold, men kan også medvirke til at reducere nogle af de faktorer, der påvirker miljøet. Desuden er det vigtigt at slå fast, at det ikke er muligt på forhånd at kalde et helt segment af fiskeriet for mere miljøvenligt. I nogle tilfælde forholder det sig faktisk sådan, at det fiskeri, der finder sted i mindre omfang, har færre konsekvenser for miljøet og for miljøressourcerne. Endelig er jeg tilfreds med, at der i betænkningen er taget højde for muligheden for at iværksætte en kampagne, hvor man informerer fiskerne og forbrugerne om risiciene ved en tankeløs udnyttelse af fiskeressourcerne, ligesom jeg er tilfreds med, at Kommissionen anmodes om at foreslå indførelsen af en europæisk præmie, der skal tildeles til forskellige kategorier inden for denne sektor samt til alle dem, som tilbyder tjenesteydelser og rådgivning om en ansvarlig adfærd, og det med henblik på en bæredygtig forvaltning af fiskeressourcerne og bevarelsen af havmiljøets natur.

Hr. formand, som medlem af Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance, men også som medlem fra Galicien, vil jeg gerne i dette indlæg fremlægge to nødvendigvis korte overvejelser. For det første er fiskeri og bevarelse af havmiljø og fiskeressourcer to sider af samme sag. Rederne og søfolkene i de lande, der har det største fiskeri, er mest interesseret i, at naturvilkårene for deres levevej bevares, fordi uden dem kan denne økonomi ikke fremtidssikres. For det andet skal en politik til bevarelse af havmiljøet gennemføres såvel i fællesskabsfarvand som i havområder, der tilhører tredjelande, eller som er internationale. Det skal dog især ske i vores egne kystnære farvande. Tillad mig, at jeg i denne forbindelse beretter om en få dage gammel oplevelse. Jeg har netop konstateret, hvorledes EU med midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling i Vilagarcia, i Galicien, finansierer opførelsen af en mole til oplagring af kemiske og kulbrinteprodukter i et anlæg, der kun beskæftiger tre ansatte - imod bestemmelserne i EF-direktivet om miljøvurdering - i Arousafjorden, hvor 26.000 mennesker lever af at fange skaldyr.

Jeg vil gerne starte med at ønske ordføreren tillykke med hans udmærkede betænkning. Jeg hører ofte tale om naturbeskyttelse, og mange mennesker bekender sig til idéen. Mange går ind for naturbeskyttelse lige til det øjeblik, hvor det har betydning for dem selv. Jeg er enig i, at det er udmærket at tale om naturbeskyttelse, men når alt kommer til alt, må man finde en balance mellem dem, der lever af havet, og dem, der lovgiver om, hvem der må fiske, samt hvor, hvornår og hvordan de må fiske i specielle farvande i Den Europæiske Union. Hr. kommissær Fischler har selvfølgelig kendt mig i mange år, og jeg har skrevet til ham om BSE og mange andre spørgsmål vedrørende landbruget, men nu hvor han er ansvarlig for fiskeriet, må jeg kritisere ham og hans kraftige kolleger på fiskeriområdet, fordi et af de hårdest ramte områder er min region og fiskerne i Nordirland. De er blevet underlagt en fredningsperiode uden nogen former for kompensation, uden forhandlinger og uden diskussioner. Det er blevet dem pålagt ikke at fiske i en periode på 11-12 uger. Vi erkender alle, at der er problemer med at beskytte og bevare fiskebestandene, men det, jeg i virkeligheden siger til Dem, hr. kommissær, og som jeg tidligere har sagt til Dem i Fiskeriudvalget, og som jeg nu vil gentage, er, at der er en stor kløft mellem Bruxelles og de arbejdende fiskere. Det betyder ikke noget, om man kommer fra Galicien, Nordirland eller Skotland. Kløften findes, og vi i Bruxelles har ikke kunnet slå bro over denne kløft. Og vi skal lytte til fiskernes synspunkter. Vi skal lytte til fiskernes bekymringer og arbejde tæt sammen med dem, og jeg håber, at De som kommissær med ansvar for fiskeriet vil erkende eksistensen af en sådan kløft og arbejde målrettet på at samle parterne og lytte til deres synspunkter.

Hr. formand, mine damer og herrer, ærede parlamentsmedlemmer, én ting skal efter min mening stå klart: Det er en opgave for vores fælles fiskeripolitik at garantere en bæredygtig fiskeriforvaltning. Opretholdelsen af det maritime økosystem er både i fiskeriforvaltningens og miljøbeskyttelsens interesse. Det skal simpelthen lykkes os, hr. Nicholson, at bygge bro mellem det, som anses for nødvendigt og besluttes her i Bruxelles, og det, som er fiskernes følelser og også berettigede interesser i de forskellige dele af Fællesskabet. Men bæredygtighed er efter min mening et princip, som ikke udelukkende skal følge miljøaspektet, men for bæredygtighedens vedkommende er det lige så vigtigt, at man også gør de økonomiske og sociale aspekter til en del af dette begreb. Hvis vi vil garantere det europæiske fiskeris bæredygtighed i økonomisk og økologisk forstand, har vi helt sikkert et stort arbejde foran os. Noget, der viser i den rigtige retning, er dog allerede sket. Jeg vil gerne minde Dem om foranstaltningerne til forbedring af fiskeriredskabernes selektivitet, som er trådt i kraft i år. Jeg vil gerne minde Dem om vores afgørelser om reduktion af fangsten af truede bestande med 40% ved fastsættelsen af fangstkvoter. Jeg vil gerne minde Dem om indførelsen af beskyttede områder, der f.eks. også kommer havfugle til gode, og endelig vil jeg nævne de langsigtede forvaltningsstrategier, som er baseret på forsigtighedsprincippet for 10 af de vigtigste kommercielt udnyttede fiskebestande i Fællesskabets vandmiljøer. Men der ligger som sagt stadig et stort arbejde foran os. Vi bør især overveje noget i retning af en flerårig kvotefastsættelse og gå i denne retning. Det ville bidrage til sikring af en langsigtet bæredygtig bestand og også give fiskerne større overblik og sikkerhed ved planlægningen. Vi hjælper hverken bestandene eller fiskerne med udelukkende kortsigtede foranstaltninger. Men en ny holdning til dette emne kræver også politisk mod, og det fra alle deltagere, hvad enten de arbejder på nationalt plan eller på fællesskabsplan. I de ændringsforslag, der ligeledes drøftes her, opfordres bl.a. Kommissionen til at anvende flere midler i fiskeripolitikken. Her skal jeg minde Dem om, at vi arbejder med ændrede forudsætninger. Beslutningerne fra Berlin har medført, at der ikke er noget spillerum for nye, friske budgetter eller nye, friske penge. Vi skal operere inden for den finansielle ramme, som vi har fået stillet til rådighed. De foreslår også at udvide kystvandmiljøet fra et 12- til et 24-mil-område. Jeg mener, at man stadig er nødt til at diskutere dette spørgsmål meget indgående, for man må ikke overse, at det ikke kun har fordele, men at det også kan give store problemer, især med henblik på, at det egentlig ville gå i retning af en delvis rationalisering af fiskeripolitikken. Alt i alt viser denne betænkning dog vores engagement med hensyn til de nævnte mål, og vi bifalder derfor også den støtte, som denne betænkning har fået af ordføreren, hr. Katiforis.

Mange tak, hr. kommissær Fischler. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.

Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0039/2000) af Lechner for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om forslag til Rådets forordning om konkurs (9178/1999 - C5-0069/1999 - 1999/0806(CNS)).

Hr. formand, ærede kolleger, som endnu er til stede i så stort et antal her kort før midnat. I det europæiske indre marked udfolder virksomheder ikke kun grænseoverskridende økonomiske aktiviteter, men de råder også i stigende grad over formuer og filialer i flere lande. I det indre marked er der dog ikke kun vindere, men også tabere. Beklageligvis, men vel uundgåeligt. De problemer, der opstår i tilfælde af en konkurs, en isolvens, er hidtil så godt som ikke reguleret. Hvilken virkning har f.eks. et konkursdekret i ét medlemsland på den formue, der befinder sig i et andet medlemsland? Hvordan er det med skyldnerens rådighedsret? Kan han også overføre formuer med succes efter et konkursdekret, så at sige drive forum shopping? Der findes hverken nævneværdige folkeretlige aftaler eller europæiske løsninger. Ganske vist kom der en aftale i stand i 1995, men den er ikke trådt i kraft. Med den foreliggende forordning reguleres disse problemer nu gennem en europæisk retsstandard, og det foregår omfattende, afsluttende og især også med direkte bindende virkning. Efter min mening kan man betegne forordningen som et stort projekt og som et vigtigt skridt mod en ensartet, sammenhængende europæisk kollisionsret i konkurssager. Med denne forordning bestemmes den kompetente domstol og den anvendelige ret efter den stat, hvor skyldneren har sit hovedsæde. Principielt foregår der følgende i henhold til denne lex concursus: indledning af konkursen, registrering af den samlede, også den udenlandske formue inklusive udenlandske kreditorers deltagelse, afvikling af behandlingen og afslutning heraf. Behandlingens begyndelse virker umiddelbart i hele Europa, men også de øvrige afgørelser skaber direkte virkning, uden at det vil være nødvendigt med særlige skridt til anerkendelse i andre medlemsstater. Forordningen går ud fra universalprincippet og princippet om ensartethed. Under en behandling skal hele skyldnerens formue principielt registreres i en insolvensadministration, hvor alle kreditorer - indenlandske som udenlandske - er involveret og tilgodeses ens, altså grænseoverskridende. På grund af de forskellige nationale retsordninger, f.eks. med henblik på sikringsrettigheder eller arbejdskontrakter, kan universalprincippet dog ikke overholdes klokkerent. Det ville krænke tredjemands rettigheder på ulovlig vis. Derfor anføres den til enhver tid gældende nationale ret på stedet i særlige udgangspunkter for enkelte vigtige retsforhold. Det gælder især med henblik på tinglige rettigheder, fast ejendom, rettigheder indført i registre, retsinstitutter som ejendomsforbehold, modregningsmuligheder, kreditorers ret til anfægtelse og ikke mindst også med henblik på arbejdskontrakter. Mens disse særlige udgangspunkter ikke kan afvises, tillader forordningen dog også, at der, hvis der er en filial i et andet land, kan gennemføres en anden eller andre insolvensbehandlinger i forbindelse med en sådan filial, der så føres som sekundærbehandlinger - kaldet sekundære insolvensbehandlinger - som imidlertid kun har territorialt begrænset virkning for det pågældende land. Efter min mening, set ud fra betænkningen og efter Retsudvalgets mening er der betænkeligheder forbundet hermed. Universalprincippet, som ideelt går hånd i hånd med det indre markeds logik og skabelsen af en ensartet europæisk retsramme, gennemhulles på en måde, hvilket ikke kan afvises sagligt som ved de ovennævnte særlige udgangspunkter. I hvert fald gælder det for sådanne sekundærbehandlinger, som skal indledes efter begyndelsen af en hovedbehandling - det er meget vigtigt. Her er konkursvirkningen også allerede indtrådt for filialen i forbindelse med konkursens begyndelse for hovedsædet. Derfor foreslås det i min betænkning i de tilfælde, hvor der allerede er indledt en hovedbehandling, kun at tillade en anden behandling som sekundærbehandling, hvis kurator for hovedbehandlingen godkender det. Med denne begrænsning ville der blive sendt et nyt vigtigt signal med henblik på en lukket, ensartet europæisk retsudvikling. Det var i øvrigt også i denne retning, at udtalelserne fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg sigtede, også andre udtalelser er imod flere behandlinger. De betyder ekstra komplikationer og afgrænsningsproblemer. Forslaget er ikke så let at forklare ud fra sagen, men derimod ud fra vanskelighederne ved søgningen efter et enstemmigt kompromis. Jeg mener, at Parlamentet bør sende et andet signal her, og jeg vil derfor gerne anmode de kolleger, der har fremsat ændringsforslag, om at overveje dette punkt endnu en gang. Andre forslag vedrører klarhed på bestemte punkter, f.eks. med henblik på bevarelsen af juridiske personers selvstændighed og andet. Som afslutning vil jeg gerne sige tak til Finland og Tyskland, på hvis fortjenstfulde initiativ forslaget blev fremsat. Med denne forordning reguleres alle kollisionsstandarder i insolvensretten sammenhængende, afsluttende og bindende som europæisk retsstandard ved overholdelse af de nationale retsordninger i sagen. Dette er et gennembrud og kan efter min mening få forbilledlig karakter. Derfor opfordrer jeg Rådet til så hurtigt som muligt at udstede denne forordning og beder det om at tage hensyn til Parlamentets forslag.

Hr. formand, jeg tror, at vi alle er enige om at skabe et europæisk retsområde. Vi er også alle enige om, at der skal ske en harmonisering inden for et område, hvor der er ekstreme forskelle i vores retssystemer og i endnu højere grad med hensyn til begreberne. Selv ordet konkurs, det juridiske begreb konkurs, dækker ikke det samme regnskabsbegreb i alle medlemsstaterne i Unionen. Så vi er enige om, at der er et problem, og udkastet til forordning og betænkningen går i den rigtige retning. Men jeg vil dog tillade mig at komme med nogle bemærkninger om metoden. Når man lægger mærke til - og det kan man ikke undgå - forskellen mellem de juridiske systemer og begreber, og når man ønsker at gå i retning af en bedre koordinering, mener jeg, at man kan anvende tre metoder. Den første er at skabe overensstemmelse ved at beslutte, at konkurs i Frankrig betyder det samme som konkurs i England eller Tyskland. Den anden metode er at genskabe en ex nihilo-lovgivning, det vil sige at harmonisere systemerne og omforme alle begreber og juridiske systemer i alle staterne. Det er ikke den metode, man har valgt. Den tredje metode, som er den, man har valgt, er at placere en egentlig spirende fællesskabsret i forbindelse med fælles procedurer og virksomheder i vanskeligheder over de eksisterende systemer, som man ikke rører ved. Det er i øvrigt en god ting, og resultatet har sikkert overgået aktørernes ambitioner. Men på dette niveau ønsker jeg at komme med en bemærkning, som ikke er teknisk, men mere filosofisk og inspireret af praksis. Nemlig at konkurs i Den Europæiske Union - i de fleste medlemsstater - opfattes som en absolut afgørende begivenhed for den, der oplever det. Og jeg mener, at det er vores ansvar - i en økonomi, der udvikler sig stadig hurtigere, hvor alle skal have en reel chance - at gøre det muligt at oparbejde en virksomhed og give folk en anden eller tredje chance, hvis det er nødvendigt. Det er i dag ikke muligt i mange medlemsstater. En af grundene til forskellen i konkurrenceevnen i Europa og f.eks. USA er netop denne evne til at forsøge sig igen, som findes derovre, og som vi ikke kender her. Jeg mener, at eftersom vi er kommet så langt som hertil, og vi vil fortsætte ad denne vej, som er vejen mod oprettelsen af en fælles procedure til løsning af denne type tvister i Den Europæiske Union, må vi være opmærksomme på, at dette ikke bliver et allegorisk billede på guillotinen.

Hr. formand, kære venner, kære kommissær, jeg tror faktisk, at det er mere held end dygtighed, der har gjort, at der indtil nu ikke er sket nogen katastrofer på grund af mangelen på de regler, som de tidligere talere har nævnt. Når vi beskæftiger os med den lyse side af det indre marked, det vil sige at skabe et sådant fælles indre marked, må vi også beskæftige os med den mørke side, nemlig konkurserne. Jeg mener, at vi her er vidne til et historisk øjeblik. Jeg vil gerne ønske ordføreren tillykke med, at han er gået videre med betænkningen så hurtigt. Jeg er desuden stolt over, at mit hjemland har været med til at fremlægge denne forordning, som vi håber hurtigt vil blive godkendt af Rådet. Jeg synes, at vi tager et vigtigt skridt, selvom det nationale system ikke påvirkes særligt meget. Desværre må jeg til ordførerens fortrydelse meddele, at vores gruppe ikke kan støtte ændringsforslag 3. Vi mener nemlig, at det begrænser kreditorernes retlige stilling og retsbeskyttelse. Med hensyn til ændringsforslag 6 kom vi med et lignende ændringsforslag i udvalgsforhandlingen. Jeg er lidt overrasket over, at I i PSE-gruppen ikke støttede forslaget dér. Vi vil nu støtte jeres ændringsforslag 6, men jeg spørger som sagt mig selv om, hvorfor I ikke støttede vores forslag i udvalget. Jeg håber også, at vi skaber indblik i denne forbindelse, og at vi får en sammenligning af, hvilke fremgangsmåder der er hurtigst og bedst i de forskellige lande.

Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, Kommissionen vil for det første gerne understrege, at det forslag til forordning, der nu er til forhandling, primært kun udgør en reformulering af konventionen om konkurs fra 1995. Alle ved, at denne konvention var frugten af mange års ofte vanskelige og besværlige diskussioner, og at den netop derfor er udtryk for et kompromis mellem universalprincippet og territorialprincippet, altså mellem principper, der er afgørende for de forskellige retsbestemmelser vedrørende konkurs i de enkelte medlemsstater. Det forhold, at udviklingen i den globale økonomiske situation, og særlig på det indre marked, kan betyde hyppigere forekomst af insolvensbehandlinger, der ofte vil overskride de nationale grænser, gør det fuldt ud berettiget, at Unionen som sådan får adgang til sådanne nødvendige og forpligtende juridiske instrumenter, at insolvensbehandling kan foregå efter fælles bestemmelser og med sikkerhed for en hurtig gennemførelse. Lykkeligt eller ulykkeligt, så bliver det forhold, at der er virksomheder, der går konkurs, et stadig mere normalt fænomen i vores økonomiske dagligdag. Det bliver en fornyende faktor for virksomhedsmønstret, der ikke bør besværliggøres af langsommelige bureaukratiske procedurer eller forhindringer, der trækker pinen ud for virksomheder, der ikke mere er levedygtige. Der må derfor findes en juridisk referenceramme, som passer til de nye krav, som den globaliserede økonomi stiller. Det foreliggende forslag til forordning er ikke blevet fremsat af Kommissionen, men på fælles initiativ af to medlemsstater - Tyskland og Finland - i henhold til den initiativret, som disse på dette punkt deler med Kommissionen. Kommissionen mener, at denne forordning ikke indebærer nogen afgørende ændring i forhold til konventionen. Allerede i 1981 gav Kommissionen udtryk for, at den mente, at universalprincippet skulle finde anvendelse ved konkurs. Det var i øvrigt det samme perspektiv, som kendetegnede Kommissionens forslag om en parallel procedure ved likvidation af selskaber. Konventionen af 1995 tillader derimod, at der kan indgives begæring om sekundær insolvensbehandling, således at der skabes undtagelsessituationer i forhold til den almene regel, som Kommissionen gerne så antaget. Efter Amsterdam-traktatens ikrafttrædelse havde Kommissionen derfor foretrukket, at der var blevet vedtaget en ny tekst, som udtrykkeligt fastslog universalprincippet. Jeg mener dog ikke, at aftalen i forbindelse med konventionen af 1995 skal tages op til diskussion nu, så meget mere som den forudsætter en forhandlingsperiode på ca. 30 år. Kommissionen er følgelig afstået fra et fremsætte et forslag, men har begrænset sig til at formulere sine synspunkter om institutionelle spørgsmål. Derfor mener Kommissionen også, at den ikke skal fremlægge et forslag til afgørende ændring af forordningen, men den vil alligevel gerne over for Europa-Parlamentets medlemmer give udtryk for sine opfattelser med hensyn til de ændringsforslag, der ligger på bordet. Kommissionen er enig i ændringsforslag 1, 2, 3 og 5 fremsat af ordføreren, hr. Lechner. Den er derimod ikke enig i ændringsforslag 4. Kommissionen mener i stedet, at Parlamentet snarere bør støtte ændringsforslag 4 fra Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, så forordningens bilag kan ændres af Kommissionen, bistået af et forskriftsudvalg, jf. proceduren i artikel 5 i Rådets afgørelse 1999/468/EF. Kommissionen er således, hvad angår de ændringsforslag, som er blevet fremsat af Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, enig i ændringsforslag 3 og 4. Den er derimod ikke enig i ændringsforslag 1 og 2 vedrørende begrebet "centeret for skyldnerens hovedinteresser". Hvad angår centeret for skyldnerens hovedinteresser, er dette begreb nemlig fuldgyldigt defineret i artikel 3. Hvad angår alle de øvrige tilfælde, som ikke direkte er nævnt, forekommer det, at omtalen i betragtning 13 burde være tilstrækkelig.

Mange tak, hr. kommissær Vitorino. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00. (Mødet hævet kl. 00.05) MØDET ONSDAG DEN 1. MARTS 2000 1 Genoptagelse af sessionen 1 Meddelelse fra formanden 1 Godkendelse af protokollen fra foregående møde 4 Reform af Kommissionen 4 Redegørelse fra den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik 11 Kvinder i beslutningsprocessen 32 Oversvømmelserne i Mozambique 43 EU-økonomien 1999 47 Den fælles fiskeripolitik 57 Bekæmpelse af visse fiskesygdomme 62 Beskyttelse af unge marine organismer 66 Fiskeri og miljø (Bergen, 13.-14. marts 1997): Anden rapport 68 Fiskeriforvaltning og naturbeskyttelse i havmiljøet 70 Konkurs 74

Jeg erklærer Europa-Parlamentets session 2000-2001 for åbnet.

