Datasets:

bowphs

/

europarl_parallel

like 0

Hr. formand, med iværksættelsen af Interreg III går den europæiske samarbejdspolitik ind i en ny fase. Det er ikke længere kun de indre grænser, der er centrum for vores opmærksomhed, men også de ydre grænser. I forbindelse med globaliseringen og den kulturelle åbenhed, der kendetegner den nuværende situation, har Den Europæiske Union brug for nogle instrumenter, som giver den mulighed for at styrke sine forbindelser med og informationskanaler til grænseområderne, navnlig i Øst- og Sydeuropa. Unionens grænser må ikke længere hindre den harmoniske udvikling, men skal tværtimod være en mulighed og en bro, der kan gøre samarbejdet mere frugtbart. Med de ændringsforslag, der blev vedtaget i udvalget, har Parlamentet forsøgt at supplere Kommissionens arbejde ved at medtage nogle nye elementer på listen over støtteberettigede områder, navnlig til fordel for Sydeuropas ydre grænser og søgrænser. I sit forslag til retningslinjerne erkender Kommissionen nemlig, at disse grænser kræver en større opmærksomhed end tidligere på grund af udvidelsen med østlandene og den større integration med Middelhavslandene. Som også formand Prodi mindede om, da han gjorde rede for de strategiske mål for 2000-2005, er det en prioritet for EU, at der igen bliver sat gang i Barcelona-processen, og Interreg III-initiativet kan bidrage til, at vi når dette strategiske mål. Vi glæder os over det glimrende arbejde, ordføreren har udført, og håber blot, at Kommissionen tager behørigt højde for Parlamentets forslag og således overholder de forpligtelser, den har indgået i forbindelse med adfærdskodeksen om strukturpolitikker, samt at den med de nødvendige ændringer bekræfter, at dette EU-initiativ ikke længere er et rent internt fordelingsinstrument, men en mulighed for at fremme og give nyt liv til forbindelserne med nabolandene.

Hr. formand, fra i år og indtil 2006 står der ca. 200 milliarder euro til rådighed for strukturfondene, men kun 5 3/4% er reserveret til fællesskabsinitiativerne Interreg, Leader, Urban og Equal. Det er en reduktion på 3 3/4% i forhold til de hidtidige fællesskabsinitiativer. Der er ikke fastsat mere end 2,8 milliarder euro til Equal, hvilket den velovervejede betænkning af Stenzel understreger. Så meget mere forbavsende er det store antal ændringsforslag og den alt for lange ønskeliste over mulige opgaver. Hvordan skal der prioriteres her? Der er enighed i forbindelse med princippet: Udelukkelse, forskelsbehandling og uligheder mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet skal fjernes. Tværnationale strategier skal give dårligt stillede grupper adgang til beskæftigelse. Jeg har ingen forståelse for forslag, der igen går ind for KFB'er. Disse Kontorer for Faglig Bistand var jo genstand for den heftigste og mest berettigede kritik i forbindelse med den hidtidige Kommissions arbejde. Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender var imidlertid korresponderende udvalg ved analysen af betydelige mangler og undladt kontrol i forbindelse med Leonardo. Kommissionen kan altså heller ikke fritages fra direkte ansvar og kontrol i forbindelse med Equal. Den kan kun godkende medlemsstaternes forslag, hvis de opfylder alle forudsætninger: for det første integrationsarbejdet på grundlag af sektorbestemte og geografiske udviklingspartnerskaber, hvor der skal tages hensyn til de beskæftigelsespolitiske retningslinjer. For det andet den systematiske integration af de berørte aktører: de lokale, regionale og nationale myndigheder, uddannelsesinstitutionerne, universiteterne, ngo'erne, arbejdsmarkedets parter og den private sektor med henblik på et bæredygtigt partnerskab. For det tredje sikringen af metoder og modellers entydigt innovative karakter. Kommissionen skal altså forpligtes til strategiske rammer for støtte til arbejdsevne og arbejdskvalitet, til vurdering af resultaterne og effektiv kommunikation i forbindelse med best practices. Først da kan den ønskede multiplikatoreffekt opnås.

Hr. formand, jeg vil gerne referere til Kommissionens forslag til den budgetkonto, der skal fremme den fælles landbrugspolitik. Den 26. oktober 1999 vedtog Kommissionen et forslag, der skulle sikre, at den budgetkonto, der informerede offentligheden om den fælles landbrugspolitik, fik et retsgrundlag. Dette forslag vil fjerne den nuværende budgetkonto B2-5122 og oprette en ny konto B1-382. Initiativer, der fremmer forståelsen mellem unge landbrugere og EU, og som skaber stærkere bånd til ansøgerlandene og tredjelande, er vigtige. Derfor har jeg stillet disse ændringsforslag til Europa-Parlamentet om, at det skal give støtte til bidrag fra sådanne programmer. I betragtning af nødvendigheden af at opmuntre unge landbrugere til at fortsætte i landbruget er det af vital betydning, at de er velunderrettede om udviklingen inden for den fælles landbrugspolitik. At oplære og uddanne unge landmænd på europæisk niveau er af vital betydning. Jeg vil anmode Dem om at støtte, at en del af det til rådighed værende budget skal koncentreres om udvikling af viden hos unge europæiske landbrugere. Med hensyn til information og uddannelse har denne budgetkonto tidligere været beregnet til information, kommunikation og uddannelse. Men Kommissionen foreslår nu, at uddannelse ikke mere skal være med. Jeg føler, at uddannelse bør være med, når der gives relevant information på europæisk niveau om den fælles landbrugspolitik. En sådan europæisk uddannelse er et element, der sikrer, at unge landbrugere har den nødvendige viden om den fælles landbrugspolitik, der vil sætte dem i stand til at træffe fornuftige forretningsmæssige beslutninger i fremtiden. Derfor har jeg stillet disse tre ændringsforslag. Jeg opfordrer Europa-Parlamentet til at støtte dem.

Hr. formand, jeg tager ordet for med min kommunalpolitiske erfaring at give udtryk for, at det er hensigtsmæssigt, ja rent ud sagt nødvendigt, at projekterne under Urban-programmet tager udgangspunkt i tre ting: for det første at støtte saneringen af infrastrukturer og historiske bydele, som er gamle og måske ødelagte. For det andet at begunstige og stimulere den økonomiske aktivitet og det sociale liv i disse historiske bydele, i disse rester af gammel by. Vi ville ikke have særlig megen glæde af nogle gader, som nu måske var pragtfuldt belyst, med nye fortove, med fast flisebelægning, måske kalkede og smukke, hvis vi ikke kan fylde dem med aktivitet og dermed beskæftigelse. Og jeg skal sige, at det ikke drejer sig om finansiering eller støtte til de forskellige sociale aktører, men om også at rette opmærksomheden mod beskæftigelsen, når der skal udvælges valgbare projekter, eller, hvilket er det samme, projekter, som tilsigter at skabe, fremme og tilskynde til beskæftigelse. For det tredje - og måske skulle det siges, at det er det vigtigste - skal projekterne især være rettet imod en samlet rehabilitering af mennesker og familier, for mennesket er ikke skabt af hensyn til retten, men retten er skabt af hensyn til mennesket. I disse områder af vores byer, lever der ofte familier med én forælder, gamle mennesker, som modtager pension og ikke længere er produktive, og familier i vanskelige situationer med splittelse og opløsning. De bor i områder, der skulle kunne drage nytte af disse projekter. Hvis vi med udgangspunkt i disse tre ting opnår det, mener jeg, at disse familier, disse mennesker, disse europæiske borgere vil have større tiltro til Europa, og det er efter min mening meget vigtigt, for byerne bliver mere og mere vigtige for det europæiske liv.

Hr. formand, hr. kommissær, det er i dag meget tydeligt, at det bliver stadig sværere for landbruget alene at fastholde befolkningen i landdistrikterne, navnlig de unge. Den nylige offentliggørelse af den sjette periodiske beretning om de europæiske regioner illustrerer netop dét, eftersom den viser, at de 25 mest landbrugsorienterede regioner i EU er dem, der har den højeste arbejdsløshed, hvortil kommer deres traditionelle problemer med en stadig ældre befolkning og med ørkendannelse. Det er på denne baggrund, at Kommissionen efterhånden, men desværre for langsomt, er begyndt at igangsætte initiativer, som på sigt skal afbalancere eller supplere den fælles landbrugsordning, så den får en bredere rækkevidde i forhold til landdistrikternes ressourcer, der skal mobiliseres gennem indkomst- og beskæftigelsesfremmende initiativer og investeringer til gavn for befolkningen, både landmændene og de andre samfundsgrupper. Det gælder den politik til udvikling af landdistrikterne, der for nylig er sat i gang med reformen af Agenda 2000, og ikke mindst fællesskabsinitiativet Leader indledt med Leader I og II i 1991 og 1994 og nu videreført med Leader+. Jeg vil derfor gerne fremhæve tre punkter: det første er, at det er afgørende, at udvælgelsen af de lokale aktionsgrupper, der er ansvarlige for projekternes organisering og implementering, ikke bliver politiseret, men bliver foretaget udelukkende på grundlag af projekternes lødighed og med fortrinsstilling for dem, der har størst deltagelse fra anden side end fra stat og kommune, der heller ikke under nogen omstændigheder bør udgøre mere end 50% af det lokale partnerskab i LAG; det andet punkt er, at Kommissionens oprindelige formulering bør fastholdes, hvad angår samarbejdet mellem LAG og tilsvarende organisationer i lande uden for EU - punkt 18 - og ikke den restriktive version fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, lavet uden Parlamentets medvirken. Derfor har jeg fremlagt et ændringsforslag til dette formål, som Landbrugsudvalget har vedtaget, og som jeg håber, forsamlingen også vil vedtage; for det tredje vil jeg gerne gøre opmærksom på, at Leader efter år 2006 ikke mere blot bør være et fællesskabsinitiativ af pilotkarakter, men bør blive en integreret del af den fælles landbrugspolitiks udvikling af landdistrikterne, den fælles politik, der efter min mening i stedet bør komme til at hedde "den fælles politik for landbrug, regioner og landdistrikter". Jeg vil også gerne lykønske hr. Procacci med det fremragende arbejde, som han har fremlagt.

Hr. formand, før det bliver mine kolleger og gode venner, Franz Fischler og Anna Diamantopoulous, tur til at tale - eftersom vi, alle tre ansvarlige for disse fire fællesskabsinitiativer, har været heldige at kunne deltage lige opmærksomt i denne forhandling - vil jeg gerne bestræbe mig på at tegne et billede af Urban og Interreg, som mange blandt Dem har henledt opmærksomheden på og talt om. Jeg vil med det samme takke udvalgenes ordførere, fra alle udvalg, men også talerne fra de forskellige grupper, og hver og en af Dem, for den høje kvalitet og den store interesse De har udvist i forbindelse med Deres indlæg om disse to initiativer. Dette gælder ikke mindst det, som fru Arlene McCarthy har sagt om Urban-projektet. Jeg vil gerne takke hende, ikke blot for hendes arbejde og den betænkning, hun har fremlagt, men også, og nu er det min tur til at sige det, for det vi skylder hende, for det De skylder hende for dette initiativ, ligesom vi i al almindelighed skylder Parlamentet tak. Jeg skal ikke glemme, at det faktisk er Europa-Parlamentet, der politisk har besluttet og ønsket at fastholde dette initiativ til revitalisering af kriseramte byområder og til fordel for en bæredygtig byudvikling, hvilket samtidig omfatter brug af denne integrerede metode, som vi benytter os af for på en gang at behandle både økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter. Andre punkter, som vi kan være enige om, og som understreges i betænkningen af fru Arlene McCarthy, er effektiviteten af dette instrument gennem en koncentreret økonomisk indsats og en kritisk masse for interventioner, den horisontale mekanisme, som vi mener er bedre egnet til at udbrede resultaterne og højne erfaringsudveksling og god praksis, og endelig, den voksende rolle som de lokale myndigheder spiller i planlægningen og i ledelsen af programmerne, på grundlag af et reelt partnerskab. Efter at have opridset de grundlæggende lighedspunkter mellem Kommissionens og Parlamentets forslag, og efter at have understreget den store interesse, hvormed jeg har lyttet til de forskellige indlæg, vil jeg gerne svare på den kritik og de forslag, der er fremkommet, idet jeg på forhånd undskylder, at jeg ikke kan henvise til hver enkelt taler personligt. Jeg tror dog, at de vil kunne genkende sig selv. Jeg vil starte med Urban-programmet og det loft på 50 byer, som nogle af Dem har kaldt tilfældigt. Jeg forstår jeres bekymring. Således har jeg bedt mine tjenestegrene om at være klar til at overveje en rimelig forøgelse af antallet af byer, der bliver støtteberettigede under Urban-programmet, mod visse garantier, først og fremmest med hensyn til befolkningsantallet - jeg tænker især på indsatsområder, der skal tælle minimum 20.000 indbyggere og, i særlige tilfælde, 10.000 indbyggere - men også med hensyn til den kritiske finansielle masse. Vi bliver nødt til at holde os på 500 euro pr. indbygger, for at EU's indsats på én gang skal blive effektiv og mærkbar, og for at den ikke skal blive det rene blændværk, der hverken kan mærkes af borgerne eller kommunerne. Dette var mit første svar på spørgsmålet om et loft for antallet af støtteberettigede. Hvad angår et andet spørgsmål, der går på at overveje nogle supplerende kriterier til udvælgelse af betrængte områder, er jeg også her rede til at udvise større smidighed og i tillæg til de Fællesskabskriterier, der er fastlagt i punkt 11 i udkast til retningslinjer, overveje andre passende kriterier. Et tredje punkt går på, at vi burde fastlægge specifikke aktioner til fordel for visse sociale grupper - hvilket flere blandt Dem har gjort opmærksom på i Deres indlæg - bl.a. kvinderne, men også indvandrerne og flygtningene. Denne tanke, mine damer og herrer, er selve kernen i vores Urban-initiativ, og om nødvendigt er jeg rede til en eventuel omskrivning af teksten, der vil få dette budskab til at fremstå endnu klarere. Med hensyn til Urban vil jeg gerne slutte af med iværksættelsesprocedurerne og først og fremmest nævne udvælgelsesproceduren. Visse har ønsket, at den blev mindre bureaukratisk, mere gennemskuelig, og at den ville undgå overlapning, hvad angår projekter og finansiering. På dette punkt, mine damer og herrer, må vi være enige. Inden for rammerne af nærhedsprincippet hører udvælgelsen af områder eller kommuner, der er støtteberettigede under Urban, først og fremmest til medlemsstaternes ansvarsområder. Kommissionen er for sit vedkommende rede til at undgå enhver form for uberettiget bureaukratisk overbelastning, men vi kan ikke frasige os - hvilket De i øvrigt nok ville være de første til at bebrejde os - at undersøge relevansen og kvaliteten af de programmer, der forelægges os. En anden bemærkning med hensyn til indleveringsfristerne for programmerne og muligheden for at fremlægge et tillæg til programmeringen sammen med programmerne. Jeg har ingen indvendinger imod denne idé med at fremlægge et tillæg til programmeringen sammen med det oprindelige program. Men dette betyder ikke en forlængelse af den oprindelige frist. Jeg gør opmærksom på, at den er på seks måneder for dette program. Denne frist, som i øvrigt er identisk med den, vi har fastlagt for Interreg og for de samlede programmeringsdokumenter fra mål 2, burde normalt være tilstrækkelig, mener jeg, til at opstille et program, hvilket ikke forhindrer projekterne i at blive defineret på et senere tidspunkt. En sidste bemærkning om Urban. Der er blevet fremsat et ønske om, at det bymæssige aspekt ikke indskrænker sig til blot at omfatte Urban. Jeg er helt enig heri. Jeg har selv til Rådet (egnsudvikling og byudvikling) nævnt min interesse i - og sagen er mig meget magtpåliggende - at det bymæssige aspekt, i SPD, i EFSR, og i de programmeringsforhandlinger som vi påbegynder, er at finde uden for Urban, i de samlede programmer fra mål 1 og mål 2. Og jeg mener at kunne sige, at både vores årvågenhed, men også vores udlægning af dette bymæssige aspekt uden for Urban, kan ses i strukturfondenes samlede programmering. Men hvad angår fremtiden, for vi må se fremad, er jeg overordentligt interesseret i at se, hvordan Urban-projektet helt konkret kommer til at fungere, og i at se, hvilke erfaringer eller hvilken lære vi kan drage af projektet, for dette bymæssige aspekt er tilsyneladende kernen i det, der i de kommende finansielle overslag kan blive en ny europæisk egnsudviklingspolitik. Jeg glemmer ikke, og vi må ikke glemme, at 80% af de europæiske borgere i dag bor i byen, hvilket gør dette Urban-instrument så utroligt vigtigt. Jeg siger og gentager, at vi vil være opmærksomme på tilstedeværelsen af det bymæssige aspekt i strukturfondenes samlede programmering. Hr. formand, jeg vil nu gå over til Interreg, og som jeg takkede fru Arlene McCarthy, vil jeg gerne takke Deres ordfører, hr. Francis Decourrière, for kvaliteten og relevansen af det arbejde, han har udført. Han har fremhævet flere punkter, som vi gerne vil erklære os enige i, ligesom også mange af Dem har gjort det. Vigtigheden af dette transeuropæiske samarbejde, med dets opdeling i grænseoverskridende, transnationalt og interregionalt samarbejde, Interregs værdiforøgelse af Fællesskabet, programmets synlighed i forhold til strukturfondenes aktiviteter i almindelighed, og styrkelsen af de egentligt grænseoverskridende og transnationale programmer og støtteberettigede aktiviteter. Vigtigheden af fælles strukturer, det jeg i forbindelse med en anden forhandling, der starter i dag, nemlig regeringskonferencen, har kaldt den europæiske fællesånd, som må styrkes, netop ved hjælp af Interreg, og hvordan vi takket være Interreg kan styrke den fælles ånd gennem fælles strukturer for med en ægte økonomisk solidaritet at kunne iværksætte programmerne. Vigtigheden af partnerskabet som en garanti for aktiv deltagelse af samtlige implicerede lokale og regionale myndigheder, samt af sammenslutninger i privatsektoren og socioøkonomiske partnere. Oven på disse generelle bemærkninger vil jeg gerne koncentrere mit indlæg om Interreg mod de mest centrale bemærkninger i Deres indlæg. De første er forbundet med arbejdsplanen og med indholdet af dette initiativ. De siger, at disse retningslinjer er vedtaget for sent, og især Deres ordfører har understreget risikoen for en afbrydelse af de foregående programmer. Det er rigtigt, det indrømmer jeg, og De kender udmærket de bagvedliggende grunde, mine damer og herrer. Vedtagelsen af retningslinjerne for Interreg i marts-april 2000 er blevet forsinket. Jeg erkender det, og jeg tager det, ligesom De, til efterretning. Jeg kan imidlertid bemærke, at medlemsstaterne og regionerne allerede aktivt forbereder Interreg III-programmerne, og udkastet til retningslinjer er desuden blevet udsendt for mere end tre måneder siden. Jeg kan samtidig bemærke, at dækningen af udgifterne fastslås fra datoen for fremlæggelsen af programmerne, og jeg bekræfter muligheden for tilbagevirkning indtil den 1. januar, hvis programmet er fremlagt før den 30. april. Det var alt for den første bemærkning. Den anden bemærkning drejer sig om den ikkeudtømmende liste over støtteberettigede tiltag under del B. Jeg kan fortælle Dem og bekræfte over for Dem, at jeg har anmodet Kommissionen om at acceptere tilføjelsen af andre specifikke emner, især til fordel for små og mellemstore virksomheder eller for kulturarven, til listen over støtteberettigede aktioner under del B og således ikke længere betragte denne liste som udtømmende. Tredje bemærkning angår det interregionale samarbejde og vigtigheden af del C. Kommissionen er enig i Parlamentets udtalelser om vigtigheden af denne del C, om det interregionale samarbejde. Efter anmodning fra Deres ordfører vil jeg videregive detaljerede oplysninger om iværksættelsesprocedurerne for denne del. Fjerde bemærkning omhandler observationsorganet og det eventuelle behov for et kontor for faglig bistand. Efter Deres anmodning har jeg besluttet at slette enhver reference i teksten til faglig bistand ved et sådant kontor, idet jeg afventer afslutningen på den igangværende forhandling i Kommissionen om udliciteringssystemer for tjenestegrene. Men, mine damer og herrer, hvis vi sletter enhver reference og på et senere tidspunkt enhver mulighed for at gøre brug af et Kontor for Faglig Bistand, må konsekvensen være en forøgelse af antallet af visse funktionærstillinger til udførelsen af dette arbejde, for nogen skal jo gøre det, og jeg kan ikke blive ved med at trække på det samme personale, samtidig med at vores opgaver vokser i takt med Ispa og med interessen for en bedre, det vil sige strengere og mere gennemskuelig, kontrol med EU's bevillinger, som jeg har ansvaret for, ofte i partnerskab eller i samarbejde med medlemsstaterne. Med hensyn til iværksættelsen af Interreg, et emne som mange af Dem har berørt, og til den eventuelle støtteberettigelse under del A, "Grænseoverskridende samarbejde", for aktioner i Adriaterhavet, for Sicilien eller for områderne i den yderste periferi, mine damer og herrer, så forstår Kommissionen Deres bekymring og hører Deres anmodninger om disse forskellige punkter. Jeg har derfor til hensigt at ændre i retningslinjerne for at indsætte en specifik prioritet, nemlig "Integreret Samarbejde mellem Kystregioner og Øregioner", i den transnationale del B, for på passende vis, synes jeg, at dække de forskellige samarbejdsmuligheder mellem disse regioner. Dette er et første forslag, til hvilket føjer sig et andet, som vi allerede nu har forelagt medlemsstaterne, nemlig en større økonomisk fleksibilitet mellem del A og del B. Takket være især det første af disse to forslag kan jeg sige, at Kommissionen er villig til at undersøge forholdene i de italienske regioner og i regioner i tredjelande omkring Adriaterhavet for at fremme det mest hensigtsmæssige samarbejde inden for Interreg, også ved brugen af andre instrumenter, når disse bliver tilgængelige. Endelig har jeg besluttet, at regionerne i den yderste periferi, som jeg er særligt knyttet til, får en specifik prioritet i den transnationale del af Interreg i form af en samarbejdsstrategi, der skal forbedre forholdet til deres naboer og regionerne i de andre medlemslande. Jeg vil samtidig udtrykke mine ønsker om et godt samarbejde mellem Interreg og EUF, især for Caribien og det Indiske Ocean. Alt dette burde gøre os i stand til, uden om bevillingerne i mål 1 og med dem, at befæste stillingen som "aktiv unionsgrænse". Jeg holder fast og gør dette politiske mål til mit eget, således at Unionens syv regioner i den yderste periferi bliver aktive grænseregioner for Unionen, selvom, og netop fordi, de er fjerntliggende og beliggende i andre verdensdele, hvor vi skal gøre vores indflydelse og aktioner gældende. Et andet punkt er samordningen mellem Interreg, Phare, Tacis og Meda. Det er korrekt, at vi også på dette punkt, har nogle reelle juridiske problemer, hvilket jeg blankt indrømmer. Jeg ønsker ikke at bagatellisere problemerne, men vi gør løbende fremskridt inden for samarbejdet med ansøgerlandene under del A, selvom de problemer, der er knyttet til ledelsesprocedurer og projekternes størrelse, fortsat består. Kommissionen bør forfølge denne kurs. Det vil jeg personligt stå inde for. Det første møde i Det Blandede Udvalg for Phare og fællesskabsinitiativet finder sted i februar måned, hvor man vil planlægge dette samarbejde, og jeg forsikrer Dem om, at mine kolleger Verheugen, Patten, Poul Nielson og jeg selv nøje vil følge mødet og stå til rådighed i den forbindelsen. Endelig siger det sig selv med hensyn til den faglige bistand, som Deres ordfører og flere andre blandt Dem har bemærket, at Kommissionen følger bestemmelserne i artikel 23 i den generelle forordning om faglig bistand, hvis det vel at mærke drejer sig om bistand opfattet som et brugbart instrument i den overordnede strukturpolitik. Dog skal enhver form for faglig bistand, der kan påberåbe sig en vis forbindelse til et fællesskabsinitiativ, ifølge den generelle forordning tilbydes i henhold til artikel 20, og ikke i henhold til artikel 23. Dette vil sige, at det loft på 0,25%, som er fastlagt i artikel 23, ikke gælder denne form for faglig bistand. Jeg finder det meget vigtigt, mine damer og herrer, at vi trods alt i en atmosfære af stringens og gennemskuelighed bevarer visse finansielle dele til afklaring af alt, hvad der berører erfaringsudveksling, information (ikke propaganda) og indførelsen af net, der sikrer en god viderekommunikation af den mest hensigtsmæssige praksis inden for Unionen. Hr. formand, mine damer og herrer. Min konklusion på Interreg er, at alle disse fællesskabsinitiativer, som jeg er ansvarlig for, opfylder et reelt behov, og alt, hvad der er blevet sagt i Parlamentet i dag, er et bevis herfor. De er samtidig forløbere for en egentlig europæisk egnsudviklingspolitik inden for rammerne af vores udvidede Union. Kommissionen tillægger altså, som De selv, dette program den allerstørste betydning. Jeg stiller mig til Deres disposition for, når tiden er inde, at forelægge Dem det seneste programmeringsregnskab, som De har anmodet om, men også for at holde Dem løbende informeret om iværksættelsen af disse initiativer i løbet af den nye programperiode. Idet jeg endnu en gang takker Dem hver især, og i særdeleshed Arlene McCarthy og Francis Decourrière, vil jeg lige tilføje om de to initiativer, at de befinder sig inden for en økonomisk ramme, som er alle bekendt. Blot 700 millioner euro til Urban, hvilket dog er bedre end ingenting. Og 4,8 milliarder euro til Interreg. Vi manøvrerer altså inden for denne ramme, og ikke uden for. Jeg vil gerne udtrykke den store interesse, vi har næret for denne konstruktive dialog med Parlamentet og dets udvalg omkring disse to initiativer, og det lys, de vil kaste over fremtidige strategiske og politiske overvejelser omkring egnsudvikling, og over kommende finansielle overslag. Det jeg netop har sagt, mine damer og herrer, beviser, at Kommissionen er besluttet på at rette sig efter denne dialog.