Hr. formand, det andet punkt på dagsordenen her i formiddag er indstilling til andenbehandling af betænkningen om kakao- og chokoladevarer, som jeg er ordfører for. Jeg blev helt tilfældigt klar over i går aftes kl. 20.30, at afstemningen vil finde sted i dag til middag. Men jeg mener, den var planlagt til at skulle finde sted i morgen middag. Dette er således kommet fuldstændig bag på mig, og jeg har end ikke haft mulighed for at udarbejde stemmelisten og se, hvorvidt der skulle være afstemning ved navneopråb. De ved som jeg, at emnet er meget omstridt og oppe i medierne. Jeg har været her i Parlamentet i 10 år, og som ordfører er jeg altid blevet underrettet om en ændring af afstemningsrækkefølgen. Jeg ville ønske, at denne afstemning kunne finde sted i morgen. Dette ville passe mig bedre, uden at jeg tror, det vil kunne skade nogen, da det er en forholdsvis hurtig afstemning.

Hr. formand, vi har ikke noget imod, at denne afstemning udsættes. Jeg insisterer blot på, at de øvrige afstemninger, der er fastsat, navnlig den om topmødet i Lissabon, også finder sted i morgen. På betingelse heraf har vi ikke noget imod udsættelsen.

De ansvarlige tjenestegrene har oplyst mig om, at vi har en temmelig lang stemmeliste i morgen.

Hr. formand, også jeg blev ligesom hr. Lannoye sent i går aftes konfronteret med den kendsgerning, at også afstemningen om min indstilling ved andenbehandling er planlagt til at finde sted kl. 12.00. Grupperne har indtrængende anmodet mig om at opfordre Dem til ikke at lade afstemningen finde sted i dag kl. 12.00, men i morgen, fordi grupperne ikke har haft lejlighed til at anmode om delt afstemning og afstemning ved navneopråb. Det var jo en stor overraskelse, at afstemningen var planlagt til kl. 12.00. Også jeg anmoder på en lang række andre medlemmers vegne om, at afstemningen udsættes til i morgen.

Hr. Blokland, de ansvarlige tjenestegrenes embedsmænd har fortalt mig, at Deres betænkning automatisk vil blive sat under afstemning i morgen. Jeg vil nu spørge Parlamentet, om det er enigt i, at vi bør udsætte afstemningen om Lannoyes betænkning til i morgen. Hvis vi er enige, bliver det således.

Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om Kommissionens årlige lovgivningsprogram for 2000.

Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, 2000 skal være - og vil blive - et år, som udgør et vendepunkt for Europa. I vores forhandling om femårsprogrammet har vi allerede klarlagt, hvordan dette år vil være startskuddet til "Europas årti", og det bliver således et år, som udgør et vendepunkt for Kommissionen. Redegørelsen for femårsprogrammet har givet os den generelle referenceramme, og vi har allerede beskrevet Kommissionens program for femårsperioden. Vi må sige, at vi allerede en måned efter denne debat er begyndt på det konkrete arbejde, og vi har indledt den lange udvidelsesproces med de næste lande, der har anmodet om optagelse. Det er et meget stort, meget omfattende og meget betydningsfuldt arbejde, og jeg vil gerne gentage over for Parlamentet, at Kommissionen har gjort en særlig indsats i forbindelse med dette arbejde. Fra flere forskellige sider har man også konstateret, at jeg har givet et meget stærkt løfte med hensyn til udvidelsen, og der er også tale om et seriøst løfte, som Kommissionen ønsker at holde for at berolige vores befolkninger, når det gælder dette projekt. Jeg vil gerne gentage over for Dem alle, at det er et seriøst og højtideligt løfte, som vi ikke giver for at udsætte udvidelsen, men derimod for at udvidelsen kan blive mulig på en realistisk, korrekt og ordentlig måde. Hvis vi ikke gør dette, vil der nemlig komme et tidspunkt, hvor selve udvidelsen bliver umulig. Dette er tværtimod det grundlæggende løfte i den nuværende Kommissions femårige embedsperiode. Vi er ligeledes gået i gang med femårsprogrammet på de andre to punkter, vi havde lovet, nemlig moderniseringen af Kommissionen og forberedelsen af regeringskonferencen. Vi har i dag tilrettelagt emnet på en anderledes og mere detaljeret måde, og den kritik, der blev rettet mod mig i den foregående forhandling - der kun var en generel forhandling - var berettiget, for på det tidspunkt drejede det sig om femårsprogrammet. De sidder i dag med et detaljeret og meget specifikt dokument foran Dem, for sådan skal årsprogrammet være. Der er tale om en præcis handlingsplan og om et detaljeret dokument. For hvert initiativ fra Kommissionen angives den ansvarlige tjenestegren, procedurerne, vedtagelsesdatoerne, arbejdsinstrumentet, den planlagte dokumenttype og det foreslåede retsgrundlag. Vi har angivet alle skridt, der er nødvendige for, at disse beslutninger bliver til konkrete kendsgerninger. Det er klart, at vi har lagt særlig vægt på - og det siger jeg ikke, fordi vi står her i Parlamentet, men fordi det forekommer mig at være særligt vigtigt - de kompetencer, der medfører en fælles beslutningsprocedure med Parlamentet. Vi har offentliggjort hele dette program på Internettet, og det er ikke for at følge moden - som ikke er en mode, men en stor kulturel omvæltning - det er derimod fordi, at på denne måde har alle borgerne mulighed for at sidde med det i hænderne og gennemse det. På nuværende tidspunkt er der efterhånden ikke længere nogen hemmelige eller private programmer. Dette er et program, der kan gennemses. Lad os nu se på indholdet i dette programs retningslinjer. Der er en grundlæggende og retningsgivende tankegang i selve programmet, nemlig at komme med en løsning på borgernes specifikke problemer. Det er et årsprogram, og derfor skal vi være specifikke. Vi er kommet ind på alle de emner, der er af grundlæggende betydning, og som jeg gerne vil nævne nogle af i denne redegørelse, nemlig miljø, sundhed, energi, transport, forbrugerbeskyttelse og det vigtige retfærdighedsspørgsmål. Lad os begynde med en lille bemærkning om det sidste punkt. De europæiske borgere anmoder konkret om retfærdighed for at få sikkerhed i deres dagligdag. Da jeg talte om udvidelsen, tog jeg højde for disse ting, for det er meget vigtigt at holde sig den samlede ramme for øje. Kommissionen vil fremsætte nogle konkrete forslag om sikkerhed for at skabe en tættere samordning mellem ordensmagten i hele Europa, for at iværksætte en fælles indsats med hensyn til kriminalitetsbekæmpelse, og fordi vi skal løse nogle store problemer, herunder også nogle nye problemer. Der er opstået nye racespændinger, der er minoriteternes problemer, og der er nogle grundlæggende problemer med hensyn til sameksistens. Vi skal sikre, beskytte og fastlægge regler for denne sameksistens. Derfor skal vi i år finde frem til nogle effektive foranstaltninger, når det gælder emigration og asylret. Vi vil fremlægge nogle konkrete forslag på disse områder i 2000. Vores linje er meget klar. Vi skal forene åbenhed, tolerance og gæstfrihed med sikkerhed. Vi vil derfor også foreslå nogle foranstaltninger for at forbedre den gensidige anerkendelse af civilretlige og handelsretlige domme. Området med retfærdighed er uundværligt for, at det indre marked kan fungere. Hvis vi ikke har et område med retfærdighed, er det indre marked kun et teoretisk grundlag og ikke et operativt instrument til daglig. For at måle fremskridtene på dette og andre områder vil vi fremlægge en resultattavle, det vil sige en egentlig tabel med de vanskelige punkter, men også med de opnåede resultater. Dette bad man os om i Tampere. Vi lovede at gøre det, og det fælles område med retfærdighed er således en af de grundlæggende målsætninger. Hvad miljøet angår, er der tale om et af de alvorligste problemer, vi står over for. Hvert år kan vi nemlig se, at nye problemer næsten overskygger de opnåede resultater. Det er en slags sisyfosarbejde. Vi skal gøre en meget energisk indsats, for hvis vi ikke kraftigt indhenter det tabte på det miljøpolitiske område, bliver det næsten umuligt at komme op ad bakken igen bagefter. Vi har vedtaget en hvidbog om miljøansvar og en strategi for opnåelsen af målsætningerne fra Kyoto om en reduktion af emissionerne. Vi skal nu arbejde med hele det generelle retsgrundlag for miljøet og med retsgrundlaget for de genmodificerede organismer. Desuden må vi ikke undlade at udarbejde en samlet ramme og en strategi for Europas kemiske industri, for ellers bliver vores arbejde virkelig til et sisyfosarbejde. Et andet punkt, jeg gerne vil nævne som eksempel på vores konkrete plan, er et spørgsmål, som også er meget nært knyttet til miljøet, nemlig fiskeriet og brugen af de naturlige ressourcer. Vi skal iværksætte et program med det formål at reducere antallet af fiskerfartøjer, da der ikke længere er nogen balance mellem fangsten og den naturlige fornyelse af ressourcerne. Det er nødvendigt at genskabe denne balance og at beskytte miljøet. Samtidig har vi en stor forpligtelse over for dem, der lever af fiskeri, og som navnlig er koncentreret i visse områder, der bestemt ikke hører til de mest gunstigt stillede områder i den europæiske økonomi. Vi vil ligeledes gøre en indsats for at indgå aftalen med Marokko, og vi skal forenkle Europas fiskerilovgivning, for eksistensen af hele 20 forordninger gør det ikke muligt for os at få et system og sikrer ikke, at den balance, vi lige talte om, under alle omstændigheder bliver bevaret. Hvad miljøet angår, er vores faste holdepunkt konferencen i 2002, som finder sted 10 år efter Rio-konferencen. På denne konference skal vi allerede komme med nogle konkrete resultater. Med hensyn til energispørgsmålet er der tale om et emne, der er særligt vigtigt i disse dage, for efter min mening bør Europa i stadig højere grad give sin mening til kende om energiproblemerne. Når udvidelsen har fundet sted, bliver vi de største energiforbrugere i verden. Vores indsats skal derfor bestå i at fremlægge et dokument om de forskellige energikilder, hvor forsyningssikkerheden er vores målsætning. Når det gælder transport, arbejder vi på at oprette et fælles europæisk luftfartsområde. Det er et arbejde, som næstformand Loyola de Palacio allerede er konkret i gang med, og vi får den samlede ramme om nogle få måneder. Hertil kommer også spørgsmålet om sikkerheden for søtransport og ikke bare for lufttransport. Det er et spørgsmål, der er knyttet til miljøspørgsmålet, og som er af afgørende vigtighed. Endelig er der forbrugernes rettigheder og sundhedsspørgsmålet. I forbindelse med forbrugernes rettigheder er det varers og tjenesteydelsers sikkerhed, der er vigtigst. Det er nødvendigt med en klarere lovgivning for borgerne, så de beskyttes mod faldgruber som vildledende reklame. På dette område har borgerne nemlig en ufravigelig ret til at være fuldstændigt vidende om de ting, de køber. Hvad sundheden angår, har vi udarbejdet en strategi på sundhedsområdet, og i den forbindelse vil vi vedtage et handlingsprogram, der naturligvis er forbundet med det program for fødevaresikkerhed, vi talte om for kort tid siden. 2000 er det år, hvor forslaget om en europæisk myndighed på fødevareområdet bliver ført ud i livet. Vi har allerede fået en hvidbog, og til efteråret får vi den lovgivningstekst, der skal gennemføre dette yderligere initiativ. Hertil skal vi knytte andre forslag - der i øjeblikket er under udarbejdelse - om beskyttelsen af dyrs rettigheder, som man har drøftet indgående i de sidste par måneder. Det er disse logiske planer, vi følger med hensyn til årsprogrammet, og de afviger fra udgangstalen om femårsprogrammet, da de er meget specifikke og meget konkrete. Til de eksempler, jeg kom med i dag, kan vi naturligvis føje andre eksempler på andre områder, men fremgangsmåden er en præcis liste, nogle frister og en seriøs indsats. Dette er, om jeg så må sige, vores daglige "omsætning" og en levering af den vare, vi lovede de europæiske borgere. Disse ting berører nemlig vores dagligdag på fuldstændig nært hold, og det er derfor, at Parlamentet spiller en helt afgørende rolle. De har rollen som det vigtige mellemled til de europæiske borgere, og vi skal samarbejde om at give borgerne et klart, konkret og øjeblikkeligt svar. Den anden dag afsluttede vi forhandlingen med at sige, at vores succes vil kunne måles ud fra borgernes deltagelse i det næste valg til Europa-Parlamentet. Jeg tror, at vi vil vinde borgernes tillid og forbedre forholdet til dem med de konkrete foranstaltninger, jeg har talt om i dag. Jeg vil gerne takke Dem for Deres hidtidige samarbejde, og jeg opfordrer Dem til at styrke det, så vi kan komme med de konkrete svar, som alle forventer sig af os.

Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, Kommissionens årlige lovgivningsprogram for 2000 bør give os alle anledning til at overveje Kommissionens og tillige de europæiske institutioners basisfunktioner og -opgaver. Hr. kommissionsformand, vi har som Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater en fundamental interesse i en stærk europæisk Kommission. Vi vil ikke tillade - dér, hvor vi har indflydelse - at Rådet så at sige piller funktioner ud af Kommissionen for så at tage sig af dem i Rådet, for Kommissionen er for os traktaternes vogter, og det er den, der har initiativretten med henblik på den europæiske lovgivning. Dét vil vi forsvare! Vi henleder endvidere opmærksomheden på, at Den Europæiske Union bygger på værdier og principper som helhed, og den bygger som helhed på den europæiske ret. Om to måneder - den 9. maj - får vi lejlighed til at mindes Robert Schuman, som den 9. maj 1950 fremsatte det storartede forslag om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Han talte om, at det ikke drejer sig om at finde en balance mellem de europæiske nationers interesser, men om at forene de europæiske nationers interesser. Det er princippet for og indledningen til konfliktløsning på basis af den europæiske ret - og også her vil vi nøje iagttage, hvorledes Kommissionen varetager denne funktion som traktaternes vogter. Den europæiske ret må heller ikke krænkes af nogen! Der er grænser, hvor retfærdighed, lige behandling og Den Europæiske Unions, Det Europæiske Fællesskabs ret flyder sammen. Hvis jeg i går havde fået ordet, mens formanden for Rådet var til stede, ville jeg have sagt det, jeg siger nu, i går. Jeg ser med stor bekymring på, at rådsformandskabet og dermed Rådet foretager en forskelsbehandling over for et medlemsland i Den Europæiske Union. Når rådsformanden som led i forberedelsen af et topmøde foretager en rundrejse til de europæiske hovedstæder - hvilket har været den gængse fremgangsmåde i mange år - men udelader en af hovedstæderne og anmoder det pågældende lands repræsentant om at komme til Bruxelles, anser jeg det for uforeneligt med Den Europæiske Unions principper og med tanken om et retsfællesskab! (Bifald fra højre) Derfor siger jeg nu henvendt til Kommissonen, til Kommissionens formand, at vi hidtil ikke har haft anledning til at kritisere Dem. De har behandlet dette spørgsmål korrekt og forskriftsmæssigt - det er i orden - men vi vil for fremtiden også lade vores bedømmelse af Kommissionen styre af, om Kommissionen som hidtil er traktaternes vogter og sammen med os sikrer, at europæisk ret overholdes. Hvis den europæiske ret og retfærdigheden krænkes, skal vi tydeligt opløfte vores røst, for det skal tages i opløbet! (Bifald fra højre) Jeg vil fremsætte en bemærkning om subsidiaritet. Nogle opfatter begrebet subsidiaritet som løftestangen til at flytte de europæiske opgaver over på det kommunale, det regionale eller det nationale plan. Det kan i enkelte tilfælde være rigtigt, og vi skal også i forbindelse med alle lovgivningsprocedurer undersøge, om den pågældende opgave kan klares bedre på nationalt, regionalt eller lokalt plan. Dét er vi nødt til at gøre! Men begrebet subsidiaritet indebærer også, at Den Europæiske Union skal påtage sig opgaverne, når opgaverne ikke kan varetages fornuftigt på det nationale, regionale eller lokale plan. Hr. formand, De har initiativretten. I henhold til traktaterne kan Europa-Parlamentet opfordre Kommissionen til at fremsætte et forslag til lovgivning. Vi har indtil nu oplevet, at denne opfordring ikke altid er blevet fulgt. Der foreligger en aftale med Kommissionen af 15. september i fjor, i hvilken Kommissionen i vidt omfang forpligter sig til vidtgående at følge sådanne opfordringer fra Parlamentet til Kommissionen til at tage initiativer til lovgivning. Jeg anmoder Dem, hr. kommissionsformand, om at tage dette meget alvorligt! Når Parlamentet opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag, forventer vi for fremtiden også af Kommissionen, at den holder ord og gør det. På det grundlag kan jeg på min gruppes vegne sige til Dem, at vi - hvor det er os muligt - vil yde vores bidrag, ikke kun til et stærkt Europa, men også til en stærk Kommission, hvis beføjelser vi også vil forsvare over for Rådet. Med henblik herpå er vi i Europas interesse afhængig af et godt samarbejde og en god dialog mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet, og vi agter derfor dér, hvor det er os muligt, at støtte Deres politik for år 2000.

Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, når Europas borgere søger Europa, søger de det navnlig i Bruxelles og navnlig hos Kommissionen. Det er jeg som parlamentsmedlem ikke glad for, men jeg er nødt til i det mindste for øjeblikket og indtil videre at tage det til efterretning. Det betyder imidlertid også, at Kommissionen står over for en stor udfordring. Hvis De vil hidføre det store vendepunkt, De talte om, hr. kommissionsformand, skal De begynde på det i en vældig fart. På baggrund af det ansvar foreslog De i Deres sidste tale i Europa-Parlamentet, at arbejdet i højere grad skulle koncentreres om det centrale. Det kan man også betegne som gennemførelse og realisering af subsidiaritetsprincippet. I den forbindelse skal vi imidlertid være klar over, at det på det punkt ikke må dreje sig om at afvise opgaver, som er for komplicerede og vanskelige for Kommissionen. Vi skal endvidere være klar over, hr. kommissionsformand, at det er nødvendigt at begynde med disse kriterier og dette arbejde allerede nu. Vi kan ikke vente på en hvidbog, for dem er der allerede i dag alt for mange af på Kommissionens bedding, hvilket måske skal overvejes ud fra dette aspekt, mens andet skal omsættes hurtigere og tydeligere. Det er ikke så meget opgavernes omfang og mængden af de forslag, der skal komme, men naturligivs retningen, der adskiller os socialdemokrater fra andre grupper i Europa-Parlamentet. Vi vil klart og entydigt styrke Europas internationale rolle og ligeledes øge konkurrenceevnen. For os skal det først og fremmest dreje sig om at gøre Europa mere socialt, at skabe et Europa med lige muligheder og at øge sikkerheden og livskvaliteten i Europa. Men vi vil hverken gøre Europa bureaukratisk eller centralisere det. Det er ikke vores idé med Europa! Arbejder De for det, hr. kommissionsformand, er vi helt enige med Dem. Jeg går nu over til et andet punkt. De har som Kommission forelagt Parlamentet en lang liste over projekter. Vi har i vores visdom besluttet at udarbejde en beslutning, som måske ikke er helt så lang, men som giver Dem en hel række forslag og til dels modforslag. Denne udveksling af lister er ikke den bedste form for dialog. Vi skal derfor finde på noget andet fremover. Jeg anmoder Dem om, hr. kommissionsformand, at De indleder Deres næste program med en evaluering af deres succeser eller fiaskoer og redegør for, om De også har nået det, De satte Dem for med henblik på, at vi to parter kan indlede en bedre, en optimal og konstruktiv dialog. Det forekommer mig at være langt fornuftigere end det, vi nu engang foretager os i denne uge endnu en gang, men forhåbentlig bliver det sidste gang! Hr. kommissionsformand, jeg vil gerne vende tilbage til Deres begreb vendepunktets år. Vi har alle til opgave at følge debatterne om Europa i de enkelte lande, ikke kun i hvert vores hjemland. Det bekymrer mig faktisk igen og igen, at det i denne debat endnu ikke er lykkedes os at overbevise borgerne om nødvendigheden af Europa, og at det navnlig ikke er lykkedes os at gøre det klart for dem, at vores eneste chance for at udforme globaliseringen ligger i et stærkt Europa, et stærkt Europa, som ikke skal fastsætte regler om alting, men dog om det, der har europæisk merværdi. Det drejer sig ikke om at forhindre globaliseringen, det kan vi for øvrigt heller ikke. Det kan kun dreje sig om at udforme den ud fra vores værdier og vores mangfoldighed. Med henblik herpå skal det derfor lykkes os i fællesskab entydigt at forbedre den kommunikation, De også talte om. De er i færd med at udarbejde en kommunikationsstrategi for udvidelsen af Den Europæiske Union. Det virkelige vendepunkt opnår vi imidlertid kun, hvis det i fællesskab lykkes os for hvert enkelt projekts, for hvert enkelt lovgivningsprojekts vedkommende at finde frem til, hvorledes vi kan overbevise borgerne om, at dette projekt er nødvendigt. Hvis det ikke lykkes os at skabe en bedre kommunikationsteknologi, vil vi ikke kunne nå vores fælles mål, nemlig større deltagelse ved det næste valg til Europa-Parlamentet. Det ville ikke kun være synd for os medlemmer af Europa-Parlamentet, som så måske ikke er her længere, det ville være synd for Europa!