Fru formand, ærede parlamentsmedlemmer, mine damer og herrer, først vil jeg gerne takke hr. Procacci for den betænkning, han har udarbejdet. Men dernæst vil jeg også gerne takke de forskellige involverede udvalg og Parlamentet for den omfattende støtte, som de har vist initiativet Leader+. Dette initiativ skal give landdistrikterne nye impulser for at udvikle og afprøve nye og originale tiltag, tiltag, som så senere bør indføres i generelle programmer som model. Det glæder mig også, at Parlamentet overvejende støtter Kommissionens opfattelse af, at Leader+ skal anvendes i alle landdistrikter, at der skal indføres overordnede prioriteringer, og at det især er det aktive samarbejde og sammenkoblingen af landdistrikter, der skal fremmes. Jeg konstaterer tilmed, at Parlamentet deler Kommissionens opfattelse, ifølge hvilken gennemførelsen af Leader+ skal have fortrinsret i form af globaltilskud. For at komme ind på nogle af de spørgsmål, som er blevet stillet her, kan jeg også bekræfte, at vi ønsker at få et partnerskab og en deltagelse i Leader+, der er så vidtgående som mulig. De forskellige grupper, hvad enten det er miljøorganisationer eller grupper, som har beskæftigelse som deres anliggende, får mulighed for at deltage ved udarbejdelsen af Kommissionens retningslinjer. Og der vil heller ikke stå færre, men derimod flere midler til rådighed end i den løbende periode. Jeg vil også gerne minde om, at det ikke er nyt, at vi etablerer et observationsorgan. Dette observationsorgan har også allerede været der ved Leader I og Leader II. Dette organ har udelukkende til formål netop at holde gang i forbindelsen mellem de enkelte Leader-grupper. Finansieringen af observationsorganet må ikke overstige 2% af Leader-midlerne. Hvad angår muligheden for projekter, der har kurser og uddannelse som indhold, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at det netop er et punkt, som vi nu har integreret i den nye politik vedrørende udvikling af landdistrikter, således at det efter vores mening ikke længere er nødvendigt at gøre dette inden for rammerne af Leader. Nu til indholdet i betænkningen. I punkt 14 opfordrer Parlamentet Kommissionen til omgående at aflevere en rapport om evalueringen af Leader II. Jeg vil blot gøre Dem opmærksom på, at det på nuværende tidspunkt ikke giver særlig megen mening, fordi midlerne stadigvæk - og det gælder indtil slutningen af 2001 - kan afregnes efter Leader II. Derfor mener vi, at det er mere fornuftigt først at gennemføre denne evaluering efter programmets afslutning. Selvfølgelig vil vi gøre det og også lade Dem få en rapport herom. I punkt 18 foreslår Parlamentet, at der udgives et kompendium med eksempler på vellykkede initiativer. Til det kan jeg kun sige, at det er der allerede. Det er allerede blevet udarbejdet af Kommissionen, og jeg kan stille det til rådighed for ethvert interesseret medlem i Parlamentet. I punkt 21 understreger Parlamentet, at retningslinjerne vedrørende Leader+ skal vedtages hurtigt nu, således at programmerne kan starte. Denne holdning kan jeg kun dele fuldt ud. Så snart udtalelsen er vedtaget her i Parlamentet, fremlægges retningslinjerne for Leader+ på ny for STAR-udvalget, således at medlemsstaterne kan bekræfte deres foreløbige godkendelse fra 14. november. Jeg går ud fra, at Kommissionen så kan vedtage den endelige udgave af retningslinjerne i marts/april. Og så snart dette er offentliggjort i EF-Tidende, er der kun de måneder, nemlig seks måneder, tilbage til at indgive Leader+-programmer. Jeg mener, at det er vigtigt at påpege én ting: Udgifter inden for rammerne af Leader+ er støtteberettigede fra det tidspunkt, hvor Kommissionens program foreligger. Ved de programmer, som indgives inden den 30. april i år, er der også mulighed for med tilbagevirkende kraft at fastsætte den 1. januar som starten på den støtteberettigede periode. Til sidst under punkt 20 indeholder beslutningsforslaget syv konkrete ændringsforslag til retningslinjerne. Efter indgående undersøgelse kan jeg sige Dem, at ændringsforslagene 2, 4, 5 og 7 er acceptable for Kommissionen og godkendes. Ændringsforslag 6 overtages ligeledes delvist, fordi det bekræftes, at fristen for godkendelse af programmerne inden for rammerne af Leader+ højst udgør fem måneder. Ændringsforslag 1 er efter vores mening blevet ugyldigt i mellemtiden, fordi dette punkt allerede blev omformuleret i overensstemmelse med Parlamentet i tilslutning til forhandlingerne med repræsentanter for medlemsstaterne i STAR-udvalget. Derfor er der kun ændringsforslag 3 tilbage. Kommissionen kan kun tilslutte sig dette ændringsforslag, for det svarer jo præcist til det, som Kommissionen selv foreslog oprindeligt. Jeg må dog tilføje, at samarbejdet mellem vores aktionsgrupper og lign. grupper i tredjelande er gået for vidt for medlemsstaterne. Det har derfor ført til en ændring i udvalget, men Kommissionen vil på ny tage højde for Parlamentets anliggende i den reviderede udgave og forelægge retningslinjerne sådan. Den vil også fortsat kæmpe for, at det bliver acceptabelt for medlemsstaterne. Kort til de 13 ændringsforslag, som blev fremsat. Her er der kun tre, som Kommissionen ikke kan acceptere, nemlig ændringsforslag 3, 12 og 13. Alle andre kan den enten acceptere fuldstændig eller i overensstemmelse med meningen.

Fru formand, ærede medlemmer, mine damer og herrer, det er en enestående begivenhed, at vi i denne tid kan forhandle Equal-initiativet i Europa-Parlamentet. Den senere tid og på grund af den politiske udvikling i Østrig hersker der i Europa en stigende og voksende politisk uro. Der fremkommer politiske erklæringer og foregår en politisk dialog. Det er værd at betone, at såvel Parlamentet som Kommissionen kan fremvise specifikke politikker. Specifikke forslag såvel til lovgivning som til handlingsprogrammer til bekæmpelse af forskelsbehandling og til opbygningen af frie og retfærdige samfund. Jeg vil derfor kort omtale pakken mod forskelsbehandling og beder ved samme lejlighed de respektive ansvarlige udvalg i Parlamentet om at udnævne deres ordførere, så vi så hurtigt som muligt kan udvikle pakken mod forskelsbehandling. Jeg kommer nu til Equal-initiativet, som jo baserer sig på artikel 13. Equal-initiativet angår alle former for forskelsbehandling på basis af artikel 13, det vil sige bekæmpelse af forskelsbehandling på baggrund af køn, race, alder og handicap. Jeg vil især gerne gratulere fru Stenzel, idet hendes arbejde med at opnå enighed om Equal-initiativet er overordentligt vanskeligt og kompliceret, dels fordi det involverer udvalg, som anskuer det fra forskellige synsvinkler, dels fordi det også er et yderst ømtåleligt politisk spørgsmål. Den første bemærkning, som mange af mine kolleger har givet udtryk for, er, om der skal være en særlig omtale af kvinderne. Jeg er enig i, at der i artikel 13 står noget, som vi er uenige om, men således er traktaten i øjeblikket. Blandt de forskellige kategorier af forskelsbehandling fremstilles på lige fod også den forskelsbehandling, der er baseret på køn. Derfor er Equal-initiativet struktureret sådan, som det er, på basis af traktaten, sådan som den ser ud i dag. Men jeg vil gerne erindre om, at der findes en særlig akse i beskæftigelsesstrategien for kvinder, og at der forberedes et særligt program, nemlig det femte program til ligestilling mellem mænd og kvinder. Jeg har kategoriseret de spørgsmål, som parlamentsmedlemmerne har berørt, i fire grupper. For det første udvidelsen af de tematiske enheder. Der findes fire tematiske enheder lige som også inden for beskæftigelsesstrategien: Beskæftigelsesevnen, erhvervsevnen, tilpasningsevnen og de lige muligheder. Og vi er enige i at udvide disse tematiske enheder i overensstemmelse med de forslag, som er blevet fremsat af Europa-Parlamentet. Til bekymringen om, at der er fare for, at et land ophober alle pengene i en af de kategorier, hvor der foregår forskelsbehandling, vil jeg sige, at det tydeligt er formuleret i initiativet, at medlemsstaterne skal indlevere en tematisk kategori for hver af de grupper, hvor der foregår forskelsbehandling. Det andet spørgsmål er smidigheden og forenklingen. Jeg er enig med fru Leinen i, at sproget i initiativet virkeligt er meget tungt og svært at forstå. Derfor arbejder tjenesterne også allerede med at revidere teksten, at gøre dens struktur mere enkel og sproget mere forståeligt. Angående spørgsmålet om smidighed foreslår vi, at der foregår en udviklingsmedvirken og et samarbejde både på geografisk niveau, hvor forskellige slags grupper skal samarbejde i et specifikt geografisk område for at bekæmpe forskelsbehandlingen på arbejdsområdet, og på tematisk niveau, hvor der f.eks. inden for et specifikt økonomisk område kan foregå samarbejde. På det felt vil der være en bred smidighedsmargen for medlemsstaterne, så de kan tilpasse disse udviklingsarbejder til deres særlige forhold. Det er naturligvis en forudsætning, at medlemsstaterne samarbejder indbyrdes, og at vi har et netværk til at udveksle erfaringer med. Endelig vil jeg nævne den tekniske bistand. Vi stræber efter, at der skal være fire kategorier, som der skal findes bevillinger til. For det første skal forberedelserne finansieres, for det andet anvendelsen, for det tredje det internationale samarbejde, så vi kan udveksle erfaringer, og for det fjerde den tekniske bistand. Eftersom der har været vist stor interesse for og bekymring over, hvordan den tekniske bistand skal ydes, må vi påpege, at der vil blive anvendt udenlandske bureauer. Det er ikke muligt, sådan som hr. Barnier nævnte, at hele det arbejde, som indtil i dag er blevet varetaget af udenlandske medarbejdere, bliver lavet af Kommissionens ansatte. Målet er på nationalt og på europæisk plan, at der findes store aktionsgrupper, som vil blive udbudt. Der skal udarbejdes en fuldstændig beskrivelse af det arbejde, som der skal søges udenlandsk bistand til, og en fuldstændig beskrivelse af det produkt, som vi forventer af hvert enkelt tekniske bureau, så det bliver muligt at følge og evaluere dette arbejde. Jeg vil gerne understrege, at det er overordentligt vigtigt at fremme dette specifikke initiativ så hurtigt som muligt både på grund af politiske omstændigheder, men også fordi vi mener, at det er vigtigt, at det bliver påbegyndt, sådan som vi havde planlagt, så vi kan være helt klar i slutningen af år 2000.

Tak, fru kommissær. Jeg vil videreformidle deres ønske om en hurtig udnævnelse af ordførere i de nævnte sager til mine kolleger i Præsidiet og til de kompetente udvalg. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet hævet kl.20.40) INDHOLD MØDET MANDAG DEN 14. FEBRUAR 2000 1 Genoptagelse af sessionen 1 Godkendelse af protokollen fra foregående møde 1 Arbejdsplan 3 Bæredygtig byudvikling - Udvikling af landdistrikter - Equal-initiativet 5

Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.

Hr. formand, i protokollen fra i går er der naturligvis opført de indlæg, som vedrører en såkaldt "Strasbourg-erklæring", der forsøger at involvere Europa-Parlamentet i nogle betragtninger, som bogstaveligt talt ville medføre den konklusion, at dette medlem af Europa-Parlamentet er nazist. Erklæringen - der som sagt involverer Europa-Parlamentet, selvom en sådan erklæring ikke blev afgivet over for Europa-Parlamentet - er en absolut utilstedelig manipulation. Jeg takker formanden, fru Fontaine, som allerede i går fremførte sin holdning ved at afvise Parlamentets involvering. Hr. formand, ud over at det baskiske nationalistparti PNV, Eusko Alkartasuna og Baskerlandets demokratiske regering i denne erklæring beskyldes for at være nazister, selvom de har en holdning, som i et andet tilfælde, nemlig Irlands, endog har fortjent en Nobelpris, fornærmes repræsentanter for europæiske borgere - som i mit eget tilfælde, hvor jeg repræsenterer en del af det galiciske samfund - idet det siges, at vi er farligere end nazismen, og man fornærmer ubestrideligt demokratiske formationer, som har årtiers historie på bagen, i et utilstedeligt vanvid, som jeg hermed tillader mig at fordømme. Under alle omstændigheder anmoder jeg om, at vores ord bliver hørt, for man kan ikke på denne vis involvere Europa-Parlamentet i et vanvid, som jeg klart betragter som utilstedeligt.

Tak for Deres afklaring, hr. Nogueira. Jeg minder om, at spørgsmål i forbindelse med protokollen bør henvises til protokollen. Under alle omstændigheder vil jeg af hensyn til de kolleger, som ikke kender formandens holdning, læse hendes officielle meddelelse op, således at den også fremgår af protokollen for i dag: "Den 17. februar modtog Nicole Fontaine, der er formand for Europa-Parlamentet, på deres egen anmodning repræsentanterne for Forum Ermua. De spanske næstformænd for Europa-Parlamentet var til stede. Efter dette møde forelagde repræsentanterne for dette forum en tekst med titlen "Strasbourg-erklæring", som formanden præciserer, at hun på ingen måde kan stå inde for. Strasbourg, den 17. februar". Dermed tror jeg, at denne sag er uddebateret.

Hr. formand, jeg anmoder om en rettelse i protokollen vedrørende afstemningen om ændringsforslag 5 til betænkning af Swoboda. Jeg beder Dem notere, at Michel Raymond, Jean Saint-Josse og jeg selv stemte imod dette ændringsforslag.

Det vil blive taget til efterretning og opført i protokollen.

Hr. formand, det drejer sig ikke direkte om protokollen, men om en meddelelse, som er kommet i dag, om at Formandskonferencen, som er åben for medlemmerne, og som var planlagt til den 23. februar, er blevet aflyst. Vi bør gøre os nogle principielle overvejelser om, hvorvidt det overhovedet tjener noget formål at afholde dette møde i denne form. Jeg har på fornemmelsen, at det er endnu en pligtforestilling, som vi her gennemfører endnu en gang. Det, vi får at vide på disse møder, kan vi lige så godt læse i avisen. Det kommer der mere ud af, og jeg kan ikke lide, at de forskellige udvalgs dagsordener, som i forvejen er overfyldte, gang på gang må kortes ned for at få plads til den slags shows. Jeg opfordrer altså til, at vi overvejer, om ikke vi helt skulle afskaffe det, én gang for alle.

Hr. Bösch, jeg har taget Deres bemærkning til efterretning, men det står klart, at afholdelse af denne form for Formandskonferencer, som er åbne for alle medlemmer, har rod i en opfordring fra medlemmerne selv, idet de ønskede at kunne deltage i nogle af dem. Vi burde sikkert være mere selektive. Under alle omstændigheder vil Præsidiet overveje Deres forslag. (Protokollen godkendtes)

Hr. formand, vi anmoder om, at den sidste sætning i ændringsforslag 2, hvor der står "opfordrer ligeledes medlemsstaterne til at fremme ældreturismen", bliver fremskudt og medtaget i punkt 25, der særligt omhandler social turisme, efter sætningen "turismen for grupper og foreninger". Det forekommer os at være en rigtigere og mere hensigtsmæssig placering.

I henhold til forretningsordenen kan 12 medlemmer gøre indsigelse. (Flere end 12 medlemmer gjorde indsigelse mod behandling af det mundtlige ændringsforslag) Der er ikke grundlag for behandling af den mundtlige forespørgsel. (Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARINGER

Hr. formand, jeg har undladt at stemme i forbindelse med hr. Vicecontes udmærkede betænkning, selvom betænkningen indeholder fremragende tanker, og selvom Bayern, som jeg repræsenterer, er et af Den Europæiske Unions mest attraktive turistområder. Jeg vil gerne invitere Dem til så ofte som muligt at komme på ferie i Bayern og i nabolandet Østrig. Men uafhængigt af det ville jeg sige, at jeg ikke bryder mig om den centralistiske tendens i Kommissionens meddelelse. Jeg tror, at vi netop inden for turistpolitikken har brug for mere decentralisering, mere regionalisme, og mindre bureaukratisk centralistisk formynderi. Derfor bør vi ikke glide ind i en centralistisk EU-turistpolitik.

Hr. formand, et af grundprincipperne for samarbejde i Den Europæiske Union er subsidiaritetsprincippet. Det er på høje tid, at dette princip bliver værdsat, og at der udarbejdes et system, som medfører, at EU's kompetenceområder bliver tydeligere. EU kritiseres ofte for - og denne kritik er til en vis grad berettiget - at man spreder sig over alt for mange områder. Et sådan område er turismen, som af natur er meget national. Måden, som politikken på turistområdet skal drives på, bør derfor i al væsentlighed være national, regional og lokal. Turisme er en vigtig beskæftigelsesfaktor og kan som sådan spille en vis rolle, når det gælder EU's støtte til økonomisk svage regioner. Selv med hensyn til dette skal samarbejdet dog ske i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Turisme kan også have en negativ indvirkning på miljøet. Derfor bør der udarbejdes en strategi for at mindske de negative effekter. Det kan og bør imidlertid ske inden for rammerne af miljøpolitikken. I betænkningen beklager man, at der mangler et retsgrundlag for turismepolitikken. Vi svenske kristdemokrater synes ikke, at et sådant grundlag skal findes, da vi mener, at det er et emne, som EU i meget ringe grad skal beskæftige sig med.

Turisme er en væsentlig kilde til mellemfolkelig forståelse og en vigtig del af arbejdsmarkedet, der bør fremmes og tilskyndes. Det er af uvurderlig betydning, at folk i Europa såvel som resten af verden får mulighed for at opleve hinandens måder at indrette livet og samfundet på. Turismepolitik er imidlertid ikke noget, der bør planlægges og bestemmes af Europa-Parlamentet eller EU i det hele taget. Derfor stemmer jeg imod forslaget.

Hr. formand, før forhandlingen begynder, vil jeg som italiensk parlamentsmedlem - og jeg tror, at jeg taler på alle de italienske parlamentsmedlemmers vegne - blot kritisere den tyske kanslers holdning i går. Han blandede sig i interne italienske anliggender og truede med et europæisk indgreb, såfremt nyfascistiske koalitioner skulle få regeringsmagten. Heldigvis greb den italienske regering og den italienske præsident ind - hvilket Italiens ambassadør i Tyskland også vil gøre i dag - og opfordrede den tyske kansler til ikke at blande sig i interne italienske anliggender, eftersom der ikke er nogen nyfascistiske koalitioner, der har ansøgt om regeringsmagten. Vi vil gerne takke den italienske præsident, regeringen og alle de politiske kræfter, der har grebet ind, og også her fra Parlamentet vil vi gerne opfordre den tyske kansler til ikke at blande sig i interne italienske anliggender.

Hr. Tajani vil indrømme, at det er en smule vanskeligt at forstå, hvordan hans indlæg skulle have forbindelse med forretningsordenen, men jeg forstår hans politiske holdning. Vi går videre med den egentlige forhandling. Jeg giver straks ordet til hr. Monti på vegne af Kommissionen.

Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel (B5-0010/2000) af Hatzidakis for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om europæiske posttjenester.

Hr. formand, Kommissionens forslag om en yderligere gradvis og kontrolleret åbning af postmarkedet for konkurrence er hovedsagelig forsinket på grund af tjenestegrenenes omlægning, omfordelingen af ansvarsområder inden for Kommissionen og nødvendigheden af, at det nye kommissærkollegium tager disse spørgsmål op til overvejelse igen. Hvad angår Parlamentets forskellige beslutninger om postsektoren, har min kollega, kommissær Bolkestein, allerede svaret på de vigtigste bemærkninger under de høringer, som Parlamentet arrangerede sidste år. Med hensyn til høringen af Parlamentet vil kommissær Bolkestein desuden mødes med Parlamentets Udvalg om Regionalpolitik, Transport og Turisme på næste mandag. Undersøgelserne blev fremsendt til dette udvalg i september 1999 samt til de parlamentsmedlemmer, der bad om dem, og de står under alle omstændigheder stadig til rådighed. Disse undersøgelser kan ligeledes ses på Kommissionens hjemmeside på Internettet. Jeg er sikker på, at kommissær Bolkestein vil være meget opmærksom på alle Parlamentets betragtninger. Hr. formand, Kommissionen er af den faste overbevisning, at det er nødvendigt med et nyt forslag om en yderligere udvikling af postsektoren. Fremlæggelsen af et forslag er desuden en juridisk pligt. Jeg kan bekræfte, at kommissær Bolkestein er fast besluttet på at fremlægge et sådant forslag for Kommissionen, for herefter at videresende det til Parlamentet og Rådet inden udgangen af årets første kvartal. Den dato, der er fastlagt for iværksættelsen af næste fase, nemlig den 1. januar 2003, er stadig Kommissionens målsætning. I forslaget vil der blive taget højde for de foretagne undersøgelser, og navnlig for nødvendigheden af at sikre posttjenesternes universelle karakter, udviklingen af effektiv forbrugerbeskyttelse, indførelsen af et gunstigt klima for nye arbejdspladser og løsningen på konkurrencespørgsmålene. Med henblik på en yderligere modernisering og forbedring af posttjenesterne i hele EU ved hjælp af de nye teknologier vil også markedsåbningens rolle bliver undersøgt, når det gælder de potentielle fordele for industrien som helhed. Når forslaget bliver fremlagt, vil der være taget højde for de synspunkter, som medlemsstaterne, Parlamentet, brugerne, udbyderne af universelle tjenester, deres konkurrenter og andre berørte parter, som er blevet omhyggeligt hørt, har givet udtryk for. Formålet er at sikre, at det indre marked for posttjenester fungerer tilfredsstillende, hvilket er i forbrugernes og hele EU's virksomheders interesse.

Hr. formand, postsektoren er fortsat et område, hvor gamle, forældede monopoler stadig eksisterer i mangel på alt, hvad konkurrence indebærer. I mangel på en på dette område handlekraftig Kommission har dette kunne fortsætte alt for længe. På alle andre områder ville EU's konkurrencemyndighed have grebet ind, men ikke her. I 18 måneder har vi forgæves ventet på et forslag fra Kommissionen. Det spørgsmål, som jeg gerne vil have svar på fra Kommissionen i dag, er: Hvornår får vi et nyt og moderne postsystem, som kan træde i kraft i hele EU? Et af EU's vigtigste principper er jo netop, at vi har et fælles indre marked. Det arbejder vi netop i øjeblikket intensivt på at udvide til at omfatte stadig flere medlemslande. Dette stiller krav til effektivitet, og effektivitet forudsætter konkurrence. På flere og flere områder gælder kravene om uddelegering og liberalisering. EU går ofte i spidsen for dette. Kommissionen styrer virkelig udviklingen på eksemplarisk vis. Kommissionen gør dette, fordi vi har lang erfaring med, at dette gamle monopol ikke lever op til de krav om velfungerende service, som et moderne samfund stiller. Den gør det også for at kunne følge med i den tekniske udvikling. Derudover gør Kommissionen det for at kunne sænke priserne - alt i forvisning om, at man lettere opnår dette på et frit og konkurrencepræget marked. Sådan er det på en række forskellige områder - desværre hidtil med postvirksomhed som en meget stor undtagelse. Det kan jo næppe skyldes, at kunderne er tilfredse. Alle ved, at kritikken mod prisstigninger og forsinket postlevering er et permanent emne til diskussion. Hvis vi virkelig vil have et velfungerende indre marked, kan vi ikke blive ved med at undgå postvirksomhed. Et antal lande er gået foran, når det drejer sig om at åbne for en fri konkurrence i postsektoren. Holland, Finland og Sverige er kommet længst med dette. Disse lande har i løbet af 1990'erne vist, at man opnår mange fordele. For Sveriges vedkommende er dette desuden en udvikling, som skridt for skridt er sket med stor politisk enighed. Det er vigtigt, at denne udvikling fortsætter og får den nødvendige stimulans. Erfaringen er nemlig, at gamle monopoler ikke lever op til de krav om velfungerende service, som vi som kunder har ret til at stille. Forud for denne debat blev et brev fra fortalerne for fortsat monopol sendt ud. De beskriver Sverige som et advarende eksempel. Det kan man måske gøre i en række forskellige sammenhænge, men ikke lige med hensyn til dette. I en rundsendelse blev det påstået, at prisen på et frimærke skulle være steget 59% siden liberaliseringen i 1993. Det er rigtigt, hvis man kun ser dette i forhold til de 20% af det totale postmarked, hvor der i praksis stadig forekommer monopol, det vil sige dér, hvor staten stadig er den eneste aktør. For 80% af markedet, hvor der er fri konkurrence, er priserne faldet. Det viser, at konkurrence faktisk fungerer. Min konklusion bliver: Sørg for, at der også bliver konkurrence for de sidste 20%! Det er på denne baggrund, at stadig flere efterlyser ... (Hr. Markov afbrød taleren) Jeg troede, at jeg havde ordet. Vi kan muligvis debattere dette lidt senere. Jeg kan dog konstatere, at det faktisk er præcis, som jeg siger, nemlig at prisen er faldet på de områder, hvor vi har konkurrence, mens prisen er steget, hvor vi har monopol. Sådan fungerer det næsten altid. Det er derfor, at jeg i dag efterlyser en Kommission, som kan tage de nødvendige initiativer og sørge for, at der bliver en fungerende konkurrence, med hensyn til postsektoren.

Hr. Markov, De vil få nogle minutter om fem eller seks minutter. Jeg vil være Dem taknemmelig, hvis De vil lade være med at afbryde Deres kolleger.

Hr. formand, der er et mysterium. Hvad er der sket med direktivet om posttjenester, som blev vedtaget den 15. december 1997? Kommissionen har været tavs som graven i den mellemliggende periode. Jeg beklager, at det er kommissær Monti, der er til stede i dag. Jeg holder meget af ham. Han er en af de mest flittige og hårdtarbejdende kommissærer. Jeg må med skam melde, at jeg ikke kan sige det samme om visse af hans kolleger. Der er i denne periode ikke rigtigt sket fremskridt med hensyn til direktivet om posttjenester. Kommissær Monti sagde, at dette til dels skyldtes tilrettelægningen og omfordelingen af pligter. Det er først foregået for nylig. Den gamle Kommission havde over et år til at arbejde på dette. Vi er virkelig ikke nået ret langt. Men da kommissær Monti er her, vil jeg gerne bede ham tage en besked med tilbage til kommissær Bolkestein, så han får at vide, hvad direktivet om posttjenester handlede om. Det handlede om en gradvis liberalisering, det handlede om en garanteret befordringspligt til en fornuftig pris, det handlede om adresserede reklameforsendelser og grænseoverskridende post inden for tjenester, der er omfattet af eneret. Disse var grundlæggende spørgsmål i betænkningen, og de bør være grundlæggende i diverse direktiver fremover. Posttjenesterne er her ikke kun ved juletid. De er her hele tiden. I det område i Skotland, jeg kommer fra, er posttjenesten meget mere end blot en posttjeneste. Den knytter samfundene sammen. Den fungerer som bustjeneste. Den har også en social funktion. Den er læge. Hvis vi lader posttjenesten privatisere, mister vi alt dette og mange af vores lokalsamfund - vi stemte tidligere om turisme - mister turisthandlen. Vi isolerer dem. Posttjenesterne er vigtige. Den besked skal med tilbage herfra i dag. Kommissionen skal lytte til den.