Hr. formand, min gruppe vil gerne hilse det årlige lovgivningsprogram velkomment. Men der er nogle aspekter af processen, der bekymrer os. Jeg kom til denne procedure som relativt nyt medlem af Europa-Parlamentet. Jeg kunne næsten ikke tro det, da jeg stod over for disse forskellige forslag til beslutning fra hver af grupperne, som alle meget lignede indkøbssedler af forskellig længde og med forskellige punkter. For at føre metaforen videre og bruge en engelsk vending kan man sige, at hvis man skulle lave en middag ud fra dem, ville den blive ret ufordøjelig. Jeg forstår, at det har været den normale tradition pligtskyldigst at fremkomme med disse lister. Det er ikke, fordi jeg er særlig radikal eller revolutionær, men det forekom mine kolleger, at der manglede noget ved denne proces, særlig på et tidspunkt, hvor vi forsøger igen at skabe forbindelse mellem Europa og dets borgere, da vi gerne vil gøre det klart, hvad det er, vi laver her. Der har været megen snak om at koncentrere sig om de centrale områder og om at opnå en bedre kvalitet af fællesskabslovgivningen frem for mere kvantitet. Alt dette passer meget dårligt sammen med disse endeløse lister. På baggrund heraf fremlagde vi et beslutningsforslag på én side, hvor de vigtigste områder var fremhævet. Men det er ikke kommet med i kompromisbeslutningsforslaget, så nu vil vi gerne komme med en klar markering om, hvordan denne proces bør forløbe i fremtiden. Eftersom dette er en meget vigtig proces og et betydningsfuldt moment i vores lovgivningsmæssige cyklus og for at sætte Kommissionen og Europa-Parlamentet i stand til at finde en konstruktiv tilgang, vil vi gerne foreslå, at talen om Unionens årlige tilstand kombineres med et beslutningsforslag fra Europa-Parlamentet om højt prioriterede politiske sager, og at dette så går i udvalg til en mere grundig drøftelse. Det ville få os væk fra fremgangsmåden med indkøbslister og give mere politisk fokus. Det ville sætte Europa-Parlamentet i stand til fuldt ud at deltage i processen, ikke bare at bytte indkøbslister med Dem. Det er, fordi vi ønsker at give denne procedure mere formål og en mere fremtrædende stilling, at ELDR ikke agter at underskrive den foreliggende liste på otte sider - ikke fordi vi har noget imod indholdet, men fordi vi mener, at der er fare for, at dette vil blive en årlig rituel forestilling uden substans og virkelig mening. Det, vi gerne vil gøre, er at appellere til fantasien hos Europas borgere.

Hr. formand, jeg vil ikke gentage den overordnede kritik, vi fremsatte på Parlamentets foregående møde om retningslinjerne for Europa-Kommissionens arbejde. Det program, vi har modtaget for dette år, er omfangsrigt for at sige det mildt. Det indeholder både positive og mindre positive elementer. Jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på et kapitel, der forekommer mig at være en smule indholdsløst, nemlig det, der handler om erhvervs- og socialpolitikken. Det ville ikke have været så alvorligt, hvis der i løbet af de sidste fem år havde været tale om betydelige fremskridt, men det er ikke tilfældet. Hvad angår erhvervs- og socialpolitikken, har Parlamentet og Kommissionen muligheden for at forbedre mange ting. I henhold til traktatens kapitel 1, afsnit 11, tænker jeg især på problemer omkring arbejdsforhold og forbedring af arbejdsmiljøet. Specielt hvad angår arbejdernes sikkerheds- og sundhedsforhold, er vi i dag underlagt et direktiv fra 1989. Efter min mening, som jeg deler med min gruppe, er der behov for at nyvurdere dette direktiv, især set i lyset af en vigtig undersøgelse, der blev udsendt i 1997 af Dublin-instituttet. Undersøgelsen påviser en generel forværring af arbejdsforholdene i en række vigtige sektorer. Dette kræver nærmere overvejelser, og jeg ville ønske, at Kommissionen seriøst ville se grundigt på denne sag og foretage en vurdering af, hvilke ændringer der er nødvendige i dette direktiv for at forbedre situationen. Jeg vil ikke sige mere om indholdet, og jeg vil gerne nu anvende noget tid på selve processen, der er knyttet til det lovgivende program, det vil sige indgivelsen af programmet og dets gennemførelse. Jeg vil i den forbindelse gerne fremsætte to faste krav fra Gruppen De Grønne, som jeg kunne have ønsket var Parlamentets krav, men for i dag er det tilstrækkeligt, at der er tale om faste krav. For det første forekommer det mig demokratisk, når Europa-Parlamentet har vedtaget en beslutning, især når det er sket på Parlamentets eget initiativ, at Kommissionen efter en rimelig tidsfrist følger seriøst op på en opfordring af denne type. På miljøområdet har vi f.eks. en hvidbog om civilretligt ansvar i miljøspørgsmål. Dette er et vigtigt fremskridt, men jeg vil dog godt minde om, at hvidbogen er en opfølgning på en beslutning, Parlamentet vedtog i 1994, hvilket vil sige for seks år siden. Og efter hvidbogen skal vi sikkert vente længe, før der kommer et direktiv. Vi ser her, at proceduren er meget langsommelig, og for at retfærdiggøre dette, mener jeg, det er vigtigt, der kommer en betænkning. For det andet vil jeg gerne sige, at når man omtaler et forslag til lovgivning i det lovgivende program, og det ikke realiseres i løbet af det pågældende år, et det nødvendigt, vi får at vide hvorfor. Lad mig give et eksempel. Man omtaler i dag et forslag til direktiv om elektrisk og elektronisk affald. Dette forslag er allerede blevet præsenteret adskillige gange, men det er aldrig blevet fremsat. Vi ved, det er udsat for pres fra USA's regering, der truer med at indbringe spørgsmålet for WTO, men det ville være relevant, retfærdigt demokratisk og gennemsigtigt, at Kommissionen forklarede os, hvad der foregår i kulisserne, og hvorfor den trækker tiden ud, før den fremsætter dette direktivforslag.

Formand Prodi, tillad mig at give udtryk for min ængstelse og bekymring over tilrettelæggelsen af programmet for 2000 - som De kalder et år, der udgør et vendepunkt - og det skyldes ikke kun mangelen på nogle virkeligt nyskabende forslag. Nej, det, der bekymrer os, er den programmæssige og halvideologiske tilrettelæggelse af dette arbejdsprogram samt Deres underdanige og ukritiske overtagelse af den amerikanske model, nemlig af den asociale og sanseløse udviklingsmodel, som forstyrrer nattesøvnen hos personer, der er hævet over enhver mistanke, såsom formanden for Federal Reserve, Alan Greenspan. Deres tilrettelæggelse er blottet for et selvstændigt - og bestemt ikke modsat - syn på Europa af i dag og i morgen, og den er uimodtagelig om ikke blind over for nogle ting, som mange af Deres europæiske kolleger er ved at blive opmærksomme på. Det gælder f.eks. de epokegørende begivenheder som dem i Seattle, som De ønsker at sætte gang i igen for enhver pris, eller de gentagne, arrogante vetoer fra Washington mod kandidaterne til Valutafonden, som kun blev ophævet i de sidste timer, fordi Europa insisterede på kandidaten Horst Köhler. Over for den amerikanske damptromle bestræber De Dem på at udviske de transatlantiske konflikter mest muligt og fjerne disse konflikter på baggrund af et teoretisk partnerskab mellem verdens supermagt og den programmerede magtesløshed, der også plager Europa takket være det uophørlige lobbyarbejde såsom RT. Jeg har ikke tid til at komme ind på de andre undvigende og nedtonede - alt for nedtonede - aspekter i Deres program, nemlig miljø, sundhed, retfærdighed, transport, sikkerhed, den overilede udvidelse af Unionen - der har medført kritik fra Deres forgænger Jacques Delors - udviklingen af onlineøkonomien, som er en af de mange universalløsninger på arbejdsløsheden, samt beskyttelsen af de forbrugere, der er borgere, og ikke af de borgere, der er forbrugere. Hr. Prodi, tillad mig at komme med et venligt forslag. Vi lever ikke i den bedst mulige verden. Truende skyer med stars and stripes hænger på en faretruende måde over Europas himmel, og med Charles De Gaulles udødelige ord til general Leclerc, som lige havde befriet denne smukke by Strasbourg, vil jeg gerne sige følgende til Dem: Monsieur Prodi, préparez votre défense, c'est la défense de l'Europe - hr. Prodi, forbered Deres forsvar, det er Europas forsvar.

Hr. formand, jeg glæder mig over den generelle tendens i de forslag, Kommissionen har stillet i sit årlige lovgivningsprogram for år 2000. De vigtigste spørgsmål, der skal tages fat på i år, er reformen af beslutningsprocedurerne i EU, så udvidelsesprocessen kan finde sted på en strømlinjet og struktureret måde. Jeg støtter Unionens udvidelse, men en sådan udvidelse kan ikke finde sted, før de afgørende institutioner i EU, herunder Kommissionen, Rådet og naturligvis Europa-Parlamentet, har reformeret deres interne beslutningsprocesser. Som medlem af Europa-Parlamentet fra Connaught Ulster i Irland, en valgkreds, der ligger i et af Unionens randområder, er jeg fast overbevist om, at der skal være reel og håndgribelig repræsentation for mindre medlemsstater inden for EU's strukturer. I øjeblikket har de fem større medlemsstater hver to pladser i Kommissionen, og der er én til hver af de mindre medlemsstater. Hvordan reformen ellers bliver, er det af vital betydning, at de mindre medlemsstater beholder deres ret til at udpege et medlem af Kommissionen. Utvivlsomt bliver et Råd, der repræsenterer 15 regeringer, nødt til at reformere sin struktur. Set i et irsk perspektiv er det min faste overbevisning, at medlemsstaternes regeringer må have veto i forhold til ændringer af beskatningen på EU-plan. I øjeblikket kan der ikke opnås enighed i EU om skattepolitikken uden enstemmig støtte fra EU's medlemsstater. Jeg mener, det er en vigtig ret, som bør forblive inden for de nationale medlemsstaters område. I mit eget land er skatteordningen på mange måder nyskabende. Skattebyrden på arbejdstagere med mellemindkomster og lavere indkomster er hele tiden blevet reduceret, samtidig med at der er givet fornuftige skattefordele for at opmuntre industrien. Det kan ikke siges om mange af de andre medlemsstater. Ethvert forslag om at give Det Europæiske Råd magt til at stemme om retsanliggender og om det indenrigspolitiske område med kvalificeret flertal vil efter min opfattelse være meget uklogt. Må jeg afslutningsvis sige, at jeg er meget tilfreds med, at formanden her til morgen har refereret til fiskeriet. Han sagde, at han mente, at det haltede bagefter - at virkelige fremskridt først kunne ske i 2002, fordi fiskeriet findes i områder, hvor der ikke er nogen alternative beskæftigelsesmuligheder. Naturligvis vil vi sikre os, at de lande, der led mest, da den fælles fiskeripolitik blev indført i 1983, i fremtiden får en rimelig og retfærdig andel i ressourcerne. Afslutningsvis kan jeg sige, at det på et bredere plan er vigtigt, at Den Europæiske Union som økonomisk enhed ikke sakker agterud i den globale jagt på e-handelmuligheder. Kommissionen må støtte uddannelsesmæssige initiativer og oplæringsprogrammer for at sikre, at erhvervslivets struktur tager højde for de muligheder, man kan sikre sig på Nettet og ved e-handel i almindelighed. Der foregår en revolution af informationsteknologien omkring os. Vi kan ikke være passagerer, mens disse forandringer pågår. Vi må være ledere af vores forretningsforetagender og vores uddannelsesinstitutioner, så informationsteknologiske initiativer bliver integreret på alle afgørende sociale og økonomiske områder i vores samfund.

Hr. formand, Prodis Kommission holder ikke i fem år, for folk vil ikke i længden finde sig i at blive detailreguleret fra Bruxelles. Det kan være svært at se, hvem der giver det helsebringende chok og hvornår. Sådan er det ofte med historiske nybrud. Tilfældigheder spiller ind, små sager kan pludselig blive store, fordi den lille sag bliver symbol på det fundamentale. Den fundamentale modsætning er, at Unionen kalder sig mere og mere demokratisk, samtidig med at demokratiet beskæres helt systematisk i vores lande. En dag vil vælgerne sige som den lille dreng i H. C. Andersens eventyr Kejserens Nye Klæder: "Jamen, han har jo ikke noget på". I sidste måned talte Prodi for en radikal decentralisering af Unionens virksomhed. Femårsprogrammet indebærer en radikal centralisering, hvor nye lovgivningsområder - mange nye områder - flytter fra de nationale og regionale parlamenter i medlemslandene til Prodis Kommission i Bruxelles og til vedtagelse med 62 ud af 87 stemmer i Rådet. Det er "ren Orwell". Under overskriften "decentralisering" centraliserer man. Under overskriften "demokrati" afdemokratiserer man. Under overskriften "mere åbenhed" foreslår Kommissionen en ordning, som vil lukke dokumenter, der i dag er åbne. Ved sin tiltrædelse lovede Prodi højtideligt - i vores gruppe og her i salen - en helt ny indstilling til åbenhed. Vi skulle kunne få ethvert dokument, når Kommissionen havde givet det til andre. De folkevalgte skulle ikke længere være de sidste til at blive informeret. Vi skulle ikke længere sidde i udvalgsværelserne og kigge på studenterne bagved fra de faste repræsentationer, som sidder med de dokumenter, vi ikke kan få. Vi skulle ikke længere finde os i, at Euro-arbejdsgiverne eller landbrugets COPA kan sidde med dokumenter, som vi ikke kan få. Det er elementært i et demokrati, at den udøvende magt tjener vælgerne og de folkevalgte. I EU er den lovgivende magt overdraget til den udøvende magt. Folkevalgte præmieres med privilegier, mens elementære dokumenter fra beslutningsprocessen holdes hemmelige. På Formandskonferencen har vi besluttet at indkalde Ombudsmanden og hr. Prodi til en samtale om åbenhed. Jeg håber, hr. Prodi vil sige: "Undskyld, jeg var ikke klar over, at mine tjenester gjorde det modsatte af, hvad jeg havde lovet. Jeg står ved mine ord, her er min underskrift på den lovede åbenhed". Tak hr. formand, hvis der ellers bliver noget at takke for.

Hr. formand, da jeg er bestyrtet over, at 14 medlemsstater på forhånd fordømmer Østrig, anmoder jeg på dette sted Kommissionen om at udvide sit ærgerrige program på grund af den unfair behandling af Østrig. Jeg takker i denne sammenhæng navnlig hr. Poettering for hans ord. Den Europæiske Unions funktionsdygtighed er, således som det især fremhæves også forud for regeringskonferencen, en uomgængelig og nødvendig forudsætning for, at den europæiske foreningsproces skal lykkes. Men netop denne funktionsdygtighed er i højeste grad truet af de 14 EU-medlemsstaters - om end kun bilaterale - vægring ved en dialog med Østrig og den kommunikationsbrist, der er en følge heraf. Kommissionen må ikke forholde sig passiv i denne situation. Det må være dens opgave at virke for, at den solidaritet, der er forankret i traktaterne, opretholdes. Med henblik herpå anmoder jeg Dem, hr. Prodi, om, at De personligt bestræber Dem på at få et krisemøde i stand mellem de ledende i Østrigs regering og de 14 EU-partnere for på den måde at bidrage til en afspænding af situationen og en normalisering af forholdene. Selv har jeg i går i bevidstheden om mit ansvar som medlem af Europa-Parlamentet stilet en skrivelse desangående til samtlige regeringschefer.

Hr. formand, for det første vil jeg takke formanden for Kommissionen, hr. Prodi, for hans arbejdsprogram. Jeg tilslutter mig de bemærkninger, som er fremsat om, at der skal fokuseres mere, men også om, at der skal være bedre forbindelse med femårsplanen. Det ser ud, som om det drejer sig om to forskellige dokumenter. Med rette begynder arbejdsprogrammets første kapitel med titlen: Europa, dets naboer og resten af verden. Jeg citerer med godkendelse en af de første sætninger deri: "EU indtager en aktiv rolle på den regionale scene og verdensscenen." Men for at kunne indtage denne rolle er det meget vigtigt, at der udvikles en praktisk form for samarbejde mellem Rådets højtstående repræsentant, hr. Solana, Kommissionen og Europa-Parlamentet, og at navnlig den demokratiske kontrol og den demokratiske ansvarlighed styrkes. Vi synes også, at det er meget vigtigt, at Kommissionens rolle styrkes på det udenrigspolitiske område. Vi vil have, at denne europæiske udenrigspolitik i meget højere grad får et fællesskabspræg. Men det drejer sig også om instrumenterne. Det drejer sig om mulighederne for at kunne analysere og hurtigt kunne reagere på ikkemilitære kriser. Tag f.eks. Mozambique. Hvor længe måtte vi ikke vente, før der virkelig kunne træffes foranstaltninger. Her drejer det sig om meget konkrete ting som transportkapacitet. Med henblik herpå skal der derfor finde en hurtigere koordinering sted inden for Den Europæiske Union. Tag f.eks. den enorme kvægdødelighed i Mongoliet. Vi ved, at der er penge i Tacis og i ECHO i Den Europæiske Union. Men hvorfor hjælper vi ikke? Fordi der er for mange bureaukratiske hindringer. Den Europæiske Unions eksterne repræsentation skal da tilpasses bedre til vores behov for en stærkere fremtidig europæisk udenrigspolitik. Kort sagt, operationel gennemførelse, det står centralt. Forbindelsen med Rusland er af virkelig stor betydning. For os forholder det sig således, at vi ikke kan fremsætte mindre kritik end den, som Europarådet har fremsat af Ruslands politik over for Tjetjenien. For os er det overordentligt trist at konstatere, at pressefriheden i Rusland endnu ikke er garanteret. Vi havde indbudt journalisten Babitskij til at komme her på torsdag, men han må ikke komme for de russiske myndigheder. Jeg håber, at Kommissionen også protesterer kraftigt over for de russiske myndigheder.

Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, når et parlament diskuterer lovgivningsprioriteter, bliver alt til prioriteter. For mig er de vigtigste prioriteter beskæftigelsen og dermed den økonomiske vækst, og livskvaliteten og dermed at forsvare miljøet, fødevaresikkerheden og forbrugernes rettigheder. Jeg vil gerne komme med nogle bemærkninger om det økonomiske og erhvervs- og socialpolitiske område. Et af Kommissionens initiativer, der fortjener at blive prioriteret højt, er eEurope. Vi diskuterede i går topmødet i Lissabon om igen at sætte det økonomiske og erhvervs- og socialpolitiske EU på dagsordenen. Jeg bad indtrængende om, at der blev sat mål for den fælles vækst for at give os mulighed for at bevæge os frem imod fuld beskæftigelse. Fuld beskæftigelse betyder ikke en total mangel på enhver form for arbejdsløshed. Der vil altid være en konjunkturbestemt ledighed, arbejdstagere, der beder om at kunne skifte arbejde, og unge der træder ind på arbejdsmarkedet. Men den fulde beskæftigelse vil være genskabt, når der ikke længere findes langtidsarbejdsløse, og når alle unge senest seks måneder efter, de er indtrådt på arbejdsmarkedet, som et minimum tilbydes en praktikplads. Det er muligt, hvis vi investerer mere i det, hr. Guterres i går kaldte "den menneskelige kapital", hvilket vil sige en grunduddannelse og derefter, og det er vigtigt, en livslang uddannelse. I den forbindelse kommer initiativet eEurope på det rette tidspunkt. Beskæftigelsen vil i fremtiden have et stadigt voksende edb-indhold. Vi mangler i dag kvalificeret arbejdskraft på dette område, og det samme gælder i USA. Det er grunden til, at USA's Senat for en fireårig periode har åbnet en samlet kvote på tæt ved 500.000 visa forbeholdt højt kvalificerede indvandrere. Vi bør selv uddanne vores egne eksperter og beholde dem i Europa. Et dokument fra Kommissionen har netop påvist, at halvdelen af de unge, der gennemfører en kandidatuddannelse i USA, bliver der. For at beskytte vores højtuddannede, for at tiltrække de bedste folk og uddanne dem endnu bedre bør vi investere massivt i forskning og udvikling. De to eneste EU-lande, der investerer en større andel af deres BNP end USA i forskning og udvikling - Finland og Sverige - er også de to eneste EU-lande, der inden for kommunikationsteknologien er i stand til at spille med på USA's plan. Er det ikke et eksempel, der er værd at følge for de øvrige EU-lande? Bør vi ikke i Lissabon oprette en form for teknologisk konvergenskriterium, der f.eks. kræver, at medlemsstaterne i løbet af fem år nærmer sig en sats for udgifter til forskning og udvikling, der er på mindst 2,5% af deres BNI, hvilket endda ikke engang er det niveau, USA ligger på for øjeblikket? I den forbindelse vil jeg også gerne hilse initiativet fra kommissær Philippe Busquin om at oprette et europæisk forskningsområde velkomment. Betingelserne for et bedre liv, beskæftigelse og kvaliteten af denne vil altid være tæt forbundne med vores evne til at skabe dynamik i EU's forskning. I denne række af idéer er en reel EU-eksamen, udviklingen af risikovillig kapital og støtte til unge virksomheder ligeledes af afgørende betydning. Hr. Prodi tog i går aftes min udtalelse om underskuddet for EU's fremtid op. Jeg tror, han misforstod mig. Jeg beskyldte ikke hverken det portugisiske formandskab eller Kommissionen for at mangle klarsyn, men jeg understregede den frygt for fremtiden, mange af vores medborgere har i en verden, der præges af dybtgående forandringer. Vi ved alle, at vi oplever et paradigmeskift med det kommende informations- og udviklingssamfund. Men i en verden, hvor 1,5 milliarder mennesker stadig lever uden elektricitet, er det ikke adgang for alle og enhver til internetsamfundet, der står først for. Den vigtigste udfordring for menneskeheden er at undgå kløften mellem informationsrige og informationsfattige lande, at undgå, at der i fremtiden skabes samfund, hvor, som min ven Claude Desama så rammende har udtrykt det, den digitale opsplitning bliver til den nye sociale opsplitning.