Hr. formand, vi er tilgængere af liberaliseringen af posttjenesterne i Unionen. Det skal for det første betyde, at kunderne får en bedre service. Det er formålet, og det skal også være den endelige målsætning. Liberaliseringen er startet, fordi man var skeptisk over for posttjenesternes struktur og værdien af et monopol. Er et monopol fleksibelt nok på et marked, hvor kundernes krav ændrer sig meget hurtigt, og hvor der endvidere hurtigt kan opstå en anden markedssituation, fordi man f.eks. gør meget mere brug af elektroniske informationsbærere? Spørgsmålet er, hvilket krav vi eventuelt kan stille til et monopol eller en del af en tjeneste, som styres af et monopol. De fleste medlemsstater står stadigvæk i bremsen, og jeg er glad for at kunne konstatere, at den nye regering i mit land endelig har gjort noget ved det, som skulle være gjort for længe siden. Endvidere at den belgiske posttjeneste og den belgiske regering nu træffer foranstaltninger for at sørge for, at posttjenesten i 2003 delvis er klar til at klare sig over for konkurrencen. Som nyt parlamentsmedlem forsøger jeg at sætte mig ind i sagen, og jeg må ærligt talt sige, at det har jeg problemer med. Der er nogle undersøgelser, som i sin tid blev udført for Kommissionen, men samtidig er der arbejder fra Post-Europe, som siger, at disse undersøgelser ikke passer, og at det grundlag, som de er udført på, er forkert. Jeg mener, at Kommissionen på dette punkt kunne have været mere aktiv og givet os mere information, og at de kunne have givet os de undersøgelser, som de har lovet. For så vidt jeg ved, er det stadigvæk ikke sket. Jeg anmoder derfor Dem, hr. kommissær, om at hjælpe mig som nyt medlem med min opgave. Ligesom hr. Miller sætter jeg pris på, hvis De i de kommende måneder, uger eller endda dage informerer os om, hvordan situationen er omkring gennemførelsen af direktivet af 1997. Nu til mit andet punkt. Hvordan ser det ud med de universelle tjensteydelser, hvor meget koster de, hvordan hænger det sammen, hvordan organiserer De det, og hvilke forslag har De? Det vil jeg gerne have mere konkret information om. Posttjenesterne er åbenbart en meget stærke lobby, og det er også berettiget. Der er hundrede tusinder af mennesker, som arbejder for posttjenesterne. Desuden - hr. Miller pegede netop på det - går jorden ikke under i mit land, ligegyldigt hvor tæt befolket det er, hvis postbudet ikke mere kommer forbi. Men der er mange mennesker hos os, ældre mennesker f.eks., som kun ser ét menneske om dagen, og det er postbudet. Det skal vi også tage hensyn til, for posttjenesterne er mere end kun ombringning af breve og pakker. Posttjenesterne er endvidere vigtige for virksomhederne. Af en undersøgelse fremgår det, at 90% af posttrafikken finder sted mellem virksomheder og kun 10% mellem personer. Hvad vil De egentlig liberalisere? Det vil jeg gerne have mere information om, for det vigtigste spørgsmål er, hvordan kunderne kan få en bedre service med de eksisterende tjenester. Der er posttjenester med monopol, og hvor det går rimeligt godt. De ting skal vi beskytte, og de andre ting skal vi sætte i gabestokken.

Hr. formand, hr. kommissær, jeg hørte her til morgen i fransk landsdækkende radio, at liberaliseringen af postvæsenet i praksis nu kun er et spørgsmål om timer eller dage, og at det er uigenkaldeligt, ligesom det er sket hos vores svenske, hollandske og tyske venner. Det bekymrer os meget, og derfor har vi bedt om denne forhandling i dag. Kommissionen har faktisk forpligtet sig til en universel posttjeneste, og som Europa-Parlamentet gentagne gange har påvist, er posttjenesten i virkeligheden, som nogle af vores kolleger allerede har sagt, en væsentlig faktor for social og regional samhørighed. Jeg vil gerne i denne forbindelse eventuelt spørge vores svenske kollega, hvad han mener om den foretagne undersøgelse, som viser, at i de fjerneste egne af Sverige er posttjenesten rent faktisk blevet dårligere for så vidt angår postomdelingen. Vi vil derfor ikke have en sådan posttjeneste. Den økonomiske interesse i posttjenesten er blevet anerkendt i Amsterdam-traktaten, og vi mener, at den rækker langt videre end postomdelingen. Det er den tjeneste, der er tættest på borgerne, og som vi kalder "offentlig tjeneste". Den gør det muligt at betjene enhver borger i Europa, og dette gode bør blive ved med at høre under Fællesskabets politik. Den Europæiske Unions anerkendelse af en posttjeneste af høj kvalitet for alle er stadig aktuel i dag, og den optager os mere og mere. Derfor anmoder vi i dag om ikke at blive ubehageligt overrasket på mandag i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme. Vi erindrer om, at Parlamentets holdning er blevet klart defineret, og at De Grønne støttede den. I beslutningen af 14. januar 1999 anmodede Europa-Parlamentet Kommissionen om, inden man gik videre med liberaliseringen af denne nøglesektor, som dog berører 1,7 millioner ansatte, at få foretaget undersøgelser af konsekvenserne af en sådan liberalisering. Vi er imidlertid ikke overbevist om, at de tilgængelige undersøgelser giver grundlag for at iværksætte en sådan liberalisering nu, og vi er bekymrede, fordi det er almindelig kendt, at en sådan liberalisering uden konsekvensundersøgelser ville medføre, at tusindvis af arbejdspladser bliver nedlagt, hvilket vi bestemt ikke ønsker. Vi sætter pris på vores offentlige tjeneste, på den universelle tjeneste som posttjenesterne er, for vi ved, at borgerne sætter pris på denne tjeneste, og vi er jo borgernes repræsentanter her i Parlamentet. Kommissionen lovede under høringen af hr. Bolkestein at bevare denne universelle tjeneste i Den Europæiske Union. Jeg vil ikke gentage hans forskellige udtalelser under høringen, for jeg tror, at vi alle har dem i frisk erindring. Vi holder også fast ved, at vi afventer denne egentlige vurdering, inden der tages en endelig beslutning, som fastlagt i direktivet fra 1997 og ændringen hertil. Vi accepterer ikke en dato for liberaliseringen af alle postaktiviteter, så længe Kommissionen ikke har givet garanti for, at den universelle posttjeneste medtages i dette direktiv, og den offentlige posttjeneste vil blive opretholdt i de medlemsstater, der anser denne tjeneste for uundværlig for borgerne.

Hr. formand, jeg kan tilslutte mig den opfattelse, at der ud fra et effektivitetssynspunkt og en analyse af de udbudte serviceydelser i forhold til omkostningerne skal opnås yderligere fremskridt. Men hvorfor dette altid kun skulle kunne opnås under stikordene "privatisering"og "liberalisering", kan selv jeg ikke indse - og jeg er selvstændig erhvervsdrivende! Det er muligt, at man ikke interesserer sig for lige adgangsbetingelser for alle til posttjenesterne, men kun tænker på kapitalforrentningsvilkårene for virksomheder i store agglomerationscentre. Parlamentsmedlemmer bør imidlertid være repræsentanter for alle borgere, og det betyder, at de har pligt til at tænke samfundsøkonomisk og ikke erhvervsøkonomisk. Det betyder helt konkret for posttjenesterne, at for det første må beskæftigelsesspørgmålet prioriteres højest. Jeg har ikke noget imod liberalisering og privatisering, men præmisserne skal være i orden. For det andet må det garanteres, at der ikke sker en forringelse af tjenesteydelserne til borgerne. Eksempler i Tyskland og Sverige viser, at det absolut er en risiko. Hr. Stenmarck, Sverige er det eneste land, hvor priserne efter liberaliseringen er steget markant mere end i alle andre medlemsstater i Den Europæiske Union. Det er en af de effekter, der kan opstå i denne forbindelse. Her må vi træffe forholdsregler til at sikre, at det ikke sker. For det tredje er det nødvendigt at bevare dels den universelle posttjeneste til en overkommelig pris for alle borgere, alle steder, dels en enhedspris for alle medlemsstater, og for det tredje en daglig postudbringning og -afhentning på arbejdsdage. I spørgsmålet om forholdet mellem pris og ydelse i de enkelte vægtklasser for postforsendelser kan man overveje yderligere prisnedsættelser; det siger postvæsenet også selv. Man behøver ikke holde fast ved over 300 gr., og analysen siger i øvrigt, at der skal være sikret et mindstemål på 150 gr., for at det overhovedet skal kunne betale sig. Jeg tror, at diskussionen i dag for så vidt har været rigtig og vigtig, så hr. Bolkestein kan vide, hvordan Parlamentets holdning er, så han kan tage højde for forskellige ting på forhånd.

Hr. formand, direktivet fra 1997, der blev offentliggjort den 21. januar 1998 og var indledningen til en delvis liberalisering af de europæiske posttjenester, fastlagde, at der skulle ske en yderligere revision - for øvrigt på en indviklet måde - da der skulle foreligge et forslag fra Kommissionen inden udgangen af 1998. Derefter skulle det være vedtaget inden den 1. januar 2000 for at træde i kraft inden den 1. januar 2003. For tiden befinder revisionen sig imidlertid på nulpunktet. De første to faser er ikke blevet overholdt, hvilket rent logisk bringer den tredje fase i fare. Første spørgsmål: Var de fastsatte frister ikke under alle omstændigheder for korte? Jo, tilsyneladende. Det er svært at se, hvordan Kommissionen som fastlagt i artikel 7, i direktivet, inden udgangen af 1998 skulle kunne have vurderet virkningerne af en tekst, der trådte i kraft i februar samme år. Endvidere var Kommissionen heller ikke i stand til at forelægge den beretning om, hvordan direktivet er blevet anvendt, den i henhold til artikel 23 skulle forelægge inden den 31. december 2000. Skal man beklage denne forsinkelse? Det mener vi ikke. Hvis Kommissionen var i besiddelse af overbevisende oplysninger, der kunne dokumentere en erfaring, der underbygger, at man skal gå videre med liberaliseringen, er der ingen tvivl om, at den uden tøven ville have fremlagt dem. Europa-Parlamentet, der kæmpede hårdt for, at direktivet fra 1997 skulle være afbalanceret og tage hensyn til den universelle offentlige posttjenestes problemer, er på sin side nærmest tilfreds med, at det kompromis, den dengang opnåede, viser sig at være forsvarligt. Under disse omstændigheder er det forståeligt, at Parlamentet i dag er bekymret og stiller et mundtligt spørgsmål, som opfordrer Kommissionen til at fremsende de endelige og ubestridelige feasibility-undersøgelser, ingen endnu har set noget til. Hvad er egentlig udviklingsscenarierne og de eventuelle risici? Den største risiko er, at Kommissionen uden tilstrækkelig begrundelse ødelægger den nuværende ligevægt ved at foreslå ret hurtigt at gå over til en anden liberaliseringsfase, hvilket i nogle lande ville bringe uligevægt i finansieringen af den universelle posttjeneste og gøre den ukontrollerbar. Efter kompromiset i 1997 kan medlemsstaterne i dag betro offentlige monopoler posttjeneste for breve og genstande, hvor distributionsomkostningerne er under fem gange grundtaksten, eller hvor vægten er under 350 gr. Man skulle for eksempel tro, at Kommissionen kunne foreslå at nedsætte disse grænser til 50 gr. og 2 1/2 gange grundtaksten, som kommissær Bolkestein foreslog det under høringen af ham den 6. september 1999. Denne løsning ville efter vores mening ikke være retfærdig, og Kommissionen har for øvrigt ingen sikre tal til at underbygge det. Vi ved desværre fra topmødet i Seattle, at den ikke behøver et seriøst resultat fra den foregående fase for at foreslå meget hurtigt at gå videre til den næste fase. Andet scenarie, som vi foretrækker: udskydelse af revisionen og opretholdelse af den nuværende situation, indtil vi har en seriøs, detaljeret og objektiv undersøgelse af virkningerne af direktivet fra 1997. Dette siger vi ikke for at beskytte monopoler, som vi allerede kender de skadelige virkninger af, men vi vil være sikre på at kunne kombinere den progressive udvikling i opbygningen og opretholdelsen af de væsentlige principper, som den offentlige tjeneste afspejler. Til sidst vil Gruppen Union for Nationernes Europa stille sig selv det spørgsmål, om tanken om at fastlægge ensartede regler for administrationen af de 15 medlemslandes posttjenester ikke i sig selv ville være forkert. I Frankrig gør den ulige fordeling af befolkningen på et stort område det f.eks. bydende nødvendigt at have en offentlig posttjeneste, der er forpligtet til at omdele post, hvis man vil opretholde lighed for loven og social samhørighed. Andre lande, hvor forholdene er anderledes, kan imidlertid have en anden opfattelse heraf. Efter vores mening bør enhver selv kunne vælge, hvordan de vil organisere sig. Faktisk fastlægges det i artikel 86 i EF-traktaten, tidligere artikel 90, at tjenester af almen økonomisk interesse skal være underlagt konkurrencereglerne i det omfang, anvendelsen af disse regler ikke modarbejder formålet med disse tjenester. Men hvem skal definere dette formål? Hvem trækker grænsen for, hvornår formålet med den offentlige tjeneste overskrides? Vores svar er klart. Det er hverken Kommissionen, Rådet eller Europa-Parlamentet, men befolkningen i hver enkelt medlemsstat, der fører en demokratisk debat. Andre metoder ville være at give ånden i vores institutioner en anden drejning.

Hr. formand, vi er i første fase af tilpasningen af direktiv 97/67/EF om posttjenester, og jeg er bekymret for, at en ny liberaliseringsfase vil resultere i en betydelig nedgang i den ydede offentlige tjeneste. Under høringen af hr. Bolkestein udtrykte min kollega, Véronique Mathieu, et ønske om, at der for hvert nyt fremsat forslag gennemføres konsekvensundersøgelser, for at virkningerne af den planlagte liberalisering bliver kendt, før bestemmelserne vedtages. Hvordan ser det ud i dag? Har vi fået resultatet af en sådan konsekvensundersøgelse? Som De ved, forsvarer Gruppen for Demokratiernes og Mangfoldighedens Europa sammen med andre livet i landområderne, bevarelse af arbejdspladser, den sociale samhørighed i landområderne og styrket samhørighed ved hjælp af en universel offentlig kvalitetstjeneste. Jeg ville gerne med sikkerhed kunne sige, at de eksempler, jeg kan se hver dag i mit eget land, i min meget landlige egn, gør det muligt at uden bekymring at gå over til en ny liberaliseringsfase. Desværre er det ikke sådan, og for tiden, hvor starten på gennemførelsen af EU-direktivet og loven om en 35 timers arbejdsuge, som ganske vist er fransk, falder sammen, men hvor også arbejdstidskriterierne ændres, f.eks. 1.700 genstande i timen, der skal håndteres pr. stilling mod tidligere 1.400, kan man konstatere, at der i landområderne både sker en nedskæring af åbningstiderne, og man truer med at lukke nogle posthuse. Dette er allerede en uacceptabel nedgang i den offentlige tjeneste. Jeg har her lokalavisen fra min egen kommune, og jeg ser heri, at chefen for posthuset informerer befolkningen om, at fra den 3. januar 2000 - hvilket altså er snart - tømmes postkassen sidste gang kl. 15.45 i forhold til som nu kl. 16.30. Det er altså forståeligt, at jeg gruer for en udvidet liberaliseringsfase og de deraf følgende forholdsregler, der vil medføre en ny bølge af egne, der bliver omdannet til forladte områder. Hos os i Frankrig har hver landsby sit eget posthus eller i det mindste sin egen postkasse, der bliver tømt hver dag. Postbudet er ikke kun postomdeler, han er også den eneste samfundsmæssige forbindelse med borgerne. Han kommer også med penge - af og til endog med medicin - og gør det således muligt, at ældre og isolerede borgere kan blive boende i deres eget hjem. Hvis der iværksættes en dårligt styret liberalisering af posttjenesterne, vil flere posthuse blive lukket i den alt for velkendte rentabilitets navn, der ofte er årsag til tilbagegangen i landområderne. Endnu en gang fjerner Europa sig fra sine mest beskedne og sårbare borgere. Man vil sige til dem, at de er dyre uden at sammenligne med andre sociale, politimæssige og sundhedsmæssige tjenester, men også lege- og kulturaktiviteter, man i byerne ikke er meget for at indrømme mangler i landområderne. Enhver må vælge sin egen livsform. Det må imidlertid kunne ske med nogenlunde lige muligheder og behandling. I sportsverdenen siger man: man udskifter ikke et vindende hold. Hvorfor ændre på noget, der er tilfredsstillende? Den universelle tjeneste kan kun bruges til at udføre sociale opgaver, hvis den beholder et monopolområde, der gør det muligt at få ligevægt i budgettet. Vi kan ikke tage ansvaret for en fejltagelse, for vi ved fornuftsmæssigt, at vi ikke kan gå baglæns, og at i tilfælde af uligevægt ved virksomheden, hvad den skal gøre. Den nedlægger arbejdspladser, reducerer servicen og skærer den syge gren af, og vi ved allerede, hvilken gren der vil blive betragtet som syg. Vi får at vide, at vi skal gå fra 350 gr. til 150 gr., endog til 50 gr. Lad gå! Men de 200 gr. i forskel vil blive eftertragtet af adskillige private virksomheder, som således vil være rentable. Så endnu en gang: Hvorfor ikke lade tingene være som de er og lade den offentlige tjeneste være selvfinansierende og sikre de årlige ekstraomkostninger for opgaver af almen interesse, som Frankrig, og i dette tilfælde senator Larcher, har vurderet til 8 milliarder francs? Hvis indtægterne falder, vil opgaver af almen interesse blive gennemgået og begrænset, og det er igen i landområderne, at de værste nedskæringer vil ske. Det forekommer mig, at det således er tid at afvente og især få kendskab til den økonomiske og sociale konsekvens af en liberaliseringsfase, inden man løber risikoen for at bringe uligevægt i en hel afdeling af den universelle offentlige tjeneste, som adskillige af vores medborgere sætter pris på.

Hr. formand, jeg er en af dem, der er enig i, at det er hensigtsmæssigt at regulere denne særlige tjeneste på europæisk plan. Hvis folk frit kan levere tjenesteydelser på tværs af grænserne, er det kun ret og rimeligt, at vi har europæiske regler herfor. I Irland leveres nogle af tjenesteydelserne f.eks. af virksomheder uden for Irland, især engelske virksomheder. Men direktivet er aldrig blevet omsat til national lov. Det er Kommissionens opgave at sikre, at de nationale regeringer tager hensyn til deres retlige forpligtelser i henhold til europæisk lovgivning og omsætter de europæiske direktiver. Det er ikke sket i Irland, selvom der er foregået en vis liberalisering, og regeringen har ikke hindret det. Private postvirksomheder har overtaget en lille del af markedet. Men behovet for fælles lovgivning understreges af, at man i Nederlandene har liberaliseret markedet, det har man ikke i Tyskland, selvom tyske virksomheder, som er beskyttet af national lov, forsøger at vinde markedsandele i Nederlandene. Det er yderligere et eksempel på, hvor vigtigt det er at udarbejde en fælles lovgivning og sikre, at den iværksættes i hele Unionen. Jeg kommer fra et landområde. Jeg støtter princippet om liberalisering og alles ret til at konkurrere, og jeg anerkender de fordele, som den fælles regulering og liberaliseringen har medført i årenes løb. Det har f.eks. gjort det muligt for os at flyve fra de perifere dele af Den Europæiske Union til centrum til en brøkdel af udgiften for 20 år siden. Jeg kan huske, da der kom folk til Parlamentet, som forsøgte at påvirke os ikke at godkende liberaliseringen af nationale hensyn. Vi godkendte den, og resultatet er, at de unge kan rejse og gøre deres uddannelse bredere. De ældre kan, selvom de modtager sociale ydelser, nyde fordelene ved at rejse. Liberaliseringen er derfor kommet en masse problemer til livs på mange områder og har gjort det muligt for mange mennesker at have en højere levestandard. På den anden side er dette ikke et frit marked uden grænser, og kommer man fra et landområde, erkender man, at visse tjenesteydelser på det frie marked hverken kan blive eller bliver ydet. Kommissionen er derfor, ved fremsættelsen af nye forslag, nødt til at huske de tyndt befolkede landområder og ikke indføre noget i lovgivningen, som fratager disse områder muligheden for at modtage disse tjenesteydelser. I mange år, selv før Republikken Irland blev dannet, ydede postkontorerne i landområderne undertiden denne service. I dag er det sandsynligvis den eneste offentlige tjenesteydelse i mange fjerntliggende områder, og folk er bekymrede for, at europæisk lovgivning med tiden vil gøre det svært at fastholde den. Jeg vil gerne understrege, at den eksisterende lovgivning beskytter snarere end truer retten hos borgerne i fjerntliggende områder til at modtage disse tjenesteydelser. Men privatpersoner klager over, at de sociale ydelser udbetales på postkontorerne i Irland. Jeg ønsker, at Kommissionen anerkender, at det er en nødvendig social service. Den bør gå hånd i hånd med posttjenesterne i landområderne. Vi er nødt til at gennemføre det, der insisteres på i direktivet, nemlig at alle har adgang til posttjenesterne.

Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, foruden den utvivlsomt meget vigtige rolle, posttjenesterne spiller for beskæftigelsen, bidrager de også i betydeligt omfang til bestræbelserne på at opnå den eftertragtede samhørighed, som er et grundlæggende mål for Den Europæiske Unions eksistens. Som bekendt skulle Europa-Kommissionen inden udgangen af 1998 have fremlagt nye forslag til ændring af postdirektiv 97/67, hvormed man sikrede en fortsat ydelse af universel posttjeneste og garanterede dens økonomiske bæredygtighed, indførte ordninger for gradvis liberalisering af markedet for posttjenester og foretog en beregning af konsekvenserne for de forskellige involverede parter, herunder arbejdstagerne og kunderne. Til dette formål har Kommissionen fremlagt undersøgelser af omkostningerne forbundet med den universelle posttjeneste, virkningen af liberaliseringen af grænseoverskridende post og reklameforsendelser, virkningen af nedsættelsen af vægt- og prisgrænserne på eneretsområdet, virkningen af liberaliseringen af andre faser af postprocessen end omdeling og en samlet vurdering af undersøgelsernes resultater. Derfor spørger vi os selv og kommissæren - hr. Bolkestein er ganske vist ikke til stede, men hr. Monti er bredt orienteret, så jeg tror, han har en holdning: Burde disse undersøgelser ikke behandle de økonomiske og sociale konsekvenser af de forskellige liberaliseringsscenarier, der er opstillet, for hvert enkelt land, og jeg gentager: hvert enkelt af Den Europæiske Unions medlemslande? Der er jo stor forskel på posttjenesterne i lande som Grækenland, Storbritannien, Holland og Belgien. Hvordan kan den universelle posttjeneste finansieres og fungere tilfredsstillende efter liberaliseringen i et land som mit eget, Grækenland, der er specielt med hensyn til geografiske forhold med de mange små, men beboede øer? Hvordan skal den instans, der får pligt til universel tjeneste, klare sig i mit land efter liberaliseringen af en grænseoverskridende posttjeneste, når den har en procentdel på 25%, og tallet er under 5% i andre lande? Hvordan håndterer man forsendelsens videregivelse fra den nationale posttjeneste til den udenlandske? De hørte, hvad hr. McCartin havde at sige om dette. Der bør ganske givet - på grund af den teknologiske udvikling, der gør denne videregivelse enklere og således mere indbringende - træffes beslutning om en fortsat gradvis og kontrolleret liberalisering med fastsættelse af vægt- og prisbetingelser. Men hvordan skal disse betingelser være? Skal man naivt give de virksomheder, der har frie hænder til at udnytte situationen efter forgodtbefindende, ret til uden videre at omgå vægtbetingelsen, fordi brevenes indhold jo ikke kan kontrolleres? Under alle omstændigheder kræver vi, at Kommissionen spiller med åbne kort og stiller sine forslag, samtidig med at den undersøger hele den forventede udvikling af sagen fra alle sider og for alle medlemsstaters vedkommende. Det siger sig selv, at liberalisering ikke er et mål i sig selv, men kun et middel til at forbedre tjenesterne.

Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, den liberalisering af den klassiske indenlandske posttjeneste, der er stillet os i udsigt, medfører det uundgåelige spørgsmål om, hvad posttjenesterne i fremtiden skal se som deres core business. Med andre ord hvilke målsætninger posttjensterne har, hvad de vil gøre i international sammenhæng, og hvad de ikke mere beskæftiger sig med. Dette spørgsmål skal besvares i lyset af den kendsgerning, at det ældgamle monopol faktisk allerede er udhulet af forskellige kurervirksomheder og den tekniske udvikling, såsom fax og e-mail. På den anden side står beskæftigelsen centralt ved liberaliseringen af posttjenesterne. Erfaringer fra tidligere har i tilstrækkelig grad vist, at lineære aftrædelsesordninger og stimulering af frivillig afsked ofte har uønskede følger. Jeg kan huske, at det belgiske telefonselskab måtte tilbagekalde førtidspensionerede arbejdstagere for at hindre, at alt for megen know how forsvandt fra virksomheden. Diskussionspunktet i liberaliseringen af posttjenesterne bliver utvivlsomt personalereduceringen. Her er det en god idé at gøre sig klart, at opfordringer til frivillig aftrædelse især får de folk til at gå, som allerede arbejder under pres, eller som nemt kan finde andet arbejde. Med andre ord folk, som den pågældende virksomhed selv har brug for. Efter min mening er det velovervejet human resource management, hvis Kommissionen afhjælper disse bekymringer, så liberaliseringen af en sårbar sektor som posttjenesten kan forløbe under så rolige sociale forhold som muligt.

Hr. formand, posttjenester og postkontorer synes at være særdeles aktuelle i Parlamentet for tiden og det med rette i kraft af deres betydning. I sidste uge holdt det nyligt valgte parlamentsmedlem fra Plaid Cymru, det walisiske nationalistparti og De Grønnes sidestykke, sin jomfrutale om dette emne i det britiske parlament i Westminster. Det skotske parlament drøftede også for nylig den særlige rolle, som postkontorerne, især i landområderne, spiller i udbuddet af tjenesteydelser og for landbosamfundenes bæredygtighed. Liberalisering er ikke den eneste mulige trussel for postkontorernes tjenesteydelser. Som vi har hørt, handler postkontorerne i Skotland om langt mere end blot postlevering. De har traditionelt været brugt af regeringer og lokale myndigheder til udbetaling af pension og andre ydelser samt som lokal opkrævningscentral for husleje, lokale skatter osv. Men efterhånden som moderniseringen af de offentlige kreditsystemer i højere grad fører til en elektronisk overførsel af penge til og fra bankkonti, trues de landlige postkontorers levedygtighed. Hvis et postkontor på landet lukker, sædvanligvis med den eneste lokale forretning tilknyttet, kan det udgøre en stor trussel for samfundets bæredygtighed og medføre social indeslutning. I stedet for at lade de enkelte postkontorer blive undergravet af liberaliseringen eller af moderniseringen af systemerne bør regeringerne, og Kommissionen, fremme og støtte det omfattende netværk af postkontorer og se disse som et aktiv, man kan bygge på, som yder information og service til offentligheden fra et sted tæt på borgerne.