Det årlige lovgivningsprogram er den mest konkrete manifestation af Kommissionens afgørende forfatningsmæssige og politiske magt, nemlig dens eneret til at tage initiativer. Sådanne beføjelser må altid retfærdiggøres meget nøje og forklares tydeligt. Men i dette års arbejdsprogram såvel som i alle tidligere års bliver der ikke givet nogen detaljeret retfærdiggørelse af hver enkelt af de mange, mange nye foranstaltninger, der bringes i forslag. Det generelle resumé på 15 sider kan ikke rigtig yde de 500 initiativer, der anføres i bilaget, retfærdighed. I fremtiden vil ELDR-gruppen derfor insistere på, at der gives en klar begrundelse for og føres en særlig parlamentsdebat om alle foranstaltninger, der bebudes i arbejdsprogrammet. I særdeleshed vil vi se på vidnesbyrd om, at hvert nyt forslag er blevet ordentlig prøvet i forhold til principperne om subsidiaritet og proportionalitet, og vi vil se på debatterne om de enkelte sektorer i Europa-Parlamentets egne særudvalg. Med andre ord er det nu på høje tid at foretage et grundigt eftersyn af den noget antikverede måde, hvorpå dette afgørende dokument om programmet i fremtiden skal udarbejdes og drøftes.

Hr. formand, jeg vil gerne takke kommissionsformanden for at have holdt to taler for os inden for 24 timer. I går aftes påpegede han klart, at vi har udsigt til økonomisk succes i Europa i de næste 2-3 år, og det er klart, at hvis vi får en vækst, der uventet er højere end normalt, vil det hjælpe os i vores bestræbelser vedrørende det årlige lovgivningsprogram. Kommissionsformandens indlæg her til morgen giver mig anledning til bekymring på tre punkter. Det første drejer sig om subsidiaritet, hvor vi i vores gruppe stærkt føler, at vi, som De Liberale lige har sagt, må have en prøve for hvert enkelt forslag, der bliver forelagt, for at vise, at det er til gavn for Europa. Det må kunne ses, at vi har subsidiaritet. Det må være klart, at vi ikke udsteder love, når det ikke er nødvendigt. Det andet punkt drejer sig om budgetterne. Hvis vi lægger til grund, at der i de finansielle overslag blev forudsagt en vækstrate over det normale, det vil sige 2,5%, så kan vi se en mulighed for at træffe lidt anderledes foranstaltninger med hensyn til budgetterne, end vi ellers ville have gjort. På min gruppes vegne vil jeg gerne advare Kommissionen om ikke i øjeblikket at gå videre med idéen om at flytte landbrugsudgifter fra budgetområde 1 til område 4. I særdeleshed i Storbritannien har vi et landbrugserhverv, der er i en meget desperat situation og gerne vil have bistand til visse dele af landbruget. At flytte penge til landbruget fra den ene del af budgettet til den anden i øjeblikket vil give dem et helt forkert budskab. Endelig et advarende ord om spørgsmålet om information. Det var det, der forsurede forholdet mellem Europa-Parlamentet og den tidligere Kommission - det, at vi i henhold til traktaterne i princippet har adgang og ret til adgang til alle informationer. Det ser ud, som om vi er ved at løbe ind i vanskeligheder med vores rammeaftale. Jeg vil derfor understrege, at hvis vi vil have, at Kommissionen og Europa-Parlamentet skal arbejde sammen, må vi kunne fremkomme med en løsning på dette problem så snart som muligt og ikke have begrænsninger angående, hvilke dokumenter der er til rådighed for borgerne. Som hr. Bonde med rette har påpeget, bør vi have en Europæisk Union, hvor der er et frit flow af informationer fra embedsværket til alle vores borgere.

Hr. formand, hr. Prodi, den diskussion har vi allerede haft for nogle uger siden. Også dengang sagde De, at De vil måle Deres arbejdes succes på, hvorledes deltagelsen bliver ved valget til Europa-Parlamentet i 2004. Også allerede dengang sagde jeg til Dem, at det er et ret anmassende forehavende for en forsamling, der ikke er folkevalgt. Men det vil De, og jeg vil komme nærmere ind på det i alle detaljer. Europa-Parlamentet samt alle mine kolleger og jeg selv, som hver dag på gader og stræder i Europa meget direkte reklamerer for Den Europæiske Unions politik, og ikke kun på de bonede gulve - for nu at udtrykke mig neutralt - er afhængige af, at det fungerer, og derfor slutter jeg af det, De sagde, at Kommissionen endnu klarere vil samarbejde nært med Europa-Parlamentet, og at De vil samarbejde åbent og gennemskueligt med os på basis af et partnerskab. Vi får se, om alle tendenser fra de sidste uger giver anledning til håb, og om denne åbenhed og gennemskuelighed rent faktisk vinder indpas, og derpå vil jeg måle Dem. De har i dag sagt meget om de områder, hr. Prodi, som jeg er ansvarlig for på min gruppes vegne. Det er områderne miljøpolitik, forbrugerbeskyttelse og sundhedspolitik. For første gang har jeg i dag fra Dem ikke hørt en økonomisk forelæsning med bare et par spredte bemærkninger om fødevaremyndigheder, doping og flyforsinkelser, og det roser jeg Dem udtrykkelig for. Det gør jeg jo sjældent, og derfor siger jeg det med glæde her. Det var i modsætning til tidligere en tale, som virkelig var mere konkret, og som jeg også kunne forstå. Hvad detaljerne angår, kan jeg naturligvis ikke rose Dem på den måde. Det vil overraske Dem, men ikke nogen af mine kolleger. Er De da kohærent, hr. Prodi? Jeg har læst Deres program, som De repræsenterer på den samlede Kommissions vegne. De siger f.eks., at De agter at inddrage miljøpolitikken i alle andre politiske områder. Det eneste område, hvor det er sket, er fru Palacios område, nemlig transport. Hvor er miljøpolitikken da blevet inddraget i de øvrige sektorer, f.eks. i forbindelse med udvidelsen - et kæmpeproblem - fødevaresikkerheden og forbrugerbeskyttelsen? Hvor i teksten er det nævnt? I forbindelse med handelspolitikken f.eks.: intet, ikke ét ord, hr. Prodi. I forbindelse med konkurrencen og den økonomiske politik: ikke ét ord. Intetsteds! Det betyder igen bare ord. I forbindelse med miljøpolitikken står der som altid af pligt, at den skal inddrages, men i virkeligheden gør De det ikke. Det bliver jeg også nødt til at måle Dem på. De har intetsteds klart påvist sammenhængen eller den mulige gensidige afhængighed mellem de forskellige politiske områder. De må ikke lade det upåtalt i de øvrige referater. De er nødt til at kritisere det, og det må De heller ikke offentliggøre i den form. De sagde meget om konkrete projekter, og det er også meget pænt, og jeg kan godt lide det, men det er ikke tilstrækkeligt. Kontrollen med Deres succes, hr. Prodi, finder nemlig sted en gang om ugen, om måneden og om året. En gang om ugen kontrolleres, i hvilken form hvad sker i Kommissionen. En gang om måneden kontrolleres, hvad der sker i udvalgene og i plenum. Hvorledes forholder Kommissionen sig i udvalgene og i plenum? Hvorledes forholder De Dem f.eks. til Europa-Parlamentets ændringsforslag? Hvis De vil samarbejde med os, og hvis de to parter, nemlig De, hr. Prodi, på Kommissionens vegne og vi, Europa-Parlamentet, siger, at kontrollen med den succes, vi alle har eller ikke har, er valget i 2004 og valgdeltagelsen, vil jeg meget gerne af Deres mund høre, at alle de ændringsforslag, som Parlamentet vedtager med flertal, accepteres af Kommissionen. Og en gang om året kontrolleres Deres succes ved, at vi tager det forløbne års arbejdsprogram og undersøger, hvad De har opfyldt, og hvad De har leveret, samt i hvilken kvalitet De har leveret det. Som De ser, hr. Prodi, er det langt enklere, end De troede, De skal ikke vente helt til 2004, De får hvert år løbende karakterer og skal ikke hele tiden vente på dem. Og De får karakterne i den form, vi ofte hørte i skolen, strenge, men retfærdige, og det vil vi også gøre med dette arbejdsprogram, som er meget ærgerrigt, og om hvilket jeg håber, at De ved årets udgang vil have leveret i det mindste en del af.

Hr. formand for Kommissionen, da De tiltrådte, sagde De, at Kommissionen skulle præges af åbenhed. Det har mange andre også sagt her i dag. Men hvad er situationen nu? Hvorfor bliver Kommissionens pressekonferencer ikke længere sendt direkte via satellit, så alle i alle dele af Europa kan følge med? Jeg håber, at hr. Prodi lytter. Formand Prodi, angående Deres brev til fru Fontaine om Ombudsmanden. Mener De, at Ombudsmanden er bundet af nogen principper om loyalt samarbejde mellem institutionerne? Hvor finder De i så fald lovlig hjemmel for dette, og mener De, at et sådant princip kan undertrykke Ombudsmandens ret til at udtrykke sig frit i pressen? Desuden vil jeg give følgende sagsoplysning vedrørende Deres indlæg i Wall Street Journal, hvor De henviser til et seminar i april om åbenheden som et bevis på, at forordningen er blevet forberedt åbent. Det seminar blev faktisk organiseret af European Federation of Journalists, parlamentsmedlemmerne Lööw, Thors og Hautala m.fl., men det forslag, som blev diskuteret dér, har intet at gøre med det aktuelle forslag. Det sidstnævnte er stort set blevet forberedt i hemmelighed. Frem for alt, kommissionsformand Prodi, er spørgsmålet dog, om princippet om loyalt samarbejde skal have forrang for princippet om retten til at udtrykke sig. Hvor findes der hjemmel for et princip, ifølge hvilket De skulle kunne undertrykke denne ret og stille sådanne krav til Ombudsmanden?

Hr. formand, med hensyn til den ambitiøse og komplekse redegørelse, De gav, vil jeg kun komme ind på nogle få punkter. Det første punkt er den nye opmærksomhed, De viser Middelhavsområdet - hvilket jeg kun kan være tilfreds med - både når det gælder EU's bidrag til fredsprocessen i Mellemøsten, og når det gælder genskabelsen og udvidelsen af de historiske og politiske bånd, der forbinder landene i Sydeuropa. Med de igangværende geopolitiske processer har Middelhavets grænse efter vores mening samme betydning som den udvidelse mod øst, som både Parlamentet og Kommissionen arbejder på. Det andet punkt er det indre marked. Som medlemmer af Europa-Parlamentet er det efter vores mening uundværligt med en harmonisering af den eksisterende lovgivning på det civilretlige område. Man burde sandsynligvis også begynde at gøre noget ved det forvaltningsretlige område. Desuden mærker vi, at det dag for dag bliver mere nødvendigt med en fælles ret, hvor kilderne er samordnede. Det tredje punkt er de forberedende dokumenter. Jeg kan kun tilslutte mig det ønske om at begrænse brugen af disse, som man har givet udtryk for ved flere lejligheder og fra flere sider her i Parlamentet. Selvom de har den store fordel, at de gør debatten mere uddybende, har grønbøger, hvidbøger og meddelelser også en kompleks og vanskelig bivirkning, da de oftest trækker lovgivningsindgrebet i langdrag, når der er tale om emner, hvor det er absolut nødvendigt at handle hurtigt. Det sidste punkt er, at da jeg læste Kommissionens program, forekom det mig, at man gik for let hen over to områder, som EU-institutionerne bør være særligt opmærksomme på, navnlig i lyset af den stadig større udvikling i den elektroniske handel. Kommissionen bør efter min mening fremsætte nogle forslag om en udenretslig løsning på de stridigheder, der opstår i forbindelse med de såkaldte onlineaftaler, samt om en ændring af direktivet om aftaler vedrørende fjernsalg. Dette skal ske for at give forbrugerne en stadig større beskyttelse.

Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, den europæiske politik om indre anliggender optager ikke særlig megen, men en meget vigtig plads i det, kommissionsformanden har forelagt skriftligt og tillige redegjort for i Parlamentet. Det kommer i den forbindelse heller ikke an på mængden af, hvad der forelægges, men på kvaliteten. Nu fremlagde hr. kommissær Vitorino på den samlede Kommissions vegne heldigvis et såkaldt scoreboard i går aftes i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, det vil sige en tidsplan med ressorthenvisninger og beskrivelser af opgaverne i forbindelse med indførelsen af det såkaldte område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Den, der studerer det stykke papir nærmere, vil nemt kunne se, at Kommissionen i 2000 begynder med sine idéer om indførelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed - indførelsen sker forhåbentlig sammen med Europa-Parlamentets flertal - og løber ind i en åben konfrontation med Rådet, fordi Den Europæiske Union gør følgende: Den afskaffer ydre grænser og indre grænser. Den indfører fri bevægelighed, den indfører etableringsfrihed, den indfører et økonomisk område, som muliggør økonomiske transaktioner på tværs af alle grænser - og dermed for øvrigt også illegale økonomiske transaktioner på tværs af alle grænser. For at bekæmpe det indfører den derudover et europæisk politikorps. Den indfører fælles valuta. Den opretter alle mulige institutioner med henblik på at give det økonomiske rum Europa en retlig ramme. Men nu kommer det afgørende spørgsmål, nemlig: Hvorledes gør EU det? Baseres økonomien udelukkende på et fællesskabsretligt grundlag og den samlende ramme omkring sikkerhedsområdet udelukkende på et mellemstatsligt niveau? De to ting passer ikke sammen. De to ting udgør et system, der er så fuldt af juridiske modsætninger, at det ret beset kun kan ende dér, hvor det hidtil altid er endt, i immobilisme. Det afhænger således af Kommissionen. Jeg lover den på min gruppes vegne fuld opbakning, hvis Kommissionen over for Rådet også går ind for det, som uomgængeligt skal gøres fælles, hvilket inden for området indre sikkerhed og borgernes grundlæggende frihedsrettigheder - jeg henviser til charteret for de grundlæggende rettigheder - også altid er forbundet med overdragelse af suverænitet fra det nationale plan til det europæiske plan - det er jo netop dét, Kommission, Råd og Parlament kæmper om. Hvis Kommissionen har mod til at sige, at den som de europæiske traktaters og Europas integrative fremtids vogter tager opgøret også i form af en konfrontation med Rådet, får Kommissionen forhåbentlig også flertal derfor i Europa-Parlamentet. Men så skal De have mod til at gøre det, og dét håber jeg, De har!

Hr. formand, hvad angår fiskeriet, vil jeg ikke gå i detaljer med de lovgivningsforslag, som Kommissionen kommer med. Men jeg kunne godt tænke mig, at Kommissionen tydeligt ville forpligte sig til at finde en løsning til hurtigt at omsætte de regionale og internationale fiskeriorganisationers henstillinger til fællesskabslovgivning. Hr. formand, allerede på sidste plenarmøde drøftede vi dette spørgsmål om Kommissionens forsinkelser. Det var i forbindelse med Gallagher-betænkningen om henstillingerne fra Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet vedrørende den almindelige tun i Middelhavet. Disse forsinkelser er ved at blive et meget alvorligt problem, for selvom de nævnte henstillinger bliver bindende inden en bestemt tidsfrist, bevirker deres manglende tilstedeværelse i fællesskabslovgivningen, at flåderne ikke opfylder foranstaltningerne. Dette kan resultere i, at der indledes overtrædelsesprocedurer mod Den Europæiske Union. Den forsinkede gennemførelse er et endemisk problem i Kommissionen. F.eks. har vi siden 1996 ventet på at få indføjet forbuddet mod landsætning i Honduras og i Belize i fællesskabslovgivningen, og siden 1998 har vi f.eks. ventet på kontrollen med fiskeriindsatsen i de fællesskabsvande, hvor der fanges hvid tun. Gang på gang kritiserer Kommissionen medlemsstaterne voldsomt for ikke at gennemføre Kommissionens afgørelser og direktiver i sine nationale lovgivninger, mens Kommissionen gør lige præcis det samme på internationalt plan. Det er tydeligt, at det forslag, som Kommissionen har fremsat om en meddelelse om reform af de internationale organisationer for at fremskynde sagernes gang, forsøger at adskille såvel Europa-Parlamentet som Rådet fra lovgivningsproceduren. Set fra Europa-Parlamentets synspunkt skaber det alvorlig tvivl om, hvorvidt dette er den bedste måde at løse problemet på. Jeg håber, at hr. Prodi her vil indgå en forpligtelse om, at spørgsmålet vil blive løst én gang for alle, og at Europa-Parlamentet under alle omstændigheder altid vil være forbundet med lovgivningsproceduren, når det drejer sig om at få indføjet de internationale fiskeriorganisationers henstillinger i fællesskabslovgivningen.

Hr. formand, i går efter indlægget fra rådsformanden, som beskrev et temmeligt optimistisk panorama for fællesskabsudviklingen, havde hr. Prodi omtanke til at pege på, at denne økonomiske udvikling, som vi befinder os i, skaber det store problem, at det ledsages af en større social isolation i Det Europæiske Fællesskab. Det er et fænomen, som hr. Schulz lige har henvist til, da han talte på Socialdemokraternes vegne, for den fare, vi står over for nu, er, at der som følge af en liberalisering af fællesskabsøkonomien inden for rammerne af verdensøkonomiens globalisering kan opstå en situation med større sociale forskelle, og at den europæiske socialmodel, som vi er så stolte over, forsvinder. Hr. formand, den tidligere Kommission havde som motto "at gøre mindre for at gøre det bedre", i kontrast til Delors-Kommissionens formodede aktivisme. Som vi ved, er det ikke et spørgsmål om kvantitet, men kvalitet, noget, som både hr. Schulz og hr. Swoboda henviste til, da de talte på Den Socialdemokratiske Gruppes vegne. Problemet er, i hvilken retning denne Kommission går. Jeg håber, den nuværende Kommission, Prodi-Kommissionen, ikke bliver dén, der gør mindre for at gøre det bedre, men dén, der gør det, der skal gøres. Hvis Delors-Kommissionen førte os fra Fællesakten til unionstraktaten og til en stor udvidelse af Det Europæiske Fællesskab, håber jeg, at Prodi-Kommissionen bliver det sociale Europas Kommission. Den Kommission, der garanterer, at den økonomiske udvikling ikke ledsages af social diskrimination, men af social fremgang. Og for at opnå det håber jeg, at Kommissionen tager hensyn til de synspunkter, der løbende er givet udtryk for i Europa-Parlamentet. Som formanden for Kommissionen ved, er der i den nuværende unionstraktat en slags forbindelse mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen, således at denne skal tage hensyn til Europa-Parlamentets synspunkter for at gennemføre lovgivningen, selvom lovgivningsinitiativet tilfalder Kommissionen. I denne henseende vil jeg henvise til spørgsmålet om kodifikation af fællesskabsretten. For indeværende er fællesskabsretten en uigennemtrængelig urskov, der er fuldstændig uforståelig for fællesskabsborgerne, herunder dem, der arbejder med retlige aspekter. Fællesskabsretten har udviklet sig på grundlag af en kasuistik, der ligner den, lovgiverne i middelalderen brugte, således at vi fuldstændig mangler system, helt konkret i aspekter inden for civilret, konkurrence, beskyttelse af forbrugerne og intellektuel ejendomsret. Endelig, hr. formand, vil jeg påminde om en tekst, som omfatter Kommissionens meddelelse. Det er punkt 2.3 vedrørende statutten for de ultraperifære regioner, som Kommissionen skal udarbejde. Netop i dag skal Kommissionen udtale sig om det første dokument desangående, og jeg håber, at den i denne forbindelse tager hensyn til de krav, der kommer fra disse ultraperifære regioner i Fællesskabet.

Hr. formand, mine damer og herrer, kommissionsformanden har udråbt vendepunktets år, og jeg vil gerne opfordre Dem, hr. formand, til under dette begreb også at omorganisere Kommissionens forhold til medlemsstaterne. Kommissionen er traktaternes vogter. Det har hidtil betydet, at den i den rolle har lagt særlig vægt på Fællesskabets beføjelser - og dét med rette. Men bag traktaterne står medlemsstaternes rettigheder uskrevne, og jeg synes, det er på tide, at Kommissionen i sit arbejde i højere grad opfatter sig selv som vogter af medlemsstaternes beføjelser. Jeg vil gerne opfordre Dem til, hr. kommissionsformand, også at advokere for medlemsstaternes beføjelser, for det, der af og til volder os vanskeligheder i forbindelse med Kommissionens arbejde, er det forsøg fra Kommissionens side, der opstår, som sagerne skrider frem, på at tiltage sig beføjelser. Vi bliver nødt til at have i tankerne, at medlemsstaternes beføjelser for fremtiden skal bibeholdes i højere grad. Det er forudsætningen for, at Europa bliver accepteret. Dertil hører f.eks. systemet med delstater i Forbundsrepublikken Tyskland med delstaternes oprindelige beføjelser. Også Kommissionen bliver nødt til at acceptere dem. Det er vanskeligt at forestille sig, at vi ændrer de omfattende traktater, uden at f.eks. i Tyskland delstaterne går ind for det. Derfor skal De, hr. formand, advokere for medlemsstaternes beføjelser! Derfor kræver vi en fortegnelse over beføjelserne, der klart skelner mellem, hvilke beføjelser Fællesskabet får, og hvilke beføjelser der bliver hos medlemsstaterne. Kommissionen ville få megen accept i Europa og hos borgerne, hvis den ville slå ind på denne linje, hvilket vi udtrykkelig opfordrer den til.

Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, De talte indledningsvis om et præcist program. Jeg vil gerne supplere dette program på to punkter - nemlig den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og spørgsmålet om udvidelsen, helt konkret med Tyrkiet - eller kræve en yderligere præcisering. Hr. kommissionsformand, jeg går ind for indførelsen af en europæisk forsvarsidentitet, herunder dens militære dimension, og jeg bifalder udtrykkelig resultaterne af forsvarsministrenes uofficielle møde i Sintra. Men det må ikke blive ved det. Det, som på den ene side er vanskeligt og på den anden side nyt og vigtigt, er konfliktforebyggelsen, det vil sige det ikkemilitære aspekt af vores sikkerhedspolitik. Konfliktforebyggelse er vanskelig, fordi vi i forbindelse med opbygningen af sådanne sikkerhedspolitiske elementer ikke har noget eksempel som f.eks. NATO, dér kan vi lure eller skrive noget af. På dette område, der skal udbygges fra bunden, skal Kommissionen påtage sig et ansvar, indlede initiativer og forelægge projekter. Vi har brug for konkrete forslag til instrumenter til ikkemilitær bekæmpelse af kriser som f.eks. ydelse og indsættelse af humanitær bistand - det er Mozambique for øjeblikket et godt eksempel på - hjælp til opbygning af demokratiske institutioner og procedurer, valgobservation, opbygning af et korps af rådgivere i konfliktsituationer, af politifolk og lign. Jeg behøver ikke her at redegøre for instrumenterne i det uendelige. Jeg vil gerne anmode Dem, hr. kommissionsformand, om at tage stilling til det. Om Tyrkiet siger De i Deres program, at De vil indlede en tiltrædelsesstrategi. Det ville jeg gerne gå ind for, hvis jeg vidste, hvad De mener med det. Det, vi i Europa-Parlamentet krævede efter beslutningerne i Helsinki, var en liste over foranstaltningerne og en detaljeret tidsplan, ifølge hvilke Tyrkiet på en konkret, struktureret måde bringes frem til at opfylde Københavnskriterierne - navnlig de politiske kriterier fra København. Min gruppe gik meget stærkt ind for, at Tyrkiet fik status som ansøgerland på topmødet i Helsinki. Vi hilste den afgørelse velkommen og ønsker virkelig, at denne stat knyttes nærmere til Den Europæiske Union. Opgaven bliver vanskelig på baggrund af de politiske mangler i Tyrkiet. Så meget desto mere har vi brug for en meget klar, konkret og detaljeret politik, det vil sige en liste over foranstaltningerne og en tidsplan. Kan vi regne med, at Deres Kommission inden længe i Parlamentet vil fremsætte relevante forslag om, at Tyrkiet knyttes til EU?

Hr. formand, formanden for Kommissionen vil nok ikke blive overrasket over, at jeg taler om det indre marked. Men for ikke at gentage det, der allerede er blevet sagt - og især for ikke at gentage det, som er blevet sagt af min kollega Fiori, som jeg er enig med - vil jeg tale om en anden akse af debatten, nemlig Kommissionens reform. Hvad har Kommissionens reform at gøre med det indre marked? Meget. Hr. kommissionsformand, når man læser Deres hvidbog om Kommissionens reform, oplever man klart, at den retningslinje, den filosofi, som tilskynder til denne reform, er temmelig afstumpet, og det kan vi i Europa-Parlamentet ikke acceptere. Den retningslinje er hovedsagelig beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser. Det er indlysende, at det er noget, som bekymrer os alle sammen, men det er kun udgangspunktet. Herudfra skal Kommissionen begynde sit arbejde. Den skal opfylde de forpligtelser, den har i henhold til traktaten. Lad mig komme med et eksempel, eftersom jeg med min taletid ikke har mulighed for at gå i dybden med denne idé. Lad os tage reformen om overtrædelsesprocedurerne. Hvad ser vi her? Jo, det handler ganske enkelt om at administrere de ressourcer, der findes på hvert niveau, i stedet for at opfylde Europa-Parlamentets krav om at skabe en sand administrativ procesret til den juridiske sikkerhed, som er nødvendig for den europæiske borger. Det vil sige nødvendig for dem, der kan igangsætte denne overtrædelsesprocedure. Man siger simpelthen, at den omtalte administrative procesret ikke vil blive skabt, men at man vil udvælge sagerne. Hvordan? Sådan som man udvælger disse ting: helt vilkårligt. Set fra Europa-Parlamentets synspunkt kan denne form for drejninger ikke accepteres. Vi forstår, at Kommissionen skal reformeres. Vi er enige i reformens målsætninger, men naturligvis skal den ikke ske på bekostning af, at man på grund af den store interesse, som vi alle deler - beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser - kaster den store plan om europæisk opbygning over bord. Det er jo en tilskyndelse, som først og fremmest tilfalder Kommissionen i henhold til de forpligtelser, som traktaten pålægger den.

Tak for Deres indlæg og dokumentation, hr. Prodi. Og tillykke med idéen om at bruge Internettet til at informere offentligheden - det er en glimrende idé. Jeg vil starte med handlen. Vi er enige med Dem i, at vi har brug for et handelssystem baseret på regler. Det er helt afgørende. Der var fiasko i Seattle, fordi i særdeleshed USA syntes ude af stand til at begribe legitimiteten af politikker som miljøbeskyttelse, bevarelsen af landdistrikterne via den fælles landbrugspolitik, dyrevelfærd, hensyn til folkesundheden og sociale rettigheder. De viste en utrolig mangel på følsomhed over for udviklingslandenes legitime interesser, og udviklingslandene har ærlig talt ikke meget at takke WTO for. Vi forventer, at Den Europæiske Union vil fortsætte forhandlingerne, og fastholder vores stærke holdning vedrørende alle disse spørgsmål og vores vilje til at benytte vores forbindelser med udviklingslandene til at sikre, at den næste runde er fair. Må vi ikke nok få detaljerede forslag inden for de næste tre måneder om, hvordan dette skal ske? Fornyelse og viden - hvad der er meget passende for et nyt århundrede, hvor megen fornyelse har vi fået i Kommissionen eller for den sags skyld i Europa-Parlamentet? Der kom en hvidbog om fornyelse for nogle år siden - hvad er der sket siden? Der er én ting, som jeg gerne vil sige meget tydeligt, og det er, at vi er optaget af, at der bliver fulgt op, ikke bare at der kommer gode meddelelser, hvilket vi er glade for, men at der bliver fulgt op, fulgt op, fulgt op!!!! Vi har det femte rammeprogram for forskning på vej - hvad er der sket med det, vi lærte under det fjerde? Hvordan skal de nye idéer, de nye produkter, de nye sammenligninger af socioøkonomiske systemer udbredes? Vær venlig også at følge op på det. Vi glæder os i øvrigt over etableringen af et europæisk forskningsområde, som De og hr. Busquin har foreslået. Det er en glimrende måde at begynde det nye århundrede på. Jeg glæder mig til den kommende meddelelse om iværksættervirksomhed, men jeg håber, at man også vil se på det tidligere arbejde, før vi går videre med noget mere. Jeg vil nu bruge en skrækkelig kliché og sige noget indlysende: Vores største ressource i Den Europæiske Union er vores befolkning. Er det ikke skammeligt, at store medlemsstater som min egen og Tyskland ikke kan levere det tilstrækkelige antal mennesker, der er kvalificerede med hensyn til informationsteknologi? Er det ikke en skandale, at vi er nødt til at tiltrække folk fra lande, der selv har brug for disse færdigheder? Det er en skandale, og jeg håber, at De vil tage det op, når De ser på lovgivningen. Der foregår også et chokerende spild af ressourcer, hr. kommissær, ved, at kvinder inden for teknik, videnskab og informationsteknologi spilder deres færdigheder. Jeg håber, at man vil følge op på hvidbogen om videnskab.

Hr. formand for Kommissionen, Kommissionens interne reform er nu begyndt. Velkommen! Det er ikke første forsøg på at gøre Kommissionen til en offentlig tjeneste af verdensomspændende karakter. Men, hr. Prodi, vi vil tro på oprigtigheden og beslutsomheden i Deres løfte til Europa-Parlamentet. Indtil videre har vi en række foranstaltninger og ligeledes en hvidbog. De bearbejder dette med Rådets medlemmer og med tjenestemændenes faglige organisationer. Og endelig vil Europa-Parlamentet støtte og samarbejde med Dem for at nå dette store mål, nemlig at gøre Europa-Kommissionen til verdens bedste administration. Fortsæt endelig! Under alle omstændigheder vil jeg udpege en mangel i Deres hvidbog. Der mangler en analyse af, hvorfor det tidligere system svigtede, og hr. Kinnock burde have foretaget den, for han er ekspert på området, eftersom han har arbejdet fem år i Kommissionen. F.eks. fandtes der allerede tidligere straffeforanstaltninger eller foranstaltninger til at vurdere tjenestemændenes kvalifikationer, men de blev ikke brugt, hr. Prodi. De ansvarlige tjenestemænd, herunder kommissærerne, brugte ikke disse foranstaltninger, disse midler, der fandtes før. Hvorfor skulle de så blive brugt nu, hvis vi fastlægger nogle anderledes foranstaltninger? Den hemmelighed kender kun De. Den grad af manglende motivation, der findes blandt ellers glimrende tjenestemænd, er alvorlig. Der må vi bryde ind, og eksemplet skal komme ovenfra. Hr. Prodi, Kommissionens reform skal ikke alene beskytte Fællesskabets finansielle interesser. Man mister langt flere ressourcer med en administration, der er ineffektiv, og som mangler motivation. Derudover burde man endda tillade, at de tjenestemænd, som pålægges ansvar og risiko, kan tage fejl. De sagde jo selv i Deres tale, at De foretrak at tage fejl, men at De ikke af den grund ville undlade at handle. Fortsæt endelig, hr. Prodi! Den ihærdighed, De har, skal være en historisk ihærdighed. De er ikke den første, der prøver det. Vi håber, det vil lykkes for Dem.

Hr. formand, det er interessant, at hr. Prodi i dag har forelagt et arbejdsprogram. Men der står på vores dagsorden, at vi skal have en debat om et lovgivningsprogram. Når vi ser på det med udgangspunkt i social- og beskæftigelsespolitikken, har vi bestemt ikke fået forelagt et lovgivningsprogram. Faktisk har vi nu ikke i adskillige år haft et lovgivningsprogram. Det, vi har fået i stedet, er en konsolideringsproces og udviklingen af visse konvergensprocesser såsom den, der blev udviklet og søsat i Luxembourg. Vi glæder os over luxembourgproceduren. Vi håber, den vil blive uddybet, styrket og udvidet til at omfatte andre områder såsom konvergens for social beskyttelse. Men betyder det, at vi har gjort vores arbejde med hensyn til lovgivning på det sociale område? Det mener jeg ikke. Der er en række områder, hvor vi har brug for at opdatere og modernisere den sociale lovgivning, som vi tidligere har vedtaget. Med uddybningen og styrkelsen af det indre marked og med globaliseringen ser vi et voksende antal sammenslutninger, overtagelser og virksomhedsoverdragelser inden for Den Europæiske Union. Det siger mig, at vi har brug for at se tilbage på hele rammen for den lovgivning, som vi hovedsagelig i 1970'erne har udviklet på dette område - med hensyn til overdragelser, kollektive opsigelser, konkurser og på det seneste virksomhedsudvalg. Vi har brug for at modernisere og styrke denne lovgivning, ikke for at stoppe globaliseringen eller uddybningen af det indre marked - naturligvis ikke - men for at sikre, at vi kan klare de forandringer, disse ting medfører i en partnerskabets ånd på alle vores arbejdspladser, store som små, inden for Den Europæiske Union. Det indebærer, at vi nødvendigvis må sætte kraftigt ind på at arbejde for de generelle rammer om information og konsultation på arbejdspladsen. Med hensyn til sundhed og sikkerhed er der også brug for at ajourføre og modernisere den lovgivning, vi tidligere har vedtaget, nemlig direktivet om gravide på arbejdspladsen, som skulle have været revideret for fem år siden, direktivet om støj fra 1986, der skulle have været revideret for 10 år siden, en række direktiver, der trænger til at blive radikalt ajourført og moderniseret. Men drejer det sig kun om ajourføring? Nej. Vi har ikke brug for nogen ny stor klump af sociallovgivning, men der er områder, der ikke er gjort noget ved. Vi har uopfyldte løfter om lovgivning for hjemmearbejde og distancearbejde, vi har den gabende kløft med hensyn til social sikkerhed for atypisk arbejde, der nu har ventet i næsten et tiår, vi har løftet om et særligt direktiv for skader på muskulaturen og skelettet, som ikke er færdiggjort efter det sidste midtvejshandlingsprogram for det sociale område. Der er andre områder. Jeg blev for nylig opsøgt af fru Angela Elliot Mathis, der arbejder for Lucent Technologies. Hun var blevet headhuntet til virksomheden på et meget højt niveau som overordnet leder og medlem af direktionen. Hun havde arbejdet i mange forskellige europæiske lande for højteknologiske virksomheder. 13 måneder efter at hun var tiltrådt sit nye arbejde, blev hun afskediget uden opsigelse og uden begrundelse. Hun har stadig ikke fået nogen begrundelse for afskedigelsen. Det bemærkelsesværdige er, at hun ikke har nogen form for beskyttelse hverken under belgisk lovgivning - hun har arbejdet i Belgien - eller under europæisk lovgivning. Uden den slags beskyttelse vil folk ikke bruge muligheden for at bo, flytte og arbejde der, hvor de kan, inden for Den Europæiske Union. Det er de huller, vi må stoppe. Lad os gøre det i det nye midtvejshandlingsprogram for det sociale område.

Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, jeg vil ganske kort komme ind på området med frihed, sikkerhed og retfærdighed og dets kernepunkter og kan på vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater slå fast, at kernepunkterne her er valgt meget positivt. De største udfordringer omtales virkelig. Som et af kernepunkterne nævnte De her asyl og indvandring. Det er absolut nødvendigt, for vi har hverken fået minimumsstandarder på asylområdet eller taget de første skridt til at realisere aftalen fra Dublin, og vi er heller ikke reelt kommet videre, hvad angår gennemførelsen af Eurodac. Som et andet kernepunkt nævnte De bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og forebyggelsen deraf. Også det er absolut nødvendigt, når 25% til 30% af forbrydelserne allerede kan kategoriseres som organiseret kriminalitet. Også her er det nødvendigt at gå et skridt videre, f.eks. en hurtig virkeliggørelse af det europæiske politiakademi for at sikre en fælles kvalitetsstandard i uddannelsen. De nævnte endnu et kernepunkt, nemlig bekæmpelsen af hvidvaskning af penge. Også på det punkt har De vores fulde støtte, for hvidvaskning af penge er så at sige motoren i den organiserede kriminalitet. De kom ind på et fjerde punkt, nemlig det retlige samarbejde. Her halter vi desværre 10 til 20 år efter politisamarbejdet, og her har vi hårdt brug for et program, så vi kan indhente forsinkelsen. De har vores fulde støtte, der er bare dét ved det, at vi har drøftet sådanne spørgsmål hvert eneste år. Det afgørende fremskridt for os er, at vi nu har et scoreboard, som virkelig fastlægger ansvaret, som virkelig fastlægger tidsrummene, som giver os mulighed for at kontrollere to gange om året og stille de involverede til ansvar for gennemførelsen. De har vores støtte, når det drejer sig om gennemskuelighed, og når det drejer sig om den elan, der herskede i Tampere, og som vi gerne vil bevare, og De har vores støtte, fordi der er mulighed for at lægge pres på Rådet. Men som helhed får alt det med scoreboard kun en chance for at blive realiseret, hvis samtlige repræsentanter for Rådet virkelig retter sig efter traktaternes ånd og traktaterne selv. Så vil det lykkes sammen med os at få Deres projekter gennemført på en positiv måde. Vores støtte har De i hvert fald!

Hr. formand, jeg vil gerne sætte fokus på de områder af arbejdsprogrammet, som direkte berører arbejdet i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme. Med hensyn til regionalpolitik vil min gruppe gerne have, at Kommissionen sikrer fuld anvendelse af partnerskabsprincippet på alle områder af strukturfondenes program. Vi venter sammen med andre grupper her i Europa-Parlamentet stadig på, at Kommissionen skal fremsætte et forslag, hvori de praktiske arrangementer for gennemførelsen af den adfærdskodeks, der kunne lette samarbejde og et ordentligt tilsyn, fastlægges. Hvornår, hr. formand, vil Kommissionen gå videre med en fysisk planlægning og fremsætte nye forslag til videreudvikling af de beslutninger, der blev truffet på de uformelle rådsmøder, især i Potsdam og Tampere? Med hensyn til transport og turisme glæder jeg og min gruppe os over forslagene om at styrke sikkerheden under transport, selvom vi behøver mere konkrete forslag om trafiksikkerhed og i særdeleshed angående spørgsmålet om promiller og fartgrænser. Jeg glæder mig også over, at man har forpligtet sig til at gennemføre Galileo-projektet og tage strategien for de transeuropæiske netværk op til revision, særlig når det gælder jernbanesektoren, en sektor, som vi anser for at være yderst vigtig. Men jeg må sige til Dem, at min gruppe beklager, at adskillige sager i øjeblikket er blokerede i Rådet. Vi ønsker også fremskridt både med hensyn til direktivet om arbejdstid og direktivet om tildeling af afgangs- og ankomsttider i lufthavne såvel som foranstaltninger til at gøre en ende på forsinkelserne af lufttrafikken på grund af problemer med flyveledelsen i Europa i øjeblikket. Vi er også bekymrede over mangelen på forslag angående turistsektoren, hr. Prodi, en sektor, hvor mange af vores borgere arbejder. Jeg beklager, at det ikke ser ud til, at transportspørgsmålene er blevet taget alvorligt under overvejelse i udvidelseskapitlet, og vil opfordre Kommissionen til at fremsætte forslag til at sikre en bedre koordinering mellem aktioner og instrumenter af strukturel karakter og Phare- og Tacis-programmerne. Jeg vil også insistere på, at der i alle nye forslag fuldt ud bliver taget hensyn til Europa-Parlamentets synspunkter og ønsker med hensyn til postvæsenet, noget, der ofte er blevet nævnt her. Jeg er hr. Prodi taknemmelig for, at han har skitseret Kommissionens arbejdsprogram her til morgen, men jeg må sige, at når det gælder regionalpolitik, transport og turisme, er det lettere at få øje på, hvad der mangler i programmet, end hvad der er med i det, og jeg håber, at vi kan afhjælpe disse mangler i løbet af næste år.

Kære formænd. Så sent som i går deltog jeg i et arrangement, som producentsammenslutningen af rejefiskere afholdt i min hjemby. Ca. 100 kutterejere og fiskere beskæftigede sig udelukkende med EU's fiskeripolitik. Den vedrørte markedsordningen, kontrolforordningen, strukturforordningen, tekniske foranstaltninger, FIUF, det flerårige udviklingsprogram IV, direktivet om beskyttelse af naturlige og delvis naturlige levesteder samt af vilde dyr og planter og omsættelsen af det, som giver anledning til bekymring, samt endelig det trilaterale samarbejde med Danmark og Nederlandene, som er en stor succes, fordi det er frivilligt. Det samarbejde krævede definitivt og med held højere priser af handlen. Rejesæsonen 1999 var meget indbringende. Mændene var forbavsende unge. Tre unge fiskere havde oven i købet bestået deres eksamen med udmærkelse, og der var ingen mishagsytringer over for EU, således som det ofte har været tilfældet tidligere. Jeg fik naturligvis tips til Kommissionen med på vejen og en logbog, som alle fiskere siden den 1. januar 2000 har været forpligtede til at føre. Der var naturligvis en ironisk undertone, men målet var klart. Også vi i Bruxelles og Strasbourg bør give os til i lighed med fiskerne minutiøst at bogføre vores daglige fangstresultat, det vil sige vores succeser. Samtidig spurgte en lærerinde børnene i underskolen: "Hvilke erhverv findes der ved kysten?" En dreng svarede: "Fiskeri". Lærerinden svarede: "Det er da uddødt". Men drengen vidste bedre. Hans far er fisker. Og så læser jeg Deres kommissionsprogram 2000, og så spurgte jeg også: "Er fiskeriet også allerede afgået ved døden for Kommissionen, siden det ikke er nævnt?" Fiskeriet er jo nu en af EU's egentlige fællesskabspolitikker. Der er jo regeringskonferencen i 2000. Der er de resterende punkter fra Amsterdam-traktaten, opfyldelsen af Kommissionens løfter fra høringerne i sin tid om EP's medbestemmelse, den fælles fiskeripolitik fra 2002 samt Parlamentets dårlige lovgivningsmæssige forhandlingsgrundlag i forbindelse med internationale aftaler. Men i dag har De nævnt fiskeriet, hr. Prodi. Jeg er lettet og kan sige til fiskerne derhjemme: "Vi er stadig i live!" og det bør De, hr. Prodi, også sige til lærerinden med Deres gerninger.