Hr. formand, mine damer og herrer, tidligere opfordrede man til demonstrationer ved hjælp af breve og telegrammer, i dag sker det med e-mails og websites. I øvrigt også en hjertelig tak til formanden for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe, hr. Scharping, fordi opfordringen til at deltage i demonstrationerne i Østrig er blevet fjernet fra hans hjemmeside, så voldelige elementer ikke længere opfordres til at rejse til Wien i morgen. Vi kan konstatere, at den elektroniske post og den elektroniske kommunikation inden for erhvervslivet fremover vil få enorm betydning. Her ser jeg også en særlig styrke for det eksisterende postvæsen. Vi ved, at vi i tiden frem til år 2002 vil gå glip af ca. 1,2 millioner arbejdspladser inden for den elektroniske handel, fordi vi ikke har den nødvendige kvalificerede arbejdskraft til dette marked. Jeg tror, at der her ligger et stort aktivitetsområde netop for postvæsenet, med at forberede dets eksisterende personale på denne virkelig interessante udfordring gennem kurser, uddannelse og efteruddannelse. De eksisterende postkontorer på landet har naturligvis også en strategisk fordel, for postvæsenet har et meget tæt distributionsnet i hele Europa. I selv den mindste landsby er der et postkontor, og postvæsenet vil blive benyttet meget mere fremover i forbindelse med den elektroniske handel, fordi mange mennesker vil bestille varer via e-mail og websites, og der skal sendes regninger ud osv. Derfor får også den fysiske afvikling af disse forretninger en voksende betydning. Indsamling, sortering, transport og udbringning får en helt ny betydning. Jeg tror, det gælder om at udnytte denne chance fremover. Det er vores opgave som politikere især at beskytte forbrugernes interesser. Vi ønsker, at vores forbrugere får så meget som muligt for den løn, de får udbetalt. Derfor er lavere priser for forbrugerne inden for posttjenesten en meget vigtig udfordring. Vi bør se på - også med benchmarking - hvad en forbruger i dag betaler for en medarbejder inden for de eksisterende posttjenester, og hvad han betaler for en medarbejder inden for det private område. Denne gennemsigtighed er også meget vigtig for fagforeningerne, for hvilken konkurrence er der mellem en fagforeningsmand, som skal repræsentere sine medarbejdere i en privat virksomhed, og en fagforeningsmand, som skal repræsentere sine medarbejdere inden for postvæsenet? Jeg tror, at det også for fagforeningerne er vigtigt at have samme samfundsøkonomiske og samfundsmæssige rammebetingelser for på en retfærdig og fair måde og i solidaritet med medarbejderne at kunne opnå det bedste for dem. Jeg tror imidlertid også, at det fremover vil blive nødvendige at udforme den universelle tjeneste på en tilsvarende attraktiv måde. Vi bør definere den universelle tjeneste præcist, udstyre den med en opgaveliste og udlicitere den. I landområderne, hvor vi virkelig har grund til at frygte, at udgifterne i forbindelse med opgaverne ikke kan dækkes ind, bør tjenesteydelserne efter min opfattelse bestemmes af en regulator, som så fastsætter retfærdige, anstændige licitationsvilkår, så alle markedskræfter - og dermed selvfølgelig også de eksisterende postinstitutioner - kan deltage i denne konkurrence, og så der til gavn for forbrugeren arbejdes efter en optimal, præstationsorienteret strategi. Jeg tror, vi skal forhindre flere subsidier og være opmærksomme på, at både de private udbydere og forbrugerne får fordele af det nye system.

Hr. formand, hr. kommissær, mine kære kolleger, posttjenesterne bidrager lige som enhver offentlig tjeneste i Europa til den sociale samhørighed i Fællesskabet i henhold til artikel 16 i Amsterdam-traktaten. Ved at garantere en prisregulering, det vil sige en nøjagtig lige ret for borgerne og markedsdeltagerne i forhold til udgifterne til de forskellige tjenester, ved at påtage sig forpligtelserne ved den universelle tjeneste og samtidig leve op til kravet om disse tjenesters kvalitet, er posttjenesterne en del af den bestræbelse, som skal være vores bestræbelse, på at opnå lige ret i de forskellige områder og for de mennesker, som bor der. De er ligeledes et væsentligt led, man ikke kan se bort fra, i forbindelsen til borgerne. Er postbudet ikke, som der ofte er blevet gjort opmærksom på her i Parlamentet, den yderste kontakt i de såkaldte forladte eller opbrudte regioner, hvad enten det drejer sig om isolerede geografiske områder eller sårbare forstæder til de større byer? Jeg kan som eksempel nævne det franske postvæsens initiativ, der forbereder sig på at sikre, at der f.eks. er tolke og offentlige skrivere til stede på posthusene i vanskeligt stillede byområder. Hvis man ikke medtager de deraf afledte job, har de offentlige postvæsener i Europa i dag halvanden million ansatte, som selvfølgelig trues af skræmmebilledet fra en hårdhændet og ukontrolleret liberalisering. Europa-Parlamentet mener at kunne forene, at der åbnes for fri konkurrence, med forpligtelsen til universel posttjeneste, der respekterer beskæftigelsen. Det er glædeligt, men vi forventer, at dette fortsætter, og netop derfor kan man kun beklage, at Europa-Parlamentet i dag står i udkanten af den beslutningsproces, der går forud for den europæiske postsektors skæbne. Det er beklageligt, at indtil videre - som nærværende beslutningsforslag understreger - har Kommissionen ikke taget stilling til beslutningen af 14. januar 1999. Jeg vil gerne minde om, at denne fastlagde, at Europa-Parlamentet skulle deltage i udarbejdelsen af de planlagte forholdsregler, og at troværdigheden af konsekvensundersøgelserne om liberaliseringen skulle forbedres. Sådanne konsekvensundersøgelser er nødvendige for at vurdere virkningen af en liberalisering, der ville blive ukontrolleret ikke kun for den økonomiske markedsstruktur, men også rent menneskeligt og samfundsmæssigt. De forsinkelser, Kommissionen har været årsag til, bør få følger for den foreslåede plan, og der må bestemt stilles spørgsmålstegn ved datoen den 1. januar 2003. Ved at definere en sektor, der er forbeholdt de offentlige postoperatører, på grundlag af vægt og priser, gjorde postdirektivet en gradvis og kontrolleret liberalisering mulig. Den hårdhændede reducering af disse grænser bringer ligevægten mellem forpligtelsen til en offentlig posttjeneste og posttjenesternes økonomiske levedygtighed i fare. I en globaliseringssammenhæng, hvor rentabilitetens og fortjenestens logik i stadig højere grad står i modsætning til bestræbelsen på at opnå ligevægt i regionerne og social samhørighed, er det vigtigt her i Parlamentet at erindre om, at vi er afhængig af europæiske offentlige tjenester, hvad enten de som i dag vedrører postområdet, i morgen jernbaneområdet eller i overmorgen sundhedsområdet.

Hr. formand, i lighed med andre skotske medlemmer af Parlamentet, repræsentanter for Skotland, taler jeg for at protestere mod alt, som medfører en forringelse af livskvaliteten på landet i de fjerntliggende områder. Posttjenesten og postkontoret er særdeles vigtige for livet i landbosamfundene i hele Europa og ikke mindst i Skotland. Det ville være en tragedie, hvis man med overlæg, eller endog utilsigtet, traf foranstaltninger, som ville ødelægge dette. Det, mener jeg ikke, der er nogen, der agter at gøre. Jeg mener ikke, at Kommissionen er begyndt at føre krig mod de skotske og græske øer. Men de kan ved et uheld øve stor skade. Det afgørende er at slå fast, hvor hurtigt og hvordan den gradvise liberalisering af posttjenesterne skal finde sted. Hvis der sættes for lav en grænse for posttjenestens fortsatte monopol, bliver det uøkonomisk at fastholde befordringspligten til en rimelig pris i de afsides-liggende områder. Det er vigtigt at have balance mellem befordringspligt og rimelige priser. Den besked, vi hører i dag fra alle sider af salen til Kommissionen, er, at Kommissionen skal træde varsomt. Kommissionen bør f.eks. ikke foretage et trinvis spring fra 350 gr. til helt ned til 50 gr., som visse har foreslået. Den bør tværtimod skride forsigtigt frem. Jeg tror, at alt under 150 gr. vil være særdeles uklogt under disse omstændigheder. Solidariteten og samhørigheden mellem befolkningen i hele Europa afhænger af idéen om, at man kan poste et brev hvor som helst, som leveres et hvilket som helst sted, til en rimelig frimærkepris. Stå ved befordringspligt og rimelige priser!

Hr. formand, for at få en posttjeneste af kvalitet, er det afgørende, at den forbliver offentlig. En almen service, der indebærer tilbud om kvalitetsposttjeneste til rimelige priser og overalt i landet, udgør grundlaget for enhver posttjeneste og bør modsvares af ensartede takster over hele landet. For at dette skal være tilfældet, er det afgørende, at det stadig er en offentlig tjeneste. Kun på dén måde er det muligt at sikre, at nettet lige fra indsamling til omdeling er et samlet net, der ikke splittes op eller kun betjenes delvist og efter, hvad der er lønsomt for postoperatørerne. Det er imidlertid kendt, at Kommissionen har ladet nogle undersøgelser gennemføre i opfølgning af direktivet om fælles regler for posttjensterne i EU, hvis resultat den ikke har ladet komme til Europa-Parlamentets kendskab, af hvilken grund der ikke vides noget om, hvilken virkning dets gennemførelse har fået, hverken for betjeningen af borgerne eller for de aktuelle postoperatører i EU, hvad angår økonomi og beskæftigelse. Derfor bør der ske en opbremsning af hele dette direktivs gennemførelsesprocedure, herunder af dets tidsplan, og enhver ændring i den bestående situation bør forudsætte en nøje undersøgelse af direktivets forskellige konsekvenser. Samtidig må det altid være målet at sikre en offentlig kvalitetsservice og bevare de nuværende offentlige operatører og de eksisterende arbejdspladser.

) Hr. formand, en liberalisering af posttjenesterne kan øge postsektorens konkurrenceevne og sikre borgerne tjenester, som er billigere og mere fleksible, og samtidig leve op til de udfordringer, som den moderne teknologi fører med sig. Jeg understreger ordet kan, idet liberaliseringen skal gennemføres godt og omhyggeligt. Hvis den gennemføres forkert, vil de skræmmebilleder, der er blevet talt om her, helt sikkert blive til virkelighed. De sociale problemer vokser og forskellene områderne imellem øges, og der vil kun opstå konkurrence på de områder, hvor den økonomiske aktivitet er størst og i de områder, hvor der er flest mennesker og særlig mellem virksomhederne. Taberne bliver derimod de afsidesliggende områder og de mennesker, som bor der, samt de personer, som ikke får gavn af de nye tjenester. Inden vi beslutter at liberalisere posttjenesterne, burde vi efter min mening indgående diskutere, hvorledes vi kan udvikle de nuværende tjenester til at blive mere fleksible og kundevenlige, og hvorledes vi kan forvalte finansieringssystemerne på en sådan måde, at man kan foretage de investeringer, som den nye teknologi kræver. Efter min mening har man i Finland haft rimelig succes med denne linje, det vil sige, man har udviklet det eksisterende offentlige system. Jeg mener alligevel, at der bør findes fælles spilleregler på dette område, så vi ikke finder os selv på et stade midt i det vilde østen eller det vilde vesten. Vi har brug for fælles regler, der bygger på principper om offentlige tjenester og ligeværd.

Hr. formand, at anmode om en nærmere beskrivelse af virkningerne af det første direktiv er det mindste, man kan gøre, når man diskuterer den offentlige posttjenestes fremtid. I hast at ville bestemme hundrede tusinder af postarbejderes og millioner af brugeres skæbne ville være uanstændigt. Men på trods af ugunstige udtalelser fra 10 europæiske postvæsener brygges der på en liberalisering, der ikke kaldes ved navn, i gangene i Kommissionen. Ved at sænke grænsen for den pris/vægt, der er forbeholdt de offentlige postvæsener, og ved at liberalisere adresserede reklameforsendelser eller tværnational post kan det andet direktiv gøre det muligt at udbyde de mest rentable sektorer i fri konkurrence. Postvæsenet kan så beholde alt det, der ikke interesserer de private operatører. Hvad enten den bliver hel eller delvis kan en liberalisering kun gøre en situation, der allerede nu ikke er særlig strålende, værre. Alene eksemplet med liberaliseringen af de britiske jernbaner burde være nok til at vise, i hvor høj grad valget af maksimal fortjeneste er i modstrid med opretholdelsen af en tjeneste til gavn for samfundet. I stedet for at bekrige hinanden burde de offentlige postvæsener samarbejde, ansætte medarbejdere og sikre anstændige og stabile arbejdsforhold samtidig med, at de opfylder brugernes behov, både hvad angår breve og opsparing.

Hr. formand, debatten i dag står i sneglens tegn, ikke fordi jeg fik fremragende snegle at spise her i Strasbourg i går, men fordi sneglen er et symbol på langsomheden. Langsomheden refererer for det første til Kommissionens fremgangsmåde. Denne undersøgelse varer alt for længe, og vi mener, at det er vigtigt, at man nu udviser et større tempo i denne sag. Jeg er kommissæren meget taknemmelig for, at han her er kommet med nogle helt klare udmeldinger, og jeg beder nu Kommissionen om at fremskynde denne sag. Det fremgår meget tydeligt af dagens debat, at Parlamentet vil presse på for at få mere tempo, ikke et tempo, som går ud over kvaliteten, men langsomhed i sig selv giver heller ikke nogen kvalitet. Det leder mig videre til det andet punkt, nemlig sneglen som symbol for vores postvæsener. I de seneste 200 år er der sket en udvikling, og lidt efter lidt er forsendelsestiden for et brev fra München til Bruxelles femdoblet. Til Strasbourg går det lidt bedre, men stadigvæk alt for langsomt. Det betyder, at det er gået konstant nedad, hvad angår kvaliteten af tjenesteydelserne. Det er ganske vist rigtigt, som det blev sagt her, at vi i dag har nye muligheder, f.eks. elektroniske muligheder som e-mail, men på den anden side må vi indse, at det almindelige brev nu som før spiller en meget, meget stor rolle, og netop unge familier, ældre mennesker og mange andre er nu som før i høj grad henvist til at benytte den konventionelle brevpost. Derfor mener jeg, at vi i forbindelse med den konventionelle brevpost skal gøre det, som kollega Radwan formulerede så udmærket, nemlig på den ene side støtte konkurrencen og på den anden side definere grænserne. Det vi har gjort i de sidste år har imidlertid i mange tilfælde været det modsatte! Med pseudo- og delprivatiseringer, som vi også har oplevet det i Tyskland, har vi kombineret statsmonopolets ulemper med privatiseringens ulemper, og det var egentlig ikke meningen med det hele! Man har her nævnt postbudenes sociale betydning, og jeg vil gerne føje postkontorernes til. Der blev talt om landområderne, om tyndtbefolkede områder. Jeg kommer fra München, et meget tætbefolket centrum, men også vi har dette problem. Ude i bydelene bliver det ene postkontor efter det andet lukket. I storbyerne har vi mange ældre borgere, og de gamle mennesker i storbyerne bliver stadig mere ensomme i takt med detailhandlens tilbagegang. Derfor er det også her nødvendigt at fastsætte visse mindstestandarder og at erkende, at det er vigtigt at sikre en tilsvarende betjening af befolkningen. Når der i centrum af München kun er en enkelt postkasse tilbage, som bliver tømt en ekstra gang om aftenen, så er der tale om et drastisk fald i kvaliteten samtidig med, at priserne til dels stiger, og det er noget, som vi også må registrere. Derfor: Ja til liberalisering, men grænserne for liberaliseringen skal overvejes, der skal hurtigt skabes fornuftige betingelser i Europa, og Kommissionens undersøgelse skal fremlægges hurtigt. Jeg kunne ønske mig, at sneglen fremover ikke længere skulle være symbolet for den europæiske postpolitik, men at man på dette område kunne sige, med en tysk talemåde: Posten afgår! Det er et udtryk fra en tid, hvor posten stadig var et symbol på hurtighed.

Ligesom hr. Radwan er jeg glad for, at det ikke er kommissær Bolkestein, der er her i dag, men kommissær Monti, for jeg tror, at han kan oplyse os om nogle forhold i forbindelse med konkurrencen. Jeg ved ikke, om hr. Monti kender EF-Domstolens dom fra sidste uge, fra den 10. februar, hvori den anerkender muligheden for, at det tyske postvæsen kan få en dominerende position som følge af eksistensen af det statslige postmonopol. Før den forestående liberalisering gennemføres, før den 1. januar 2003, vil konkurrencen uden tvivl holde sit indtog i denne branche, for på nuværende tidspunkt er der allerede tale om at omdirigere posttrafikken via lande med lavere posttakster. Dette har indflydelse på den frie konkurrence mellem de forskellige postvæsener. Hvis man antager, at der opnås en liberalisering i hele Den Europæiske Union, hvilke konsekvenser får dette så for den frie konkurrence? Foreløbig har liberaliseringen, så vidt vides, i det eneste land, hvor den er gennemført, nemlig Sverige, medført en stigning på 59% i prisen for posttjenester. Det, vi ikke ved, er, hvad der vil ske i de enkelte lande, hvor liberaliseringen gennemføres. Det kan forudses, at liberaliseringen af posttjenesterne vil medføre større forskelle i prisen for posttjenesterne landene imellem, hvilket uden tvivl vil få indflydelse på konkurrencen, men ikke kun på prisen for posttjenesterne, men også for etableringen af virksomheder. I dag er der f.eks. virksomheder, som etablerer sig i Holland, fordi posttaksterne er meget lavere end i Tyskland, og det samme kan ske i fremtiden. I denne forbindelse spørger jeg mig selv, om den pakke, som Kommissionen vil fremlægge vedrørende liberalisering af postvæsenet, indeholder bestemmelser om opretholdelse af den frie konkurrence, for det er meget muligt, at der, når posten liberaliseres i denne branche - som det generelt er sket i Fællesskabets nuværende brancher - vil skabes koncentrationer af store selskaber, som vil ende med at eliminere den teoretiske liberaliserings fordele. På nuværende tidspunkt er der inden for tjenester, der teoretisk ikke er frie - f.eks. de nationale postvæsener - en grundlæggende liberalisering, som foregår via Verdenspostunionens system og tillader lave takster. Inden for en teoretisk liberaliseret tjeneste kan der ske det, at den frie konkurrence forsvinder, fordi tjenesten koncentreres på store virksomheder gennem misbrug af dominerende stilling, aftaler mellem virksomhederne og lign. Jeg vil derfor råde kommissær Monti til at forfølge sagen om postliberaliseringen ud fra den frie konkurrences strenge synspunkt, for jeg tror, at dette i fremtiden formodentlig vil blive et ret bekymrende spørgsmål. Jeg forudser, at de liberaliserede posttjenester sandsynligvis vil være meget mindre konkurrenceprægede end de nuværende offentlige postvæsener.

Hr. formand, et posthus er ikke nogen almindelig tjenesteyder som en frisørsalon eller et fitnesscenter. I vores tyndtbefolkede land, Finland, er det at gå på posthuset en social begivenhed. I netværkenes verden er postvæsenet et demokratisk net. Det skaber og opretholder forbindelser mellem mennesker. Det indre marked for posttjenester gennemføres på markedsfolkets vilkår. For os nordpå betyder det, at EU ødelægger den sociale infrastruktur. Ærede kommissær Monti, konkurrenceprincippet passer ikke til relationer mellem mennesker, og derfor bør posttjenesterne udvikles, ikke drosles ned. Kun et offentligt postvæsen kan være garant for, at alle får adgang til informationsteknologien. Post er demokrati. Postvæsenet kan bedre klare den slags ting end teleselskaberne. Priserne inden for telekommunikation er steget som følge af, at virksomhederne bliver solgt og købt, og markedsføringsudgifterne er på over 50% af virksomhedernes omsætning. Der må foretages demokratiske investeringer for at opretholde et demokratisk postvæsen.

Det er meget passende, at hr. Monti svarer ved denne forhandling, da den store gåde med posttjenesterne er, hvordan man får et åbent marked og fri og fair konkurrence til at stemme overens med en tjeneste med universel adgang for alle, selv i de fjerneste og tyndest befolkede områder i Den Europæiske Union. I de skotske bakker og dale, grænseområderne og industriområdet mellem Glasgow og Edinburgh, på de smukke, men sårbare øer Hebriderne, Orkney og Shetland er man meget bekymret over risikoen for at miste denne særdeles vigtige service. Dog ved vi alle, at kvaliteten af servicen kun forbedres, hvis posttjenesterne, som alle andre sektorer, får den private sektors økonomiske og ledelsesmæssige frihed og anspores til åben, endog international, konkurrence. Jeg mener, der findes en løsning. Den bruges allerede i stort omfang i transportsektoren. Luftruter, færgeruter, togruter og busruter i og til disse fjerne områder udliciteres. Licitanten, som tilbyder at yde den specifikke tjeneste af en specifik kvalitet og med den laveste støtte, får kontrakten. Lad os kalde dette en franchise med negativ licitation. Det åbner mulighed for den ønskede konkurrence, idet disse tjenesteydelser udbydes i henhold til et offentligt støttet, men fuldt gennemsigtigt franchisesystem. Hvorfor kan indsamlingen og leveringen af breve i et givent område ikke udliciteres på denne måde? Den laveste støtte ville vinde franchiseretten for en given periode. Hvorfor kan indleveringsstedet i en afsides liggende landsby ikke også udliciteres på denne måde? Det ville dermed være op til de rette demokratisk ansvarlige regeringsorganer, det være sig lokale, regionale eller nationale - sandsynligvis i henhold til et overordnet EU-tilsyn - at fastsætte servicekriterierne og de økonomiske ressourcer til at imødekomme dette særlige sociale formål. Posttjenesterne kan i andre henseender overlades til efterspørgselen og begrænsningerne på markedet.

Hr. formand, hr. kommissær, det er ikke et tilfælde, at jeg er det femte parlamentsmedlem fra Skotland, som taler ved denne forhandling. Det er et mål for, hvor vigtige posttjenesterne er for os. Skotland som land er større end visse medlemsstater. Der er mange fjerntliggende samfund på fastlandet, som kun kan nås ad vej og til tider med dårlig offentlig transport, til tider slet ingen. Sådanne samfunds overlevelse afhænger af de lokale faciliteter, f.eks. en skole, et postkontor og en forretning. Især de ældre er afhængige af de to sidste. De ligger ofte i tilknytning til hinanden, hvor de hver især bliver levedygtig i kraft af tilstedeværelsen af de andre. Skotland har også mange øsamfund, hvoraf nogle kan nås ad luftvejen, men de fleste er afhængige af færgefarten. Man har regnet ud, at den faktiske omkostning ved at bringe et brev fra Edinburgh til højlandet er ca. 10 gange højere end omkostningen ved at bringe det samme brev til London. Og den er omtrent fire gange højere end den opkrævede porto. Jo mere fjerntliggende samfundet er, jo større bliver forskellen. Det er omfanget af problemet. Det er ikke for at være imod liberaliseringen, at jeg beder om, at det gøres på en måde, der tager disse faktorer i betragtning og lader en universel og prismæssigt rimelig posttjeneste fortsætte. Det er for alle de fjerntliggende samfunds og øsamfunds skyld, i hele Den Europæiske Union, og ikke blot for den skotske befolknings skyld, at jeg beder Dem om at bevare den altafgørende livline, som deres posttjenester udgør.

Hr. formand, jeg betragter det som et privilegium, at jeg repræsenterer min kollega, kommissær Bolkestein, ved en forhandling af så høj kvalitet om posttjenesterne. Jeg vil forsøge at svare på baggrund af kommissær Bolkesteins oplysninger. Lad mig gentage, at Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme kan få fat i ham på mandag. Visse medlemmer, deriblandt hr. Stenmarck, klager over, at der har været forsinkelser i forbindelse med det nye forslag. Andre mener, at det efter omstændigheder ikke er så slemt, hvis der er en lille pause efter det første skridt med liberaliseringen. Det er f.eks. den holdning, hr. Berthu har givet udtryk for. Kommissionen mener, at det nye forslag hovedsagelig blev forsinket som følge af interne problemer i Kommissionen, som jeg er sikker på, Parlamentet ikke er helt uvidende om. Men vi mener, der er en retlig forpligtelse forbundet med et forslag. Kommissær Bolkestein agter at fremsætte et sådant forslag for Kommissionen til vedtagelse i 1. halvår i år. Den planlagte dato, 1. januar 2003, til gennemførelse af de næste trin kan stadig lade sig gøre. Forslaget tager hensyn til de foretagne undersøgelser og ser især på spørgsmål som universel tjeneste, hvilket jeg vender tilbage til om et øjeblik. Hvad angår det nuværende direktiv og dets gennemførelse, har de fleste medlemsstater truffet de nødvendige retlige foranstaltninger til at omsætte direktivet. Der er en række problemer med hensyn til strukturen i tilsynsmyndigheden og dennes uafhængighed. Medlemsstaternes tidsfrist for gennemførelse er januar 2003. Yderligere liberalisering finder efterfølgende sted. Der er allerede konkurrence inden for visse områder, f.eks. i pakkesektoren og eksprestjenesten. Kvaliteten af tjenesteydelserne er generelt forbedret, især med hensyn til den grænseoverskridende aktivitet. Kvaliteten af tjenesteydelserne, som især vedrører forbrugerne, har været den primære bekymring hos alle talere, hvoraf nogle, f.eks. hr. Rübig, udtrykte sig meget klart. Erfaringen i lande, hvor liberaliseringen er mere fremskreden, f.eks. Sverige, Finland og Nederlandene, viser, at når liberaliseringen foregår på en ordentlig måde, rejses spørgsmålet om kvaliteten af tjenesteydelserne som følge af krav om en højere servicekvalitet i nationale forskrifter og opfølgningen på disse. Dette handler derfor ikke om at sælge ud af tjenesten og dens kvalitet. Ofte fører liberalisering til garanterede standarder, og den fortsatte standardisering af kvalitetsmålingen bidrager ligeledes, da disse standarder i højere grad afspejler den aktuelle performance. Det giver mulighed for et betydningsrelevant sammenligningsgrundlag og en forbedret kundeorientering hos den nuværende postvirksomhed som følge af lovgivernes, konkurrenternes og kundernes samlede pres. Vi er hos de nuværende postvirksomheder, på de offentlige postkontorer, vidende til en kulturændring, som jeg mener, ingen kan betragte som negativ, hvis den nuværende tendens til at fokusere på kundernes behov fortsætter. Den bekymring, de ærede medlemmer har givet udtryk for her til morgen i Parlamentet, vil være i centrum for min kollegas og den samlede Kommissions aktiviteter i forbindelse med udarbejdelsen af det videre forslag. Det forslag vil tage fuldt hensyn til behovet for at sikre en universel tjeneste, udvikle effektive kontrolforanstaltninger for forbrugerne samt skabe et klima, der er fordelagtigt for jobskabelsen inden for rammerne af en progressiv, gradvis udvikling. Fru Isler Béquin, og hr. Miller, som jeg takker for den personlige besked, og flere andre har nævnt spørgsmålet om en universel tjeneste. Vi er alle klar over det særdeles vigtige aspekt ved social og strukturel samhørighed, især i de tyndt befolkede landområder, hvoraf et har været særligt stærkt og overvældende repræsenteret under forhandlingen her til morgen. Vi mener, at den universelle tjeneste er en søjle, og jeg er sikker på, at min kollega kan forsikre det relevante parlamentariske udvalg om dette. Fru Gillig og f.eks. hr. Markov og hr. Ésclope udtrykte bekymring vedrørende beskæftigelsen. Erfaringen i andre sektorer viser en slags U-formet mønster: En periode med en nedgang i beskæftigelsen, som starter, lige før liberaliseringen finder sted, da de nuværende postvirksomheder naturligvis indstiller sig på konkurrence. Derefter kommer der en periode med stabil beskæftigelse, da nye jobs hos de nye postvirksomheder udligner en eventuelt yderligere nedgang i beskæftigelsen, og endelig en tredje periode med jobskabelse, både hos de nuværende og de nye postvirksomheder, efterhånden som fordelene ved liberaliseringen når ud til brugerne, og markedet udvikler sig hurtigere. Postsektoren gennemgår allerede den første periode nu, da de befordringspligtige virksomheder er gået i gang med en moderniseringsproces. Den nye teknologi og logistik snarere end processen med liberaliseringen af posttjenesterne er de vigtigste faktorer, der påvirker beskæftigelsen. Hvad angår tilgængeligheden af undersøgelserne - et spørgsmål, der blev rejst af hr. Staes m.fl. fik Parlamentet udleveret eksemplarer af disse i september 1999. De har alle været tilgængelige på Kommissionens hjemmeside siden august 1999, og Kommissionen sørger gerne for eksemplarer til alle interesserede. Undersøgelserne har været genstand for nogen kritik, især fra de offentlige posttjenesters side. Jeg er klar over, at man i forbindelse med alle iværksatte undersøgelser oplevede problemer med indsamlingen af tilstrækkelige data. Det kom ikke som en overraskelse, da de befordringspligtige virksomheder ikke altid har de rette systemer til en udførlig indsamling af post. Siger det ikke meget om ledelsesevner? Parterne kan ikke acceptere én metode til adgangen til omkostningerne i forbindelse med og finansieringen af befordringspligten. Hr. Bolkestein er ikke desto mindre overbevist om, at undersøgelserne giver tilstrækkelig klarhed og præcision til at danne grundlag for beslutningsprocessen. Jeg kommer til sidst til tre indlæg vedrørende et emne, som jeg forventes at vide mere om end posttjenester, nemlig konkurrence. Hr. Purvis, jeg finder Deres systematisk provokerende bemærkning om licitation interessant og bestemt værd at undersøge. Hr. Medina Ortega, jeg er lige så overbevist som Dem, om at vi skal være endnu mere årvågne efter liberaliseringen, da vi ikke ønsker, at de offentlige monopolers forsvinden giver anledning til en ukontrolleret koncentration af private postvirksomheder. Det gælder både postsektoren og andre sektorer. Hvis jeg skal komme med et eksempel på denne form for årvågenhed, må det være Deutsche Post, hvor Kommissionen, efter klager og et sagsanlæg, iværksatte en procedure for statsstøtte i juli. Vi har netop modtaget den tyske regerings svar på bemærkningerne. Proceduren for statsstøtte omfatter spørgsmålet om krydssubsidiering mellem monopolistiske brevtjenester og erhvervsmæssig pakkepost samt finansieringen af Deutsche Posts mange nylige overtagelser. Jeg vil af hensyn til tiden ikke gå i detaljer, men det giver måske en idé om, at Kommissionen ikke stopper sit arbejde, efterhånden som liberaliseringen skrider frem. Det er på sin vis her, arbejdet begynder. Endelig, hr. Radwan, bør der naturligvis være grænser for konkurrencen, og der er grænser for konkurrencn. Hvis vi især tager spørgsmålet om konkurrence og tjenester af almen interesse, hvor en medlemsstat definerer et idégrundlag for en offentlig tjeneste, er det vigtigt at opgøre omkostningerne i forbindelse med det idégrundlag, og den statsstøtte, som kompenserer for disse omkostninger, er bestemt ikke et brud på konkurrencen. Jeg er lidt uenig i den terminologi, De brugte, hr. Radwan, da De sagde, at det er på tide, at borgernes behov tages i betragtning snarere end kun behovet for konkurrence. Jeg er stor modstander af det begreb, da konkurrencen er der for borgernes skyld, og kun borgernes. De fleste virksomheder hader konkurrence. Konkurrencen foregår og ledes i borgernes interesse, deres økonomiske interesse og med henblik på deres frihed. Eksemplerne på liberalisering og konkurrence inden for flytransport og telefonitjenester i Europa viser, at borgerne har haft gavn af dette. Jeg kan blot endnu en gang sige, at kommissær Bolkestein vil kunne tage stilling til alle spørgsmål på mandag, i det rette udvalg, på en mere kompetent og detaljeret måde.