Hr. formand, jeg vil gerne henvende mig til Kommissionen for at udtrykke mit ønske om, at vi i år 2000 generelt kunne gøre fremskridt med hensyn til en sammenhængende politik, især på landbrugsområdet. Selvom EU virkelig er i stand til at forsvare andre regler inden for den internationale handel, og selvom den forsvarer sin europæiske landbrugsmodel, må man erkende, at der stadig er lang vej igen, før dens politiske valg kan omsættes til realiteter. I banansagen har vi f.eks. indtil nu ikke været i stand til at skabe forlig mellem vores producenter AVS-landenes interesser og WTO's krav. Hvorfor? Ganske simpelt fordi WTO ifølge modellen fra Marakesh ikke eller kun med meget stort besvær tillader dette. Hvordan kan det så være, at Kommissionen efter mange gange at have erklæret, at WTO bør indarbejde regelsæt for miljøområdet og det erhvervs- og socialpolitiske område, og at EU er i stand til at garantere fordele for udviklingslandene, stadig holder fast i et ensrettet perspektiv for liberalisering af markedet i denne sektor? Efter at der i Seattle blev sat spørgsmålstegn ved de eksisterende utilstrækkelige aftaler i WTO, vil jeg indtrængende henstille til, at Unionen behandler denne sag i overensstemmelse med de regler, vi ønsker skal prioriteres i den internationale handel. Samme appel til at føre en sammenhængende politik på et andet område, nemlig styring af krisen i svinekødssektoren. De ved, at mange selvstændige producenter som følge af denne krise, som nu har været i to år, i dag er nødt til at arbejde som simple sæsonarbejdere for firmaer eller andre større producenter. Dette er en situation, der står i total modsætning til vores europæiske landbrugstradition, der bygger på de mange familiebrug, som har en stor spredning af aktiviteterne, og som er multifunktionelle. Også der, hr. kommissionsformand, vil jeg råbe vagt i gevær, og jeg opfordrer Kommissionen til at foreslå nye systemer, der reelt er gearede til at styre denne type krise, naturligvis ud over den solidaritetsfond, De allerede har fremsat forslag om. Det sidste punkt er forberedelsen af budgettet for 2001. Det er rigtigt, at landbrugsposterne kan gennemses med henblik på at deltage i solidariteten til fordel for Balkanområdet. Men vi skal i øvrigt være opmærksomme på at overholde de forpligtelser, vi indgik i Berlin angående den fælles landbrugspolitik, og især at bevare en sikkerhedsmargen, der specielt er tilstrækkelig til, at vi kan tage kampen op mod de kriser, der nedbryder landbrugsområdet og landdistrikterne.

Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, se til højre! Vi kunne jo forestille os, at vi ikke var i Parlamentet, men til bestyrelsesmøde i et stort selskab. De er så at sige direktøren, som har fremlagt en god rapport om arbejdet og en god plan. Tillad mig derfor at give Dem i Deres egenskab af direktør et par bemærkninger med til Deres kolleger i direktionen. Jeg synes i lighed med Brian Simpson, at Deres næstformand, fru Palacio, har ydet et udmærket stykke arbejde. Hun opnåede i december på en meget elegant måde sammen med det finske formandskab, at jernbanesystemet åbnes. Hun arbejder endvidere meget ihærdigt på det, som De, hr. formand, tog op allerede i juli sidste år, nemlig spørgsmålet om en effektiv europæisk kontrol med flytrafikken. Her vil jeg sige, at det er positivt. Hr. Barniers forslag er ligeledes fortrinlige, for hr. Barnier har haft et godt samarbejde med Parlamentet i spørgsmål som Interreg og Urban. Dog skal vi nu tale med ham om det strukturpolitiske førtiltrædelsesinstrument (ISPA). Min kollega, hr. Simpson, har allerede været inde på spørgsmålet om, hvorledes vi knytter forberedelsen af udvidelsen sammen med ikke blot transportpolitikken, men også strukturpolitikken. Det er et vigtigt spørgsmål. Jeg vil udtrykke det således, hr. direktør Prodi, at De skal hilse de to medlemmer af direktionen og give udtryk for vores anerkendelse, men til én af kollegerne skal De sige, at vi ikke er tilfredse med ham. Det er hr. Liikanen. For det, han laver inden for turistpolitikken, er ikke acceptabelt, han lever ikke op til de kvalifikationer, et medlem af direktionen skal have. Når De ser på, at turisterhvervet i dag beskæftiger flere mennesker end hele landbruget, at turismen fremviser flere vækstandele end landbruget, er hr. Liikanens holdning, at der ikke skal fremlægges nye strategiske tiltag i turistpolitikken, en skændsel. Hr. formand for Kommissionen, vær venlig at sige til hr. Liikanen, at han skal lave sine lektier! Vi har brug for en god turismepolitik i Unionen!

Må jeg benytte denne lejlighed til at udtrykke min glæde over programmet inden for rammerne af den femårige strategiplan. Jeg vil i særdeleshed gerne komplimentere hr. Prodi for at have understreget spørgsmålet om styring inden for rammerne af den samlede planlægningsproces. I sidste uge udtalte The Economist sig temmelig sarkastisk om den betydning, man tillagde denne sag, men vi har en stor udfordring forude med hensyn til at gå i kødet på den institutionelle struktur, vi har brug for til det 21. århundrede - en struktur, der bør stå i forhold til vores ansvar og vores stilling i verden. De udbrud, der kom i Seattle og Davos, drejede sig f.eks. ikke bare om selve sagerne - de drejede sig i høj grad om, at befolkningen forsøgte at forholde sig til nye institutioner og ikke var helt sikker på, hvad der skulle gøres. Derfor er det af vital betydning at åbne beslutningstagningens usynlige byer for Europas borgere! Må jeg i særdeleshed udtrykke min tilfredshed med det årlige program, for der var én ting, der blev udeladt i femårsplanen. Det var hele området uddannelse, ungdom og kultur, som slet ikke blev nævnt. Omfanget af programmer på dette område i det årlige program tillægger området en passende betydning, da det kan give os det solide grundlag, som vi får brug for, hvis vi skal kunne klare de udfordringer, vi nu stilles over for. Når vi skal udforme et større Europa, står vi over for en betydningsfuld udfordring, men mobiliteten i Europa - f.eks. studentermobiliteten - er stadig meget lav. Kun 2% ud over det gamle Erasmus-studenterprogram udviser faktisk mobilitet i Europa, hvilket slet ikke er noget, vi kan bygge en ny økonomi på. Vi er på vej ind i en ny teknologisk tidsalder, og jeg må igen komplimentere Kommissionen og det portugisiske formandskab for det arbejde, de har gjort for at bane vej for den teknologiske tidsalder og informationsalderen. Også her behøver vi et uddannelsesprogram, der lever op til den højeste standard i hele Europa. Vi kan ikke udvikle en hel serie initiativer, der f.eks. baserer sig på, at små virksomheder eller sundhedssektoren går online, eller hvad ved jeg, hvis ikke man uddanner folk til at kunne begå sig i disse teknologier. Det betyder så, at vi må se på alle vores uddannelsesprogrammer for at sikre, at de giver adgang til de programmer, vi alle er særlig begejstrede for. Må jeg afslutningsvis blot sige, at vi starter vores nye programmer inden årets udgang - Media, Kultur 2000, Ungdom og Sokrates. Jeg håber, at vi vil evaluere det arbejde, der blev gjort i de tidligere programmer, for at sikre, at det ikke bare er endnu et nyt lag, men faktisk en ny begyndelse for de programmer, der kan give os nogle veluddannede europæiske borgere.

Hr. formand, jeg må så kraftigt som muligt protestere mod forslaget om inden for rammerne af lovgivningsprogrammet at reducere landbrugsbudgettet med 400 millioner euro for at kunne genopbygge Kosovo. Jeg har al mulig sympati for nødvendigheden af at genopbygge Kosovo, og jeg forstår fuldt ud, at den fælles landbrugspolitik tegner sig for næsten halvdelen af EU's samlede udgifter, men ikke desto mindre må jeg protestere imod, at landbrugsbudgettet bliver betragtet som en brønd, man altid kan få vand ud af, når andre bliver tørstige. Jeg ved, at der er blevet givet garanti for, at fjernelsen af denne sum på budgettet ikke vil påvirke nogen af de økonomiske forpligtelser, Kommissionen har påtaget sig inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, men det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg tror ikke, at det blot bliver en engangsforeteelse. Når landbrugerne i min egen kreds i Skotland lider under den værste depression i mere end 100 år, hvordan kan jeg så forklare over for dem, at det er bedre, at disse 300 millioner euro bliver anvendt i Kosovo? Når landbrugerne går fallit hver dag i Det Forenede Kongerige, når selvmordsprocenten blandt landbrugere og landarbejdere har nået rekordhøjder, når økonomien i landdistrikterne i Storbritannien er inde i en dødsspiral, hvordan kan jeg så forklare for dem, at det er bedre at bruge 300 millioner euro i Kosovo? Under sådanne omstændigheder ville det være vanvittigt at nedskære budgettet i denne grad. Vi bør bruge flere midler på at afhjælpe denne krise i stedet for at overveje at bruge færre. Jeg opfordrer de ærede medlemmer til at stemme imod dette forslag, når vi når frem til afstemningen.

Hr. formand, jeg vil gerne vende tilbage til spørgsmålet om det årlige lovgivningsprogram efter digressionerne om Fællesskabets budget. Jeg vil gerne tage fat på ét bestemt spørgsmål, nemlig hvad der er sket med de initiativer, Europa-Parlamentet tog i henhold til artikel 192 i traktaten om Det Europæiske Fællesskab. Som hr. Prodi ved, gav denne nye artikel, som blev føjet til traktaten med Maastricht-traktaten, Europa-Parlamentet ret til at anmode Kommissionen om at fremsætte lovforslag. Det sidste Parlament benyttede sig af dette nye ansvar ved seks lejligheder, men kun én gang førte det til, at Kommissionen fremsatte et lovforslag som reaktion på vores anmodning, nemlig de forslag, der tog deres udgangspunkt i den betænkning, min kollega, hr. Rothley, havde skrevet om forsikring for mennesker, der bruger deres motorkøretøjer i andre medlemsstater. Det er et udmærket eksempel, men hvad er der sket med de andre fem? Det forekommer mig, at Kommissionen ikke har reageret. Kommissionen har ikke pligt til at reagere, men vi forventer, at Kommissionen af hensyn til samarbejdet med Europa-Parlamentet ser nøje på disse forslag og reagerer i de fleste tilfælde. Ét ud af seks er simpelthen ikke godt nok. Vi har nu en regeringskonference, som igen ser på traktaterne. I forlængelse af tilføjelsen af denne artikel til Maastricht-traktaten pressede vi ikke regeringskonferencen i Amsterdam til at give Europa-Parlamentet fuld initiativret, hvilket ville gøre det muligt for os at stille forslag til Rådet uden at gå gennem Kommissionen. Vi var tilfredse med det kompromis, artikel 192 udgør, men hvis det er fornemmelsen, at dette kompromis ikke virker, og hvis det ikke synes at være tilfredsstillende fra Europa-Parlamentets synspunkt, vil der naturligvis komme et pres for modifikation af traktaten, således at Europa-Parlamentet får fuld initiativret, noget, Kommissionen ikke ønsker, fordi den sætter stor pris på sit monopol på initiativretten. Jeg siger til Kommissionen, at hvis den ikke ønsker, at den aftale skal modificeres yderligere, må den tage sit ansvar i henhold til den eksisterende artikel mere alvorligt. Jeg opfordrer Kommissionen til i fremtiden, når Europa-Parlamentet kommer med forslag til lovgivning, at tage positivt imod dem, i det mindste for så vidt angår de fleste sager, om ikke dem alle.

Hr. formand, Kommissionen har fremlagt et ambitiøst program for år 2000. Man kan kun gå fuldt og helt ind for dette program. Dog er der også beklagelige huller i det. Jeg vil gerne især gøre opmærksom på ét, som netop er blevet nævnt af hr. Jarzembowski. Jeg savner ganske turismen i arbejdsprogrammet. Der er her tale om en af de vigtigste erhvervsgrene i Unionen og uden for Den Europæiske Unions grænser. Vi er i lang tid blevet lovet foranstaltninger på dette område. Der er hårdt brug for en forbedring af miljøet, men der sker ikke noget. Kommissionen har imidlertid ikke kun vigtige opgaver på lovgivningsområdet. Den har derudover - det har hr. Poettering allerede været inde på i dag - en helt central funktion som traktaternes vogter. Her har Kommissionen - jeg siger på given foranledning - tildelt sig selv den opgave at overvåge navnlig en af medlemsstaterne. Som borger i det pågældende land har jeg ikke nogen problemer med denne fremgangsmåde. Heller ikke mit fædreland har problemer med at blive observeret af Europa, hvad angår menneskerettigheder, tredjelandsborgeres rettigheder eller antiracismepolitik. Tværtimod, vi har tidligere vist, at vores land på alle disse punkter havde en af de bedste records. Det vil vi blive ved med også for fremtiden. Men når den er traktaternes vogter, skal det være omfattende, hr. kommissionsformand! Også De 14's adfærd eller i det mindste den adfærd, nogle af dem udviser, kan krænke fællesskabsretten, og i de sidste dage og uger er fællesskabsretten blevet krænket på nogle punkter, f.eks. i spørgsmålet om kulturby 2000, i udvekslingsprogrammer mellem Unionens skoler og på andre områder. Jeg har her et "osv." stående, jeg håber ikke, der bliver tale om noget "osv.". Derfor anmoder jeg Kommissionen om, at den også på dette område varetager sin funktion som traktaternes vogter og er på vagt.

Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg vil gerne takke Dem for denne seriøse, konkrete og enkle debat. Jeg beder Dem blot om at betragte min tale som en del af en samlet tale, som vi skaber dag for dag. Den teknik med de korte taler, som Europa-Parlamentet har valgt, gør det nødvendigt at betragte talerne som en helhed sammen med de taler, der blev holdt i går og i sidste måned. Jeg vil gerne gentage, at ligesom vi i sidste måned var kortfattede, da vi kom med de overordnede retningslinjer, er vi i dag gået i detaljer, eftersom årsprogrammet skal være detaljeret. Den fantastisk vigtige rolle, som vores samarbejde spiller, fremgår stadig mere klart af denne debat. Det er faktisk alle de emner, vi var inde på her til morgen - nødvendigheden af en omfattende samordning af budgettet og den fælles indsats samt nødvendigheden af at have en holdning med hensyn til regeringskonferencen og forbindelserne til Rådet - der kræver et samarbejde mellem Parlamentet og Kommissionen. Derfor er den måde, vi deltager i den næste regeringskonference på, så vigtig. Det er netop, fordi man på denne regeringskonference fastlægger reglerne for vores arbejde i hele den kommende tid, eftersom der ikke kommer nogen anden regeringskonference lige efter denne. Vi kan ikke have regeringskonferencer hele tiden. Der var i dag nogle, som gav udtryk for ikke at være så glade for den lange liste. Jeg mener dog, at øjeblikket i dag var inde til en liste og en analyse. Der mangler selvfølgelig visse punkter i denne liste. Mange af Dem mente med rette, at et af de manglende punkter var turismen, der, som det blev sagt, beskæftiger flere mennesker end landbruget. Vi skal naturligvis rette vores opmærksomhed mod dette aspekt, selvom Kommissionens beføjelser på dette område som bekendt er meget begrænsede. Der er under alle omstændigheder mange emner på listen, som vi skal uddybe i udvalgene. Man mindede om - og det gør jeg opmærksom på, idet jeg gerne vil sige, at jeg er enig i den indvending, som et af de tilstedeværende parlamentsmedlemmer fremsatte til mig - arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, socialpolitikken, styrkelsen af udenrigspolitikken, afskaffelsen af de dramatiske administrative forsinkelser i Kommissionen, de forskellige konkrete projekter såsom Galileo, regionalpolitikken og uddannelsen. Vi står således med en række spørgsmål, som vi skal samarbejde om at løse i årets løb. Vi står dog også med en vigtig mulighed, som mange af Dem heldigvis mindede om, nemlig muligheden for at få en god økonomi i en periode på mindst to eller tre år. Vi kan ikke gøre andet end at udnytte denne mulighed, eftersom De understregede det dramatiske budgetproblem. Hvis vi ser på de taler, der er blevet holdt her i Parlamentet i dag, får vi en præcis, men også ubarmhjertig analyse. Hvad landbruget angår, kan man ikke give afkald på de eksisterende ressourcer, der betragtes som meget vigtige for en minimal bevarelse af visse landbrugsområder, men på den anden side står vi med nogle udenrigspolitiske forpligtelser, bl.a. Kosovo, og der er således nogle uforeneligheder på vores budget. Som hr. Elles mindede om, vil vi delvist afhjælpe disse uforeneligheder med en økonomi, som vi håber vil udvikle sig med mere end 3% om året, og som således giver os flere midler til rådighed, men vi er udmærket klar over, at heller ikke disse midler er tilstrækkelige til at skabe forenelighed mellem de programmer og de målsætninger, der blev nævnt i forhandlingen her til morgen. Forholdet mellem Parlamentet og Kommissionen bliver desuden væsentligt, når det gælder om at træffe disse beslutninger. Dette er sandhedens øjeblik, dette er det øjeblik, hvor vi sammen skal se på, hvordan vores fremtid skal se ud, det vil sige, hvilke grænser der er for budgettet, hvilke grundlæggende beslutninger der skal træffes, og hvilke vigtige aktioner vi sammen skal foretage for vores fremtid. Dette er det grundlæggende emne, vi skal beskæftige os med i de kommende måneder, og som De mindede om, er der desuden spørgsmålet om beføjelserne, administrationen og den europæiske sammensætning, det vil sige landenes, regionernes og delstaternes beføjelser. Jeg er fuldt ud bevidst om dette. I sidste uge mødtes jeg med de officielle repræsentanter for de tyske delstater for at drøfte dette spørgsmål, og disse drøftelser drejede sig slet ikke om en decentralisering, men derimod om noget mere indgående. Vi drøftede nemlig, hvilke administrationsniveauer vi skal have i Europa, vi drøftede ikke decentraliseringsspørgsmål. Det var derfor, at jeg mente, at det er nødvendigt med en hvidbog om administration. Vi er ved at opfinde noget nyt. Det er muligt, at der er kritik, begrænsninger af vores aktioner og vanskeligheder med at nå videre, men vi er ved at nedbryde politikkens åndelige og eksperimentale barriere. Vi skal derfor handle i fællesskab. Hvidbogen om administration og spørgsmålene om budgetforeneligheden er de to søjler, ud fra hvilke vi skal gøre en fælles politisk indsats i den nærmeste fremtid. Jeg kan blot forsikre Dem én ting: Den metode, Kommissionen bruger, er en metode, der faktisk tager udgangspunkt i en hvid tavle - og ikke en sort tavle - hvor vi skal skrive det, der efter vores mening vil gavne institutionernes fremtid, som vi er ansvarlige for. Vi skal naturligvis være omhyggelige med alt dette, idet vi ikke må nøjes med at ridse de store linjer op. Det leder mig ind på den tredje bemærkning, som De rettede til mig, nemlig redegørelsen for vores handlinger. Vi fremlægger en årsberetning om de handlinger, vi har udført. I februar fremlagde vi en årsberetning om de handlinger, der blev foretaget i 1999, som vi ønsker at arbejde videre med, men den indeholder allerede alle de foretagne handlinger, og vi har sat os for også at arbejde for en bedre information om det igangværende arbejde. Dette er planen for en stor Europæisk Union, og det er en plan, som har en bestemt målsætning. Hvis vi ikke gennemfører denne plan, vil der ikke være plads til os i den nye verden. Man kom med en kritik af globaliseringen, og det er en kritik, der efter min mening er nyttesløs, eftersom globaliseringen allerede er i gang. Problemet ligger snarere i den måde, vi ønsker at gennemføre den på. Ønsker vi at være førende, når det gælder denne globalisering? Ønsker vi at gennemføre den på en ansvarlig måde over for ulandene og den tredje verdens lande? Denne strategi er efter min mening yderst vigtig. Vi kan derfor ikke tillade os at negligere Seattle. Vi skal tværtimod tage tråden fra Seattle op igen, og det skal vi gøre med det samme, idet vi selvfølgelig forsøger - eller rettere tager udgangspunkt i - at rette op på de fejl, der gjorde Seattle til en fiasko. Man mærker nødvendigheden af en global bevidsthed om, at vi skal tage hensyn til hele verden og ikke bare til vores egne interesser. Det ville være meget uheldigt, hvis vi standsede globaliseringen, for den er det eneste håb for Indien, Kina og den verden, der skal udvikle sig i denne globale økonomi. Vi må ikke kvæle disse lande i dette så vanskelige øjeblik. Dette er således vores vigtige fremtid, hvor det er vores opgave at skabe et Europa, der i stadig større grad er i stand til at spille en rolle. Og udvidelsen er en del af alt dette. Den er ikke kun et instrument til at bevare freden med, men også et instrument, som vi skal definere vores rolle med. For at vende tilbage til udvidelsen vil jeg gerne sige, at Kommissionens holdning er stærk og modig, men også streng og alvorlig, for de indsigelser, man hører, er af dobbelt karakter. På den ene side er der ønsket om, at udvidelsen finder sted med det samme, hvilket også er vores ønske, men på anden side er det også meget nødvendigt at klarlægge udvidelsens konsekvenser og gennemførelsesinstrumenterne. Jeg ved godt, at min udtalelse om, at vi skal foretage udvidelsen, idet vi beroliger befolkningen i ansøgerlandene og i vores egne lande, blev dårligt modtaget og blev modtaget med forvirring i nogle ansøgerlande. Men jeg gør dette for deres sikkerheds skyld og ikke kun for vores, for hvis der blot er en mistanke om, at udvidelsen bliver foretaget på en overfladisk måde, vil vi få en befolkning, der er modstander af denne vigtige historiske bevægelse, denne vigtige begivenhed, som karakteriserer vores indsats og giver den politik, vi er ved at skabe, en åndelig betydning. Når det gælder budgettet, udvidelsen og administrationen, skal vi således have denne vigtige ligevægt, denne bevidsthed om vores opgave og denne bevidsthed om forenelighed, der fungerer som ledetråd for ethvert parlaments og enhver regerings handlinger.