Mange tak, hr. kommissær. Jeg har modtaget et forslag til beslutning i henhold til forretningsordenens artikel 42, stk. 5 til afslutning af denne forhandling. Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARINGER

Vi stemte for beslutningsforslaget, fordi en af det franske postvæsens fagforeninger bad os herom, da de, hvis forslaget blev vedtaget, håbede at få en yderligere frist til at forsvare lønmodtagerne. Det betyder ikke, at vi er enige i hele indholdet, som er for vagt og tilsidesætter grundlaget. De europæiske institutioner og de nationale regeringer, især den franske, fører en reaktionær politik, som både er i modstrid med brugernes interesser, det vil sige flertallet af befolkningen, og med de interesser, postvæsenets medarbejdere har. Posttjenesterne skal blive ved med at være offentlige tjenester. Alle skal, uanset hvor de befinder sig og uanset deres sociale forhold, have adgang hertil i samme omfang og på samme betingelser. Enhver tanke om rentabilitet skal udlukkes, når det drejer sig om at organisere den offentlige tjeneste, og private virksomheder må ikke få mulighed for at indkassere privat fortjeneste ved at lægge beslag på de mest indbringende aktiviteter i den offentlige tjeneste. Følgelig bør postvæsenet og tilsvarende virksomheder i de forskellige europæiske lande beholde eneretten til denne tjeneste. For at sikre hensigtsmæssige posttjenester på EU-niveau er det nødvendigt at gøre en ende på den politik, der går ud på at nedlægge posthuse i nærmiljøet, begrænse antallet af postrunder og overbebyrde personalet. Postvæsenet og alle offentlige tjenester i almindelighed skal ansætte yderligere personale. Det kan ikke bestrides, at disse job er nyttige, og hvis der skabes et tilstrækkeligt antal job, vil arbejdsløsheden i Europa falde.

Hr. formand, personligt stemte jeg for dette beslutningsforslag, fordi det er absolut nødvendigt at diskutere posttjenesterne i Europa-Parlamentet og komme ud af den nuværende uklarhed. Hvis vi afskaffer den offentlige posttjeneste, vil det være meget alvorligt, og vi vil gerne kende Kommissionens hensigter. Når vi får at vide, at kunden vil få en bedre betjening til færre omkostninger, er det selvfølgelig forkert. De mennesker, der bor langt fra alt, vil naturligvis ikke blive betjent eller kommer til at betale meget dyrt, hvilket nogle af dem ikke har råd til. Posttjenesterne drejer sig ikke kun postomdeling, men er også en social tjeneste. For nogle er postbudet af og til den eneste person, de ser i løbet af dagen. Lad os hylde disse postbude, der i al slags vejr tit går flere kilometer for at levere denne ydelse til alle. Det ville være en stor fejl at afskaffe den offentlige posttjeneste, som er et middel til kommunikation i nærsamfundet, og vi ville ikke kunne bevare alle borgeres lige ret. Rentabilitet for enhver pris er at modarbejde broderskab og social samhørighed.

Hr. formand, jeg stemte ja til denne beslutning, og jeg vil gerne forklare hvorfor. Flere af talerne mindede om, at særligt i bjergkommuner er postbudet ofte den eneste person, som de ældre har en smule kontakt med. Jeg er enig i denne betragtning. Jeg er dog af den opfattelse, at mange ældre menneskers pension bliver mindre på grund af statsbudgettet. I mit hjemland, Italien, er der ca. 200.000 ansatte ved postvæsenet, og de koster staten ca. 50 millioner lire om året pr. indbygger, det vil sige 25.000 euro. De samlede udgifter beløber sig således til ca. 5 millioner euro. Ved at gå over til en liberalisering af denne tjeneste ville der på statsbudgettet blive frigjort et beløb, det vil sige et overskud, som svarer til ca. 10 millioner lire for hver pensionist, og som kunne gives til en million pensionister, som så ville få deres pension fordoblet. Det ville i høj grad kompensere for ulempen ved ikke have kontakt med postbudet.

Hr. formand, jeg stemte for beslutningsforslaget om de europæiske posttjenester med så meget større tilfredshed, fordi det endnu en gang gentager den holdning, jeg altid har forsvaret her i Parlamentet, nemlig nødvendigheden af en universel posttjeneste af høj kvalitet, særlig for at sikre denne tjeneste i de tyndest befolkede områder, nemlig landområderne, som endog findes i mit lille land, Storhertugdømmet Luxembourg. Posthusene og postbudene spiller i disse områder, men også i visse kvarterer i de store byer, som min kollega Posselt forklarede det så godt, en rolle, som jeg næsten vil kalde samfundskulturel, som rækker længere end blot det at omdele post. Jeg ved, at denne tjeneste giver underskud. Det ville måske være billigere at stille en telefax eller endog e-mail til rådighed for fjerntliggende huse eller landsbyer. Jeg er i princippet for afskaffelse af den offentlige sektors monopoler, hvad enten det drejer sig om vand, gas, elektricitet, telefoner, antenner eller kabler osv. Liberaliseringen, der har givet forbrugerne meget, hvad angår pris og kvalitetstjeneste, især på telefonområdet, skal imidlertid standse dér, hvor udbuddet af tjenester bliver utilstrækkeligt eller forsvinder, og hvor de firmaer, der nyder godt af liberaliseringen, ikke tjener penge. Hvis man ikke kan forpligte dem til at sikre det samme, som statsmonopolet har garanteret, særlig gennem forpligtelsen til universel posttjeneste, skal man bevare denne offentlige tjeneste. Jeg tror, at vi stadig kan tillade os at opretholde en posttjeneste, også selvom de europæiske postvæsener nu fungerer som virksomheder. De skal selvfølgelig gøre en indsats for ikke mere at blive betegnet som snail mail, selvom de ikke kan nå op på samme hastighed som e-mail.

Her ser vi et område, hvor liberaliseringen har vist sine begrænsninger og alvorlige mangler. Jeg er ikke selv en snæversynet tilhænger af monopoler, lige meget om de er offentlige eller private, men når jeg ser private virksomheders resultater på dette område, bliver jeg bestyrket og bekræftet i min egenskab af forsvarer af den offentlige tjeneste! Hvis liberaliseringen fortsætter også på dette område, er der stor fare for, at der en dag er hele områder, der ikke bliver betjent af postvæsenet. Hvem kan også et øjeblik tro på, at private virksomheder, hvis eneste fremdrift er fortjeneste, vil fortsætte med at betjene bestemte områder til en høj pris, uden at disse omkostninger betales af den allerede ugunstigt stillede befolkning, som af denne grund ikke kan benytte sig af tilbuddet. Jeg kan tilføje, at i dag på et tidspunkt, hvor Europa viser sig og hævder at være ude af stand til at gå imod fascisters deltagelse i en regering i Den Europæiske Union, er det ikke mere acceptabelt at være med til at indføre en ødelæggende ultraliberalisme i den offentlige tjeneste i det samme Europas navn. Jeg er Europæer og endog føderalist. For at nå hertil var og er jeg rede til at bringe ofre, men ikke for en hvilken som helst pris! Og jeg er især ikke rede til længere at acceptere oprettelsen af et liberalt indre marked, hvis Europa ikke samtidig er i stand til at forsvare de værdier, det bygger på, og som i 1960'erne gjorde mig til en overbevist europæer. Formanden. Europa-Parlamentet har afsluttet dagsordenen. Protokollen for dette møde vil blive fremlagt til godkendelse i Parlamentet ved begyndelsen af næste mødeperiode.

Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 11.10) MØDET FREDAG DEN 18. FEBRUAR 2000 1 Godkendelse af protokollen fra foregående møde 1 AFSTEMNING 1 Europæiske posttjenester 3 Afbrydelse af sessionen 17

Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 18. februar, for genoptaget.

Kære kolleger, som De ved, slog ETA brutalt til igen i Spanien den 22. februar og myrdede Fernando Buesa Blanco, der var generalsekretær for socialistpartiet i provinsen Vizcaya og talsmand for socialistpartiet i det baskiske parlament, og hans livvagt Jorge Díez Elorza. Samme dag udtrykte jeg personligt og på vegne af Europa-Parlamentet vores dybe medfølelse for ofrenes familier. Disse mænd betalte deres tro på demokratiet med deres liv. Jeg fordømmer denne barbariske gerning, der er ethvert civiliseret samfund uværdig. Den Europæiske Union bygger på princippet om retsstaten og respekten for grundlæggende rettigheder og friheder. Terrorisme i enhver form er uacceptabel. Jeg håber, at disse mænd bliver ETA's sidste ofre, og jeg opfordrer denne organisation til definitivt at afstå fra brugen af vold og anvende de demokratiske metoder, der findes i Spanien. Jeg opfordrer Dem, kære kolleger, til at iagttage et minuts stilhed til minde om Fernando Buesa Blanco og Jorge Díez Elorza. (Parlamentet iagttog stående et minuts stilhed)

Fru formand, først vil jeg gerne på vegne af De Europæiske Socialdemokraters gruppe takke for den erklæring, De kom med sidste tirsdag, og for de ord, som De netop har udtalt til minde om Fernando Buesa Blanco, som var medlem af det lokale parlament og talsmand for Den Socialistiske Gruppe i det baskiske parlament. Han havde været vicelehendakari, altså næstformand for den baskiske regering. Hvis De tillader, fru formand, så tror jeg, at den bedste hyldest, som min gruppe og Parlamentet kan komme med til Fernando Buesa, er at tage det, som han som europæer udtalte om sin vision for Baskerlandet, Spanien og Europa, til os. Han sagde følgende i sin selvbiografi: "Vi er i Europa. Alle folk på min alder - 54 år - kan huske deres bedsteforældre og den tid, de levede i, vores forældres tid og i dag og forudsige, hvordan vores børn vil komme til at leve. På mine bedsteforældres tid tog det flere dage at komme fra Vitoria til Sevilla. Nu kan man komme fra Vitoria til København på 2 eller 3 timer med fly. I dag ved afslutningen af det 20. århundrede har vi et fælles marked i Europa og snart også en fælles mønt. Og vi kan komme meget lettere omkring, end vores bedsteforældre kunne inden for Spanien, ja, endog inden for selve Baskerlandet." Vi vil opbygge et stort europæisk samarbejdsområde, som først vil blive reguleret økonomisk og senere skal reguleres politisk. Denne proces vil vare længere eller kortere tid, men den kan ikke stoppes, og den er ydermere ønskværdig. Den forekommer stadig borgerne fjern, men den er meget reel, og den burde foranledige os til at stille os selv nogle spørgsmål om vores egen virkelighed. Under en forhandling i Socialistpartiet om den irlandske proces var der en, der sagde følgende: "I sidste ende har kodeordet i Irland været, at alle de involverede aktører har gjort sig følgende overvejelse: Er det så vigtigt, om man er irsk eller engelsk? Enhver kan være det, han ønsker, for hvis Irland og England er med i Den Europæiske Union, er det ikke umagen værd at slå hinanden ihjel, fordi en er irsk eller engelsk. Det er jo ligegyldigt, når de nationale systemer nu ikke længere skal fungere. Her kunne vi stille det samme spørgsmål: Betyder det så meget, om man er baskisk, spansk eller europæisk? Vi diskuterer meget, hvad det vil sige at være baskisk, men en basker klæder sig i dag på samme måde som en dansker, og han læser det samme som en englænder. Hvis livet skal leves i en meget mere global kontekst - og det bliver det allerede - og vores børn skal selvfølgelig leve i dette Europa, hvorfor skal man så slå hinanden ihjel for det? Og han sagde - sandsynligvis har man accepteret denne tankegang i Irland: "Men hvis vi slår ihjel uden grund - og dér slog man hinanden ihjel, fordi alle de involverede parter havde paramilitære grupper - så burde vi også i Baskerlandet stille os dette spørgsmål højt: Hvorfor er det så vigtigt at være baskisk, hvis det er ligegyldigt? De kan være, hvad De vil. Hvis vi i overmorgen skal fungere inden for ét europæisk område med hensyn til økonomi, politik og de vitale beslutninger for hvert enkelt land, så er det ikke umagen værd at slå hinanden ihjel på grund af det. Hverken at slå ihjel eller dø på grund af det". Hvil i fred. (Kraftigt bifald)

Fru formand, på vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater vil jeg gerne sende familierne til Fernando Buesa, som var repræsentant for det baskiske folk, og Jorge Díez, som var medlem af det baskiske selvstyrepoliti, vores mest dybtfølte medfølelse, som vi naturligvis udbreder til hele det Socialistiske Parti i Baskerlandet. Fru formand, det er trist, at vi i den sidste tid her i Parlamentet har været nødt til at tale om ekstremismerne i Europa. Uanset deres art, for i sidste instans er de alle forskellige udtryk for det samme. Og over for alle disse ekstremismer kan vi demokrater ikke resigneret affinde os med de dødes fred; det bør tværtimod give os styrke at vide, at den eneste sociale fraktur, der findes i Baskerlandet, er den kløft, der adskiller dem, der dræber, dem, der støtter dem, dem, der giver udtryk for forståelse, fra langt størstedelen af det baskiske folk, som blot ønsker at leve i fred og frihed. (Kraftigt bifald)

Fru formand, jeg vil gerne på vegne af Den Liberale Gruppe give udtryk for min mest ubetingede og bestemteste fordømmelse af terrorattentatet den 22. februar i Vitoria, som kostede parlamentsmedlemmet og den socialistiske talsmand i det baskiske parlament Fernando Buesa og hans livvagt Jorge Díez livet. Vi gentager, at det i en retsstat, som er medlem af Den Europæiske Union, er muligt at kæmpe for alle idéer og valgmuligheder, såfremt man giver udtryk for dem på demokratisk vis, og de respekterer individets rettigheder og de principper og værdier for retfærdighed, frihed og økonomisk og social fremgang, som Unionen bygger på, og som naturligvis ikke tillader, at disse principper bliver overtrådt, sådan som det klart kommer til udtryk i traktaterne. Der findes ingen retfærdiggørelse i vores samfund af terrorhandlinger som den, der berøvede den socialistiske talsmand i det baskiske parlament og hans livvagt livet. Det drejer sig ydermere om en person, der er blevet valgt på baggrund af det baskiske samfunds folkelige vilje. Lad os love hinanden, at disse ofre bliver de sidste i en proces - der, som De har sagt, er fuld af grusomhed - og at man finder en vej til sikring af sameksistensen og freden i det baskiske folk.

Fru formand, på vegne af Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre vil jeg også gerne tilslutte mig mine kolleger, som giver udtryk for deres smerte over det virkelig perverse og grusomme attentat, der har fundet sted i Baskerlandet, og som kondolerer familierne og klart og tydeligt fordømmer nogle handlinger, som går meget langt tilbage, og som må høre op. En dag myrdede terrororganisationen ETA nogle politibetjente; senere myrdede de nogle militærfolk; senere anbragte de en bombe i et supermarked og dræbte mænd, kvinder og børn; en anden dag myrdede de i Madrids gader en generalmajor, Quintana Lacaci, som havde forsvaret demokratiet den 23. februar; en anden dag myrdede de talsmanden for det konservative parti Partido Popular i bystyret i San Sebastián, Gregorio Ordónez; en anden dag myrdede de koldblodigt universitetslærer i forfatningsret Francisco Tomás y Valiente ved hans kateder, og for et par dage siden myrdede de, efter at have myrdet oberstløjtnant Blanco, på denne beskidte måde det socialistiske parlamentsmedlem Fernando Buesa, som var talsmand i parlamentet i Vitoria, og hans livvagt Jorge Díez fra det baskiske selvstyrepoliti. Jeg er nødt til at sige, at man skal fordømme dem, der myrder, terrororganisationen ETA, men også dem, som støtter dem og udviser forståelse for disse attentater. Det er nyttesløst at bede disse mennesker og disse organisationer om at betræde demokratiets vej fra den ene dag til den anden. Vi skal appellere til hele samfundet, især til de demokratiske partier, uanset om de har en national eller nationalistisk dimension, og uanset om de er europæisk orienteret eller ej - det er det mindste af det. Men vi skal også beklage, at der er organisationer, som tier, mennesker, som tier, og andre, som blot beklager de døde, som om de var omkommet som følge af en trafikulykke. Alt dette skal vi sige meget højt her for at forene alle de europæiske demokraters stemmer, så de kan høre i Baskerlandet, at tiden nu er kommet til at holde op med at skabe splid, dele op og slå ihjel. Tiden er inde til at være fælles om Baskerlandet, være fælles om Spanien, være fælles om Europa. Det er den eneste vej, fru formand. Derfor støtter vi den fuldt ud.

Fru formand, på vegne af Gruppen Union for Nationernes Europa vil jeg gerne give udtryk for vores sorg over ofrene og vores protest mod terrorismen og mod dem, der holder hånden over den. Jeg tror, at vi står over for en menneskelig tragedie, når man tænker på de pårørende og vennerne, og over for en politisk tragedie, når man tænker på det politiske tilhørsforhold, men også over for en kulturel tragedie, eftersom døds- og voldskulturen bliver stadig stærkere i forhold til den kultur, hvor man respekterer sine medmennesker, demokratiet og det demokratiske liv. Så måske skulle vi også begynde at overveje en eller anden aktion, fru formand, hvis vi ønsker at lade vores sorg og vores protest komme konkret til udtryk. Hvorfor ikke lade Europa-Parlamentet mødes i alle EU-landene for at demonstrere mod terrorismen? Lad os give vores holdning til kende! Vi er ikke forvist til Bruxelles eller Strasbourg. Lad os alle sammen vende tilbage til de respektive lande og gøre kraftigt opmærksom på, at vores tro på demokratiet og vores harme ikke bare er tomme ord, men en konkret politisk vilje!

Fru formand, i min dobbelte egenskab af medlem af Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance og medlem af Europa-Parlamentet for det baskiske nationalistparti, Partido Nacionalista Vasco, vil jeg for det første gerne give udtryk for vores absolutte fordømmelse af det krysteragtige attentat, der kostede to mennesker livet: Jorge Díez Elorza fra det lokale selvstyrepoliti og det baskiske parlamentsmedlem og næstformand Fernando Buesa. For det andet vil vi gerne sende deres familiemedlemmer, deres socialistiske kolleger, det baskiske parlament og det lokale baskiske politi vores kondolence og vores dybtfølte solidaritet og medfølelse på grund af deres lidelser. For det tredje fordømmer vi omfanget af dette attentat, som ikke alene lader hånt om respekten for værdigheden og menneskerettighederne, men som ydermere ringeagter folkets vilje ved at have rettet sig mod en af borgernes folkevalgte repræsentanter. For det fjerde giver vi udtryk for vores fordømmelse, fordi dette dobbeltmord direkte forsøger at ødelægge den politiske normaliseringsproces for at opnå fred i Baskerlandet. For det femte appellerer vi endnu en gang til de spanske og franske regeringsmedlemmer og politiske ansvarlige om at udvise den besindighed, man har haft i Det Forenede Kongerige og i Irland, for at få løst den aktuelle politiske konflikt i Baskerlandet med mere end blot politiske foranstaltninger, der ikke alene kan skaffe den fredsstiftelse, vi alle ønsker. For det sjette og sidste proklamerer vi, at ETA's terror og vold skal forsvinde, og at ETA skal holde op med at forføre de baskiske borgeres vilje, der frit og uden voldelig tvang skal kunne træffe beslutning om deres egen fremtid.

For kun tre måneder siden tog jeg ordet her i salen for at lykønske det irske og britiske folk med deres succes med fredsaftalen for Nordirland, og mange andre kolleger gjorde det samme. Alt for mange mennesker er blevet dræbt og såret i Nordirland gennem de sidste 30 år - alt for mange familier er blevet ødelagt. Desværre er der indtil videre kun sket det stik modsatte i Spanien og Frankrig med hensyn til den igangværende konflikt i Baskerlandet. I Euskal Herritarrok er vi overbevist om, at man kun kan finde en varig løsning på den nuværende kamp gennem en åben proces med dialog og forhandlinger uden nogen begrænsninger af dagsordenen. Før den 20. januar i år var det eneste drab, vi i 19 måneder var vidne til i Kongeriget Spanien, drabet på ETA-medlemmet José Luis Geresta i marts 1999. Til trods for dette og til trods for det spanske og franske politis anholdelser, herunder anholdelser af ETA-forhandlere med den spanske regerings billigelse, fortsatte ETA sin ensidige våbenhvile. Så i november sidste år, før våbenhvilen udløb, erklærede den spanske regerings talsmand, hr. Piqué, at hans regering hidtil havde gjort og frem over ville gøre alt for at forhindre den nuværende udvikling i retning af en politisk løsning i Baskerlandet. Fra Euskal Herritarrok har vi mange gange beklaget tabet af menneskeliv. Vi deler vores folks lidelser med alle Baskerlandets borgere. Vi lægger vægt på dialog og er parat til at samarbejde med alle, der ønsker at nå frem til en demokratisk løsning for Baskerlandet. 20 år er gået, siden det nordirske spørgsmål først blev rejst her i Parlamentet. Jeg vil gerne spørge: Quousque tandem - Noiz arte?

Fru formand, mange tak, fordi De giver mig ordet. Jeg sværger, at det er svært for mig at tale nu efter det indlæg, jeg netop har hørt. Da min kollega Alonso Puerta nævnte nogle af ETA's ofre, nævnte han ikke - og jeg tror, at han undlod det af respekt for min person - en person, som ETA myrdede for nu 16 år siden. En socialistisk senator og et baskisk parlamentsmedlem, som hed Enrique Casas. (Kraftigt bifald) Fru formand, senator Enrique Casas var min mand. Jeg blev enke med fire børn, hvoraf den yngste kun var otte måneder. Min mands eneste skyld - og han var andalusier af fødsel, baskisk senator, udsendt af den baskiske regering for at forsvare Baskerlandet i Madrid - var, at han var socialist, men især demokrat, kun demokrat. Jeg har, fru formand, aldrig selv talt om dette her i Parlamentet. Kun den dag, da ETA erklærede den våbenhvile, som jeg bød velkommen som et håb for hele det baskiske folk og for hele Spanien og Europa. Det er den eneste gang, jeg har talt om det. Men i dag er jeg nødt til at gøre det, og det kommer fra hjertet. Jeg blev født i Tyskland, fru formand, jeg blev uddannet i Sverige, og jeg giftede mig med en spanier. Jeg ved, hvad demokrati er, for jeg har haft den fordel at vokse op i et land som Sverige, som havde en lang demokratisk tradition. Jeg kom til Baskerlandet med al min gode vilje til at blive integreret, og til trods for det, der er hændt mig, er jeg stadig overbevist om, at Baskerlandet en skønne dag vil få den fred, det ønsker, for til alle dem, der tænker, at der er en konflikt i Baskerlandet, vil jeg sige, at den eneste konflikt, der findes i Baskerlandet, hedder ETA, og den må forsvinde. Resten må vi tale om. (Kraftigt og vedvarende bifald) Resten vil vi demokrater løse ved at fremsætte alle vores idéer, for der er ytringsfrihed i Baskerlandet, der er stemmefrihed, der er frihed. Det eneste, som hæmmer denne frihed, er ETA. Lad os håbe, at ETA forsvinder, og demokraterne kommer til orde. (Stort bifald)

Tak, fru Dührkop Dührkop. De har min fulde støtte og respekt.

Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.

Vi skal til at drøfte spørgsmålet om en reform af Kommissionen, og De husker sikkert, fru formand, at jeg ved begyndelsen af sidste mødeperiode spurgte Dem, hvorvidt registeret over medlemmernes interesser i åbenhedens og gennemskuelighedens interesse burde stilles til rådighed for befolkningen på Internet. De lovede Parlamentet, at De ville tage spørgsmålet op med kvæstorerne samme aften. Kan De nu bekræfte over for Parlamentet, at kvæstorerne i princippet har accepteret, at registeret skal offentliggøres på Internet, og hvis det er tilfældet, kan De da personligt fastsætte en frist - måske 1. april - for denne offentliggørelse.