Hr. formand, jeg stillede et meget aktuelt og meget præcist spørgsmål til formanden for Kommissionen om hans opfattelse af forholdet mellem ytringsfrihed og pligten til at samarbejde loyalt med institutionerne. Desværre fik jeg ikke noget svar på dette spørgsmål. Det drejer sig om et spørgsmål, som diskuteres overalt i Europa i øjeblikket, og vi er meget interesserede i at høre hans mening. No, not this time either!

Mange tak, fru Astrid Thors. Formanden for Kommissionen har svaret, som han har ment rigtigt, og vi skal videre i forhandlingen. Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2, modtaget seks forslag til beslutning. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.

Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0047/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (9947/1/1999 - C5-0252/1999 - 1996/0112(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kakao- og chokoladevarer bestemt til konsum (Ordfører: Lannoye).

Hr. formand, jeg tror, det er nyttigt at minde om, at vi har stemt for dette forslag til direktiv om kakao- og chokoladevarer i oktober 1997 ved førstebehandlingen. Det vil altså sige, at Ministerrådet har været meget længe om at nå frem til en aftale om en fælles holdning, idet vi måtte vente til oktober 1999, før denne forelå. Det var nødvendigt med to år, og jeg tror, der findes en holdning præget af udmattethed, især her i Parlamentet, til denne sag i en grad, så et antal EP-medlemmer eller rettere sagt de, der udgør et flertal i Miljøudvalget, tror, det i dette tilfælde drejer sig om et afbalanceret kompromis. Den fælles holdning er et afbalanceret kompromis, og det skal man ikke pille for meget ved. Personligt mener jeg, at afstemningen ved førstebehandlingen førte til et afbalanceret kompromis, og jeg beklager meget, at Europa-Kommissionen overhovedet ikke har støttet Parlamentets holdning under forhandlingerne i Rådet. Kommissionen har på intet tidspunkt fremført Parlamentets ændringsforslag, og under forhandlingerne i Miljøudvalget har den igen udtalt sig til fordel for ikke at røre denne fælles holdning og dermed for at forkaste samtlige ændringsforslag. Miljøudvalget har dog alligevel vedtaget to vigtige ændringsforslag, og det glæder jeg mig over, selvom det efter min mening ikke er tilstrækkeligt. I virkeligheden tror jeg ikke, det drejer sig om et acceptabelt kompromis, og jeg mener, man har banaliseret anvendelsen af vegetabilske fedtstoffer ved ikke at give forbrugerne tilstrækkelige oplysninger, ved at se bort fra problemet med den ikke pålidelige analysemetode, ved at fjerne subsidiariteten og ved at opfylde de multinationale chokoladeproducenters krav samtidig med, at man har ignoreret bekymringerne hos små chokoladeproducenter og SMV, forbrugernes rettigheder og fremtiden for millioner af landbrugere, der producerer kakao. Jeg tænker her især på kakaoproducenterne i Vestafrika, der udgør mere end 10 millioner personer, og hvis fremtid helt klart vil lide skade. Hvorfor siger jeg nu alt dette, når et bilag, der indgår i den fælles holdning, synes at løse problemet? Der findes faktisk et bilag, der begrænser listen over tilladte vegetabilske stoffer til seks, herunder sheasmør, der er et produkt fra frugthøsten i en række fattige afrikanske lande som f.eks. Mali og Burkina Faso. Desværre giver denne begrænsning ingen faste garantier for fremtiden. På den ene side er det faktisk muligt at fremstille stoffer, der svarer til kakaosmør, uden brug af shea, og jeg er ikke i tvivl om, at man på grund af omkostningerne og produktets pålidelighed vil vende sig mod sådanne løsninger. På den anden side gør de industrielle og kemiske metoder samt de genetiske manipulationer det muligt at nå frem til stoffer, der svarer til kakaosmør med en meget billig grundsubstans, der indgår i de seks udvalgte stoffer. Det drejer sig om palmeolie, der er udvundet af industrielle kulturer, og hvis markedspris måske kun er en tiendedel af kakaosmørrets. Ved at sætte sheaproducenterne, der fortjener vores opmærksomhed, op imod kakaoproducenterne slører tilhængerne af vegetabilske fedtstoffer med støtte fra Europa-Kommissionen, hvilket jeg beklager dybt, en realitet, der for mig er ubestridelig: De eneste, der vinder ved gennemførelse af den tekst, Rådet har foreslået i sin nuværende form, er de multinationale chokoladeproducenter, hvis formål er at forøge indtjeningen ved at prioritere billige vegetabilske fedtstoffer og ved med voksende kraft at forsøge at presse kakaokursen ned. Det er grunden til, jeg mener, at en række ændringsforslag fremsat på initiativ af kolleger fra forskellige politiske grupper, især fru Thomas-Mauro, Ries og Isler Béguin, vil kunne genskabe den holdning, der blev vedtaget ved Parlamentets førstebehandling, og give teksten større værdi. Jeg vil her især nævne den obligatoriske meddelelse på produktets forside om, at det indeholder vegetabilske fedtstoffer, kravet om en forudgående vurdering af en pålidelig analysemetode, subsidiaritetsprincippet, som er blevet fjernet af Rådet, selvom Kommissionen havde foreslået det fra starten, en afvisning af metoder for genetisk manipulation og kemiske metoder - jeg vil godt her nævne, at Miljøudvalget støtter en afvisning af genetisk manipulering - og endelig sidst, men ikke mindst forslaget om at gennemføre en seriøs undersøgelse, ikke længe efter direktivet er trådt i kraft, men netop når det træder i kraft, af den socioøkonomiske situation for de kakaoproducerende lande, der sandsynligvis bliver de første ofre for denne tekst. Hr. formand, kære kolleger, dette forekommer mig at være en fremgangsmåde, der vil passe til det, vi stemte om for to år siden. Den vil ganske vist være i modstrid med Rådets fælles holdning, men jeg tror, det er Parlamentets rolle at fungere i medbestemmelsesproceduren og ikke bare bøje sig for Rådets beslutninger, selvom de er fremkommet efter en meget hård barslingsperiode, der har varet to år.

Hr. formand, chokoladen var under førstebehandlingen genstand for en heftig diskussion. Med rette og ikke uden resultat. Med rette, fordi det oprindelige forslag kun havde øje for det indre marked. Produktets kvalitet viste sig at komme i anden række, og etiske og juridiske forpligtelser over for udviklingslandene lagde Kommissionen overhovedet ikke vægt på. Diskussionen var ikke uden resultat. Den, som analyserer den fælles holdning seriøst, må indrømme, at demokratiet fungerer. Vi satte os ikke passivt ned og brokkede os, men begyndte aktivt at stille ændringsforslag. Tillade andre love? Ja, hvis det nu skal gøres, lad det så gøres på vores betingelser. Vi ville kun have tropiske fedtstoffer, den fælles holdning foretager en udtømmende opsummering. Vi ville have dobbelt mærkning, den fælles holdning giver os denne, blot ville vi hellere have haft den ekstra angivelse på forsiden af emballagen. Vi krævede en undersøgelse af direktivets virkninger. Den gennemføres, to et halvt år efter at direktivet faktisk vil virke. Vi krævede, at Kommissionen om nødvendigt fremsætter et forslag om ændring. Okay, den skal gøre det, og vi kan så om nødvendigt på ny stille ændringsforslag. Vi ville ikke have komitologi for væsentlige ændringer. Vi får fælles beslutningstagning. Og vi anmodede om mere præcise målemetoder. Jeg synes ikke, at forskningsinstituttet i Ispra har gjort sit hjemmearbejde dårligt. Ligesom mange andre her i Parlamentet var vi ikke glade for Kommissionens forslag. De andre fedtstoffer end kakao kunne vi ikke forhindre, men vi kunne stille betingelser for anvendelsen deraf på en sådan måde, at udviklingslandene selv siger, at den tekst, der nu foreligger, egentlig er acceptabel, og at kvalitetschokoladen med udelukkende kakao kan skille sig ud fra de andre. Som skyggeordfører for PPE-gruppen er jeg stolt over, at næsten alle ændringsforslag fra førstebehandlingen, som har påvirket den fælles holdning meget kraftigt, er et resultat af vores arbejde. På PPE-gruppens vegne er der derfor ikke stillet flere ændringsforslag, men nogle kolleger vil dog støtte andres ændringsforslag, så meget desto mere som det var vores ændringsforslag fra førstebehandlingen, som genoptages. Selvom der ikke skulle vedtages noget som helst ændringsforslag, er det et flot resultat. Jeg vil slutte med følgende overvejelse: I forhandlingen om chokolade et ordet etik brugt flere gange. For mig indebærer etisk adfærd også, at når Parlamentet scorer, må vi også kunne sige det og turde skilte med det. Når man sejrer, må man også nyde det. Måske må vi også lære dette, kære kolleger.

Hr. formand, det har taget os 25 år at nå til det punkt, hvor vi har en fælles holdning, som repræsenterer et virkeligt kompromis. Jeg vil gerne udtrykke min anerkendelse over for hr. Lannoye. Han er en parlamentariker med betydelige evner, og han har hele vejen igennem argumenteret energisk og overbevisende for sin sag. Men han undervurderer sit eget bidrag til denne debat, for det er det, han har gjort, og som andre har gjort, som har ført os frem til den stilling, som med rimelighed kan betragtes som et kompromis. De, der benægter dette og siger, at vi stadig har en situation med total obstruktion, indrømmer i virkeligheden - ligesom de, der ønsker at forkaste den fælles holdning ved afstemningen i morgen - at de slet ikke vil have dette direktiv. De ønsker ikke, at der benyttes vegetabilske fedtstoffer nogen steder, i noget medlemsland, i nogen form, til noget som helst, som kaldes chokolade. Det er ikke en holdning, som flertallet af medlemsstaterne og flertallet af forbrugerne i Den Europæiske Union vil acceptere ét eneste øjeblik, og jeg vil gerne benytte min korte tid til at argumentere for det modsatte. Hvis vi går fra harmonisering på et niveau helt uden vegetabilske fedtstoffer, hvilket altid har været argumentet i kampagnen, kommer vi i en situation, hvor vi beder om sikkerhed for forbrugerne, for de primære producenter og i realiteten for de standarder, som vi selv fastsætter i Den Europæiske Union. De ændringsforslag, som er blevet forelagt for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse, var med undtagelse af de få, som blev vedtaget, aldeles ødelæggende. Deres formål var at udsætte enhver løsning på dette spørgsmål til efter dette Parlaments og denne Kommissions tid, og det er ikke acceptabelt. De opfordrede til, at der skulle iværksættes studier af virkningerne, før direktivet selv kunne træde i kraft, eller at der skulle benyttes alle mulige former for ekstra mærkning ud over den dobbelte mærkning på pakken, som er indeholdt i det foreliggende til fordel for forbrugerne. Min gruppe støtter den fælles holdning med nogle undtagelser, og de vil komme frem under debatten. Vi mener, det er godt for forbrugerne. Vi får et større udvalg af produkter samt klar og tydelig mærkning. Det er godt for dem, der fremstiller alle de vegetabilske fedtstoffer, og heri inkluderer jeg kakaosmør. Kakaosmør er den vigtigste ingrediens i alle former for chokolade, og det vil fortsat være tilfældet, også for dem, der har fremstillet de naturlige vegetabilske fedtstoffer, som findes på en særlig liste, der kun kan ændres efter godkendelse fra Europa-Parlamentet. Hvis jeg kom fra Burkina Faso eller Mali eller et af de lande, der producerede karité-smør, og fik at vide, at de kvindekooperativer, der indsamler sheanødderne, som udgør den væsentligste del af deres eksport til Europa, vil blive forbudt eller bragt i fare, fordi de ses som marionetter for de multinationale, ville jeg blive meget vred. Det sidste, jeg vil sige, er henvendt til producenterne af kvalitetschokolade ved de særlige metoder, som vi finder i Belgien og visse andre steder. Kvaliteten taler for sig selv. Man kan få yderligere mærkning, hvis man har lyst. Folk som jeg vil fortsætte med at spise det, men vi ønsker, at der skal være det størst mulige udvalg af alle de produkter, der vil forøge importen af kakao og andre vegetabilske fedtstoffer til Den Europæiske Union.

Hr. formand, gennemsnitsborgeren, som hører om denne forhandling om chokoladedirektivet, begynder allerede at slikke sig om munden ved tanken om at nyde og guffe alle mulige lækkerier i sig. Chokolade betragtes jo som et nydelsesmiddel, desværre. Også som nyt medlem af Parlamentet føler jeg byrden af al den tid, dette emne er diskuteret, og jeg kan ikke lade være med at få det indtryk, at chokolade har skaffet Parlamentet alt andet end nydelse. I dag kommer der en ende på denne lidelseshistorie. Der er mange, der har interesse i denne diskussion. Der er kakaoproducenterne, producenterne af vegetabilske fedtstoffer, ikkestatslige organisationer, chokoladeproducenter og endnu flere. De er alle sammen interessante. De mest interessante er imidlertid efter min opfattelse forbrugerne. Det mest interessante princip er efter min opfattelse disse forbrugeres valgfrihed. Den må vi politikere være forsigtige med. Smag kan jo ikke diskuteres. Europa-Parlamentet kan og må ikke foreskrive en harmoniseret eurosmag. Efter vores opfattelse behøver der således ikke komme nogen advarende tekster i skinnende neonlys på forsiden af chokoladeemballagerne. Det er ikke cigaretter. Naturligvis er der andre interesser, som vi skal holde øje med. Vi bør f.eks. have øje for den prekære situation i de lande, hvorfra råstofferne til chokolade kommer. Men også her er forsigtighed påkrævet. For der er tale om modstridende interesser. Mens Elfenbenskysten eksporterer kakao, kommer andre konkurrerende råstoffer bl.a. fra Mali og Burkina Faso. Rådets fælles holdning, således som den nu foreligger, forsøger at finde en balance mellem alle disse interesser. Efter vores opfattelse kunne forskellige ting have været bedre. Men det bedste, der kan siges om dette kompromis, er, at ingen af de involverede fuldstændigt har fået deres vilje. Der er ingen vindere, men der er heller ingen tabere. Flertallet i Den Liberale Gruppe kan godt respektere denne ustadige ligevægt. Vi støtter derfor den fælles holdning og synes, at direktivet skal udarbejdes hurtigst muligt. Lad os gå over til dagsordenen og bruge chokolade til det, som er meningen med den, nemlig nyde den.

Hr. formand, fru kommissær, da Parlamentet ikke kan forkaste chokoladedirektivet, som i sin nuværende form er uacceptabelt, bør det i mindste forbedre det. Vi bør for det første spørge om relevansen af dette direktiv, der vil ændre definitionen på chokolade. Europa-Parlamentet bør vide, at den Codex Alimentarius, der meddeler sammensætningen af chokolade på internationalt plan, nævner, at den er fremstillet af kakaosmør. Derfor: Med hvilken ret og under hensyn til fødevaretraditionerne i visse medlemsstater, der med urette kalder produkter, der indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, for "chokolade", påtvinger EU ændringer af selve definitionen på chokolade? Ved i dag at give tilladelse til at tilsætte 5% vegetabilske stoffer eller fedtstoffer ud over kakaosmør åbner Parlamentet også døren for andre former for hykleri. Hvorfor ikke i morgen kvalificere olivenolien som en olie, der er tilsat palmeolie? Hvis teksten med den fælles holdning ikke ændres, vil forbrugerne i anden omgang få brug for en lup for at finde sammensætningen af chokoladeprodukter. Det er grunden til, at jeg så indtrængende opfordrer mine kolleger til at stemme for de ændringsforslag, der vil gøre det muligt for forbrugerne ved første øjekast at opdage forskellen mellem den rigtige chokolade og den chokolade, der ud over kakaosmør er beriget med andre vegetabilske fedtstoffer. Endelig risikerer vi producentlande, der allerede i dag ved, at prisen på kakao er helt i bund, at den med en sådan holdning bryder sammen i morgen. For at undgå kaos i producentlandene bør Europa-Parlamentet kræve, at der gennemføres en undersøgelse af indvirkningen på eksportsituationen. Derfor beder jeg Dem i dag om at støtte alle de ændringsforslag, der fremsættes af medlemmerne fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse.

Hr. formand, fru kommissær, kenderne ved det, en god chokolade er fremstillet af kakaosmør. Enhver tilsætning af andre fedtstoffer forringer smagen. Det var i øvrigt for at forsvare denne kvalitet, at direktivet fra 1973 forbød anvendelse af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør. Med de nye landes tiltrædelse af Den Europæiske Union blev der indført afvigelser fra dette stramme forbud. Det var nødvendigt at harmonisere af hensyn til varernes frie bevægelighed. Kommissionen kunne således vælge at justere EU-standarden opad og udstrække forbuddet til at gælde samtlige medlemsstater. Men under pres fra multinationale firmaer, der ønskede at sænke deres produktionsomkostninger, foreslog Kommissionen i april 1996 et direktiv, der gav tilladelse til at tilsætte mindre ædle vegetabilske fedtstoffer. Ved sin førstebehandling havde Parlamentet sat fingeren i et farligt maskineri, der vil acceptere direktivet på visse betingelser. Rådet kastede sig ind i kampen ved at vedtage sin fælles holdning, der anerkender benævnelsen "chokolade" selv med tilsætning af andre vegetabilske fedtstoffer. Dette er endnu en gang fortjenesten til nogle få, der sejrer over kvaliteten for alle. Men Europa-Parlamentet kan ved andenbehandlingen vælte dette direktiv, hvis anvendelse vil få de alvorligste følger. Forbrugere og små chokoladeproducenter vil lide under en ringere kvalitet og en sænkning af niveauet. AVS-landenes kakaoproducenter vil opleve en betydelig nedgang i deres afsætning og indtægter. Mere end 300 millioner dollars alene for Elfenbenskysten. Det er en underdrivelse at sige, at de er meget bekymrede. Et stort flertal i min gruppe, der varetager forbrugernes og AVS-landenes interesser, går således ind for et forbud mod vegetabilske fedtstoffer for at forsvare autenciteten og kvaliteten af den ægte chokolade. Det er årsagen til, at vi har stillet forslag om at forkaste Rådets fælles holdning. De små chokoladeproducenter kom for at slå alarm over for deres folkevalgte ved mødeperioden i januar i Strasbourg. Jeg vil derfor nu bede alle disse personer og alle de, der erklærede sig solidariske, om at støtte vores forslag om forkastelse.