Jeg kan sige Dem, kære kollega, at Præsidiet principielt har vedtaget at offentliggøre registeret over medlemmernes finansielle interesser på Internettet, og kvæstorerne behandler omhyggeligt de problemer og juridiske spørgsmål, som dette kan medføre. Men vi vil meget snart have en løsning. (Protokollen godkendtes)

Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens redegørelse om reformen af Europa-Kommissionen. Jeg giver straks ordet til hr. Romano Prodi.

Fru formand, ærede parlamentsmedlemmer, i juli sidste år gav jeg her i Parlamentet et højtideligt løfte om en reform af Kommissionen. Jeg vil gerne kort minde om, hvad der skete i juli sidste år. Der var krise i den tidligere Kommission, jeg var lige blevet indstillet til formandsposten, og De havde givet Deres første godkendelse af denne indstilling. Denne episode kulminerede med det løfte, jeg gav om en reform af Kommissionen, nemlig om en kraftig reform, der skulle skabe en sand revolution i Kommissionens måde at arbejde på. I dag er dette løfte definitivt blevet opfyldt. De har nemlig reformen foran Dem, og det i en systematisk hvidbog, som Kommissionen netop har vedtaget. Jeg vil gerne understrege, at Kommissionen også i dette tilfælde vedtog den enstemmigt. Jeg vil nu kort komme ind på hovedpunkterne i denne reform. Det første punkt er, at man skal fastlægge de politiske prioriteter og omsætte disse til konkrete handlinger gennem en målrettet brug af midlerne. Dette er det centrale i systemet, og det er ved hjælp heraf - det vil sige ved hjælp af prioriteterne og en målrettet brug af midlerne - at det bliver muligt for politikken at slå sin førerstilling fast og at påtage sig sit fulde ansvar. Til dette formål har vi skabt en helt ny mekanisme i den politiske planlægning, nemlig et system, der gør det muligt for kommissærkollegiet at fastsætte de politiske retningslinjer på årsbasis, at tilpasse budgetproceduren til disse oplysninger og at give generaldirektoraterne nogle klart definerede målsætninger samt at kontrollere forholdet mellem de midler, der står til rådighed, og de tildelte aktiviteter, hvilket er et spørgsmål af afgørende vigtighed. I den henseende er aktivitetsbaseret management det nøgleinstrument, der skal sikre sammenhængen mellem målsætninger, aktioner og midler. Det andet punkt er de menneskelige ressourcer, som er det bærende element i vores indsats, for personalet er vores sande rigdom og Kommissionens rigdom. Det er et personale af en meget høj kvalitet, der er svær - og måske umulig - at finde i de enkelte landes offentlige forvaltninger, og det skyldes netop metoderne til og kriterierne for rekrutteringen af personalet. Dette var mit indtryk, da jeg overtog formandskabet, og det har jeg fået bekræftet i mit daglige arbejde. Samtidig fandt jeg dog, at der var en meget stor modløshed fra forvaltningens side. Førhen var der stolthed og glæde over at være en del af en institution, som alle beundrer, men i dag er man ofte demoraliseret som følge af flere måneders kritik. Det skal alt sammen ændre sig, og det er en af de grundlæggende årsager til vores reform. Der skal gælde nogle helt nye kriterier for rekruttering, karrierestruktur, mobilitet og disciplinærordningen, idet man lægger større vægt på den enkeltes kvalifikationer, indfører nogle troværdige og ikke mindst kontrollerbare vurderingssystemer, sørger for videreuddannelse og giver lederne et større ansvar. Det er disse felter, som vi vil bevæge os inden for. Det tredje punkt, som også er meget vanskeligt, og som spillede en vigtig rolle i den tidligere krise, er den økonomiske forvaltning. Den er det led, der skal garantere effektiviteten og sikkerheden. Vi vil skabe et administrations- og kontrolsystem i hvert enkelt generaldirektorat. Vi har i dag et kontrolsystem, som er fuldstændigt centraliseret. Med reformen går vi over til et kontrolsystem, der kombinerer en decentralisering af forvaltningskontrollerne med et effektivt centralt revisionssystem. Det betyder, at vi får en central økonomisk tjenestegren, der vil have en vejledende og rådgivende funktion med hensyn til den økonomiske forvaltning, en decentralisering i hvert enkelt generaldirektorat i hele kæden, det vil sige af programmerne, arbejdet, kontrakterne, udgifterne og de hertil hørende systemer med en forudgående kontrol, og en ekstern revision, som kontrollerer alle disse operationer. Dette er en komplet revolution i Kommissionens måde at arbejde på, og det er en helt ny organisation, der også kræver en helt ny kultur. Vi er klar over de problemer, som er forbundet med denne overgangsfase, og det er denne overgang, der har vakt størst bekymring blandt vores personale. Vi vil derfor træffe de nødvendige sikkerheds- og beskyttelsesforanstaltninger. Med reformen ønsker Kommissionen nemlig at blive en forvaltning, som er et forbillede i hele Europa og i hele verden. Vi ønsker også at være et forbillede, når det gælder en avanceret anvendelse af informationsteknologien. Vi ønsker at være en forvaltningsmodel, som er fuldstændigt edb-baseret. Kommissionen er blevet beskyldt for at være begravet i papir, og vi bliver så en paperless Commission, det vil sige en Kommission, hvor der ikke anvendes papirinstrumenter. Formålet med dette er at gøre Kommissionen mere effektiv indadtil og at anvende den nye teknologi mere udadtil. Dette er ikke kun en teknisk revolution, men derimod en komplet organisatorisk revolution. Jeg vil nu overlade det til Neil Kinnock at beskrive detaljerne i denne reform for Dem, men først vil jeg gerne takke ham for den dygtighed, entusiasme og energi, han har ledt dette arbejde med. Sammen med ham vil jeg gerne takke dem, der har bidraget til dette projekt, og alle de ansatte i Kommissionen, som har deltaget i den mest omfattende debat, der nogensinde er blevet afholdt i institutionen. Jeg vil gerne understrege, at denne metode med en debat er helt ny, og den har efter min mening også tvunget os til at foretage en radikal ændring af vores måde at se tingene på. Den hvidbog, der ligger foran os, er også et resultat af deres bidrag. De har forstået, at kun en Kommission, der ændres gennemgribende, igen kan blive den Kommission, der var internationalt beundret, og som var grundlaget for Europas historie. Med hvidbogens vedtagelse bliver et kapitel i fortiden afsluttet - og forhåbentlig definitivt afsluttet. Nu skal vi se fremad, se på de udfordringer, der venter Unionen, og på det, som vi allerede har nævnt i de sidste par uger her i Parlamentet om programmet for 2000-2005. Reformen får i høj grad sin politiske eksistensberettigelse af målsætningerne i femårsprogrammet. Vi har brug for - og hele Unionen har brug for - en stærk Kommission, en Kommission, der igen bliver i stand til at optræde som et politisk organ, og som kan identificeres som et sådant i alle sine handlinger. Vi er derfor ved at omdefinere alle de prioriteter, vi skal koncentrere vores indsats om. Dette er årsagen til - og det er et andet vigtigt punkt - at vi er i gang med at frigøre os fra de opgaver, som det ikke længere er hensigtsmæssigt, at vi administrerer, hvilket er i tråd med decentraliserings- og subsidiaritetsprincippet. Vi foretager derfor en reform af administrationsapparatet, så vi får skabt de betingelser, der gør det muligt at udføre vores opgaver på en effektiv måde. Vi vil bruge vores midler bedst muligt. De er allerede på nuværende tidspunkt meget knappe, og vi udnytter dem fuldt ud. Hvis der bliver behov for det, vil jeg dog ikke udelukke, at jeg vender tilbage til Parlamentet for at bede Dem om yderligere midler til de nye opgaver, man har betroet os og vil betro os. I september lovede vi en reform med fremlæggelsen af en hvidbog, og vi holder i dag det løfte, vi gav, inden for de frister, som vi lovede Dem. Kommissionen vil bedømmes ud fra kendsgerningerne, og kun ud fra kendsgerningerne, nemlig på grundlag af det, vi gennemfører. Jeg vil dog gerne minde om - og det er min sidste bemærkning - at Kommissionen ikke er den eneste EU-institution. Parlamentet og Rådet skal også til fulde tage udfordringen med disse reformer op. Kommissionen har beslutsomt banet vejen, og jeg håber, at alle institutionerne vil følge denne vej helt til ende i de europæiske borgeres tjeneste, så vi får et stadig stærkere og stadig mere gennemsigtigt Europa.

Jeg er glad for at være her sammen med Kommissionens formand Romano Prodi og min kollega Michele Schreyer for at fremlægge den hvidbog, som Kommissionen vedtog i formiddags, "Reform af Kommissionen". Som de ærede medlemmer kan se i dokumentet, som de vil kunne få i dag, har den nye procedure med samtaler med Kommissionens ansatte, med Parlamentet og med Rådet, der har fundet sted siden vedtagelsen af høringsdokumentet i januar, været meget produktiv og ført til nyttige tilpasninger. Sammen med Romano Prodi vil jeg gerne udtrykke min taknemmelighed over for Parlamentet og over for det meget store antal mennesker, der har brugt tid og kræfter på at give os konstruktive svar. I hvidbogen fremstilles reformen i sin rette politiske sammenhæng. I Kommissionen har man opbygget systemer og strukturer gennem de 40 år, hvor gentagne udvidelser har fundet sted. Traktaterne er blevet revideret, Kommissionen er blevet tildelt nye forvaltningsopgaver af Parlamentet og Rådet, og der er sket mange andre ændringer af stor betydning i Unionen, på vores kontinent og i verden som helhed. Disse realiteter trækker sammen med de kommende nye udvidelser kraftigt i retning af en modernisering af Kommissionen, således at denne vigtige institution kan opfylde sine primære opgaver med udformning og udvikling af politikker, anvendelse af traktaten og forvaltning af offentlige ressourcer og det med maksimal effektivitet, maksimalt ansvar og maksimal ansvarlighed. Kommissionens fortsatte uafhængighed og styrke er naturligvis af grundlæggende betydning for denne opgave, som Parlamentet flere gange har understreget. Reform og fornyelse er ligeledes væsentlige forudsætninger. Kommissionen er ikke og vil aldrig blive til en slags sekretariat, og dette er klart for alle institutionerne - det har man forståelse for overalt. Men Kommissionen er til for at tjene Unionen og befolkningerne med ydelser af høj standard. Det har offentligheden ret til at forvente, og det er, hvad de mennesker, der arbejder for Kommissionen, ønsker at levere og vil levere. Parlamentet er naturligvis klar over, at Kommissionen ikke kan opfylde disse målsætninger alene. Alle institutioner i Den Europæiske Union må tage udfordringerne med reformen op og gøre det på en ærlig og ansvarsfuld måde. Jeg ved, at mine kolleger og jeg selv kan regne med støtte fra mange af Parlamentets medlemmer over hele det politiske spektrum. En af de største udfordringer, som stammer fra de vigtige bestræbelser på at tilpasse Kommissionens opgaver efter Kommissionens ressourcer, vil Parlamentet komme til at stå over for. Som Romano Prodi netop sagde, iværksatte vi i sidste måned en grundig evaluering af aktiviteter og ressourcer i hele Kommissionen, og vi vil aflægge fyldestgørende rapport om det til september. Det er vores mål, at Kommissionen skal fokusere på de vigtige politiske målsætninger og de centrale aktiviteter i henhold til vores strategiske politiske målsætninger for de næste fem år. Derfor er det uundgåeligt, at man kommer til at identificere aktiviteter, der bør beskæres eller bringes til ophør. Dette indebærer, at vi må se meget nøje på, hvordan vi anvender de interne og eksterne ressourcer på den mest effektive og afbalancerede måde i Unionens interesse. Dette betyder, at der skal afsættes personale til områder af højeste politiske betydning inden for afdelingerne og i hele Kommissionen. Og når den vurdering er afsluttet, vil vi kunne fastslå, hvorvidt de ressourcer, vi har til rådighed, er tilstrækkelige i lyset af de opgaver, vi er blevet tildelt. Hvis vi beviser, at det ikke er tilfældet, vil vi anmode budgetmyndigheden om flere ressourcer. Hvis vi ikke får et positivt svar, bliver vi så nødt til at se på, hvilke af vores lavere prioriterede aktiviteter der skal bringes til ophør. Det skal ikke blot Kommissionen, men også Parlamentet og Rådet tage stilling til. Jeg fremfører ikke dette på grund af et ønske i Prodi-Kommissionen om at trække sig ud af aktiviteter eller ansvarsområder. Tværtimod, hvilket mange her i Parlamentet forstår, fremfører jeg disse betragtninger, fordi vi ønsker at opfylde vores forpligtelser og gøre det med fuld effektivitet og fuldt ansvar. Dette indebærer, at en eventuel større forskel mellem forpligtelser og budgetmidler skal udlignes enten ved at beskære aktiviteterne eller ved at øge midlerne eller en kombination af de to. Inden for hver af de tre søjler af reformen bliver det yderst vigtigt med Parlamentets aktive støtte og samarbejde. I det nye aktivitetsbaserede forvaltningssystem, som formanden netop nævnte, vil politiske prioriteter for første gang blive kædet sammen med mængden af ressourcer og dermed budgettet. Budgetmyndighedens rolle i brugen af det aktivitetsbaserede managementsystem bliver derfor af vital betydning. Forsøg på at anvende mikroforvaltning på Kommissionens aktiviteter er helt klart ikke i nogens interesse. En fleksibel og praktisk interinstitutionel aftale vil derfor være en forudsætning for en effektiv anvendelse af aktivitetsbaseret forvaltning. Med hensyn til politikken for menneskelige ressourcer vil Parlamentet naturligvis også skulle inddrages både i sin egenskab af arbejdsgiver for tjenestemænd og som en demokratisk institution, Kommissionen står til regnskab overfor. Også her er der tale om en meget krævende udfordring. Og endelig på det vigtige område økonomisk forvaltning, hvor Revisionsretten, Den Uafhængige Ekspertgruppe og forfatterne bag andre eksterne og interne analyser kraftigt har anbefalet radikale ændringer, bliver det meget vigtigt med Parlamentets støtte til gennemførelse af anbefalingerne om fuld sikkerhed for pengene og fuldt udbytte af pengene. I den begrænsede tid, der er til rådighed til denne redegørelse, er det naturligvis umuligt at komme ind på alle detaljer i vores forslag. Jeg er ikke i tvivl om, at dette vil ske ved adskillige lejligheder i de kommende måneder og år, og jeg ser bestemt frem til spørgsmålene fra de ærede medlemmer i eftermiddag. Det er naturligvis klart, at på mange måder starter det hårde arbejde med gennemførelsen af vores forslag nu. Jeg ser frem til at arbejde sammen med Parlamentet, med Rådet og med institutionernes medarbejdere for at sikre, at reformstrategien gennemføres fuldt ud til gavn for Unionen og hele dens befolkning.

Tak, hr. Kinnock. De kan nu stille spørgsmål til kommissæren.

Fru formand, blandt Kommissionens forslag er der et om ophævelse af tjenestemændenes immunitet. For nylig ophævede man et tidligere medlem af Kommissionens immunitet, og for øjeblikket verserer der en sag for en dommer i Bruxelles på det grundlag, at Bruxelles er sæde for fællesskabsinstitutioner. Men der er andre sæder for fællesskabsinstitutioner, og Fællesskabets handlinger er desuden udbredt til hele Fællesskabets område, hvorfor der er tusindvis af retskredse, som kunne gøre krav på at dømme tjenestemænd, kommissærer osv. Er Kommissionen klar over, at det for at ophæve immuniteten ville være nødvendigt at vedtage et nyt retligt instrument, som skulle regulere proceduren for at drage Kommissionens tjenestemænd, inklusive de tidligere kommissærer eller nuværende kommissærer, til ansvar?

Der er taget effektive juridiske forholdsregler. I netop det tilfælde, det ærede medlem tænker på, kunne Kommissionen ikke blot meget let og hurtigt træffe beslutning om at ophæve en tidligere kommissærs immunitet, men den tidligere kommissær informerede selv Kommissionen om sit ønske om at få ophævet sin immunitet. Jeg kan godt se de komplicerede forhold, som det ærede medlem er bekymret over, men jeg må sige til ham, at i løbet af de sidste fem år har der været 10 tilfælde, hvor de nationale juridiske myndigheder har anmodet om ophævelse af immuniteten for 26 tjenestemænd, og hver eneste af disse anmodninger er blevet efterkommet, og det meget beredvilligt. Jeg mener derfor, at Parlamentet kan have tillid til, at ikke blot er borgerrettighederne sikret for de anklagede eller de personer, der skal afgive forklaring, men det samme gælder mulighederne for de retmæssigt nedsatte juridiske instanser i alle medlemsstater for at søge oplysninger eller retten til at udspørge eller foretage efterforskning vedrørende enhver person, der er tilknyttet Kommissionen.

Som Parlamentets ordfører for personaleaspekterne i deres beretning, hr. Kinnock, glæder jeg mig meget over, at vi nu indleder denne proces, og jeg vil gerne sige til alle kollegerne her, at vi står over for en meget vigtig opgave, som vil være af absolut central betydning for Kommissionens fremtid og dens effektivitet. Og før jeg går videre til mine spørgsmål, vil jeg gerne slå fast, at det, der sker vedrørende vedtægten for tjenestemænd i Kommissionen, er af stor betydning for vores ansvar som arbejdsgiver, eftersom Europa-Parlamentets tjenestemænd fungerer under de samme betingelser. Det er en del af vores opgave, og jeg er sikker på, at alle her ønsker at engagere sig i den proces. Der var to ting, som jeg gerne ville tage op over for hr. Kinnock. Det første drejer sig om tidsplanen for disse vigtige reformer. Hr. Prodi sagde i sin meget vigtige indledning, at han havde identificeret alvorlige problemer i Kommissionen med hensyn til lav moral og lav motivation, og det er naturligvis bekymringsvækkende. Der hersker store forventninger til disse reformer, både inden for Kommissionen og uden for. Og hvis vi skal komme videre, vil jeg foreslå Dem, at reformerne på personalesiden, et tidligt tegn på en ændret kultur, øgede beføjelser og motivering af personalet skal gennemføres hurtigst muligt. Og hvis vi ser på de oprindelige forslag - og jeg forventer, at vi vil se det samme i de nye - skulle den fuldstændige og samlede reform af vedtægten ikke gennemføres før 2002. Først i 2001 skulle nogle af nøgleelementerne for vurderingen gennemføres. Det er for sent efter min mening, og vi er nødt til at gå langt hurtigere frem. Den anden ting, jeg gerne vil tage op, drejer sig om informationsteknologi. Har De virkelig taget hensyn til de ændringer i personalestrukturen, som den nye informationsteknologi vil afstedkomme, for de vil få afgørende betydning for den nye retning, disse reformer skal tage.

Med hensyn til anden del af hr. Harbours spørgsmål vil han i løbet af i år kunne se, hvordan vi med større præcision vil kunne vise, at den stadig større anvendelse af informationsteknologi vil lette ændringerne, ikke kun med hensyn til arbejdsgange og personalets arbejdsbetingelser, men i hele Kommissionens funktion, hvilket formanden kort berørte i sin erklæring. Jeg vil gerne takke hr. Harbour for det energiske engagement, han har vist i denne sag, hvor han er ordfører, og svare ham ved at sige, at vi helt klart er af den overbevisning, at moralen, motivationen og det faglige engagement hos Kommissionens tjenestemænd, som allerede er meget høj, vil blive styrket gennem indførelse af omfattende uddannelse, uddelegering af ansvar, ledelsesmæssige forbedringer samt en række andre ændringer, som vi vil indføre. Kulturer er produkter af strukturer og systemer, og strukturerne og systemerne er blevet gamle. Ved at forny disse strukturer og systemer, i nogle tilfælde meget radikalt, vil vi hjælpe Kommissionens medarbejdere, som er stærkt engagerede i det europæiske ideal, og som har virkelig gode kvalifikationer, til at udnytte deres talenter og manifestere sig som aldrig før. Jeg vil gerne sige en sidste ting som svar til hr. Harbour. Jeg deler hans utålmodighed efter at sikre den fuldstændige gennemførelse af reformmekanismerne og den ændrede praksis. Jeg ønsker derfor, at jeg ærligt kunne sige til ham, at vi vil udarbejde og fremsætte forslag til meddelelser inden 2001 og bestemt gennemføre dem inden 2002, men han er klar over, at der findes lovbestemte høringsprocedurer og -frister, som vi må overholde. Det skal ikke opfattes som nogen undskyldning. Vi er meget opmuntrede over den yderst positive og konstruktive reaktion, der kom frem ved høringen i sidste måned, og jeg mener derfor, at selvom der opstår en lille forsinkelse i udformningen og gennemførelsen af reformerne, vil disse reformer alligevel blive styrket i kraft af den forståelse og det engagement, der bliver resultatet af høringen, som vi vil gennemføre med største omhu. Jeg ville gerne få det hele til at gå hurtigere, men det er bedre at gøre det på den rigtige måde.

Fru formand, vi beundrer hr. Kinnocks holdning og realisme. For selvom han foregøgler os visioner om en velfungerende administration, der præsterer noget, gør han os samtidig opmærksom på de vanskeligheder, som vil opstå i den forbindelse, og som allerede kan forudses. Hr. Prodi gjorde opmærksom på, at han vil skille sig af med en række opgaver. Der skal således opstilles politiske prioriteter. Jeg tror, at det er vigtigere først at slå fast, hvad man vil gøre, inden man begynder at skille sig af med opgaver, for jeg kan forestille mig, at en masse mennesker ellers vil være imod det. I den forbindelse er udvidelsen en af de store udfordringer, jeg mener udvidelsen af Unionen. Jeg vil gerne påpege, at opretholdelsen af freden vil kræve meget større bestræbelser for med henblik herpå at få mange flere mennesker ud i selve områderne. Den temmelig bureaukratiske måde at gribe sagen an på, som vi i øjeblikket kender fra f.eks. hele vores udviklingssamarbejde, bør resolut omstilles til et samarbejde med henblik på fred. Kan hr. Kinnock sige, hvad han forventer af Rådet, og hvad han forventer af Parlamentet med hensyn til tidsplanen for sådanne prioriteter?

Jeg er fru Maes taknemmelig, ikke kun for hendes bemærkninger i dag, men for det stadige engagement, hun har udvist for forandringerne, lige siden hun kom til Parlamentet. Lad mig forsikre hende om, at vores holdning ikke er bestemt af noget ønske om at skyde opgaver fra os. Vi koncentrerer os om de centrale opgaver, og vi koncentrerer os om de prioriterede områder, ikke for at slippe uden om nogen forpligtelser, men for at garantere, at vi kan opfylde alle de centrale forpligtelser, vi har. En af disse forpligtelser - og her er jeg enig med fru Maes - er forberedelserne til en effektiv, gnidningsløs og rolig udvidelse, der bliver til gensidig fordel for befolkningerne i de nye medlemsstater og for borgerne i den nuværende Union. En af grundene til, at vi må sørge for at koncentrere os fuldt og helt om vores prioriteringer, er, at vi skal kunne garantere, at vi kan opfylde vores helt centrale rolle som udvidelsens håndværkere bedst muligt. Jeg vil gerne sige til hende, at de mekanismer, vi vil indføre med strategisk planlægning og programmering underbygget med aktivitetsbaseret forvaltning, kan lyde utroligt tørre og totalt blottet for ethvert spor af idealisme. Eftersom jeg er opdraget til at tro, at idealernes sejr skal tilrettelægges, kan jeg måske appellere til hende om at forstå og støtte vores mekanistiske synspunkt i denne sag, da det tjener de overordnede og centrale mål for Unionen og for udvidelsen. Jeg håber, at vi med hensyn til det samarbejde og partnerskab, vi kan opnå med Rådet og Parlamentet inden for alle aspekter af denne politik, ikke blot kan få gennemført vores politik på den mest effektive måde, men også kunne gøre dette med rettidig koordinering, således at vi opnår det maksimale udbytte for Unionen. Jeg tror, at reformen med alt, hvad den indebærer, herunder de nye mekanismer, vil bidrage kraftigt til at lette ændringer af denne art.

Først vil jeg benytte lejligheden til at lykønske Kommissionen med, at den enstemmigt har offentliggjort denne betimelige og væsentlige hvidbog og den ledsagende handlingsplan, og jeg mener, at da Kommissionens formand beskrev sin næstformand som en person, der handler intelligent og med entusiasme og energi, var det en rimelig og korrekt beskrivelse med hensyn til denne procedure. Jeg har to spørgsmål. Hvis jeg har forstået det ret, forventer vi en beretning om de centrale aktiviteter til september. Vil det eventuelt allerede begynde at få konsekvenser i form af ændringer af budgetproceduren, som Parlamentet skal afslutte i sidste kvartal i år, for så vidt angår budgettet for 2001, og kan De allerede nu fortælle, hvorvidt Kommissionen vil foregribe en sådan procedure? For det andet med hensyn til forudgående og efterfølgende revision og procedurer: Har jeg forstået det korrekt - og jeg har ikke haft lejlighed til at gennemgå dokumentet i alle detaljer - at Kommissionens enstemmige beslutning går ud på at give generaldirektoraterne større beføjelser for at frigøre dem fra systemet med forudgående godkendelse og i stedet indføre et stærkt, uafhængigt og centraliseret system med efterfølgende revision? Hvis det forholder sig således, vil jeg gerne sige, at efter den langvarige og til tider fængslende diskussion i min egen gruppe mener jeg, at hvis vi her i Parlamentet har ønsket, at de enkelte niveauer i Kommissionen gøres ansvarlige, må den nødvendige modydelse være, at der frigives personale, der kan fungere som administratorer. Lad administratorerne administrere.

Jeg vil gerne takke hr. Cox og hans gruppe, hvor mange medlemmer har vist engagement og interesse i de nærmere detaljer ved reformen, hvilket undertiden kan være noget af en prøvelse, men som han selv var inde på, er det altid umagen værd. Meddelelsen til september er en ny foranstaltning. Det bliver ikke blot en af de screeninger, som Kommissionen regelmæssigt har gennemført, men en meget grundig og præcis revision i de enkelte generaldirektorater og i Kommissionen som sådan, hvor vi har indført en mekanisme til gennemgang af kravene til os og de midler, vi har til at opfylde disse krav. Man kan derfor forestille sig - jeg kan ikke sige det fuldstændig sikkert på nuværende tidspunkt - at på det tidspunkt i budgetproceduren og i den cyklus, Parlamentet deltager i, vil vi måske - og jeg vil kraftigt understrege dette måske - skulle forelægge nogle konklusioner for Parlamentet og drøfte mulighederne for en revision. Dette er en rimelig prognose, det er ikke en ambition, vi har, men en mulighed, som vi er nødt til at tage højde for. Jeg vil gerne takke hr. Cox, fordi han understreger det fornuftige i at følge anbefalingen fra udvalget af uafhængige eksperter og indføre et system, som helt klart vil ende med en revision af finansforordningen og afslutningen på den centraliserede, forudgående kontrol. Jeg ønsker også at understrege, at formålet ikke blot er at frigøre Kommissionens personale - det er helt klart en af målsætningerne - men samtidig ønsker vi at ansvarliggøre dem. Ved at gennemføre denne udvikling i vores organisation er jeg sikker på, at vi kan matche eller måske endda overgå den succes og øgede motivation på arbejdet, der er opstået som konsekvens af en tilsvarende udvikling i mange organisationer inden for såvel den offentlige som den private sektor gennem det sidste årti. Jeg mener, at afskaffelsen af det centraliserede system bestemt ikke vil føre til en slækkelse af den effektive finanskontrol, men derimod øge dens effektivitet og sammenkædningen med de operationelle opgaver. Finanskontrollen vil helt klart blive bevaret både i kraft af vores måde at gennemføre ændringerne på, og fordi vi vil indføre en helt professionel og uafhængig intern revisionstjeneste. Som tidligere sagt er vores ambition fuld sikkerhed for pengene og fuldt udbytte af pengene. Vi er også interesseret i værdien for de mennesker, der arbejder for os. Ændringerne i finansforvaltningen og -kontrollen vil give kraftigt forøgede muligheder for at gøre alle disse ting.

Fru formand, jeg takker hr. Prodi for den klare fremlæggelse af reformmålene. I de debatter, som vi især har ført med hr. Kinnock i de sidste par uger, har vi understreget - og her knytter jeg an til det, hr. Cox har sagt - at vi ikke kan støtte en fuldstændig afskaffelse af en uafhængig finanskontrol. Decentralisering ja, men vi har alligevel brug for en uafhængig finanskontrol, det vil sige en enhed i de enkelte generaldirektorater, der dog er direkte underlagt finansinspektøren. Vi kan ikke lægge vejledning og kontrol sammen på denne måde. Vi har gjort det klart igen og igen og også understreget det i van Hulten-betænkningen af 19. januar, nærmere betegnet i punkt 10 og 11. Jeg har ikke hidtil haft hvidbogen til rådighed, og jeg spørger Dem, hr. Kinnock: Kan vi finde vores holdning heri? Jeg har et spørgsmål angående ex ante-kontrollen, som skal gennemføres, hvor det er nødvendigt, det vil sige uafhængigt. På det, hr. Prodi har sagt, har jeg forstået, eller tror jeg, at jeg har forstået, at denne ex ante-kontrol ikke er der helt igennem, men at den heller ikke afskaffes fuldstændigt, og at finanskontrollens uafhængighed bevares. Kan vi finde det i hvidbogen? Jeg vil læse den med meget stor interesse og med meget stor opmærksomhed, men De kan måske fortælle mig allerede nu, hvordan det er blevet nedfældet dér. Spørgsmålet om overgangsfrister foruroliger os. I det tilfælde er udtrykket soft law blevet nævnt - men sådan noget findes ikke. Der findes ingen blød eller hård lov. Der findes en lov, og der må ikke anføres nogen overgangsfrister i denne reform, hvor det kan føre til juridisk usikkerhed.

Med fare for at gentage mig selv vil jeg også udtrykke min taknemmelighed over for fru Theato for hendes konstante opmærksomhed om disse spørgsmål og for den måde, hvorpå hun, med forlov, har spillet jordemoder for mange af de ændringer, vi nu overvejer. Jeg håber, at hun bliver stolt af det barn, som hun i det mindste har en del af forældremyndigheden over. For det første er jeg ikke sikker på, om jeg forstod tolkningen korrekt, men jeg tror ikke, at en ekspert som fru Theato ville tale om afskaffelsen af en uafhængig finanskontrol. I finansforordningen sikres den nuværende finansinspektør naturligvis en vis grad af uafhængighed. Men på grund af sammenblandingen af rollerne med både finansforvaltning og finanskontrol og revision i henhold til de nuværende bestemmelser er det meget vanskeligt at opfatte dette som en ukompromitteret rolle, uanset den pågældendes personlige integritet. Så de ændringer, vi ønsker at gennemføre - som sagt i overensstemmelse med de stærke og tydelige anbefalinger fra Den Uafhængige Ekspertgruppe - er på ingen måde negative. Sammenhængen, konsekvensen og de universelt gode standarder i et decentraliseret system for finanskontrol sikres gennem en række foranstaltninger. En af dem går ud på at sikre uddannelse af høj kvalitet, en anden drejer sig om at sikre, at ingen generaldirektorater kan påtage sig ansvaret for finanskontrol, før revisionstjenesten er fuldstændig sikker på systemets holdbarhed, en anden er oprettelsen af en central, finansiel tjeneste, hvilket de ærede medlemmer kan se i hvidbogen, for at sikre, at disse standarder fastsættes og overvåges, og der er ligeledes tale om livrem-og-seler-metoden med en effektiv og uafhængig, intern revisionstjeneste. Jeg skal ikke komme ind på alle detaljer her i mit svar på et spørgsmål fra Parlamentet, men jeg er sikker på, at fru Theato efter at have undersøgt sagen nøjere vil kunne se, at hvidbogen indeholder nogle meget omfattende sikkerhedsmekanismer. Det vil også blive klart, at vi har taget hensyn til erklæringerne her i Parlamentet og navnlig i Budgetkontroludvalget, og dette er væsentligt med hensyn til brugen af forudgående godkendelser i generaldirektoraterne. Hvis man i generaldirektoraterne føler, at dette er en relevant og effektiv måde at udføre finanskontrol på, kan man bruge et system med forudgående kontrol. Der findes naturligvis forskellige krav rundt omkring i Kommissionen med hensyn til antallet og arten af de finansielle transaktioner, som de enkelte generaldirektorater skal foretage. Det tages der også højde for i hvidbogen, men når der findes et ønske om og et påvist behov for brugen af et sådant system, kan det helt sikkert bruges. Til sidst vedrørende overgangsperioden deler jeg fru Theatos forbehold med hensyn til den såkaldte "bløde lov". Vi har før haft denne diskussion, og hun ved, at jeg skelner mellem forskellige former for bestemmelser, der kan have en meget positiv indvirkning og efterhånden omsættes til det, vi kunne kalde "hård lov". Men i denne sag mener jeg ikke, at der er plads til "blød lov", og derfor vil man i overgangsperioden skulle overholde den nuværende finansforordning, indtil loven ændres gennem de korrekte demokratiske processer her i Parlamentet og i Rådet. Der er absolut sikkerhed for dette, og hvidbogen indeholder bestemmelser om disse spørgsmål. Endvidere, og dette er meget vigtigt, fordi der er tale om en overgangsperiode, vil medarbejderne blive uddannet, der vil blive givet rådgivning, der vil blive givet støtte, der bliver garantier, den nye chef for revisionsafdelingen vil være på plads den 1. maj, og dermed og med akkumuleringen af andre garantier mener jeg, at vi kan være så sikre, som mennesker nu kan være, på, at det bliver et fuldstændigt sikkert system selv i overgangsperioden. Der er to andre ting, jeg vil tage op, fordi det er centrale spørgsmål i reformen. Den første er, at folk føler - og jeg forstår hvorfor - at overgangsperioden indebærer en risiko for enten uansvarlighed eller træghed. Uansvarlighed, fordi man nogle steder føler, at der ikke bliver tilstrækkelig kontrol og disciplin. Det afviser jeg fuldstændig, simpelthen på grund af moralen hos Kommissionens tjenestemænd, ansvarsfølelsen hos generaldirektørerne og de sikkerhedsmekanismer, vi har indbygget i systemet. Træghed vil udelukkende skyldes angst, og vi gør, hvad vi kan, for at støtte og uddanne med henblik på at reducere risikoen for, at dette forekommer. Og til sidst: Det system, vi har i øjeblikket - hvilket Den Uafhængige Ekspertgruppe kraftigt har understreget - er nu blevet uholdbart. Revisionsretten har faktisk betegnet det som fiktion. Der skal under alle omstændigheder gennemføres ændringer, ændringer vil indebære en overgangsperiode, for der findes ikke noget system, der kan give os mulighed for at gå fra et system til et andet i løbet af en weekend. For så vidt det overhovedet er muligt med al den rådgivning, vi har til vores rådighed, og alle vores kreative evner, er jeg sikker på, at vi har indført, eller at vi vil indføre i kraft af vores forslag, et system, der vil give Unionen, skatteyderne og Parlamentet fuld sikkerhed.

Fru formand, reformprocessen blev helt sikkert vurderet meget højt, hvilket også skal anerkendes, måske også en smule på forskud. Mit spørgsmål lyder som følger: Reformen bliver ikke mindst nødvendig på grund af nye landes tiltrædelse og dermed på grund af udvidelsen af Unionen. Hvordan kan vi - Kommissionen, Parlamentet og de nationale parlamenter i tiltrædelsesstaterne - møde denne udfordring endnu mere effektivt, også under hensyntagen til tiltrædelsesstaternes idéer og overvejelser? Delegationerne gør et aktivt arbejde - jeg gør det i min delegation for Den Tjekkiske Republik - men det skal slås fast, at vi ofte har en meget overlæreragtig omgang med hinanden. Hvad kan reformen bidrage med i den forbindelse, således at vi kan udforme forholdet og samarbejdet, det fælles virke mellem Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter og Kommissionen mere effektivt?

Jeg er det ærede medlem taknemmelig, fordi han understreger, at reformen, bortset fra de iboende fordele, bliver nødvendig som følge af de nye medlemsstater, udvidelsen og navnlig den type udvidelser, som Unionen snart går i gang med. Det er væsentligt, at vi får denne reform, både til gavn for den nuværende Union og for at lette nye landes tiltrædelse. I løbet af de kommende år vil jeg fortsætte den praksis, som jeg allerede har indledt, naturligvis sammen med adskillige af mine kolleger i Kommissionen, med grundige drøftelser med myndighederne i de nye medlemsstater. Det gør vi for så grundigt som muligt at forklare dem det system, de skal med i, og jeg kunne også tænke mig en udvidelse af de uddannelsesforanstaltninger, der i øjeblikket gennemføres af de nuværende medlemsstater og af Unionen generelt, som skal sikre, at når de nye tjenestemænd kommer til Kommissionen, og tjenestemændene og administratorerne i medlemsstaterne skal til at beskæftige sig med realiteterne, de komplekse realiteter i forbindelse med medlemskabet og det indre marked, bliver det svært at se forskel. Det er den grad af grundighed og de bestemmelser, jeg kunne tænke mig. Alt, hvad jeg kan gøre nu, er at love at kæmpe for det.

Først vil jeg gerne ønske kommissæren glædelig St David's Day. Tak for Deres præsentation. Det er vigtigt, at Kommissionen aldrig glemmer, at reformprocessen bliver det rene tidsspilde, hvis man mister forbindelsen til den europæiske offentlighed. Det skal hele tiden være det centrale. Kommissionen skal levere en tjeneste til dem, og jeg er sikker på, at anbefalingerne om en nedbringelse af forsinkelserne med udbetalingerne vil blive hilst yderst velkommen, men det andet store klagepunkt hos de mennesker, vi repræsenterer, er papirarbejdet. Det overdrevne papirarbejde. Findes der en henvisning til en nedskæring af papirarbejdet og bureaukratiet for ansøgere om EU-finansiering, samtidig med at man varetager finanskontrollen? Det er en klar klage, som vi modtager. Det er man nødt til at tage stilling til. Mit andet spørgsmål drejer sig om udvalget vedrørende status for revisionerne. Dette hilser jeg naturligvis velkommen, men jeg mener, at det er vigtigt, at det omfatter en reference til overvågningen af de henstillinger, der kommer fra Europa-Parlamentet inden for vores dechargeprocedure. Vil De tilføje dette under dette udvalgs arbejdsopgaver? Endelig er Den Socialdemokratiske Gruppe indforstået med aktivitetsbaseret budgetlægning og ansvarliggørelsen, og, som hr. Prodi sagde, vil De blive bedømt på Deres handlinger og ikke på Deres udtalelser.

Opgaven med at skabe forbindelse til den europæiske offentlighed er yderst vigtig, således som fru Morgan er inde på, og kan kun udføres på grundlag af handling, ikke ord. Det siger jeg med al mulig respekt for Europa-Parlamentet, hvor der findes så mange eksperter i ord, men vi vil forsøge at foregå med et godt eksempel. Med hensyn til det overdrevne papirarbejde beskriver fru Morgan dilemmaet på udmærket vis. Vi afskyr overdrevet papirarbejde, men i lyset af kravene om, at vi skal kontrollere, og kontrollere igen og dobbeltkontrollere for at kunne garantere en effektiv finanskontrol, er disse administrative krav, som nogle kalder bureaukrati, nogle gange uundgåelige. Men for at begrænse disse forpligtelser til et minimum nøjes vi ikke med blot at tale om det; i allernærmeste fremtid vil vi udpege en vicegeneralsekretær, en yderligere vicegeneralsekretær, der får det som sin særlige opgave at identificere bedste praksis og udbrede denne i hele Kommissionen samt at sikre en radikal beskæring af de procedurer, der giver så meget papirarbejde, så meget bureaukrati og så meget frustration, må jeg sige, ikke blot for Unionens borgere og virksomheder, men også for de mennesker, der arbejder for Kommissionen. Vi vil helt klart arbejde for dette, og jeg tror, at virkningerne vil blive synlige i løbet af de kommende par år. Et af vores problemer vil naturligvis altid være, at jo bedre vi er til at reformere, jo mindre vil man få at vide om det, så vi vil være afhængige af, at vores venner og partnere i Europa-Parlamentet med sædvanligt storsind forklarer alle Kommissionens anstrengelser for at tjene Europas borgere på bedste vis. Jeg ved, at jeg kan stole på alle her i salen.

Spørgerunden er afsluttet. Tak, hr. Prodi og hr. Kinnock.

Næste punkt på dagsordenen er redegørelsen fra den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Jeg byder hjerteligt velkommen til hr. Solana og overlader ham straks ordet.

Fru formand, som De kan forestille Dem, er det en stor glæde for mig atter at være sammen med Dem her i Europa-Parlamentet. Siden jeg sidst, mine damer og herrer, stod foran Dem for at tale til Dem om spørgsmål vedrørende udenrigs- og sikkerhedspolitikken på vores kontinent, er der sket mange ting. Nogle gange kan vi synes, at der er sket for mange ting. Jeg vil gerne her i eftermiddag dele nogle tanker med Dem, især om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er, som jeg har sagt, sandt, at verden har flyttet sig meget i de sidste måneder, og at der har fundet temmelig mange begivenheder sted, men jeg vil, hvis De ikke har noget imod det, lade Deres eventuelle spørgsmål til mig vente til spørgetiden og besvare dem der. I løbet af de måneder, der er gået, siden jeg sidst mødte for Dem, har der fundet vigtige begivenheder sted, også i Den Europæiske Union. Lad mig minde om to. En, som De som medlemmer af Parlamentet og i særdeleshed formandskabet er meget glad for: åbningen af regeringskonferencen og indledningen af forhandlingerne med de kommende medlemmer af Den Europæiske Union. Begivenhederne i Kosovo og på Balkan i al almindelighed har uden tvivl berørt vores hjerter og intellekt dybt; vigtige spørgsmål i Mellemøsten, hvor Parlamentets formandskab har spillet en vigtig rolle på sin sidste rejse; nogle vigtige begivenheder for at bringe topmødet mellem Europa og Afrika ud af dødvandet, og hvor jeg havde den tilfredsstillelse at deltage i samarbejde med det portugisiske formandskab; det store møde, der har fundet sted i Vilamoura i Portugal med de 18 latinamerikanske lande for at forsøge også at opbygge et tættere forhold mellem Den Europæiske Union og de latinamerikanske lande. Tjetjenien har utvivlsomt også ligget os meget på sinde, og jeg vil sige nogle ord ved afslutningen af mit indlæg, efter en vigtig samtale, som jeg har haft her til morgen med repræsentanten for Europarådet, Álvaro Gil-Robles, om det besøg, han netop har aflagt regionen. Men jeg forstår, at De har bedt mig om at komme, for at jeg kan tale mere direkte til Dem om udenrigspolitikken og især om sikkerhedspolitikken i Europa efter Helsinki. Det vil jeg kort omtale; hvis De ønsker at stille spørgsmål herom under spørgetiden, vil jeg meget gerne besvare dem. Lad mig minde om, at topmødet i Helsinki under det finske formandskab fandt sted ikke for et århundrede siden, men for knap to måneder siden. I Helsinki blev der truffet fundamentale beslutninger om udenrigs- og sikkerhedspolitikken på vores kontinent. Der var grundlæggende tre slags beslutninger, og dem vil jeg komme ind på. Den første var beslutningen om at oprette tre slags komitéer i Den Europæiske Union for at kunne træffe beslutninger om krisestyring: for det første en politisk og sikkerhedspolitisk komité, for det andet en militær komité som repræsentant for de 15 medlemsstaters generalstabschefer og for det tredje beslutninger om de forbindelser, som Den Europæiske Union skal have med tredjelande og andre organisationer. Jeg tænker især på forholdet mellem Den Europæiske Union og NATO og forholdet mellem Den Europæiske Union og de lande, der, selvom de geografisk set er europæiske, ikke er en del af Den Europæiske Union, i det mindste ikke for øjeblikket. Jeg vil i det store og hele begrænse mig til disse tre punkter for at bringe Dem ajour med det, der er sket. For det første, og med hensyn til de beslutningstagende organer, har Den Politiske og Sikkerhedspolitiske Komité, der blev nedsat på det sidste Råd (almindelige anliggender), mødtes for første gang her til morgen, den 1. marts 2000. To måneder efter den erklæring og den beslutning, der blev truffet i Helsinki, har vi således for første gang inden for Den Europæiske Union et møde i Den Politiske og Sikkerhedspolitiske Komité. Jeg har haft lejlighed til at være sammen med den her til morgen og være sammen med repræsentanterne til frokost. Jeg kan meddele Dem, at De kan være glade og tilfredse. De 15 lande har udpeget diplomatiske eksperter på ambassadørniveau til at påtage sig ansvaret for et af de mest betydningsfulde spørgsmål, som vi skal løse i de kommende måneder. For det andet skal Militærkomitéen, som repræsenterer de 15 landes forskellige generalstabschefer, afholde sit første møde den 7. marts, det vil sige to måneder og et par dage efter Helsinki-erklæringerne. Militærkomitéen vil, som De kan forestille Dem, få forskellige forpligtelser. I overgangsperioden vil dens vigtigste opgave være at rådgive Rådet og undertegnede og træffe de første beslutninger om, hvordan man skal nedsætte de endelige organer, som vi helt sikkert vil forsøge at få iværksat ved udgangen af år 2000 eller i begyndelsen af næste år. For det tredje vil Militærstaben være repræsenteret ved de højtstående militærfolk fra de 15 lande, som sammen med mig vil udgøre det civile og militære sekretariat, som med bistand fra Militærkomitéen har til opgave at forberede en hvilken som helst krisestyringsoperation, som man til sin tid er nødt til at iværksætte inden for Den Europæiske Union. Denne krisestyring er ikke en ren militær styring; derimod vil disse militærfolk, Militærkomitéen, også have som deres ansvarsområde at rådgive om logistikken i de mulige operationer af humanitær art, hvor der kan være behov for at involvere militære styrker. I dag er Mozambique helt sikkert et glimrende eksempel på, at man skal intervenere ud fra et militærlogistisk synspunkt, ikke med et militært formål, men derimod med et rent humanitært formål. Vi arbejder intensivt, og hvis jeg, mine damer og herrer, fru formand, da jeg havde fornøjelsen at stå her foran Dem for første gang for et par måneder siden, havde sagt til Dem, at vi den 1. marts 2000 kunne meddele Dem, at Den Politiske og Sikkerhedspolitiske Komité har mødtes i dag for første gang, at Militærkomitéen vil være i gang i løbet af en uge, og at Militærstabens første ting er ved at ankomme til den bygning, som vi har i Den Europæiske Union, så er der sikkert mange af Dem, der ville have tænkt, at den højtstående repræsentant var ved at blive tosset. Vi er ikke tossede, vi har blot arbejdet hårdt, intensivt og beslutsomt, og vi har uden den mindste antydning af tvivl fået støtte og opbakning ikke kun fra Dem, mine damer og herrer, men fra stats- og regeringscheferne i de lande, som De repræsenterer. Der er næppe mange initiativer inden for Den Europæiske Union, som har bevæget sig med en sådan beslutsomhed, energi og ihærdighed, som krisestyringen har gjort det fra Helsinki og hertil. På mindre end to måneder har vi iværksat en samarbejdsmekanisme med Kommissionen. Jeg vil gerne takke kommissær Patten, som er til stede her sammen med os, for den støtte, den utrolige energi, som også han har lagt for dagen i et forsøg på at få alle disse ting sikkert i havn i løbet af relativt kort tid. Mine damer og herrer, tillad mig, at jeg går over til det andet spørgsmål, som jeg gerne vil se på sammen med Dem. Vi har allerede set på de organer, som vi har iværksat, men vi har først og fremmest en forpligtelse over for vores troværdighed: At Europa bliver i stand til at udstyre sig selv med en militær kapacitet, så det kan handle, når der er brug for krisestyring. Jeg vil gerne gentage, at Den Europæiske Union ikke forsøger at føre krig med denne militære kapacitet, men derimod slutte fred, deltage i krisestyringer for at kunne tage derhen, hvor der er krig eller konfliktsituationer for at neddæmpe, afspænde og afværge dem, i tråd med Helsinki, der, som De vil erindre, var så fornuftig at aftale oprettelsen af en styrke på 60.000 soldater fra alle de europæiske medlemsstater, som på et givet tidspunkt skal være i stand til at gå i aktion inden for 60 dage - to måneder - for at afværge en krise og være i stand til at forblive i denne aktion i et år for at afværge konflikten. Det er en meget omfattende opgave, et stort mål, vi har sat os, men jeg kan sige til Dem, at vi nu er i en situation, hvor vi kan klare denne udfordring, som stats- og regeringscheferne besluttede i Helsinki. I mandags for præcis to dage siden mødtes forsvarsministrene fra de 15 lande, der er repræsenteret her, i Sintra, en meget smuk by i nærheden af Lissabon, hvor de traf nogle vigtige beslutninger med henblik på at gennemføre det headline goal, der blev defineret i Helsinki. Den foreslåede tidsplan er stram og vigtig, og den vil kræve stor beslutsomhed af alle - også af Parlamentet. Jeg vil definere den på fem punkter: For det første vil vi før det næste Råd (almindelige anliggender), som finder sted til marts, være i stand til mere præcist at definere - idet vi skal henholde os til det synspunkt, som de militære planlæggere måtte finde passende - den dybereliggende og specifikke betydning af headline goal. Det er ikke det samme at sige, at vi skal indsætte 60.000 soldater i en fredsbevarende operation som i en fredsskabende operation, og vi skal derfor have undersøgt alle de mulige scenarier, således at vi er i stand til at gøre det og gøre det ordentligt. Før den 24. vil vi derfor have fastlagt denne tidsplan, så Rådet (almindelige anliggender) nævnte dag kan gøre, hvad det finder passende. For det andet skal vi se på, hvilken kapacitet det enkelte land har, så denne samlede styrke på 60.000 soldater kan blive fordelt ordentligt og effektivt mellem de 15 lande. For det tredje skal vi se på de forskelle, der er mellem headline goal, og det, som hvert land kan bidrage med. Det er muligt, at vi ikke vil have tilstrækkeligt de 15 lande imellem, og at disse lande skal gøre en ekstra indsats for at opfylde de behov, vi har fremlagt. Hvordan skal vi gøre det? Vi vil gøre det ved at indkalde til en konference for de 15 lande for at se, hvilken afstand der er mellem det, vi ønsker, og det, vi har, og for at se, hvordan vi skal fordele det, vi mangler, blandt de 15 lande, som udgør Den Europæiske Union. Vi ønsker, mine damer og herrer, fru formand, at udforme tidsplanen på en sådan måde, at vi kan afslutte denne proces under det franske formandskab i december 2000 med en stor konference til tilvejebringelse af styrker fra alle landene, for at behovene og kapaciteten kommer til at svare til hinanden, således at vi ærligt kan sige, at vi nu har en plan over det, vi skal gøre fra slutningen af år 2000 indtil år 2003, hvor vi har besluttet, at kapaciteten skal være klar. Mine damer og herrer, det er det, vi er i gang med, det er det, vi er involveret i. Jeg synes, at vi har arbejdet godt i de forløbne måneder og uger, og jeg tror, at vi kan arbejde i den resterende del af år 2000 under det portugisiske formandskab - som for øvrigt udfører et fremragende arbejde - og fortsætte under det franske formandskab, som helt sikkert vil blive ved med at arbejde med samme beredvillighed og handlekraft, som det har udvist ved andre lejligheder. Jeg vil gerne sige til Dem, at der undervejs vil blive afholdt mindst fire Europæiske Råd, det i Lissabon og det i Feria, og to Europæiske Råd under det franske formandskab. Ved disse fire lejligheder vil regeringscheferne også være villige til at fortsætte med at se nærmere på disse spørgsmål, så vi ikke kommer for sent til toget, og så vi inden år 2003 er i stand til at iværksætte det, vi har aftalt, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Jeg finder derfor, mine damer og herrer, fru formand, at vi i denne sag arbejder beslutsomt og energisk og med stor opbakning fra alle regeringerne og regeringscheferne. Mine damer og herrer, der er to ting mere, som jeg gerne vil sige ved denne lejlighed. Den Europæiske Union har en forpligtelse til udføre hele denne operation i kontakt med de tredjelande, jeg har nævnt, og som geografisk set hører med til Europa, selvom de endnu ikke er med i Den Europæiske Union. Det er lande, som vi skal arbejde sammen med, som vi også skal inddrage, for hvis der, Gud forbyde det, opstår en krise, skal alle styrker og alle lande være mere end velkomne. For det andet skal vi være i stand til at etablere et smidigt og gennemsigtigt forhold til NATO. De operationer, som vi fremover skal udføre, vil være af tre forskellige slags: Til den første hører de operationer, hvor man involverer de europæiske styrker inden for rammerne af NATO. Til den anden hører de operationer, hvor man involverer europæiske styrker, og som ledes af disse, men hvor man anvender NATO's midler og infrastruktur. Til den tredje vil høre de operationer, hvor europæerne handler alene. I den første og anden slags operationer skal vi samarbejde med NATO, og der skal naturligvis fastsættes en gennemsigtig, positiv og tillidsfuld ramme for forholdet mellem os og NATO, hvilket vil være godt for NATO og for os. Fru formand, mine damer og herrer, jeg har fortalt Dem om den kapacitet, som vi er indstillet på at sætte i værk, om den tidsplan, vi ønsker at anvende, og om det, der er gjort de sidste par måneder. Jeg vil også gerne sige til Dem, at vi ikke glemmer, at vi også skal kunne klare kriseoperationerne inden for det civile område. Humanitære kriser, politimæssige kriser som dem, der desværre lige nu finder sted i Kosovo, på Balkan: Alt dette ønsker vi også at løse eller forsøge at finde en løsning på i det omfang, vi er i stand til det. Sammen med Kommissionen, med kommissær Patten arbejder vi i den retning. Lørdag morgen skal jeg mødes med alle indenrigsministrene fra Den Europæiske Unions 15 lande for at forsøge at få dem til at forstå nødvendigheden af, at vi også alle skal mobilisere politiet, for der er tidspunkter, hvor en krise, som begynder med et behov af militær karakter, udvikler sig på en sådan måde, at der efter nogle få måneder mere er behov for politifolk end militærfolk, og i krisens sidste fase er der måske ikke så meget brug for politifolk, men mere for dommere eller institutioner til at skabe de demokratiske institutioner, som landet behøver. I vores tætte og positive samarbejde med Kommissionen arbejder vi også i denne retning. Mine damer og herrer, jeg har ikke så meget mere at fortælle Dem om disse spørgsmål. Der er sket mange andre ting i de sidste uger, som jeg gerne vil nævne: Kosovo, Mellemøsten, Tjetjenien; mange ting, som jeg gerne vil drøfte med Dem. Fru formand, hvis De tillader det, vil jeg foretrække at stoppe her og give mulighed for, at der bliver stillet spørgsmål, så der også bliver tid til at besvare dem. Men før jeg gør det, så tillad mig, at jeg orienterer Dem om en telefonsamtale, som jeg for meget få timer siden havde med den delegerede for Europarådet om Tjetjenien-spørgsmålet. Hr. Gil-Robles er kommet tilbage fra Tjetjenien her til morgen, han har besøgt Groznyj, han har haft lejlighed til at tale med mig i telefonen og til at videregive mig sine første indtryk, som ikke er gode, hvilket De kan forestille Dem. Situationen i flygtningelejrene i Ingusjetien er dårlig, den forværres; i de fleste tilfælde er der ikke længere varm mad i løbet af dagen: De russiske myndigheder leverer den ikke længere, hvorfor det er ngo'erne, der gør det. I Groznyj er der lige nu ca. 20.000 personer, som helt afgjort befinder sig i en desperat situation, som må gå kilometer efter kilometer for at finde et sted, hvor de kan få noget at spise. Men der er noget, der kan betyde en skridt i den rigtige retning, og som jeg gerne vil fortælle Dem om. Den delegerede fra Europarådet har fortalt mig, at de russiske myndigheder i går aftes under en samtale, han havde med præsidenten og udenrigsministeren, accepterede, at der bliver inddraget personer fra Europarådet i den humanitære mission, som på nuværende tidspunkt allerede findes i Groznyj, og som ledes af de russiske myndigheder, og at de forhandlede med formandskabet for Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa (OSCE) om muligheden for også at inddrage personer fra sidstnævnte organisation. Dette er de eneste positive ting, som jeg kan viderebringe på nuværende tidspunkt. Jeg håber, at vi i de kommende timer får flere oplysninger fra den delegerede, Gil-Robles, og ikke mindst bedre nyheder, hvad angår Den Russiske Føderations myndigheder. Fru formand, mine damer og herrer, jeg vil stoppe her. Blot vil jeg gerne gentage det for Dem, som jeg sagde i begyndelsen: Det er en stor tilfredsstillelse at kunne deltage i Parlamentets arbejde, orientere Dem om det arbejde, der i fællesskab finder sted mellem alle landene og sammen med Kommissionen, med et klart mål, nemlig at vores Europæiske Union kan deltage med den størst mulige vægt i den internationale sfære i de fredsbevarende operationer. Europa ønsker ikke at føre krig nogle steder, men at samarbejde for fred og stabilitet i hele verden.