Hr. formand, forbrugerbeskyttelsen er vores første prioritet. Det gælder derfor også direktivets betydning for produktion og kommercialisering af chokolade. Unionen bør vise vejen frem mod enkelhed, tillid, autencitet og respekt for forskelligheder. Siden 1973 har EU's lovgivning fastslået, at benævnelsen "chokolade" bør anvendes på produkter, der ikke indeholder andet end kakao eller kakaosmør. Visse medlemsstater har opnået en undtagelse siden deres optagelse. Det er da udmærket, at enhver er herre i sit eget chokoladehus, i sit hjemland. Jeg vil således i min foretrukne butik i Reims kunne købe en plade chokolade, der følger mit lands gastronomiske traditioner uden at skulle vende og dreje produktet op og ned og sætte min briller godt til rette for at forsikre mig om dets kvalitet. Det er rigtigt, at dette mærkningshysteri er nødvendigt, for tilliden findes ikke længere. Men hvis De, kære kolleger, anerkender en bestemt definition på chokolade, så gør det i det mindste klart og tydeligt. Det er grunden til, jeg beder Dem støtte ændringsforslag 29 og 18. Det er helt klart, at smagen er kulturbestemt. Hvis De går på kompromis, vil der komme en fødevare ind på vores territorium med benævnelsen "chokolade", som set med vores øjne ikke er det. Vi forsvarer den autentiske opfattelse af, hvad chokolade er. Kakaosmørret udgør selve essensen i chokoladen. Lad os derfor respektere smagsgarantien. Det er ikke tilstrækkeligt at udsende en hvidbog om sikre fødevarer for at berolige forbrugerne. Det er ikke op til de små chokoladeproducenter og -virksomheder at opfinde metoder til at markedsføre deres ekspertise eller at markere deres produkter på en anden måde ved f.eks. at skrive "ren chokolade" eller "rent kakaosmør". Det er hele området for små chokoladeproducenter og SMV, vi dømmer, hvis vi accepterer en anden definition på chokolade. Afstemningen i dag er symbolsk. Det er nødvendigt, at vi prioriterer oplysninger til forbrugerne og de afrikanske kakaosmørproducerende lande, der er tilknyttet EU gennem Lomé-konventionen. Planlægger man ikke også i kongeriget Absurdistan en undersøgelse af indvirkningen på disse landes økonomi nogle år efter gennemførelsen af direktivet? For at tilfredsstille de multinationale selskaber skal forbrugernes liv gøres besværligt, etiketterne skal være kreative og overbevisende, de små chokoladeproducenter skal opfinde en mærkat for "kvalitetschokolade", de kakaoeksporterende lande skal tilpasse sig osv. Og derefter taler De om et EU, der er tæt på borgerne, ædelmodigt og gennemsigtigt, og som respekterer kulturernes mangfoldighed! Vi vil ikke have Deres kompromischokolade, vi kender kun alt for godt den føderalistiske opskrift. Den kulinariske overenskomst mellem vores befolkninger er vanskelig, da den i alt for høj grad afspejler vores forskelle, og det går ikke at harmonisere alle disse forskellige retninger. Vær klar over, kære kolleger, at det ikke er ved at gøre EU smagløs, vi kommer til at elske den.

Hr. formand, i århundreder har køerne spist grøntfoder, og chokoladen er blevet lavet med kakao. Men for nogle år siden begyndte Storbritannien, der har skænket verden kød med marmelade, hooligans og Adam Smith, at fodre køerne med lig og at lave chokolade uden kakao. Disse afvigelser burde have været begrænset til at gælde de britiske øer, men fjernelsen af grænserne har fået den uægte chokolade til at cirkulere. Det er sket i et omfang, så forbrugerne i dag i syv ud af 15 lande uden at vide det siger god for en chokolade, der er manipuleret, herunder hr. Haiders Østrig, der på dette punkt står sammen med hr. Guterres fra Portugal. For at berolige os siger man, at kakaoefterligningerne vil blive begrænset til seks tropiske produkter: illipe fra Borneo, sheasmør - med hvilket man også fremstiller olie til flymotorer - osv. Men fra direktiver til ændringsforslag vil de seks produkter blive til syv eller otte eller ni, indtil soja, raps og GMO'erne også er blevet integrerede. Man fortæller os også, at svindelen med kakao vil blive begrænset til 5% ... til at begynde med, senere til 10% uden at tænke på, at der overhovedet ikke gennemføres nogen kontrol, lige som man f.eks. heller ikke kontrollerer banankasserne fra Chiquita, som bør veje 18 kg, og som i virkeligheden vejer 20. I øvrigt er kontrollen ikke noget som helst værd, idet vi får at vide, at der er en fejlmargen på 1%, selvom videnskaben fortæller, at den reelt er på 40%. Man siger altid til os: "Spis, drik, slug det hele uden at frygte noget", mærkningen beskytter os. Men mærkningen er et grafisk bedrag, fordi den er ulæselig og et videnskabeligt hykleri, idet f.eks. benævnelsen "palmeolie" vil drukne på en liste over ingredienser. Det er som med portvinen, man siger ikke: "efterligning fra Sydafrika", og med kakaoen vil man ikke sige: "efterligning". Fra nu af vil de multinationale selskaber i mangel af argumenter for at retfærdiggøre svindelen med chokolade sige: "Det er nødvendigt at acceptere 5%, ellers vil svindelen være altomfattende. Hvad gør vi så? Det er tilstrækkeligt at kalde produktet "shealade", hvis det er lavet af sheanødder, og "sojalade", hvis det er af soja, men ikke "chokolade". Det er f.eks. nødvendigt, at de 388.000 ton fransk chokolade bliver lavet af kakao, og at den franske omsætning på 19 milliarder francs bliver tjent på hæderlig vis af de små chokoladeproducenter. Det er en juridisk forpligtelse, hvad angår de afrikanske bønder fra Elfenbenskysten. Vi er knyttet til hinanden gennem Lomé-konventionen og konventionen for grundlæggende produkter, som EU har tilsluttet sig, og hvori indgår kakao. Det er også en økonomisk forpligtelse: Overholder vi ikke denne, er vi via Stabex-mekanismen tvunget til at yde en godtgørelse til disse lande. Det er forpligtelse for sundheden og fødevaresikkerheden, idet produkter, der erstatter kakaoen, såsom nødden fra Brasilien, kan skabe immunologiske sygdomme. Det er endelig et spørgsmål om sandhed og om moral. Det er nødvendigt at slutte med en generaliseret løgn, idet man begynder med den falske chokolade og slutter med en pseudoeuropæisk Kommission, hvis medlemmer er USA-modificerede organismer, og hvis flag er et bekvemmelighedsflag, der skjuler globale varer.

Hr. formand, fru kommissær, de genetisk modificerede organismer og kogalskaben har ikke været nok til at dæmpe fødevaremanipulatorernes lidenskaber. Mennesket fortsætter med at med at lege med troldmandens lærling og at jonglere med fødevaresikkerheden. Nu kræver industrilobbyen, at chokoladen tilføres vegetabilske fedtstoffer. Dens indhold af kakao vil falde med 15%, men den kan alligevel stadig nyde fordelene ved betegnelsen chokolade, og her er vi ved kernen i problemet. Selvom der mangler en klar gennemsigtighed, skelner man dog mellem smør og margarine. Der bliver indsat en diskret tekst skrevet med små bogstaver på bagsiden af emballagen, der angiver den nye sammensætning. Der er klart tale om en ændring af kvaliteten, men også af smagen, et klart bedrageri over for varen. Det er et udtryk for en illoyal konkurrence, når dette surrogat, denne pseudochokolade sælges billigere end den rene chokolade, der er fremstillet som håndværk med respekt for autenciteten, etikken og traditionen. Men de store indtjeninger er perspektivet for de multinationale selskaber, der har arbejdet i kulissen gennem ca. 15 år for at nå målet, der består i, at de afvigelser, man har forhandlet sig frem til ved de på hinanden følgende tiltrædelser af Unionen, bliver til den almindelige regel. Usikkerheden ligger derimod hos de små chokoladeproducenter og de kakaoproducerende lande, der er under udvikling, og som man tænker seriøst på at yde en godtgørelse. Til sidst et vigtigt problem: Selvom vi i dag er i stand til at påvise vegetabilske fedtstoffer i chokoladen, formår vi stadig ikke at indkredse og mængdebestemme dem. Der findes således ingen sporingsmetode, og det er den åbne dør til enhver form for misbrug. Vi mener, det ville være passende at forbyde betegnelsen "chokolade" for ethvert produkt, der indeholder andre elementer end sukker og kakao. Man bør ikke snyde forbrugerne ved at kalde hvad som helst "chokolade". EU bør ikke gøre sig skyldig i et bedrageri, en manipulation af en fødevare, på et tidspunkt, hvor fødevaresikkerheden bliver en af dens prioriteter. EU bør ikke harmonisere nedad. Den bør i stedet våge over produkternes kvalitet og forbrugernes sundhed. Da vi går ind for disse principper, kan vi ikke støtte målene med dette direktiv. En afvisning ville være et kraftigt signal at sende til borgerne og en ansvarlig holdning for Parlamentet. Dette er hele formålet med vores ændringsforslag. I modsat fald, hvornår vil vi da opleve en vin uden druer og smør uden fløde?

Hr. formand, mine damer og herrer, generelt tillægger man jo chokoladen den virkning, at den giver øjeblikke fyldt med lykke og bringer mennesket i ligevægt. Chokoladedirektivet danner i Europa-Parlamentet og Den Europæiske Union en meget stor undtagelse, det er et tema, der vækker ærgrelse og udløser følelser, som man i dag har kunnet overbevise sig om. Hr. Maaten talte om lidelsernes vej, ja, det må man sige. Den skal nu have en ende. Og så er sagen jo egentlig helt enkel. Man taler altid om, hvad der kunne komme. Vi har på det fælles indre marked i Europa to chokolademarkeder. For at sige det klart endnu en gang findes der allerede chokolade, som indeholder de omstridte 5% andre vegetabilske fedtstoffer, og lande, hvor det er forbudt at tilsætte disse fedtstoffer med undtagelse af kakaosmør. For dem, der er på markedet, det vil sige også for forbrugerne, hersker der uklarhed og retsusikkerhed på dette marked. Det skal ophøre! Det går ikke, hr. Lannoye, mod de multinationale selskabers interesser eller med dem. Jeg har talt med mellemstore virksomheder. De bliver lykkelige, når dette direktiv omsider træder i kraft! Hvad Parlamentets krav angår, så har Parlamentet krævet en mærkning. Mærkningen er fastsat, adskilt fra listen over ingredienser. Det er jo et krav, vi altid har stillet. Parlamentet har krævet, at der kommer en påvisningsprocedure. ISPRA har gjort opmærksom på, at en sådan påvisningsprocedure findes. Vi kontrollerer heller ikke økologiske æbler på markedet, men dér, hvor de produceres. Så kan det også ske i forbindelse med chokolade. Spørgsmålet om indvirkningen på udviklingslandene har naturligvis altid spillet en stor rolle i debatten. Der foreligger et åbent brev, hvor der tales om, at chokoladedirektivet bliver det sidste søm i ligkisten for de 11 millioner mennesker i Vestafrika. En sådan forvanskning af virkeligheden og emotionalisering af debatten anser jeg for at være helt uansvarlig! Det er da klart, at vi har krævet listen, for den kommer fra udviklingslandene. Det er da til at forudse, at der her skabes yderligere fordele for udviklingslandene. Jeg er glad for, at den fælles holdning fik flertal. Lad os give forbrugeren mulighed for at vælge og det indre marked for chokolade en større mangfoldighed i enheden med retssikkerhed, idet vi forkaster ændringsforslagene og stemmer for den fælles holdning.

Hr. formand, kære kolleger, den fælles holdning med hensyn til chokoladedirektivet vedrører - og jeg citerer i den anledning ordret chokoladeindustriens lobby - et direktiv, som skaber et virkeligt harmoniseret marked for chokoladevarer, idet de nationale chokoladetraditioner holdes i ære, som tilbyder forbrugerne fuldstændig information, og som sikrer udviklingslandenes interesser. Forholder det sig nu også sådan? Jeg begynder med information til forbrugerne. Kommissionen har selv indrømmet, at der ikke findes nogen effektiv analysemetode. Der er en fejlmargen på 2%. Ved 5% er det endda 50% mere. Det forekommer mig at være uacceptabelt. Desuden er kontrollen afhængig af, hvilken slags chokolade det er, og hvilken information producenten ønsker at give. Vi tager ikke os selv, og frem for alt forbrugerne, alvorligt ved at indføre et direktiv, som vi ikke kan kontrollere effektivt. Hvad angår den tredje verdens interesser, foruroliger det mig virkelig, at både tilhængerne og modstanderne af den fælles holdning konstant anfører dette argument. Den ene part siger, at det er godt for tredjeverdenslande, og den anden part siger, at mere end én million landmænd i Vestafrika vil lide under det. Hvordan forholder det sig nu, og hvordan vil det forholde sig i fremtiden? Er det så for meget forlangt, at dette i forvejen skal checkes og kontrolleres, og at man skal undersøge, hvordan dette direktiv vil påvirke f.eks. eksporten og den bæredygtige udvikling af kakaoproducerende lande? Til sidst, kære kolleger, kan jeg ikke lade være med at sige følgende: I tide og utide siges det, at Parlamentet ikke må acceptere noget som helst ændringsforslag, fordi dette ømtålelige kompromis ellers sættes på spil. Hvis det forholder sig sådan, og hvis det er et argument, så foreslår jeg, at vi slutter nu. Enhver fælles holdning er altid en ømtålelig balance mellem nationale interesser, økologiske betingelser og sociale vurderinger. Europa-Parlamentet må også i denne sag spille en rolle og sørge for, at den fælles holdning ændres på en række punkter og bliver et direktiv, som er godt for forbrugerne og den tredje verden.

Hr. formand, én af glæderne ved at tilbringe nogen tid i Belgien og Frankrig er fornøjelsen ved disse landes chokolade. Den er vidunderlig, men millioner af mennesker i Europa kan også godt lide den britiske. Der er ingen af dem, der tager skade af det. Hvad der end er i den, er de tilfredse med at kalde produktet for chokolade. Det er en fornærmelse mod os at lege semantiske lege med definitionen af dette ord. De borgere, vi repræsenterer, er ikke idioter. De kan kende forskel på de forskellige slags chokolade, og de skal have lov til at bestemme selv. Jeg er ikke i tvivl om, at dette kompromis vil bidrage til en samlet vækst på markedet. De barske kendsgerninger er, at ingen af os, hverken belgiere, franskmænd eller briter, giver kakaofarmerne en rimelig pris for deres arbejde, og kontrasten mellem vores nydelse af dette luksusprodukt og deres fattigdom er skammelig.

Hr. formand, i dette spørgsmål repræsenterer jeg en minoritet af medlemmerne i GUE/NGL-gruppen. Jeg mener, at der egentlig ikke er brug for dette direktiv, at det er unødvendigt. Jeg mener, at det er helt i orden at have forskellige regler for chokolade i de forskellige medlemslande. På dette område er der ikke brug for harmonisering på EU-niveau, men man kan beholde det tidligere system. Hvis man nu skal harmonisere, hvilket Ministerrådet åbenbart har bestemt sig for, mener jeg, at det er bedre at tillade et indhold på op til 5% andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør. Så kan man fortsat beholde begge typer af chokolade og selv vælge afhængigt af personlig smag eller national tradition, hvilken type man vil købe. Alternativet, at forbyde andre vegetabilske fedtstoffer, indebærer, at man forbyder en lang række chokoladeprodukter, som folk kan lide og er vant til at spise. Jeg synes, at det er helt unødvendigt i dette tilfælde. Det er dog vigtigt, at chokoladen er tydeligt mærket, hvilket jeg synes, at der er taget højde for i forslaget i og med, at man som forbruger kan vælge, hvilke produkter man reelt vil købe og spise. Det er heller ikke sikkert, at den tredje verden som helhed har gavn af, at man forbyder tilsætning af andre vegetabilske fedtstoffer. Dels vil det være til skade for andre tropiske fedtstoffer som f.eks. sheasmør, hvilket vil ramme visse lande. Dels vil det samlede marked for chokoladeprodukter sandsynligvis blive reduceret og dermed måske også forbruget af kakaosmør. Min konklusion er, at jeg helst ser, at man beholder den gamle ordning med forskellige regler i forskellige lande. Når det nu ikke kan være sådan, synes jeg imidlertid, at den fælles holdning er acceptabel.

Hr. formand, på mange måder synes jeg, at vi er ved at ende med et godt kompromis om kakao- og chokoladevaredirektivet, ikke mindst takket være Poul Lannoyes indsats. Jeg kan godt støtte, at mærkningen skal være tydelig. Det betyder ordentlig oplysning for forbrugerne, og eftersom en række lande hidtil kun har kendt til chokolade, hvor man bruger kakaosmør som vegetabilsk fedtstof, kan det for forbrugerne i disse lande være relevant at få at vide, at man har benyttet et andet vegetabilsk fedtstof. Derimod mener jeg ikke, at man hverken kan eller bør antyde, at chokolade, som f.eks. benytter sheanødder som vegetabilsk fedtstof, skulle være af en ringere kvalitet end chokolade, hvor fedtstoffet er kakaosmør. Det er der absolut ingen objektive kriterier for, og Rådet overlader det med rette til forbrugerne at dømme om kvaliteten. Vi må ikke glemme, at sheanødder udgør et lige så vigtigt livsgrundlag for de lande, som eksporterer dem, som kakao udgør for de kakaoeksporterende lande. Derfor bør en kommende undersøgelse af indvirkningen af dette direktiv på udviklingslandenes eksport også både omfatte kakao og sheanødder. Det, som for mig er det allervigtigste spørgsmål, er, at det vegetabilske fedt i chokolade hverken må modificeres ved hjælp af enzymatiske eller genetiske ændringer. Et sådant forbud er den eneste måde, hvorpå vi kan give udviklingslandene en sikkerhed for, at de fortsat overhovedet kan eksportere de varer, de producerer på naturlig vis.

Hr. formand, fru kommissær, vi ved, at man bliver euforisk af chokolade fremstillet af rent kakaosmør. Det er ikke tilfældet med dette direktiv, som vi absolut intet behov har for. Det er bestemt heller ikke tilfældet med den chokolade, der i smug er tilført vegetabilske fedtstoffer, der er anbefalet af Rådet, der desværre ikke har fulgt Parlamentets henstillinger ved førstebehandlingen. Der kan i øvrigt siges meget om holdningen hos visse delegationer i Rådet. Forbrugerne har i dag fået nok af at blive snydt. Hvad foreslår Rådet for at bøde på dette? En forskræmt oplysning, svær at læse og gemt på bagsiden af emballagen. Det er ikke, hvad vi beder om. Forbrugerne kan ikke vælge uden at have en viden om sagen. Vi ønsker en klar og tydelig oplysning på emballagens forside. Det er, hvad vi i Europa-Parlamentet opnåede ved førstebehandlingen. Vi ved, at omkostningerne ved de fedtstoffer, der kan erstatte kakaoen, er langt lavere. Det er grunden til, at storindustrien er positivt indstillet. "Hele tiden billigere", er det EU's slogan? Pyt med forbrugerne i dag og deres smag, og pyt med den offentlige opinion, der kræver stadig større gennemsigtighed! Hvem kan i dag påstå at være i stand til at kontrollere de berygtede 5% vegetabilske fedtstoffer, der vil erstatte det rene kakaosmør. Ingen. Hvad gør vi så? Vi kan heldigvis have tillid til vores SMV, der producerer chokolade, da disse vil arbejde med en kvalitetsmærkning. Det kræver forbrugerne. Og lad os frem for alt støtte vores ordfører, hr. Lannoye.

Mange tak, fru Grossetête.

Ærede medlemmer, før vi går videre, tillad mig, at jeg på alles vegne byder velkommen til hr. Herman De Croo, formand for Repræsentanternes Hus i Belgiens parlament, ligesom til en delegation fra Det Rådgivende Føderale Udvalg for Europæiske Spørgsmål, som hr. Herman De Croo er formand for. Jeg vil her ikke undlade at minde om, hvor godt og stabilt forholdet har været mellem Europa-Parlamentet og parlamentet i Belgien, der takket være det engagement, som det overvejende flertal af vores belgiske kolleger har vist for den europæiske sag, altid har været mere end blot et godt forhold mellem naboer, hvilket de fleste jo kan udvise. Op til regeringskonferencen og på baggrund af den virksomhed, som arbejdsgruppen omkring det europæiske menneskerettighedscharter udfolder, kan vi kun ønske, at forholdet mellem Belgiens parlament og vores eget vedblivende må være så eksemplarisk. Vi vil alle bestræbe os på, at hr. Herman De Croos og hans kollegers besøg skal blive særdeles vellykket.

Hr. formand, hr. De Croo, kære kolleger, efter 25 års debat er vi nu igen samlet for at diskutere chokoladen, en betegnelse så herlig og dog et meget polemisk spørgsmål. Det er et spørgsmål om harmonisering og smag og næsten om kultur. Kort sagt skaber chokoladen grupperinger, og opdelingerne er ikke hverken ideologiske eller nationale, hvad nogle måske kunne tro. Er der f.eks. noget ideologisk i at forsvare de kakaoproducerende lande? Vi er her inde på det etiske område. Set fra et beskæftigelsesmæssigt synspunkt taler vi om, at millioner af familier lever af kakaoproduktionen. Vi er formelt forpligtede over for disse personer. Hvorfor da denne forsinkelse? 65 måneder for at gennemføre en undersøgelse af dette direktivs indvirkning er tilstrækkeligt til at forårsage uoprettelige skader på disse landes eksportstruktur. Denne indvirkning bør være kendt på forhånd, det er indlysende. Skal der i øvrigt ske en harmonisering, skal den for forbrugerne, der i højere grad end nogen sinde før stiller krav til det, de spiser, og som i øvrigt ikke har krævet noget og strengt taget ikke har noget at vinde i denne sag, efter min mening som minimum bestå i ikke at anvende betegnelsen kvalitet eller nogen som helst anden rosende benævnelse på andet end den chokolade, der er af 100% kakao, den ægte chokolade. Enhver anden form for harmonisering vil sænke niveauet, og det er et EU, som forbrugerne ikke ønsker.