Mange tak, hr. Solana. Jeg giver ordet til hr. Poettering for Gruppen for Det Europæiske Folkeparti og De Europæiske Demokrater.

Fru formand, kære kolleger, det er anden gang, vi diskuterer med den højtstående repræsentant, Javier Solana, og jeg vil til at begynde med sige et par ord til repræsentanten for Kommissionen, Chris Patten. Da vi første gang diskuterede med den højtstående repræsentant for FUSP, gennemførte vi på opfordring af vores gruppe, også på min personlige opfordring, og med støtte fra alle gruppeformændene, at Kommissionen, repræsenteret ved hr. Patten, taler. Jeg indrømmer gerne, at vi ikke tænkte på det, da vi fastsatte dagsordenen for i dag. Fru formand, jeg anmoder Dem og gruppeformændene om, at vi alle fremover sikrer, når vi diskuterer med den højtstående repræsentant, at Kommissionen også får ordet helt formelt, fordi Kommissionen skal være en del af udviklingen af den europæiske politik ... ... og at vi alle har dette for øje. Jeg siger absolut selvkritisk, at vi ikke havde tænkt på det. Jeg håber, hr. Patten, at De får lejlighed til at foretage en vurdering af vores diskussion. Hr. Solana, De talte om Sintra. Det er meget heldigt, at de 15 forsvarsministre er samlet. Der tales om militær, om tropper, om soldater. Alt dette er rigtigt. Det går i den rigtige retning. Men jeg vil gerne sige udtrykkeligt, at militær, tropper og soldater ikke er noget mål i sig selv, men at grundlaget for alt det, vi gør, er menneskets værdighed, demokratiet, retsstaten, freden og den fredelige konfliktløsning. Jeg ville ønske, at de 15 stater i Den Europæiske Union havde hævet deres røst meget højere i forbindelse med de mord og de forbrydelser, som den russiske regering og det russiske militær har begået i Tjetjenien, end det har været tilfældet i de seneste uger. (Bifald) Jeg har indimellem det indtryk, at vi udøver kritik over for små lande og af og til på en så grænseløs måde, at vi dog parerer ordre, når det handler om store lande. Men målestokken skal være, at vi dér, hvor forbrydelser begås, også skal besvare dem med ord og, hvis det er muligt, med passende midler. (Bifald) Vi har i de senere år opnået store fremskridt med Maastricht-traktaten, dernæst med Amsterdam-traktaten, med resultaterne fra Saint Malo, fra Köln og nu fra Sintra. Vi bifalder selvfølgelig udtrykkeligt, hr. Solana, hvis tropper med disse 60.000 soldater opbygges nu. De skal være parat til indsættelse inden for 60 dage. Men den retorik, der er i vores regeringer i landene i Den Europæiske Union, skal også følges af handlinger. Der er flere regeringer, der reducerer deres budgetter og forsvarsmidler. Det er i strid med al den retorik, vi oplever i disse dage. Regeringerne i landene i Den Europæiske Union skal opmuntres til virkelig at lade ordene følge af handling, således at vi ikke kun har retorik og mindre sikkerhed, men også mere sikkerhed i Europa i sidste ende. (Bifald) Vores amerikanske venner er bekymrede, og jeg siger udtrykkeligt vores amerikanske venner, for vi ønsker jo en nordatlantisk alliance, der handler venskabeligt, og hvor forholdet mellem USA og Europa er ligeberettiget. Der er altså bekymringer, og man taler om de såkaldte tre D'er. Decoupling, altså frygten for, at Europa skal koble sig fra USA, dernæst frygten for duplication, det vil sige fordoblingen af militære instrumenter samt kompetencer og kommandostrukturer, og endelig discrimination, frygten for diskriminering af de NATO-medlemmer, der ikke er medlemmer af EU. Jeg anmoder Dem - De har jo erfaring som tidligere generalsekretær for NATO, og jeg er overbevist om, at De også er enig i det, jeg siger her - om at modvirke disse bekymringer ved at handle i praksis og sørge for - som den fungerende NATO-generalsekretær omskriver det - at vi realiserer de tre I'er, altså indivisibility, den transatlantiske sikkerheds udelelighed, dernæst improvement, forbedringen af den europæiske kapacitet, og endelig inclusion, det vil sige integrationen af de europæiske NATO-partnere, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, i processen. Militær må altid kun være ultima ratio. Vi er Dem taknemmelige for, at De har sagt det. Den bedste sikkerhedspolitik, som vi kan føre i ikkemilitær forstand, er udvidelsen af Unionen mod øst for at opnå større stabilitet dér og dialogen med de arabiske og islamiske stater for også at leve i fred med Middelhavsområdet. En afsluttende bemærkning: Jeg har med forbavselse og undren noteret, at den belgiske udenrigsminister, Flahaut, i Sintra erklærede, at Belgien vil afbryde sine militærpolitiske forbindelser til Østrig. Nu ved jeg ikke, hvilke militærpolitiske forbindelser der er tale om, men jeg må sige, at der bag sådanne overvejelser er en utålelig, moralsk arrogance, som er uværdig for en regering i det land, i hvis hovedstad de europæiske institutioner befinder sig. Jeg anmoder om, at denne isolation ophører, og at man stopper med at splitte lande og befolkninger, at vi i stedet for overvinder denne isolation nu, at vi forener. For kun hvis vi forener inden for Den Europæiske Union og er parat til fred, er vi også et eksempel på fred og fredelig konfliktløsning uden for Den Europæiske Union. Det opfordrer jeg de 14 stater til, som forholder sig på en bestemt måde, og hvilket jeg udtrykkeligt kritiserer den belgiske regering for. Lad os selv være klar og parat til fred! Derfor skal vi forene og må ikke isolere nogen inden for Den Europæiske Union! (Bifald)

Tak, hr. Poettering. Hr. Poettering, naturligvis er kommissær Pattens indlæg i denne forhandling meget relevant. Og vi er enige om, at jeg giver ham ordet, når han ønsker det. Hr. kommissær, ønsker De at tage ordet nu eller senere? (Kommissæren oplyste, at han ville tage ordet senere) Udmærket, tak.

Fru formand, kommissær Patten og hr. Javier Solana, "Usted no es una persona loca, todo lo contrario" ("De er ikke spor tosset, tværtimod!"). Vi glæder os over de hurtige fremskridt, der er sket efter Helsinki-topmødet. Vi ved, at De har en vigtig rolle i dette. Det glæder mig også, at De nævner Mozambique i dag og i denne sammenhæng, og at man kan gøre en stor humanitær indsats med disse midler. Vi kan naturligvis ikke tale om udenrigspolitik uden at nævne Tjetjenien. Min ven Jacques Poos vil tale om dette på vegne af vores gruppe. Jeg vil koncentrere mig om Kosovo. Det er nu helt tydeligt, at situationen i Kosovo viser, at krisen ikke kan få en holdbar løsning med militære midler. KFOR-styrkerne har gjort og gør stadig en vigtig og uvurderlig indsats, men kampvogne og skyttegrave kan ikke løse politiske problemer og etniske modsætninger i det lange løb. Det er nu kommet så vidt, at Pentagon har forbudt de amerikanske styrker at vende tilbage til den nordlige del af Mitrovica. De er nu blevet erstattet af solide danske, finske og svenske tropper. Det er let at give op over for volden og hadet, men for Kosovos, Balkans og Europas vedkommende er det vigtigt, at vi klarer det. Vi har påtaget os store, forpligtende foranstaltninger via stabilitetspagten. Dette bliver derfor en troværdighedsprøve for Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. I øjeblikket er mangelen på egnet personel i Kosovo meget stor. Allerede i efteråret hørte vi Bernard Kouchner efterlyse civile betjente. Det glæder mig nu at høre, at Javier Solana vil indkalde indenrigsministrene i weekenden for at diskutere spørgsmålet om politi. Jeg håber, at denne diskussion først og fremmest vil dreje sig om Kosovo, så man kan løse denne desperate situation. Med hensyn til Balkan og Kosovo håber jeg også, at Rådet vil følge Parlamentets og, efter hvad jeg kan forstå, også Kommissionens krav om et flerårigt budget for indsats i Kosovo. Hr. Solana, situationen i Kosovo har lært os meget, f.eks. at vi skal have en militær kapacitet til krisehåndtering, hvilket allerede er blevet omsat til konkret handling. En anden og mindst lige så vigtig erfaring er dog, at det er bedre at forhindre en krise end at sætte ind bagefter. Derfor skal EU også have en selvstændig, troværdig konfliktforebyggende kapacitet. For Kommissionens vedkommende har kommissær Patten taget flere prisværdige initiativer i denne retning. Jeg tænker på forslaget om at oprette en rapid reaction facility og en rapid reaction force for ikkemilitære indsatser samt indføre headline goals for ikkemilitære indsatser og et Commission crisis centre. Mit sidste spørgsmål til Javier Solana er: Hvilke konkrete skridt bliver der taget for netop at forhindre konflikter? Hvordan er disse organiseret i Solanas kontor, og hvordan samordnes dette med Kommissionen?

Hr. formand, hr. Solana, De har den Liberale Gruppes fulde støtte og tillid, men vi vil gerne minde Dem om det kæmpeansvar, der nu hviler på Deres skuldre. Jeg tænker dels på de forestående vigtige humanitære og fredsbevarende og fredsskabende opgaver. Men jeg tænker også på det ansvar, som De nu har, for at det nye europæiske forsvarssamarbejde ikke skaber nogen som helst splittelse mellem NATO og EU, mellem USA og Europa. En sådan splittelse vil kun være til glæde for de despoter og slyngelstater, som truer friheden og menneskerettighederne. Jeg tror, De hørte de bekymringer, som nogle medlemmer af den amerikanske Kongres i sidste uge gav udtryk for her i Parlamentet. Disse bekymringer må De mane i jorden, hr. Solana. For, som De selv har sagt, når vi står sammen hen over Atlanten, så kan vi gøre noget. Når vi splittes, så svækkes vi, og så forlænges de undertryktes lidelser. Derfor, kære hr. Solana, hold den tættest mulige kontakt til vores amerikanske allierede, og glem heller ikke Norge, Tyrkiet og Canada. De får også et tungt medansvar for, at vi ikke ender som papirtigre. Vi har, som George Robertson så tit har sagt, 2 millioner soldater, men kunne end ikke stille 40.000 op i Kosovo. Det var måske vores svaghed og utroværdighed, der førte til krigen. Diplomatisk pres lykkes jo kun, når det bakkes op af en troværdig økonomisk og militær trussel. Alt andet er ønsketænkning. Og derfor må medlemslandene enten bevilge flere penge eller omprioritere til fordel for moderne mobile enheder, så vores soldater beskyttes med det bedste udstyr, og derfor glæder vi os over de beslutninger, der blev truffet i mandags i Sintra. Den tredje tunge byrde på Deres skuldre er sikringen af parlamentarisk kontrol. Den skal først og fremmest foregå i medlemslandene. Ingen soldat kan jo sendes ud, uden at det nationale parlament godkender det. Derfor er det også forkert, når nogen taler om en europahær. Det er en styrke, der er sammensat af nationale enheder. Det nye er, at den kan handle hurtigt og velforberedt med effektiv fælles ledelse og med moderne udstyr. Men der er naturligvis også plads for en vis parlamentarisk indsigt og kontrol i dette Parlament. Vi ser Dem gerne som hyppig gæst både her i plenum og i Udenrigsudvalget som en, der både taler og lytter. Til slut vil jeg gerne med Dem glæde mig over den utrolige enighed og den fart, hvormed dette nye samarbejde sættes i gang. Nogle af os mødte i går den portugisiske forsvarsminister. Han var lige så glad og positivt overrasket som De over, at man kunne enes om så meget. Tænk på, at der også er alliancefrie lande med ved bordet. Vi deler glæden, når blot vi ikke løber så hurtigt, at der går skår i samarbejdet over Atlanten. Det er noget, jeg igen vil understrege, og så vil jeg til sidst understrege, at formålet med det hele jo er, at vi bliver så troværdige, når vi øver økonomisk og militær pression, at militæret slet ikke kommer i anvendelse. Det er det, der er formålet med det hele, og derfor er det også vigtigt, at De samarbejder med hr. Patten, for det er militær, økonomisk og diplomatisk pression, der i fællesskab skal sætte en bom for overgreb her i vores nærområde.

Hr. formand, hr. Solana, vi er alle store børn. De bygger luftkasteller, og i Deres plan indtil 2003 indgår 60.000 soldater. Det, vi besluttede i Sintra for 2004, 2005 og 2006, er glimrende. Men hvad med 2000 i Kosovo? De talte med hr. Gil-Robles, og jeg har modtaget en e-mail fra en gammel kollega, Pierre Pradier, der i øjeblikket er i Pristina. Han fortalte om en serbisk læge, der lige er blevet myrdet i Pristina. Han behandlede romanibefolkningen og albanere og serbere, og det er en utilgivelig ting i Kosovo! Han blev myrdet, og han havde tre børn. Der er brug for politi i Kosovo her og nu! Vi har brug for soldater, der ikke praktiserer en doktrin. Jeg er ikke krigsgal, men hvis soldaterne ikke skal bruges til at stoppe forbryderne i Kosovo, hvilken gavn gør de så? Man risikerer sit liv i Kosovo, men det er prisen for friheden i øjeblikket. Hvis vi ikke reagerer over for det, der sker i dag i Kosovo - provokationerne ved grænserne, serbernes provokationer, albanernes provokationer osv. bevæger vi os mod en krig. Men hvad med den civile mobilisering, hr. Patten? Vi har behov for en civil styrke, der skal gribe ind her og nu for at overvåge, hvad der foregår, og for at sige til militæret og til politiet, hvad de skal gøre, ellers vil alt det, vi har udrettet i Bosnien og i Kosovo, blive ødelagt af virkeligheden i et land, der synker dybere og dybere ned i volden. (Tilråb fra hr. Martinez på den yderste højrefløj) Vi har et meget stort problem, fordi vi laver marchruter for befolkningerne, men vi er ude af stand til at handle, når der er en enorm humanitær krise som i Tjetjenien. Hr. Poettering har ret. Man må indrømme det, når det er tilfældet. Han har ikke altid ret, men i dette tilfælde har han. Jeg er for en hård kurs over for Østrig, men dette medfører et ansvar i forbindelse med Rusland. Jeg kan ikke lide udenrigsministre - hvad enten de kommer fra Tyskland og mit eget parti, eller fra Frankrigs flertalsvenstrefløj eller fra Italien fra Gud ved hvilket parti - der ikke siger noget! I den nuværende situation skal man sige til Rusland: "Hvis I vil have penge, hvis I vil have, at vi skal nedsætte jeres gæld, må I lade et civilt fredskorps komme ind i Rusland". Ellers vil vi ikke betale for deres krig ved at nedsætte gælden, for når vi giver russerne penge, betaler vi deres soldater for at foretage massakrerne. Vi er medskyldige i massakrerne i Tjetjenien, så længe vi forsætter med at give morderne penge. Det er ikke nok at sige: "De herrer mordere, vær så venlig at stoppe myrderierne!" De ved jo udmærket godt, at de ikke burde myrde. Tror De ikke, at hr. Putin ved, at det, der sker i Tjetjenien, er forkasteligt? Men det er jo hans strategi, det er ham, der har fremprovokeret denne krig. Han har fra starten ønsket denne krig for at blive præsident. Sådan ser verden ud i dag. Det er derfor, jeg siger til Dem - og min gruppe er ikke helt enig - at jeg går ind for et europæisk forsvar. Jeg mener, at et europæisk forsvar skal kontrolleres af Europa-Parlamentet og de europæiske parlamenter. Først og fremmest skal Europa-Parlamentet give grønt lys for en mission, og dernæst skal de nationale parlamenter beslutte, hvorvidt de ønsker at sende soldater. Når et civilt korps både kan gribe ind før og under en konflikt, og hvis vi ikke beslutter dette, er vi nogle store børn, der elsker at lege soldater, men som glemmer de civile. Så længe der ikke er balance mellem militæret og det civile, vil vi ikke være troværdige.

Hr. formand, det er anden gang, vi modtager den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og jeg hører til dem, der ville ønske, at dette skete oftere. Men derimod beklager min gruppe, hr. højtstående repræsentant, at noget tyder på, at De har en alt for ensidig måde at leve op til Deres store ansvar på. Først og fremmest behandler De kun det sikkerhedsmæssige aspekt ud fra en militær synsvinkel, og De overser stort set det, der forekommer os væsentligt, nemlig en omfattende forebyggelsespolitik med hensyn til risikoen for konflikt, som i sig selv fortjener at være genstand for en fælles strategi. Med hensyn til Deres udlægning af et uafhængigt forsvar må man desuden sige, at selvom det kun er alt for tydeligt, hvad De kræver til forsvarets mobilisering, eftersom der er tale om en gennemsnitlig fordobling af militærudgifterne, er uafhængigheden til gengæld meget mere problematisk på grund af NATO's - altså USA's - store grad af indblanding i europæiske forsvarsbeslutninger, som en del af Rådet og De selv tilsyneladende ønsker. Desuden omtaler De dårligt nok en anden del af Deres opgave, nemlig Den Europæiske Unions udenrigspolitik. Vi mener ikke, at De kan stille Dem tilfreds med en slags minimumstjeneste inden for dette område, som den aktuelle situation i øvrigt minder os om. Tag f.eks. Tjetjenien. De russiske magthavere har nu i seks måneder på grund af gemene magtambitioner ført deres beskidte krig, der minder om en kolonikrig, og som hver dag medfører nye barbariske gerninger. Ud over de meget lidt generøse udtalelser De er kommet med, og som De uden tvivl vil gentage, hvad er så Den Europæiske Unions strategi over for Rusland i dag? Vi har endnu ikke set andet end - tilgiv mig - en ligegyldig eftergivenhed, mens dette store land lige foran os begiver sig længere og længere ind i en ukontrollerbar situation, der er farlig for freden og sikkerheden på hele kontinentet. Med hensyn til Mellemøsten er fredsprocessen kørt fast, og spændingerne tilspidses på en meget bekymrende måde. Hvilke initiativer overvejer Den Europæiske Union for at forhindre, at den gnist af håb, der opstod ved hr. Netanyahus valgnederlag, ikke også slukkes, og at situationen forværres? Hvad angår Balkan, er De så her et år efter NATO's bombetogter og i lyset af den alvorlige krise i Mitrovica klar til en kritisk vurdering af alle de fulgte strategier i denne region for at uddrage nyttige erfaringer? Hvad angår Syden og navnlig Afrika, kan de uudholdelige billeder, vi ser fra Mozambique, ikke blot forklares med naturkatastrofer, de er en del af de ubarmhjertige følger af underudvikling. De minder os om den ambition, vi har underskrevet med hensyn til denne del af verden, og således om de ændringer, der skal ske i den nuværende verdensorden, eller skulle man sige uorden. Og til sidst hvad angår Echelon-nettet, bør De i det mindste bede om, at denne utrolige sag bliver opført på dagsordenen for det næste topmøde mellem USA og Den Europæiske Union. Min gruppe ville ønske, at vores dialog, vores samarbejde og vores eventuelle politiske konfrontationer også finder sted - og først og fremmest finder sted - i forbindelse med disse vigtige elementer. Der er mange, der forventer dette af os i Europa og i verden. Jeg mener, at dette er møder, vi ikke må gå glip af.

Hr. formand, mine damer og herrer, hr. Solana, vi er temmelig forlegne over at svare Dem, for De er blevet betroet en sag, som efter vores mening ikke eksisterer. Vi mener, at stakkels Europa kun kan tale med én stemme, hvis det tier, eller - og det er måske endnu værre - at det kun kan løse sine diplomatiske modsigelser ved blindt at følge den amerikanske politik. På grund af smukke illusioner og flugten ind i det uvisse, som Den Europæiske Union holder så meget af, besluttede den i Sintra at udstyre sig selv med en stor og uafhængig aktionsstyrke. Men Unionen kan sagtens kalde det, der i øjeblikket ikke er andet end en mobilisering af nogle bevillinger og en indsamling af mandskab, våben og software, for en aktionsstyrke, men at tro, at dette sammensurium kan være selvstændigt, er sandelig noget andet. Hvis interesser skal denne såkaldte styrke forsvare, hvis Europas nationer ikke har de samme interesser? Lad os lige tænke os om et øjeblik. Hvad er grundlaget for en væbnet aktion? Er det forsvaret af et landområde, bevarelsen af et fædreland og mere generelt bevarelsen af interesser, der anses for vitale? Hvad svarer en hær uden fædreland og uden territorium til, for Europa er jo ude af stand til klart at definere sine grænser, og uden klart definerede vitale interesser, som de 15 lande aldrig og af gode grunde har turdet forhandle om. Kort sagt, hvilket formål er der med en væbnet styrke, når der mangler enhver form for politik? Vi kaster os over en slags erstatning baseret på menneskerettighederne, en slags hær til fordel for vage idéer og for et ideal, der mange gange i historien har vist sig farligt. En udenrigspolitik forudsætter, at man har en klar definition af sig selv og sine interesser. Imidlertid vil den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik aldrig blive andet end en papnæse for de nationale interesser, der allerede har held til at dominere systemet. Det er tydeligt for enhver, at der her er tale om det par, som London og Berlin udgør, fulgt af deres respektive håndlangere, der ikke på nogen måde opfatter deres diplomati som forskelligt fra diplomatiet i Washington, idet de i bedste fald ser sig selv som statister. I øvrigt er De selv i egen person, hr. Solana, et perfekt billede på denne overbærenhed, idet De uden videre er gået fra NATO over til FUSP, som om det var den samme ting, og i virkeligheden er det det samme. Det er stadigvæk imperiets tjeneste. Og det er ikke uden morskab, at vi i forbindelse med den afsporede konkurrence, De har med kommissær Patten, har hørt Dem udtale dette argument, der ærlig talt er tvivlsomt og skrøbeligt. Under alle omstændigheder har De engang sagt til en tysk avis: "Amerikanerne ringer til mig". Hr. Solana, De skulle have tilføjet: "Det er til mig, de giver ordrer", for det er det, der sker. På Balkan - som i andre sammenhænge - beder USA os den ene dag om at ødelægge Balkan og den næste dag om at genopbygge det. Ja, Jean-Claude Martinez gjorde helt ret i at afbryde Dem, Daniel Cohn-Bendit, i alle disse tilfælde er det medløberi. De mener, jeg overdriver! Hver dag ser vi nye beviser på vores underkastelse. Echelon er et eksempel blandt mange, der i øvrigt viser et billede af et Europa, der er meget forskelligt fra det, som man elsker at iagttage her. Eksperterne taler om et kulturelt problem, det synes jeg er alt for mildt sagt.

På vegne af den samlede europæiske højrefløj må jeg sige, hr. højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, at vi ikke har tillid til Dem. De er mod krig, siger De, men som generalsekretær for NATO startede De en. En angrebskrig, der ikke var i overensstemmelse med den nordatlantiske traktat, og som havde til formål tjenstvilligt at gennemføre den amerikanske militærpolitik over for en stat, der aldrig havde været medlem, og som ikke truede nogen internationale grænser, i strid med bestemmelserne i international lovgivning, hvori fastsættes princippet om ikkeindblanding såvel som bestemmelserne om krigserklæring. I dag kan selv hr. Cohn-Bendit se resultaterne af den katastrofale politik, han siger, han ønsker. Desuden har vi nogle spørgsmål, som er et udtryk for vores bekymring - mildest talt. Mener De for det første, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik har til formål at værne om medlemsstaternes sikkerhed, som man kunne tro det, eller giver den Dem ret til at gribe ind over alt i verden? Og for det andet: Hvad er det for normer inden for international lovgivning og politisk moral, De baserer Dem på? Jeg kan allerede høre Dem sige "humanitære normer". I Kosovo ødelagde man af humanitære grunde metodisk alle civile infrastrukturer i Serbien. Når USA dræber 2.000 mennesker i Panama, er det ikke for at gennemtvinge deres politik, det er for at bekæmpe narkotikahandel. Når de går i land i Somalia, hvilket i øvrigt fik en ynkelig udgang, er det ikke for at sikre deres håndlangere på olievejen, det er for at give håb. "Restore hope", kan De huske det? Kort sagt, kan De ikke se, at det er i humanismens navn, man i dag begår alle disse nederdrægtigheder? Endelig talte De om at anvende store midler til krisestyring. Ikke for at føre krig naturligvis, men for at beskytte freden. Men dette har altid været begrundelsen fra alle dem, der fører forebyggende krige. Kan De garantere os, at der ikke bliver en forebyggende krig mod en hvilken som helst stat og navnlig de stater, der ikke ratificerer den politik, der er besluttet af de andre medlemsstater? Disse spørgsmål, hr. højtstående repræsentant, er et udtryk for vores bekymring. De er imod krig, siger De, men De er ikke den første krigsherre, der sværger på dette. Må Gud spare os for de uhyggelige konsekvenser af de højtravende principper, som De fremlagde lige før.